D.26/9-09

Jeg vågnede tidligt, og tog en trolley-bus mod nord-terminalen. Hver lørdag er der et kæmpe markede i byen Otavallo, blot to timers kørsel fra Quito. Tidligt om morgenen sælges dyr på gaden, som køer, grise og lamaer. Ikke dårligt at få en lama med hjem. Fra terminalen, skiftede jeg til en bus, hvor jeg sad ved siden af en dame med en sæk fyldt med killinger. Hun prøvede at sælge en til mig, da jeg viste stor interesse i sækken. Men jeg afslog, kunne jo ikke rende rundt med en kat i min rygsæk.

Jeg ankom omkring halv tolv, hvilket ikke var så godt da markedet havde været igang siden klokken seks imorges, og nu var ved at slutte. Folk var begyndt at pakke rundt omkring, men intet var tabt endnu. Jeg lidt dybere ind i betonjunglen og stødte heldigvis på hvad der lignede det rigtige markede. Det strakte sig flere gader i hver sin retning, på hver side af vejen. Her blev alt solgt, og det var så fristende at gå amok med kreditkortet, men holdt mig til at gå amok i frugt. Bananer og blåbær. Jeg tilbragte et par med at ose rundt i markedet, og smuttede på mexikansk restaurant for frokost. Solen skinnede udenfor, mens at jeg nød en lækker sandwich. Bagefter tog jeg bussen hjem igen og på det tidspunkt var det blevet middags tid, så jeg smuttede ned i supermarkedet og handlede stort ind. Var nemlig udgået for pasta og ketchup.

Resten af aftenen nød jeg i selskab med hele hostellet, som var blevet fortryllet af en gruppe columbianere der med trommer, fløjter og guitarer, sang for hele selskabet. De var fantastiske og det var mega hyggeligt. De sang og spillede musik resten af aftenen... Dejlig måde at ende dagen på.

D.27/9-09

Idag skulle jeg endelig se Quito. Jeg havde tjekket en guidebog, som havde det perfekte skema for en hel dag i Quito. Jeg havde skrevet det ned på to små lapper papirer, og med dem i hånden, trådte jeg ud i strålende solskin og gik mod centrum. Første stop var Grand Central. Da det var søndag, var her ikke mange biler. Hver søndag lukker de en ca. 30km lang gade og åbner den for cyklister. Så byen var stille og fyldt med cyklister i gaden. Da jeg kom hen til centrum var der stillet en vandstand op for cyklisterne og en scene hvor to klovne, optrådte for de omkringstående familier. Jeg fortsatte ned af gaden til næste stop. Jeg kom til en kæmpe katedral, som var dækket med guld. Jeg taler om en kirke dækket af 7 tons guld. Jeg prøvede at kradse lidt ned af væggen, men det sad for højt oppe. Jeg fortsatte mod San Francisko-plasa, og i følge mit skema skulle jeg tage på en frugt-café tæt på, og den idé lød da ikke dårlig. Efter en kæmpe portion frugt tog jeg videre mod en stor park, der lå oppe af et bjerg. Og jeg gik selvfølgelig op.... Puuuusssttt.... Men jeg kom op. Jeg gik en tur gennem parken, mens at jeg så ned på byen. Her var legepladser og fodboldbaner. Masser af børn løb rundt her og hunde uden snor. Det sidste stop på mit kort var café Mosaik. En café, hvor man sad på en balkon og så ned på hele Quito. Smuk udsigt, men sådan en udsigt har en pris. Jeg fik to toast med ost, et glas vand og en kop kaffe. Pris: 10 dollars!!! Yiikksss....

Lettere plukket vendte jeg hjem og lagde benene op til lidt sol på taget. Her mødte jeg et tysk par, som lige var ankommet og skulle blive til torsdag. Det var ikke længe før at jeg fandt ud af at de var på vej mod vulkanen Cotopaxi imorgen. Jeg besluttede at tage med. Det ku blive sjovt. Jeg holdt min aftensmad til et minimum igen denne aften, da jeg skulle spare lidt. Resten af aftenen fortsatte med succesen fra igår. Spil op Columbia!!!! Yearh!!

D.28/9-09

Vi aftaltes at mødes halv ni i køkkenet, og herfra, gik det kun med en trolley til syd-terminalen. Derfra tog vi en bus mod Cotopaxi, hvor vi regnede med at blive sat af, men de glemte det og der var ikke skilte når man kørte forbi, så vi kørte en time for langt. Vi søgte hen mod en bus, der kørte os tilbage, så da vi endelig steg ud, havde det taget os omkring 4 timer bare for at komme herud. Men nu skulle resten da også være det værd. Vi mødte en fyr ve indgangen, som fortalte at han ville tage os på en guidet tur rundt. 10 dollars hver. Det var okay, for der var over 25km frem og tilbage til bjerget, og klokken var allerede over to. Så vi fik et lift. Vi kørte igennem et bakket landskab, hvor Cotopaxi tonede sig frem i det fjerne, men en god gruppe skyer dækkede toppen, så man kunne ikke helt toppen. Vi stoppede først ved et museum, hvor en gruppe ældre mennesker spiste frokost. Vi tilbragte fem minutter i museét omkring bjerget og områdets flora og fauna.

Vi fortsatte videre mod en kæmpe sø, som det ville tage en time at gå omkring. Vi steg ud i kæmpe stormvejr og begyndte vandringen. Jeg havde faktisk troet at vi ville gå op af bjerget, men det ville koste omkring 40 dollars med bilen. Vi så kun bjerget på afstand, og resten af sceneriet var ikke den største hurra-stemning, men okay. Da han kørte os tilbage igen fandt vi ud af at først var det 10 dollars for indgangen, bagefter 10 dollars. Så jeg så en vulkan på afstand, hvilket jeg også kunne udenfor, jeg gik rundt om en sø i en time og betalte 20 dollars for det. Temmelig spild af penge, men okay jeg fik set bjerget. weee... Vi besluttede os for at blaffe hjem, og fandt en jeep, som havde plads bag på ladet. Der delte vi nachos og soda, mens at vi kørte tilbage mod Quito. Det var faktisk, og vi var alle enige, det bedste ved hele turen. Man får sådan et underligt adrenalin-kick af at blaffe. Farligt og givende. Hvordan mon det vil gå når jeg skal blaffe gennem USA. Hmmm...

I Quito tog vi på indkøb, vi lavede en pandekage-aftale for imorgen. Jeg skulle ikke langt væk fra min liggestol imorgen.

D.29/9-09

Idag stod den på total afslapning. Jeg vågnede langsomt og kravlede op på taget med en bog og en flaske sodavand. Her sad jeg fast et par timer, med flere ved min side, der også sad med en bog eller skrev dagbog. Bag mig spillede nogen pingpong. Columbia-drengene øvede sig på deres gadenummer nedenunder. Et klovnenummer, som de optrådte med på gaden for at tjene lidt til at komme videre med.

Her sad jeg til middagssolen stod højt, og smuttede ud i køkkenet med det tyske par. I fællesskab fik vi lavet en god bunke pandekager i to wokpander. Jep, wokpander. Vi havde en stor mangel på pander den dag, hvor de havde gemt sig fandt vi aldrig ud af. Men resultatet var tykt og godt, vi fik endnu en hånd fra, en som så at vi havde store problemer i vores wokpande. Så tre kvinder og en dreng (han stod for at på fyld på, honning, marmelade og chokolade... Sukkertrip) hjalp i fællesskab med frokosten og nød resultatet ude på terreasen.

Jeg fortsatte turen med at sole og hyggesnak med folk på taget indtil solen gik ned. Det var dejligt bare at ha en dag, uden de store krumspring. Om aftenen, rykkede hele slænget på hostellet op på terreasen, og under månen og stjernerne, rokkede vi til columbianske rytmer og så deres cirkusnummer. Mega sjovt. Det skal opleves. Sådan endte en fantastisk dag.