D.17/10-09

Jeg vågnede op tidligt, gjorde min taske klar, smurte et par peanutbutter-sandwiches til turen, sagde farvel til Cait og smuttede ud gennem døren. Her fandt jeg et stykke karton, fra en kasse. Perfekt til at skrive destinationen på, når man skal blaffe. Gode råd til blaffe. Find en truck-stop eller en udkørsel til en større motervej, der selvfølgelig gik i den rigtige retning. Jeg vidste at hvis jeg ville mod syd fra New York, så skulle jeg stå ved Hollantunnelen i Manhattan. Det støvregnede lidt, da jeg stillede mig, desværre havde jeg ikke nogen ordenlig tusch, så jeg smed kartonen væk, og stillede mig i siden af vejen med tomlen i vejret og ventede på heldet. Efter ti minutter, stoppede en ung fyr fra Columbia. Han ville gennem tage mig gennem tunnelen og over til en tankstation i New Jersey. Fedt.

Da vi kom derover, steg jeg ud og han bad mig om at vente. Åh nej, hvad nu. Han tog sin GPS frem, tastede noget ind og sagde, jeg kan godt køre dig til Philadelphia, det er ikke særlig lang vej. Kun to timer hver vej. Okay :-S.

Men heldig var jeg. Han kørte mig endda hen til det område hvor min host boede, lige til hoveddøren. Hvor heldig er man lige...

Jeg takkede, sagde farvel og ringede til min host, som hentede mig i bil og kørte mig til huset.

Min host Tucker, boede sammen med fem andre i et tre-plans hus. Jeg skulle sove i stuen, på en sofa og brugte de første på timer på at slappe lidt af og de forsynnede mig med flere øl. Drak fem før at Tucker blev færdig med arbejdet, før at jeg sammen med Tucker og en af hans venner tog på bar, hvor vi prøvede lidt lokal øl. Jeg blev lettere fuld.

Resten af aftenen, sad vi og snakkede og kom hjem omkring to tiden... ZZZZzzzzz....

D.18/10-09

Jeg vågnede op ved ottetiden. Det var søndag, så alle muséerne og de vigtige ting var lukket, jeg besluttede mig for bare at sightseé byen. Vejret var perfekt solskin, selvom Philadelphia er kendt for at ha dårligt vejr. Jeg boede i et distrikt, som hedder Manayunk, hvilket ligger i nord, omkring 7 miles fra centrum, så i et så godt vejr ville jeg gå derind. Ikke for at spare penge, men fordi stien fulgte en stor flod og gik igennem en stor skov. Vejret var dejligt, så med musik i ørene, nød jeg at se træerne skifte farve. Jeg var stadig forlangt nord i landet til at undvære jakken, men det var blevet varmere. Og det kunne mærkes.

Turen tog to timer. Jep to timer. Men det var det værd, hvis man vil se byen fra en bedre vinkel, end fra et busvindue. Jeg havde hørt at deres store museum var grastis hver søndag, så havde håbet på et museumsbesøg, men desværre galt det tilbud kun den første søndag i måneden. Og når man allerede har set så mange under sin rejse, så er det ikke så vigtigt igen. Foran museét gik en lang vej, som fulgte lige op til rådhuset. I midten stod et kæmpe springvand, med et skilt hvor der stod:"Love Park". Hvorfor ved jeg ikk. Jeg fortsatte gennem gaderne, ind i Chinatown. Fik lidt frokost, og ved tre tiden tog jeg bussen hjem.

Jeg havde nemlig en aftale med hele gruppen på bar i aften, for Philly-Baseball skulle spille i aften og amerikansk fodbold lige efter. Så hele holdet skulle på bar, da det vat den eneste sociale måde at gøre det her i landet.

Så der på baren sad jeg sammen med to af pigerne fra huset. Jeg fik ikke lov til at købe øl, da jeg jo rejste som jeg gjorde og de gerne ville hjælpe med min økonomi. Senere ved aftensmadstid, ville de gerne invitere mig ud og spise, de havde en kupon, så de skulle ikke betale, og ville gerne give mig noget godt. Så der sad vi. Tre tøser. På en lækker fin restaurant, og spiste tre retters menu. Først en risotto, med hvid trøffelsovs. Så en kyllingesalat med rejser og til dessert en kæmpe Canoli. Noget a la æblekage med en kugle kanel-is. Det hele var vidlt lækkert. Pigerne var vildt flinke, og vi nød et glas rød vin. Skål for Danmark og skål for USA.

D.19/10-09

En af pigerne var træner for et fodboldhold, og havde noget komsammen igår med mad, så alle havde medbragt noget specielt: Pizza, Sushi eller muffins. Resterne bragte hun med hjem, og det betød så for mig at jeg havde mad de næste par dage. Så til morgenmad skaffede jeg mig en muffin :-), lidt frugt og en stærk kop kaffe... Ikke dårligt... Jeg tog bussen idag, og var endda heldig med vejret. Philadelphia er kendt for masser af regn, men idag var det både skyfrit og varmt, så perfekt for sightseeing i Philly.

Det ville tage for meget af min tid, hvis jeg gik turen langs floden igen, så jeg tog bussen ind mod centrum. 1 dollar og en halv time senere, stod jeg af ved 8 avenue og kiggede på kortet. Først ville jeg hen mod et marked tæt på rådhuset, som var kendt for hygge, god kvalitet og amish-folket.

Desværre var de der ikke da jeg dukkede op den eftermiddag, men stadig hyggeligt at vandre mellem boderne i en mere moderne stil, end den jeg før havde set i sydamerika. Fødevarerne lå ikke udenfor køledisken og i solen i flere timer. Jeg blev vildt fristet af duften fra bagerierne og de små kaffebarer, men prisen fik mig til at tænke en ekstra gang, og jeg holdt mig til bare at snuse rundt.

Jeg tjekkede kortet igen og smuttede ud i solskinnet. Det gamle distrikt, hvor alle de historiske seværdigheder lå gemt, var helt nede på 5 avenue, så jeg havde et stykke vej at gå. Det bedste ved de amerikanske veje, var deres navne. Alt her er næsten firkantet og tæller ned. Så hvis du er på 10 avenue, og skulle til femte, så kunne man automatisk regne ud, at man havde 5 gader tilbage. Smart. I Danmarks gader kan man nemt fare vild, da alt der har et nyt navn og ikke er firkantet. Vi har sjove gader.

Nå men, hvis jeg ville se lidt historie, måtte jeg ned til det gamle distrikt. Mange steder i USA, inklusiv her, har fri adgang til seværdigheder eller muséer. FEDT!!! Så jeg startede ud med "The Liberty Bell", også kendt som amerikanernes kæreste symbol på frihed. Den 4. juli 1776, ringede den det glade budskab om USA's selvstændighed, og hang på det tidspunkt i Independence Hall. I anledning af 200-års jubilæet (1976) blev den dog flyttet til en pavillion på græsset, foran bygningen, hvor jeg nu stod i kø. Det var gratis at komme ind, men selvfølgelig skulle man igennem sikkerhedschek. Da jeg kom ind, gik man igennem en enkelt lang lys korridor fyldt med historie omkring klokken. Støbt i England men revnede da den kom til Amerika. Det siges at: Klokken er skrøbelig og ikke perfekt. Men som den nation den symboliserer, har den klaret mange prøvelser og består.

Tilsidst kom man så hen til klokken. Desværre var der en line omkring, så man kunne ikke røre den, men vi fik taget masser af souvinir-fotos. SMILE!!!! Bagefter fortsatte jeg mod Independence Hall og Congress Hall, men man skulle reservere en plads på den næste tour, et par gader henne. Så jeg måtte vende om, men billetten var gratis, så ingen sure miner der.

Jeg spiste lidt frokost på en bænk tæt ved, da næste guided-tur begyndte en halv time senere. Med mig havde jeg to smurte peanutbutter-madder... MUMS!

Turen begyndte gennem de store støvede haller, hvor nationens forfædre underskrev Uafhængighedserklæringen den 4 juli 1776, hvilket på det tidspunkt var som at underskrive deres egen dødsdom.

Philadelphia kunne hvis det ikke havde været for en tosset regel, været det New York, som vi kender idag. Da man immigrerede til USA i gammel tid, var Philadelphia det første sted folk tog hen, men på toppen af rådhuset står en mand, ved ikke hvem det er. Og reglen lød, at ingen huse måtte bygges højere end ham, så folk søgte andre steder og rejste istedet til den by, som vi idag kender som New York. Tosset. Nu gælder reglen ikke længere, så man ser masser af høje huse her, de er endda igang med at bygge verdens højeste hus, men jeg hørte at det samme projekt er også igang i Taiwann (tror jeg), så den tittle, kan Philly ikke beholde længe. Nå men efter rundturen i de hellige haller, fortsatte jeg ned af gaden mod Betsy Ross's hus. Kvinden der syede det første amerikanske flag. På min vej, kom jeg forbi en kirkegård hvor blandt andet Benjamin Franklin ligger begravet. Det gir held at kaste en penny på hans gravsted, hvilket jeg gjorde :-p. Nu må vi se....

Desværre var ture i Betsy Ross hus lukket om mandagen... Grrr... Så jeg fortsatte mod Elfreth's Alley, hvilket betragtes som det ældste beboelse kvarter i USA. Hyggeligt :-). Jeg var temmelig træt efter det. Tjaa... Jeg havde jo gået hele dagen. Så jeg traskede tilbage mod bussen, og tog den hjem igen. Da jeg kom hjem snuppede jeg lidt pizza fra køleskabet, varmede det op i mikrobølgeovnen og fladede ud foran flimmeren. Efter en stund puttede jeg min bærbar i en taske og tog på café med fri WiFi. Yihaa... Her bestilte jeg en stor kop kaffe, og arbejdede videre på min blog et par timer. Det var hyggeligt bare at koble fra, og nødvendigt. Tro mig. Når den her rejse er overstået, vil det være så meget guld værd, at vide, at jeg har skrevet hver eneste dag ned. Det er hårdt at finde tiden, men nogen gange må man bare give sig tiden. Jeg tror aldrig at jeg ville kunne huske hver eneste dag uden min blog. Glæder mig til at læse dig ;-).

Da jeg kom hjem. Tilbragte jeg de sidste par timer i selskab med gutterne og amerikansk fodbold. Uhu... Tror jeg er ved at blive en ret hardcore sportsfan. Og øl-fan... :-p