D.21/9-09

Jeg vågnede op omkring sekstiden da vi landede i Lago Agrio. Der var overskyet og det regnede lidt, men her var varmt. Jeg fulgtes med de to tyske piger og en tysk dreng, der lige hade koblet sig på. Med kortet i hånden fandt vi frem til mødesteder, et hotel, hvor vi bestilte lidt morgenmad mens vi ventede på bussen. Det tog tid, for den skulle først hente et par fra lufthavnen i nærheden, så bussen endte med at være halvanden time forsinket. På det tidspunkt var skyerne drevet væk og solen tittede frem med fornyet styrke. Vi steg alle ind i bussen. Alle 15 mand. What!!! Her mødte vi vores indfødte guide, David, der var klædt på til ægte Indiana Jones stil, med kæmpe kniv og hat. Han var vildt flink og spurgte os hele tiden om alt var okay, og om vi kunne lide programmet som var planlagt.

Vi havde et stop halvvejs, hvor i strakte vores ben og fik et glas cola, så gik det videre. Turen tog to timer gennem en bakket og støvet sti, omringet af grøn frodig skov, så langt øjet rakte. Vi stoppede ved Cuyabeno-floden, hvor vi gav vores bagage til den første bådmand og smuttede så ind for en bid frokost. Vi var flere grupper samlet, selvom vi ikke skulle til den samme hytte.

Så betalte vi 20 dollars ved indgangen, da dette var et reservat og blev brugt til dets bevarelse. Her var varmt, men turde ikke rigtig at fjerne min langærmet trøje, da jeg ikke vidste hvilke kryb der ventede mig. Så fuld påklædt steg jeg ind i en lang trækano, hvor alle femten mand, vores guide og bådmanden sad. Og afsted gik det ind i junglen. For fuld fart. Floden var smal det første stykke, så vi havden junglen helt tæt på os. Efter noget tid gjorde David tegn til at stoppe, han havde set noget. Oppe i toppen af nogle træer sad der fugle, og David begyndte at fortælle os om dem. Vi fortsatte. Spændte sad alle vores nerver ude på tøjet, mens at vi spejdede efter det næste synligt levende væsen. For tro mig. Her er alle lyde utrolig intense. En båd foran os var stoppet og sad og betragtede noget i træerne. Aber. Det var en egern-abe-koloni, som var kommet helt tæt på vandet, og sad nu og svang sig i træerne. Helt små og lysebrune. De bevægede sig for hurtigt til at mit kamera kunne nå at fange dem. Men et billede er bare et billede, og virkeligheden er meget mere værd. Så fortsatte vi og efter noget tid gjorde vi endnu engang holdt. Der var store sorte Saké-aber oppe i trætoppen. De sad helt stille, men vi kunne tydeligt få et billede af dem, imens at David forklarede.

En båd time senere ankom vi til Jamu-hytten. Her skulle vi bo. Vi gik på en bro, der var godt en halv meter over jorden og gennem lidt skov først, før at vi nåede til hytterne. En kæmpe platform, alt hævet over jorden, hvor der i midten var placeret to lange borde. Til venstre en bar og en hængekøje i siden. Over baren var en trappe, der førte os op til hængekøjerummet. Og ved siden af langbordene, vores køkkenhytte, ovenpå kokkens gemakker. Herfra fulgte et par træ-bro-stier til flere stue/1-sals-hytter, i fem retninger, hvor vi skulle sove. Jeg boede i en dorm, men der kom først flere imorgen, så jeg havde frit valg til sengene og skulle sove alene i et rum, hvor de ikke havde glas for vinduerne, men bare huller. Og junglen var lige udenfor mit vindue. Bagved hytten var der tre vaske og et spejl. To toiletter, et i hver side, og to brusekabiner (koldt vand), to i hver side. Her var også en kæmpe tarantel. På størrelse med min hånd. Den manglede to ben, og fik af vide at den kun var en baby. Jeg døbte den Hugo og resten af gruppen fulgte trop. "Hey, Stine, har du set Hugo?".

Vi havde lidt tid til lige at trække vejret og pakke ud. Eller vi pakkede ikke ud. For hver morgen skulle vi tjekke, om noget var kravlet ned i vores tasker eller vores sko.

Så samlede vi os alle sammen og satte os ned i båden, denne gang skulle vi sejle ud på en Lagune og se solnedgangen. På vejen derud så vi flere fugle. Der var en kæmpe lagune eller sø, forbundet med flere floder. Vi sejlede længere ud og kom til et par kæmpe træer, der stod midt ude i vandet. David fortalte at træet var hult, og her boede der gerne krokodiller og anacondaer. Vi fortsatte omkring tyve meter væk fra træet, hvor David pludselig smed sin trøje, og sagde at nu måtte vi gerne bade. Og drengene sprang i. Jeg følte mig lidt usikker, men efter flere dybe vejrtrækninger smed jeg tøjet (bikini indenunder) og stod på kanten. Vandet var mørkebrunt, og man kunne slet ikke se noget dernede. I dette vand, svømmede der faktisk Krokodiller, anacondaer, delfiner og piraniaer. Ikke en myte. De var der nede. Jeg talte til tre og sprang. Vandet var dejlig varmt og jeg blev dernede i flere minutter og svømmede rundt, indtil at jeg hoppede op igen. Sådan! Svømmet i Amazonasfloden. Ikke dårlig slutning på dagen. Resten i vandet fulgte trop og fra båden, nød vi en fantastisk solnedgang over Amazonasregnskoven. Et helt specielt øjeblik, som man ikke ser mange gange i sit liv. Nogen ser det slet ikke, men jeg gjorde. Da det var blevet helt mørkt, sejlede vi hjemad til aftensmad. Et lækkert tre retters måltid ventede os og der var masser af mad. Det var ikke sådan at man kun fik en kartoffel, og måtte dele en portion snask med resten af gruppen. Ned her var masser. Vi var alle trætte så vi blev ikke længe oppe og snakke. Imorgen havde vi en lang dag foran os. Jeg krøb under mit tæppe og sørgede for at myggenettet nu også sad helt tæt, omkring min seng. Hullet eller vinduet var lige over min seng, så hvem ved hvad der kan komme på besøg. Var utrolig nervøs de første par minutter. Alle lyde var utrolig intense, og man følte at de var lige ved siden af en, så jeg tændte min lampe flere gange og tjekkede nettet for dagens første fangst. Heldigvis ingen bid!!! Lidt efter lidt faldt jeg i en dyb søvn, og vågnede igen til lyden af junglens fugle.

D.22/9-09

Jeg vågnede ved syvtiden, og var fuldt vågen. Jeg rejste mig langsomt op og tjekkede alt hvad en lille peter edderkop kunne gemme sig i. Hugo stod ved sin sædvanlige plads ved siden af toilettet, så han betragtede mig fredeligt, mens at jeg fik lidt vand i hovedet og gjorde mig klar. Klokken otte var der morgenmad. Toast med marmelade og smør, et spejlæg, juice og frugt til dessert. Vi havde til klokken ni om at gøre os klar, og skulle så afsted med båden. Fuld fart over vandet, hvor vi så forskellige fugle på vores vej og stoppede for at se nærmere. Men vores endelige mål var en lille landsby dybt inde i skoven. De fleste huse, stod på høje pæle hævet over jorden, bortset fra et hus bygget af bambu (køkkenet), der stod på jorden, omringet af høns og tre kalkuner.

Vi blev modtaget af en af de lokale kvinder i området, og blev taget med ud i markerne. Eller rettere ind i skoven, hvor de plantede banantræer og jukatræer. Her ledte vi efter et jukatræ, hvor vi tog et par frugter og skrællede dem, da skindet var giftigt. Frugterne tog vi med til køkkenet, hvor hun begyndte at tilberede dem. Først rive dem, bagefter presse al væde ud af dem, derefter tage melet (når væden var væk, var resten melet) og putte på en kæmpe pande over et indendørs bål. Her blev det bredt ud og stegt, som en kæmpe pandekage. Vi skulle nu smage juka-brød, med tun eller marmelade på. Det betalte vi hende hver 2 dollar for, da de hårdt havde brug for pengene. Ellers måtte de finde deres penge ved at sælge regnskovens goder.

Vi fortsatte længere nede af floden og stoppede i skyggen af vandet, hvor vi her hver fik en madpakke med en stor portion blandet ris og pølser i... Turen fortsatte så videre ned af floden, hvor vi skulle begynde vores første og mest beskidte tur gennem regnskoven. Forenden ville vi måske være heldige nok og møde områdets Shamann, men det var ikke altid at han var hjemme.

Da vi kom ind i selve junglen, var mit første indtryk hvor våd luften var. Det føltes som at indånde en hel masse dråber med vand, og her var utrolig varmt. Først stoppede vi ved verdens højeste træart. Den kunne blive omkring 50 meter høj, og dens stamme var gigantisk, men ikke hård som de danske træer. Slog man på den, lavede den en høj rungende lyd, som kunne høres flere hundred meter væk og fortalte de lokale i området at man var såret eller faret vild. De ville så finde et træ, magen til, slå på det, så personen kunne gå i retning af lyden. Eller omvendt, de kunne komme til ham. Vi bevægede os stille gennem skoven, i dyb dyb mudder, der gik op til knæene. Vi havde godt nok fået støvler udleveret, men ligemeget hjalp det. Vores bukser var dækket med centimeter tykt lag mudder. På vores vej så vi masser af små krybdyr og edderkopper. Vi kom endda hen til et myrebo, der havde syre i sig som smagte af citron. Jep vi skulle prøvesmage dem. En speciel følelse at ha noget kravlende i din mund og prøver at stikke af, men jep det smagte af citron. Vi skulle også smage barken på et træ, som skulle være godt mod Malaria-myggen. Og et træ som havde en hvid mælk under dets bark. Hele junglen var et kæmpe supermarked, hvor hård frugt med pigge, blev brugt som kamme og bladene i en stor palme, kunne bruges som hængekøje, sovepose eller tage. Olien i nogen frugter, blev brugt som Shampoo og jeg ku blive ved. Vi gik rundt i mudder og snoede stier i to varme og hårde timer, indtil vi endelig kom ud i en lysning hvor Shamannen bor. Og vi havde heldet med os. Han var hjemme. En Shamanns træning er en oplæring gennem hele livet. Man er først fuldblodig Shamann, når man har drukket en væske der gør at man kaster op, har diaré og er tæt på døden, mens at man faster i et par dage. Så man kan vist godt sige at han er på hårde stoffer. Ikke noget jeg ville prøve.

Vi kom ind i hans hytte og satte os i en rundkreds, der sad han, fuldt påklædt med en grøn kjole, masser af halskæder, fjer på hovedet og en i næsen. Han fortalte os om hans job, om hvordan folk blir oplært hos ham. Der var en som betalte ham med motoren til en båd. Shamannen ejede godt nok ikke en båd. Bagefter valgte han en frivillig, som skulle sidde foran ham, mens at han udførte en hurtig opvisning i djævleuddrivelse, normalt tager dette flere dage og blir helst gjort om natten. Han stod og slog hende i ryggen med en bunke blade, mens at han messede (sang). Dette tog kun halvanden minut, og jeg fik senere af vide at da hun rejste sig, rystede hun over hele kroppen, og normalt har hun ondt i hænderne af alderen, men smerten var fuldstændig forsvundet. God medicin.

Da vi var færdige, takkede vi ham og tog ned til båden. Tilbage ventede os nu kun to timers sejllads, og mørket var begyndt at falde på. Det var her at jagten på krokodillerne gik ind. Og vi så dem. Et par stykker, der hurtigt dykkede ned og vi så endda en kæmpe anaconda, der svømmede lige ved siden af båden, men dykkede også ned. Så så vi en kæmpe krokodille på tre meter mindst. Med lommelygterne søgte vi efter dem. Deres øjne skinnede i mørket, to gule prikker i det fjerne. Vi så også en lille én, der lå stille hele tiden, så vi fik en masse fantastiske billeder af den.

Hjemme igen fik vi aftensmad, tre retter, og på det tidspunkt var der kommet to grupper mere, så hele lejren var fyldt. Lidt ærgeligt, for da vi kun var de femten mand, var der så stille. Og lidt af junglens lyde forsvinder i den larm, men jeg var ikke længere alene i mit værelse. To franske fyre og en fransk dame, var flyttet ind. Ikke dårligt.

D.23/9-09

Vi vågnede alle op igen til morgenmad ved ottetiden og gjorde os klar til dagen. Først stod den på endnu en jungletur, blot et andet sted. Vi skulle over søen. På vores vej over søen så vi noget vise en grå ryg over vandet. Det var tre lyserøde delfiner, som var på fisketur. Det er nu kun på maven at de er lyserøde, så derfor var det en grå ryg som vi så. De svømmede rundt i ring, og kunne kun være under vand et par minutter af gangen, så de kom op flere gange, men det var kun ryggen som vi så. Jaaa... Jeg så delfiner!!! Min dag er reddet.

Vi fortsatte længere ind på søen og fortsatte ned gennem små floder. Med udkig efter anacondaer. Desværre ingen. Ved en bred stod vi ud og gik igang med en halvanden times junglevandring før vi tog hjem igen for frokost og to timers afslapning i hængekøjerummet. Da vi lige var steget ud af båden, blev vi overrasket over to kæmpe fugle, der fløj op fra træet tæt ved. Pludselig så vi aber. Ikke langt fra os og over vores hoveder. Det var to slags og en kæmpe flok, blot ti meter fra lejren. De var overalt. Fantastisk flotte. Én af dem faldt endda ned fra træet, men klatrede op igen heldigvis. Vi havde været utrolig heldige at se dem på så nært hold, lige før frokost. Så vi smuttede hen og spiste med god appetit, slappede af og fik fat i vores fiskegrej og sejlede ud for at fange piraniaer.

Med os havde vi en pose med en hel masse klumper kød. Og med en fiskstang i hver side gik vi igang med at fiske. Der gik ikke lang tid før at de begyndte at bide på. Jeg fangede først to små, som slap væk igen, mens at det meste kød blev spist. Jeg fik et par gode billeder, af nogen der fik et par ordenlige størrelser. Det var virkelig sjovt, og jeg fangede også en kæmpe pirania tilsidst, men blev så overrasket at jeg ikk turde hive den i land, og den slap væk. For søren, skidtet kan bide...

Vi måtte ikke beholde nogen af fiskene, da de var for små, så vi smed dem alle ud igen, og da vi var færdige sejlede vi ud på søen og så solen gå ned over skoven. Det kunne jeg ikke få nok af.

Vi sejlede bagefter stille hjem og fik aftensmad og ventede på at klokken blev ti, for i nat skulle vi på junglevandring i mørke, for at finde insekter og slanger. Intet er så sjovt, som at vandre gennem junglen i mørke, når man ikke ved hvad der hænger over ens hovede eller gemt mellem bladene. Vi fandt masser af insekter og frøer. Heldigvis ingen anaconda til fods. Den ville jeg gerne se ude på vandet, i en pæn afstand.

Da vi kom hjem, gik jeg ud til det åbne badeværelse, og hørte pludselige lyde oppefra. De havde set en slange, så jeg gik ud og hentede mine lommelygte. Jep, jeg kunne se dens øjne i mørket. Vi fik hentet vores guide og han forklarede at det var en jungleboa. Utroligt at den var kommet så tæt på. Wauw...

D.24/9-09

Vi vågnede idag omkring halv seks, da vi skulle op og se fuglene tidligt om morgenen. Så halvt sovende sejlede vi ud i morgenstunden og så på fugle. Det lønnede sig da også da vi fik øje på en flok grønne papegøjer i trætoppene. Morgenstunden var fyldt med fuglesang og lyden af insekter.

Efter ca. en times fuglekig, smuttede vi tilbage til morgenmaden. En lækker omelet. Ca. ni fra vores hold havde kun betalt for fire dage, så de skulle hjem idag. Jeg havde betalt for fem, og følte stadig at det var for tidligt at tage hjem, så jeg var glad for mit valg.

De smuttede lige efter morgenmaden, og vi sagde alle farvel.

Nu var vi kun 5 tilbage og planen var først at sejle i vores egen to mands kano gennem flere små floder. Jeg sejlede sammen med en fyr fra Holland. Det var vildt sjovt, men jeg havde taget mit kamera med, så det blev lidt vådt. Boing!!!

En af de andre grupper joinede os, og vi fik udleveret fiskestænger. Jeg skulle ikke nyde noget af flere pludselig bid, så jeg smed min partner af i en af de større både og sejlede rundt selv. Weee....

En af de andre fangede en rigtig stor pirania. Stor nok til at vi kunne spise den, så vi tog hjem fik frokost, fisken blev grillet og blev spist ved siden af. Smagte vildt godt. Det kunne jeg godt spise igen.

Bagefter var der et par timers afslapning, da kanotur, jo er ret hårdt, så i hængekøjen med mig. Vi fik senere valgmuligheden om at tage med på endnu en junglevandring. To blev hjemme, men resten af os tog afsted igen. På vores vej, fik vores guide fat i to små boaer, og vi hørte om skovens mirakler igen. Turen tog tre timer og på det tidspunkt, var vi blevet sultne igen. Stjernerne var kommet frem på himlen og lyste ned på os. Fantastisk mange. Imens ledte vi efter krybdyr i mørket, og fandt endda en lille boa hængende på en gren. Da båden stoppede, gled den helt hen til boaen, og jeg var lige ved siden af, så med få centimeters afstand, kunne jeg se den på nært hold. Fik af vide, at den ikke var farlig, derfor flygtede jeg ikke.

Vi sejlede hjem til aftensmad og tilbragte resten af natten med snak og kortspil.

D.25/9-09

Idag skulle jeg hjem. Efter morgenmaden, pakkede vi vores tasker og satte os ud i båden. Afsted gik det med to timers sejllads, før at vi nåede land. Det var trist at jeg skulle afsted allerede, havde haft fem fantastiske dage her. Og det havde åbnet mine øjne for en verden, der er omkring fem til seks gange større end mit lille sikre Danmark. Vi kravlede i land, smed vores tasker i bilerne og fik lidt frokost før afgang mod byen, Lago Agrio. Herfra købte vi hurtigt en billet til bussen videre mod Quito. Jeg havde kun en halv time før afgang, og jeg var på jagt efter en shampoo, som indeholder olien fra en frugt vi fandt i Amazonas. Desværre nåede jeg det aldrig, og da jeg satte mig i bussen, forblev kun en tanke tilbage i mit hovede, hvornår mon jeg ville vende tilbage igen?

Jeg vendte ryggen til junglen og fortsatte mod storbyen, det tog omkring seks timer. Her blev jeg sat af i udkanten af byen og tog en af de lokale busser videre hjem. Jeg ankom til mit hostel omkring elleve tiden med en kæmpe sult og satte en portion pasta over. Jeg havde fået en dorm med privat badeværelse til 7 dollars, plus tre mandelige samboer, ikke dårligt.

Mens at jeg lavede mad kom en fransker forbi, og vi kom i lang snak om rejse, arbejde og alt. Hun boede her et stykke tid og arbejdede som lærer. Det var vidlt hyggeligt, og dejligt at koble fra. Man møder de mest fantastiske mennesker når man rejser på denne måde. Hver har deres helt egen historie at fortælle, gået en helt anden sti. Hvem ved hvad morgendagen bringer?