D.25/10-09

Jeg vågnede op tidligt for nu skulle jeg videre mod Tennessee. Til Dolly Partons og Elvis Presleys hjemland. Min værtinde havde lovet at køre mig mod en god truckstop der gik mod syd.

Jeg blev sat af og vi sagde farvel. Videre gik mit eventyr, næste destination, Nashwill. Jeg begyndte at gå mod lastbilerne for at få et lift, men en ældre dame, som havde arbejdet på stedet længe ville ikke ha at jeg stod der og bad mig stille mig hen til døren. Det var okay, for de kom jo stadig gennem døren. Købte en kop kaffe og stillede mig til at vente. Efter lidt tid kom damen tilbage. Hun ville ha at jeg gik om foran stedet og stod der. Hun ville ikke ha at jeg generede lastbilchaffører overhovedet. Pokkers. Hvordan kunne jeg nu bede dem om et lift?? Og her kom næsten ingen biler, så det ville være umuligt for mig at få et lift nu. Jeg besluttede at droppe tanken om at blaffe. Jeg havde tjekket bustiderne igår, hvis noget skulle gå galt, så vidste at jeg stadig kunne fange en. Men truckstops er i midten af ingenting. Jeg var nød til at ringe til hende igen og bede hende køre mig tilbage. Surt!!!

Jeg prøvede telefonerne rundt omkring. Intet. Jeg havde tit haft det problem at når man ringede til en mobil fra en mønttelefon, så virkede skidtet ikke. Prøvede flere, men intet held. Så jeg spurgte en fyr om jeg måtte låne hans telefon, og fortalte ham min situation. Han fortalte at han var på vej mod South Carolina, hvilket tog mig i den rigtige retning af Tennesse. Før jeg fattede mit held sad jeg i bilen hos en pensioneret politiofficer, der kørte mod S.C. for at se hans datter i et hesteshow. Wauw.

Vi kørte forbi Mac Donalds, hvor han gav lidt frokost og bagefter satte han mig af ved et truckstop, hvor jeg fik lov til at stå. Uiii...De var venlige og fortalte at for et par timer siden havde de en anden blaffer, som også havde brug for et lift. Fedt! Jeg er på vej igen. Efter en halv time, tre kvarter, stødte jeg på en fyr der skulle til Knoxville, Tennesse. Omkring 200mil fra Nashwill. Jeg sagde ja tak og afsted var jeg igen. Vrruuuummm....

Denne gamle gut var pensioneret for længe siden, men hans kone var blevet syg med cancer, så han var nød til at arbejde igen, og fordi at amerika ikke havde gratis medicinal behandling, havde han intet andet valg. Trist. Som et plaster på såret kørte vi igennem Great Smoky Mountain, hvilket var det smukkeste syn jeg havde set siden Peru. Forestil dig tætte bjerge hvor skovene på dem skifter farver. Det var en regnbue af gul, rød og orange. Efterår kan varmt anbefales...

Han satte mig af ved en stor truckstop i Knoxville, hvor jeg stod et godt stykke tid. Ingen kom, så jeg besluttede mig for at få et lift mod Knoxville og tage bussen det sidste stykke. En fyr satte mig af ved den næste truckstop, og prøvede at kalde over radioen for at se om nogen ville tage mig helt til Nashwill. En fyr svarede tilbage i joke "Er hun tyk?". Så vi fik et godt grin ud af det. Men desværre var der ingen der svarede. De havde haft stenskred og et biluheld, så den første truck mod Nashwill gik først ved midnat. De næste tre timer brugte jeg på at vente og fik lidt aftensmad ved restauranten indenfor. En trucker gav.

Her mødte jeg en mand der skulle mod Nashwill, og jeg fik et lift. Fedt!!! Fra bilen ringede jeg til min vært i Nashwill og vi aftalte et mødested.

I mørket på en forladt parkeringsplads, stod han og ventede. Jeg hilste varmt, men dødtræt.

Vi kørte hurtigt hjem til hans store palæ i hans sorte luksus øse. Wauw. Var den fyr rig? Han viste mig rundt og efter lidt tid faldt jeg i søvn i min egen seng og endda mit eget rum. Zzzzzz...

D.26/10-09

Han fortalte mig at jeg kunne sove så længe jeg ville, hans arbejdsskema var fleksibelt, så han kunne blot rykke det. Jeg vågnede ved halv ti tiden, hvilket jeg havde brug for. Først et hurtigt bad, bagefter tog jeg lidt morgenmad ned fra køleskabet og vågnede langsom op til dåd.

Min vært kørte mig ind til det nærmeste busstopsted, hvor jeg ventede. Da den kom havde jeg desværre kom 10 dollars på mig. Jeg fortalte ham jeg kun skulle en vej og spurgte om han gav tilbage. Han sagde ja, og lavede et 10 dollar buskort. Hvad søren!!!! Når man rejser er der mange ting, som er anderledes. Ved offentlige transportmidler gir de ikke gerne tilbage i USA, og man skal ofte selv finde ud af hvordan tingene fungerer. Hvis man ikke vidste det i forvejen, så er det bare surt for dig. Hvilket jeg ikke gjorde her. Jeg ville ha mine byttepenge, jeg ville ikke bruge bybussen i Nashwill så ofte. Han blev ved med at sige at det var min egen skyld, men gav sig til sidst, og jeg fik pengene refunderet. Grrr...

Solen skinnede fantastisk da jeg steg ud. I centrum ved hvert gadehjørne, var der opstillet en sort boks, som spillede countrymusik dagen lang. Nashwill var jo kendt som fødestedet for countrymusik. Og et sted tæt på Nashwill bor Dolly Parton. Jeg startede med Walk of fame, hvilket var en lille græsplæne med gangsti, hvor de havde sat stjerner med berømte sangere. Ikke langt derfra lå muséet, Country Music Hall Of Fame. Billetten kostede 20 dollars, og er et helt nyt museum fyldt med live-musik og film. Her blev countrymusikkens historie fortalt, og man så små musikalske klip gennem tiderne. Stedet er helt klart værd at se. Jeg hyggede mig ihvertfald. Bagefter gik jeg op til forlystelsesdistriktet, også kendt som The District. Her er byens mest kendte barer, fyldt med live-musik hver aften, hvor entréen er gratis. Bandet tjener til føden ved drikkepengene, så giv dem godt, hvis du kan lig dem.

Jeg satte mig ind på en af barene hvor de havde Wifi, bestilte en salat og skrev til fremtidige hosts. Gør altid det i god tid, ellers må du sove på gaden.

Jeg brugte resten af eftermiddagen på at gå igennem gaderne, og føle atmosfæren af de pulserende country rytmer, da jeg tilsidst fandt en bar hvor der var gratis live-musik. De to mest kendte barer på The District er , The Legends og t***ie. Så her sad jeg på en barstol i The Legend, fik en øl (4dollar) og lyttede til det mest fantastiske countryband jeg overhovedet havde hørt. Det var et charmerende ungt ægtepar, der sang om deres liv. Man kunne ikke andet end blive revet med.

Her sad jeg og lyttede kun til dem de næste par timer mens mørket faldt på. Jeg besluttede at gå lidt ud, og tog over til Greyhound-stationen, hvor jeg endelig tog mig sammen til at købe et Discoverypass. Hvorfor ikk? Når man for sådan et gratis, kan man ligeså godt gøre det. 400 dollars for en måned og 500 dollars for to. Jeg forstår sku godt hvorfor folk vælger at blaffe. DYRT!!!

Jeg var begyndt at blive temmelig træt, så jeg besluttede at tage bussen hjem. Desværre gik de kun en gang i timen og jeg havde lige mistet én, så må sidde og vente. Da den endelig kom, måtte jeg køre i 45 min. Så hjemturen tog lang tid, men bussen var efterhånden blevet mit andet hjem.

Jeg havde ringet til min vært, som havde aftalt at mødes ved en diner tæt ved. Da jeg fandt ham, blev jeg præsenteret for en anden couchsurfer, og fik af vide at to andre var på vej. Surprice!!! He he... Heldigvis skulle vi ikke dele seng ;-).

Så min vært og fire couch-tøser sad ved bordet og bestilte god gammeldags steaks. MMmm... Noget jeg ikke havde smagt i lang tid. Man må godt forkæle sig selv i ny og næ.

Vildt hyggeligt, og dejligt at møde andre rejsende igen. Dagen endte langsomt da vi kom hjem og gik stille hvert til sit.

D.27/10-09

Jeg vågnede langsomt op og havde en følelse af at idag havde jeg brug for en pause. En af tøserne skulle lave lidt arbejde, så hun var helt med på idéen. Udenfor havde regnen indhentet mig fra New York, så det var en perfekt dag til at slappe af. Sammen kørte hun og jeg mod den nærmeste bager, hvor hun købte en bagel og vi satte begge vores computere til. Her skulle egentlig være Wifi, men vi fandt aldrig et signal, så vi holdt os til lidt caféhygge. Bagefter kørte vi mod et universitet, hvor hun skulle lave et par studier de næste to timer, mens at jeg valgte at slappe af med min blog og koble fra. Fra vinduet så jeg træerne skifte farve. Det følte mærkeligt, at være midt inde i efteråret og stadig gå rundt med bare arme.

Da hun kom tilbage, tog vi sammen til et sted der hedder Farmers Market, hvor en masse lokale gartnere sælger deres afgrøder. Man kan finde et Farmers Market i hver storby i U.S.

Her købte vi et kæmpe græskar og tog hjem for at lave suppe. Super!!! Hun havde en lækker opskrift som er ret kendt i amerika. Græskarsuppe med peanutbutter. Tjjjaaa... Det skal jo prøves.

I fællesskab fik vi hugget græskaret i stykker og kogte suppe. Mums. Det smagte virkelig godt, og kan sagtens anbefales, men vi skulle spise lidt i en fart, for vi havde lovet at være med til quiz-aften i en lokal bar tæt ved. Hovedpræmien var 100 dollars. Sådan!!

Vi tog alle samlet afsted og siden det var så tæt på Halloween, var alle klædt ud. Bortset fra couchsurferne. Det var ret sjovt, men siden samtlige spørgsmål var om U.S. Kunne jeg ikke svare på nogen, men klarede mig da alligevel godt nok til en tredje plads ud af femten hold. Jaaa... Go´ Stine.

Det havde været dejligt med en stille dag, og så allerede frem til imorgen, hvor min rejse skulle fortsætte, men dennegang i bus. Greyhound bus.