D.28/10-09

Min bus gik omkring halv ti, og skulle være der en time før afgang. Se problemet med Greyhound er at du kan sagtens købe billetten, men det sikrer dig ikke en plads i bussen. Man skal være den første i buskøen (ikke billetkøen), og så er det bare synd for dig, der stod bagerst i køen. Og tro mig, du har ikke lyst til at misse bussen. Nogen steder kører den en gang om dagen.

Hende jeg var kørt rundt med igår havde lovet at følge mig til bussen, da hun selv skulle tidligt ind og studere, så det var på vejen derhen. :-).

Jeg kom derhen. Tjekkede ind. Sagde farvel og steg ind i bussen. Efter 6 timer i bus ankom vi til Memphis. Yihhaaa...

Her ringede jeg til min nyeste vært, som ville hente mig ved stationen. Han fortalte mig at imorgen (noget jeg havde vidst længe) tog de op til Arkansas, for at campere ved Mountain View. Jeg hørte historier om lokal landsby festival, fisketure, bjergklatring og naturskønne omgivelser. Inden der var gået fem minutter, havde jeg sagt ja til at tage med. De havde godt nok spurgt før hvor jeg sagde nej, men ville helst gerne møde dem først, før at jeg tog på telttur med fremmede. Han blev ekstremt glad, da han elskede at campere og jo flere jo bedre.

Vi tog på en hurtig bar, hvor jeg skaffede mig en kyllingesandwich, da jeg ikke havde spist hele dagen, tog hen på hans job hurtigt (arbejdede på en musikskole) og vendte bagefter næsen hjem.

De boede et godt stykke udenfor byen, i flotte naturrige omgivelser, her mødte jeg hans kone og deres lille puddel Max.

De var et vildt flinkt par og glædede mig allerede meget til de nye forandringer i min rejse.

Om aftenen tog de mig med til en af deres venners middagsgilde. Vi var mindst 10 voksne, tre spædbørn og to hunde. Alle havde taget noget mad med, så med en stor blanding af pasta/ost, kartofler og kylling på min tallerken, blev jeg introduceret til en ægte amerikansk middag. Så vi startede selvfølgelig med bordbønnen.

Vi drak, hyggesnakkede og gav alle spædbørnene vores fulde opmærksomhed. Det havde været en god aften, og da vi kom hjem, blev jeg introduceret til mit eget værelse med en seng. Og en dyne. BONUS!!!!

D.29/10-09

Vi vågnede op til styrtende regnvejr. Nedtur. Floderne var oversvømmet og der var endda risiko for tornadoer. Vi kunne ikke tage på camping idag. Måske skulle vi endda aflyse helt. Vi tilbragte en langsom morgen og ventede bare på at regnen skulle drive over, hvilket den gjorde ved middagstid, hvor jeg udnyttede denne chance til at udforske Memphis.

Jeg blev kørt ind til centrum, og vi havde aftalt en tid vi kunne mødes, så jeg ikke behøvede at tage bussen hjem, hvilket gav mig en halv dag i byen.

Memphis er hjemstedet for blues, her blev rock'n roll født og ikke langt herfra ligger Graceland. Elvis Presley's elskede hjem. Bluesmusikkens fødested er på Beale street, hvor en fyr ved navn W.C. Handy nærmest opfandt bluesmusikken. Gaden er fyldt med barer og live musik både ude og inde. Hvis man vil opleve Beale Street i al sin pragt og herlighed, gøres det bedst om aftenen.

Herfra fortsatte jeg ud mod Mississippi-floden, hvilket flyder gennem byen og lige ved siden af centrum. Jeg gik over en bro her og tog over mod en ø kendt som Mud Island. Faktisk mest et sted der har en eksakt kopi af mississippi og et museum. Ved spidsen står en masse flag på en bakke. Det er alle de lande som har sat deres fingeraftryk i historien, omhandlende floden.

Jeg var temmelig sulten, da jeg kom over på den anden siden igen, så jeg mod Gus's berømte kyllinge hus, hvor jeg fik lidt take out kylling og gik mod det aftalte mødested.

Hjemme havde de inviteret et par fra igår og lavet curry-kylling til lejligheden. KYLLING IGEN... Jeg sluttede min dag, med at slappe af med en bog og krydsede mine fingre for bedre vejr imorgen.

Desværre havde de sagt i tv, at det ville regne hele dagen imorgen, og hvis det var tilfældet, ville jeg ha en indedag imorgen.

D.30/10-09

Jeg vågnede op til øsnede regnvejr, og stakkels Max (hunden) var ikke kommet ud pga det. Det så ud til at idag var et totalt indevejr. Tjjaa... Jeg kunne jo sagtens tage ud i vejret og Carpe Diem, men når det styrtede ned på denne måde, ville det ikke være helt sjovt, og selv på en regnvejrsdag, kan man finde på tossede ting at tage sig til. Så idag var min plan de første par timer af formiddagen at sidde på deres verranda og læse en god bog, altimens at jeg lyttede til regnen. Den lyd er faktisk utrolig beroligende.

Hen på eftermiddagen, fik jeg et lift en biograf tæt ved. Når det regner er der intet bedre end en film. Jeg så en autentisk gyser. Gør aldrig det igen når du rejser jorden rundt alene. Brrr...

Min vært og Max hentede mig igen og hjemme brugte jeg resten af dagen på at skrive i min blog. Vi fik senere middag og jeg kravlede i seng.

Når man rejser på denne måde, kan hver dag ikke være et klatre-eventyr, man må også give plads til en hyggedag, for din krops skyld. Idag var sådan en dag, og jeg havde det rart. Man skal selvfølgelig ikke gøre det mod sin vilje, men følge sin egen rytme. Hvis din krop siger slap af, så køber du en kæmpe portion is og parkerer røven i en stol. Det var min dag idag, blot uden isen.

D.31/10-09

Idag er officielt Halloween. Vi fejrer det ikke i Danmark, så det har været ret spændende at følge udviklingen af husenes dekorationer. Min vært havde skaffet koncertbilletter til os alle tre inde på Hard Rock Café i aften, så min Halloween var sikret. Alt hvad jeg behøvede nu var en paryk og lidt tøj.

For tøjet, tog jeg i en genbrugsbutik og købte to kjoler for hver 2 dollar. Billigt!! Valgte en pæn rød kjole for i aften.

For eftermiddagens aktivitet, havde jeg valgt at sejle med et gammelt dampskib på mississippi-floden. Turen tog halvanden time, med guide. Efter en hård fredag med regn, skinnede solen fra en skyfri himmel. Turen var dyb kedelig og kan slet ikke anbefale den, medmindre du elsker at sidde ned og glo på en flod i over en time. Juhuu...

Efter turen, gik jeg op mod Bealestreet, hvor jeg smuttede ind på B.B. Kings til live-musik og middag. Alle værtinderne var klædt ud, og min vært var en sort killing ved navn Presures. Sødt. Et ungt band spillede fed blues, mens at jeg spiste aftensmad. Ikke dårligt. Jeg blev hængende et stykke tid efter det og nød musikken. Hvem vidste hvornår jeg mon ville komme der igen. Jeg fortsatte ned gennem Bealestreet, hvor solen langsomt var på vej ned og badede den berygtede gade i et varmt orange skær.

Gaden var langsomt begyndt at blive mere fyldt og rundt omkring blev der stillet scener op til aftenens Halloween underholdning. Her fandt jeg mig sættende på en udendørs bænk, med en kæmpe sort mama, der underholdt med det fedeste blues og kendisnumre. Tre ældre damer klædt ud som bier, gav den gas på dansegulvet. Amerika går altid op i en højere enhed når det er Halloween. Jeg fantastiske og underlige kostumer overalt. En pige klædt ud som en fyldt taco, en fyr kun i lændeklæde, sexy nonner og et fodboldhold. På trappen til Hard Rock café mødte jeg bandet vi skulle høre i aften. To af fyrene havde jeg mødt fra middagen den første aften. De var alle fra England og var kun her for at studere blues et par måneder.

Jeg havde aftalt at mødes med mine værter ved ni tiden, men jeg var ret tidligt på den og blev trukket væk fra stedet af en kæmpe hiphop parade midt på gaden. Til kæmpe bongo trommer dansede mindst 20 unge piger til de pulserende rytmer. Det var fedt. Jeg fulgte paraden hele vejen til Hard Rock Café, hvor jeg smuttede ind, og mødte flere som jeg havde hilst på fra min værts musikskole.

Stedet blev hurtigt fyldt og jeg rykkede helt foran sammen med en smølf, Michael Jackson, en politimand i shorts, en havfrue og en to meter høj øl. Bandet var fedt. Alle hoppede og skreg. Det varede ud til de små timer, og da vi kørte hjem var jeg dødtræt. He he... Min første Halloween. Ja det kan tage kræfterne af folk.

D.1/11-09

Det var søndag og jeg havde planlagt at idag skulle jeg i kirke. Ikke fordi at jeg er super religiøs, nej jeg har altid gerne ville se en ægte sort Babtist kirke med gospel og hele pivtøjet. Jeg havde bare ingen anelse om hvor stort det ville blive.

Da min vært havde en del kristne venner, havde han ringet rundt og spurgt om hvad de kunne anbefale. New Olivet Babtist Church. De fleste turister tager altid hen til Al Greens kirke, men havde hørt at den var stadset op til turister, så intet var så ægte mere. Olivet var den ægte varer. Det var det jeg ledte efter.

Flere dage senere var jeg stadig overvældet over hvor kraftfuldt denne oplevelse var.

Jeg satte mig i midten af det hele, som den eneste hvide person. Omringet af 200 sorte. Ikke for at være nedgørende, men det føltes pokkers mærkeligt. To ældre kvinder sad ved min højre side, og blev så overvældet over at jeg var kommet hele vejen fra Danmark for at prøve dette, at jeg skulle sidde imellem dem. Lad os kalde dem A og B. A ville ha mig med op og ligge på gulvet hvilket var en tradition at enten ligge total udstrakt eller gå i knæ. Det føltes mærkeligt så jeg takkede nej, og gik i stedet i knæ. Rundt omkring mig lå der mange overalt på gulvene. Næsen ned i gulvet og lige så lang de var. Assistenter gik rundt med blå tæpper og lagde over kvinderne, så man ikke kunne se noget. Jeg ledte efter præsten og fandt ham ved siden af talerstolen, liggende så lang han var med næsen i jorden.

Så begyndte en kvinde at synge, mens vi lå eller knælede der, og hele gospel koret sang med. Der sad omkring ti kvinder tæt ved alteret og rakte ud efter det, mens at de knugede sig tæt sammen og efter sangen, begyndte kvinden i midten at takke Gud for alt han havde gjort for hende, mens at hendes familie skulle igennem en lang sygdom. Alle skreg "Halleluja Lord" og "Thank you Lord" om og om igen. Vi rejste os op. Gospel koret gik igang igen og alle hoppede og dansede. Præsten gik igang. Han sagde at vi skulle klatre op en stige, for at overkomme de værste forhindringer, så musikken gik igang igen, og alle fulgte præstens bevægelser, mens han lavede "plukke æbler"-bevægelsen i ti minutter. Det her var bedre end fitness. Så skulle vi trampe på djævlen og musikken gik igang igen. Vi klatrede og trampede i flere minutter, mens at folk om og om igen brød ud i tårer og skreg "Halleluja Lord".

Præsten råbte mit navn og bad mig rejse mig for at modtage en velkomstgave. Jeg var så befippet over den kæmpe energi som var i luften at det tog A og B tre gange om at få mig til at rejse mig op. Jeg fik en flot sølv ramme og et kassette bånd med en af hans prædkener på... Mon jeg nogensinde ville kunne høre det bånd? Jeg har ikke set et kassette bånd i mindst ti år. Hmmm...

Jeg havde aldrig før mødt en præst som ham. Han hoppede og roterede og lavede store armbevægelser. Vi skulle bagefter alle læse dagens prædken sammen, hvilket fik teksten til virkelig at trænge ind til folk. Så startede musikken igen. Bandet bestod af trompeter, el-guitarer, trommer og trækbasuner. Wauw. Nu skulle vi alle råbe så højt vi kunne. Et minut for Gud. Et minut for sønnen og et minut for Helligånden. Jeg var hæs da jeg kom ud af kirken senere.

Da musikken var færdig sagde han tak til et par kvinder i kirken og hvad han sagde bagefter glemmer jeg aldrig. "We have a girl with us from Denmark. She is traveling around the world. Stine can you please stand up. Where are you"? Jeg rejste mig op sagde at jeg var her og vinkede. Han fortsatte: "Everybody bless her journey and give her hugs". Pludselig løftede alle i salen deres hånd mod mig, for at velsigne og alle omkring mig, begyndte at kramme mig. Der blev klappet vildt og en ældre dame foran mig sagde med tårer i øjnene:"We are very proud and hourned too have you by us today", og krammede mig. Total forviirret satte jeg mig ned igen og totalt overvældet over al den venlighed. Ærgeligt vi ikke har den slags kirke i Danmark.

Så begyndte præstens egen tale. Han var så kraftfuld og skreg sine ord ud til forsamlingen. Tårene begyndte endda at trille ned af hans ansigt. Omkring ham gik assistenter rundt med servietter, som de uddelte til folk der græd. Tro mig, næsten hele kirken græd over hans bevægende ord. Det var totalt overvældende at opleve dette.

Tilsidst skulle vi alle op mod alteret på række og give penge til kirken. Jeg fik trykket et par sedler i hånden af B og afsted gik det i gåsegang.

Da cermonien var ovre tilbød A og B mig at køre mig mod Graceland (50mil), hvilket var min plan for resten af eftermiddagen. Det kunne jeg ikke afslå, så heldig som jeg var blev jeg kørt hen til Graceland, hvor jeg sagde farvel og gik hen for at køre en billet.

Graceland, også kendt som Elvis Presley's hjem siden han var 21. Det var selvfølgelig utrolig dyrt at få en guidet tur til stedet, men prøves det skulle det da. 28 dollars for blot at se hans hus. 70 dollar for en heldagstur, med alle muséer. Jeg valgte kun at se hans hus og blev kørt derop i en lille minibus. Muren omkring hans hus var overskrevet med hilsner fra hans fans jorden rundt. VILDT!!!

Af respekt for Elvis måtte vi ikke gå op til første sal, hvor han sov. Det var kun stueétagen, kælderen og haven der var frit udsyn til. Alt så ud som han forlod det. Og det føltes også mærkeligt at vandre igennem en afdøds hjem. Brrr. Efter hus og have, kom jeg til et kæmpe pokalrum, og masser af tøj til minde om hans tid. Hele turen tog halvanden time, og heldigvis fik vi udleveret en lille båndoptager, så vi fik hele hans karriere fortalt undervejs. Intet om hans problemer eller hvad der gjorde at han fik ett hjerteanfald i en alder af 42. Tror jeg.

Hver time gik der en gratis bus om midtbyen, og jeg nåede lige at ringe til min vært, for at fortælle hvor jeg var. Ville gerne ha taget bussen, for at spare ham at køre frem og tilbage som min personlige taxachauffør, men det var søndag og den sidste bus var kørt, så jeg måtte bide i det sure æble og fik ham til at hente mig.

Med stor entusiasme fortalte jeg ham om min oplevelse i kirken og resten af aftenen, slappede jeg bare af.

D.2/11-09

Det var min sidste dag i Memphis, men jeg havde allerede lavet så meget i Memphis, at der ikke var mere tilbage. Så idag havde jeg bare en stille dag. Jeg skrev i min blog, læste på verandaen og spillede bold med Max. De dage elsker jeg, hvor man har tid til lige at koble fra og de er vigtige når man rejser. Tænk på at du slapper af i et andet land. Jeg har en stille dag, men jeg har den i Memphis, USA!!!!

Jeg skulle tage bussen tidligt næste dag, så min vært havde arrangeret at jeg lånte en seng på et kollegie, blot for en nat. De boede ret langt fra Memphis, og det var for tidligt at tage derind på arbejde når min bus gik, så idéen var ret god.

Solen var på vej ned, da hele familien, plus mig og Max på forsædet kørte mod Memphis. Tøserne jeg skulle sove ved var ikke hjemme, så jeg skulle først være et par timer hos naboerne, indtil de kom hjem. Med te i min hånd, fortalte jeg om min lange rejse, tjaa... faktisk blot små bider af det. Det ville tage mig flere dage at fortælle om alt jeg havde oplevet, og jeg kunne heller ikke huske alt, men hyggeligt var det.

Virkelig håbede at jeg kunne indspirere folk til at gøre det samme som mig.

Sammen kørte vi mod Dominos, mens vi ventede og skaffede en sandwich. Var dødsulten. Da de endelig kom tilbage, sagde jeg farvel til naboerne og hoppede ind ved siden af. Her fortalte jeg det hele forfra med en ny kop te i hånden. Det her kunne blive en vane.

Jeg var ret træt og hoppede i seng ved ti tiden, blot for at stå op ved sekstiden den næste dag.