Kære Alle

Vi er i Argentina og nyder livet. Jeg kan efterhånden snart ikke huske alt det vi har oplevet siden mit sidste blogindlæg, men jeg vil prøve at give jer en beskrivelse af højdepunkterne.

Jungletur

Vi havde oprindeligt planer om at tage på en mega dyr og mega fed jungletur i en af Bolivias mest afsidesliggende nationalparker, Parque Noel Kempf Mercado, som ligger ved grænsen til Brasilien. Da vi forsøgte at arrangere det i Santa Cruz fandt vi imidlertid ud af at det ikke er muligt at komme ind til parken i øjeblikket, fordi halvdelen af den er lukket for besøgende og den anden halvdel er oversvømmet. Nå, den besked skulle vi lige sluge, for vi havde virkelig sat næsen op efter et uforglemmeligt jungleeventyr. Vi endte med at arrangere en tredages tur til en anden nationalpark, Amboro, som ligger tæt ved Santa Cruz. Vi var fire turister af sted sammen, Ida og jeg og et hollandsk par på vores alder. Vores guide var en hyggelig lokal mand med masser af kendskab til området.

Turen startede med at vi blev kørt af mudrede veje så tæt på parken som det var muligt. 12 km fra parken kunne vi ikke køre videre og derfra foregik turen altså på gåben. Vi smækkede vores, i anledningen meget let pakkede, rygsække på ryggen og begav os af sted og jeg må altså sige at hvor er det skønt bare at kunne tage rygsækken på ryggen og begive sig ud i naturen. Den første dag var ikke specielt action packed, men vi var heldige at se to aber som sad og skreg af os fordi vi forstyrrede dem. Sejt! Den næste dag skulle vi ud og se vandfald. Det regnede ret meget, så guiden var lidt bekymret for vi skulle gå det meste af vejen i floden, og når det regner hernede - så regner det rigtig meget, og så kan en flod lige pludselig stige rigtig meget. Men vi kom af sted og havde en rigtig god tur ind og se nogle imponerende vandfald - de højeste var så høje at man følte man blev pisket når man stillede sig ind under dem. Vi gik som sagt det meste af vejen i floden hvilket var udfordrende, for enten kunne man ikke se hvor man satte fødderne eller også gik vi på meget glatte sten. Så det var et par hudafskrabninger og blå mærker rigere at vi vendte tilbage til vores lejr som i øvrigt bestod af to telte og et myggenet (til guiden) alt sammen placeret under et klippefremspring. Den sidste dag var det meningen at vi skulle se endnu et vandfald, og vi begav os af sted, men vendte om kort efter, fordi det regnede så meget at guiden var bange for at vi ikke kunne krydse floden når vi skulle ud af junglen. Så vi skyndte os tilbage og pakkede sammen så hurtigt vi kunne, og så fik vi ellers at vide at vi skulle gå så hurtigt vi kunne ned til floden, så vi styrtede af sted kun for at finde ud af at vi ikke kunne krydse floden. Nå, så sank humøret lige et par grader. Heldigvis vidste vores guide råd og besluttede at vi skulle gå af en gammel sti som ikke havde været brugt i 1½ år. Den skulle ligge "lige deroppe". Så vi asede tværs igennem junglen for at komme over til den der sti. Vi næsten kravlede op af en meget stejl bakke (jeg vil faktisk godt kalde den en skrænt) og på et tidspunkt var vi nødt til at klatre (med backpack på) op af en klippevæg. Jeg vil godt indrømme at jeg på det her tidspunkt forbandede den der "pissejungle" og det der "lorteregnvejr" langt ned i helvede - jeg var gennemblødt, møgbeskidt og rimelig blevret i hele kroppen. Vi nåede dog sikkert frem til stien som jeg godt kan forstå at ingen har gidet bruge i 1½ år, for den var rimelig kringlet og med masser af skråninger man skulle op og ned af. Alting var jo fuldstændig mudret på det her tidspunkt, så jeg har slet ikke tal på hvor mange gange jeg er gået på røven med backpack og hele molevitten. Men summasumarum er at vi kom sikkert ud af junglen og havde en fin gåtur tilbage til bilen - for pludselig var det hele klaret op og der var sommerfugle over det hele og vi kunne se tilbage på nationalparken og tænke på hvor lunefuld men også fantastisk naturen kan være.

Salar de Uyuni

Next up var en tur rundt i saltørkenen (Salar de Uyuni) og området omkring. Vi arrangerede turen i Uyuni som har intet andet at byde på end en, for byens begrænsede størrelse, imponerende mængde pizzariaer. Turene foregår i firhjulstrækkere og man køber sin plads hos et firma og så fylder de ellers bilen op. Vores gruppe bestod af et argentinsk par i 60erne, to irske piger, en australsk pige og os. Vi var alle fem tøser på nogenlunde samme alder, og vi havde det bare så sjovt! Vi har plaget alt og alle med at tage gruppebilleder af os hvor vi hopper, poserer som lamaer, poserer som rockband, poserer som flamingoer, poserer som spice girls og jeg kunne blive ved. Jeg har lidt ondt af guiden og argentinerne som har måttet lytte til alt fra Bob Marley til S Club 7 fra de utallige spillelister som vi oprettede på vores iPods og satte til at køre over bilens anlæg.

Turen startede med et besøg på en togkirkegård som i virkeligheden ikke var specielt interessant bortset fra at man måtte klatre alt det man lystede. Derefter gik det videre mod det som jeg nok trods alt vil kalde turens højdepunkt: Salar de Uyuni. Det var jo regntid på det tidspunkt, så saltørkenen var oversvømmet - der lå ca. 10 cm vand ovenpå alt saltet. Det betød at alting spejledes i vandet og man fik fornemmelsen af at være i en anden dimension. Det så helt skørt ud og jeg kan ikke på nogen måde yde det retfærdighed i mine beskrivelser, så jeg foreslår i kigger på de billeder af det jeg lægger op herinde på bloggen. Dagens sidste sight var et område med en masse vulkanske klipper i absurde former. En af dem mente guiden (og sikkert også resten af Bolivia) lignede en kondor som er en sydamerikansk gribbefugl, som vel nok kan betegnes som en nationalfugl hernede. Vi andre havde måske svært ved at se ligheden, men de er jo også mere trænede i at se det hernede, for ca. halvdelen af alle klipper, bjerge, søer og træer ligner kondorer hvis man spørger de lokale Som i nok har luret på dette her tidspunkt gik vores tur, som alle de andre ture, primært ud på at vi kørte rundt i vores firhjulstrækker og stoppede med ca. et kvarters mellemrum så vi alle sammen kunne fare ud med vores kameraer og sige "foto foto" og tage så mange billeder at selv den mest skydegale (i billedmæssig sammenhæng selvfølgelig) japaner ville være stolt af os.

På dag to kørte vi rundt i det mest storslåede landskab med snedækkede bjerge og vulkaner og brune ørknener og knaldblå himmel. Vi så farvestrålende laguner med masser af flamingoer og flere vulkanske klipper, bl.a. en der er kendt som "stentræet" (yes yes). Vi nåede også lige at slappe af i et bassin med vand fra en varm kilde og sluttede af med at se gejsere i solnedgang. Den sidste dag var primært transport, men vi nåede at stoppe på den anden side af en af lagunerne, hvor vi kom ret tæt på nogle vicunaer (lamadyr, men mere slanke og elegante end lamaer; ikke domesticerede). Vi holdt også frokost i en landsby hvor vi havde masser af fototid med en masse lamaføl/kalve/killinger/lam/hvalpe/kid/hvad det nu hedder (kan jeg lige få lidt hjælp her fra nogle af de der dyre-agronomer? Farbror Erik eller Jesper, hvad hedder det egentlig?). Jeg tror godt jeg kan sige at den her tur rundt i Bolivias sydvestlige hjørne er noget af det mest fantastiske jeg nogensinde har oplevet, og jeg kan kun opfordre jer til at tage af sted. Jeg vil ønske for jer alle sammen i kommer til at se det, det er i hvert fald noget jeg vil huske resten af livet. Det var så smukt og overvældende at jeg havde lyst til at give mig til at hyle.

Resten

Efter Uyuni fulgtes Ida og jeg med Tamara, den australske pige til Tupiza hvor vi brugte en dag på at ride og cykle rundt i et landskab der var fint, men på ingen måde kunne imponere os efter den tur vi lige havde været på. De irske piger var taget direkte til Salta i Argentina, og der tog vi også til og ankom en dag senere end dem. Salta er en skønt by uden super meget at lave andet end at slendre rundt og gå på café osv. Men det er skønt at være kommet til Argentina. Der er virkelig en verden til forskel fra Bolivia, alting er meget mere vestligt og folk ser europæiske ud, og vi er flere gange blevet taget for at være argentinere. Efter et par dage i Salta måtte vi sige farvel til pigerne som alle tre tog direkte til Iguazu-vandfaldene mens vi tog videre til Mendoza hvor vi er nu. Det var lidt trist, for det er nogle virkelig søde piger og jeg tror vi alle har nydt at være en lidt større gruppe for nogle dage.

Som sagt er vi i Mendoza nu hvor vi oplever vinfestival og har planer om rafting og vinsmagning. Men mere om det i næste blogindlæg. Nu er der også kun præcis en måned til vi kommer hjem, og vi begynder efterhånden at glæde os, selvom flere eventyr venter inden da. Jeg håber i har det godt derhjemme og at foråret efterhånden begynder at røre på sig.

De bedste hilsner fra landet der flyder med bøf og rødvin

Cecilie