Dette indlæg skulle have været lagt op igår, lørdag, men internettet svigtede om eftermiddagen da indlægget var klar, så derfor lægger jeg det op nu, hvor jeg i virkeligheden befinder mig i Sucre - en skøn skøn by som i kommer til at høre mere om senere.

Kære Alle

Så er det tid til et blogindlæg mere.Jeg har hørt at der har været efterspørgsel på det, og nu er jeg kommet til et sted med internet (lækker cafe i Oruro med wi-fi og rigtig god kaffe).

Vi tog af sted til Salinas sidste onsdag. Først med bussen til Oruro (3,5timer) og derfra med bussen til Salinas (7 timer pga. af stop undervejs). I Oruro blev vi præsenteret for en meget flink mand, Don Hugo og hans kone som skulle følges med os til Salinas. Det var en meget lang og kold køretur med et uforudset stop undervejs pga. problemer med bussen (blev fikset ved hjælp af remedier som en lighter, et stykke jern og noget til at slå med, utroligt som alle køretøjer hernede kan fikses med et par velafrettede slag mod karosseriet), men vil blev trakteret med quinoakage og varm saft af Don Hugos søde kone. Da vi kom frem til byen (kl. 02.00 om natten) var der ingen ledige pladser på hostallet nede i byen, så vi fik lov at sove hos vores to nye venner. Dagen efter blev vi så indkvarteret på et hotel der ligger lidt oppe på en bakke i forhold til byen. Jeg siger jer, vi har den skønneste udsigt over byen og saltørkenen i baggrunden.

Vi har brugt det meste af ugen på at få arrangeret vores forsøg og finde en mark osv, men har også fundet tid til at gå ture og se området og byen. Den første dag tog Don Hugo os med ud at gå - op på en udsigtspost på en af de tre skråninger/bakker/bjerge som omgiver byen. Det var måske 200 meter højere end byen (som er i ca. 3800 meters højde) og vi var nær aldrig kommet derop. Vi pustede og stønnede og sakkede bagud i forhold til Hugo som ellers er en midaldrende/ældre herre. Men da vi kom op var det selvfølgelig det hele værd. Jeg tror Salinas må være det smukkeste sted på hele Altiplano (højsletten). Jeg har aldrig set noget lignende, og det er svært at beskrive, men jeg lægger selvfølgelig nogle billeder ind som I kan se. Selve byen Salinas er en lille spansk koloniby så der er en fin gammel kirke og et par andre bygninger i koloni-stil. Der bor ca. 600 mennesker i byen, som bortset fra de fine gamle bygninger mest ligner noget middelalderligt noget. Alle husene er lavet af muddersten og der er mange gamle, sammenfaldne forladte huse. Indimellem titter en enkelt øøøønding pastelfarvet facade frem, men ellers et det i hvert fald ikke udseendet af deres huse de går op i. Jeg tror også at vores hotel og hostallet på torvet nede i byen må være de eneste steder med indendørst toilet og ligefrem et bad (nogle gange med varmt vand). Der er masser af små butikker hvor man kan købe kolonialvarer og på torvet er der nogle damer der sælger de lækreste brød og forskellige frugter og grøntsager. Der er desuden to spisesteder hvor man kan få en almuerzo ( frokost bestående lækker lækker suppe og en hovedret med et stykke kød og ris/kartofler/snask af variende kvalietet. I skulle have set hvad de serverede for os den anden dag. Et eller andet ubeskriveligt, måske lavet af rismel og med noget sort uigenkendeligt som ida blev ved med at frygte var hove fra et eller andet dyr… viste sig at være en special slags kartofler ). Det ene sted kan man desuden få kylling til aften hver dag. Så vi mangler bestemt ikke noget og jeg tror vi kan blive rigtig glade for at være i Salinas.

Det var en lidt hård internet-detox vi tog da vi kom ud til byen. Havde ikke troet at jeg var så afhængig af facebook, skype og ligefrem alle de der fællesmails på skolemailen. Men jeg vil sige at det holdt hårdt de foerste par dage - virkelig! Men efter de første dage med blod sved og tårer var det faktisk fint. Jeg tror jeg har rigtig godt af at prøve at være uden internet, og det er allerede utrolig afslappende og fint at være offline i en periode. En anden ting er at jeg jo normalt nyder at være der hvor der foregår en masse ting, og jeg har mange mennesker omkring mig. Det er meget anderledes at leve på denne her måde uden kor, a-vej og alle de andre essentielle ting der hører til at gå på LIFE. Men jeg tager det som en oplevelse og nyder allerede de små ting. Vi går nogle gode ture og hygger os med kortspil (=fest), film på computeren (mere fest), fredagsslik (fest fest fest) og den anden dag delte vi faktisk en øl over aftensmaden (PARTY!!!!) til stor morskab for de lokale mænd som helt sikkert syntes at vi var nogle underlige "damer" når vi drak øl.

Og så er der den helt store nyhed, som måske er mest spændende for landmændene i familien og vennerne fra studiet: V har fået sået! Efter to ugers snakken frem og tilbage har vi endelig fået sået! Det foregik sådan at vi tirsdag (vidst nok) var ude og måle arealet til forsøget op, og markere hvor de forskellige behandlinger skulle være (vi markerede dem med nogle pindet omviklet med forskellige farver garn, hvilket de lokale mente var temmelig mærkeligt). Onsdag var vi så ude med Viktor (en af de lokale studerende som også skal lave forsøg i nærheden af salinas) og lave hullerne quinoaen skulle såes i, hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt, for pointen er jo at man graver ned til der hvor fugtigheden i jorden er, og så sår der, og når vi så lavede hullerne dagen før vi såede ville fugtigheden forsvinde. Nå, men sådan var det jo nok. Torsdag skulle vi så så. Planen var at vi skulle mødes med drengene kl. 6.30, og vi bankede på mange gange, men uden held, så vi gik tilbage til hotellet og ringede til dem. De sagde så at vi skulle mødes kl. 7. Nå ok, så vi gik derned igen og blev mødt at den projektansvarlige (Freddy) som var kommet aftenen før og to drenge med MEGET store tømmermænd. Jeg indrømmer at hjertet sank i livet på mig og jeg tænkte at vi nok aldrig fik sået noget som helst. Og det blev ikke bedre da vi fandt ud af at forsøget skulle være anderledes end vi havde regnet med, så vores arbejde dagen før var spildt. Nå, men vi gik ud i marken og begyndte. De andre kom da de havde fået morgenmad, og så fik vi faktisk sået! Det viste sig at vi havde misforstået proceduren lidt (man graver 20 cm ned og lægger frøene og så lægger man kun LIDT jord ovenpå igen IKKE DE 20 CM MAN HAR GRAVET AF - dumme danskere ) men det fik vi rettet og så fik vi sået resten. Det var lidt om at holde gode miner til slet spil, for hvis vi indrømmede overfor drengene at vi var trætte så ville de bare stoppe og fortsætte dagen efter (hvilket vi ikke havde tid til da vi skulle af sted til Oruro og Sucre), så vi løj og sagde at vi overhovedet ikke var trætte, selvom vi var ved at dejse om. Men sikke en tilfredsstillelse at have sået. Og det skal for en god ordens skyld siges at vi trakterede med frugt og kiks undervejs og gav aftensmad og øl om aftenen.

Der var endnu en god oplevelse ved det at få sået - nemlig at bagefter gik vi ned i byen, slæbende på hakker, spader og vanddunke, for at købe busbilletter. Og pludselig var vi en del af befolkningen. "Gringas trabajando" (arbejdende gringas) hørte vi nogle sige, og så var der helt vildt mange som var interesserede i had vi lavede og hvor vi arbejde osv. Det var bare en mega god oplevelser. Så vi har aftalt at hver gang vi har været i marken går vi lige ned og runder torvet, bare for at få en snak og lidt good will J.

Det var vidst alt for nu. Vi er som sagt i Oruro, og tager en natbus til Sucre i aften. I Sucre skal vi være en uge og gå på spanskskole og få ordnet noget ting, og være lidt tourist-agtige. Jeg har hørt at det er rigtig meget snevejr og vinter i DK. Synes det lyder dejligt, men det kan jeg jo sagtens sige med de forårstemperaturer der er her. Send meget gerne billeder af det til mig, og jeg vil også gerne høre fra jer alle sammen hvordan det går derhjemme, eller hvis der er nogle dele af turen i gerne vil høre mere (eller mindre) om.

Hasta la vista baby

Cecilie