En uge i Sucre - en fortælling om verdens dårligste turister

Kære alle. Så er det på tide at fortælle hvad vi har lavet den sidste uges tid. Vi ankom her til Sucre søndag morgen og besluttede os for at gå ind til centrum og vores hostal fra busstationen, da vi havde masser af tid (vi ankom kl. 6 om morgenen). Det første indtryk af byen var at klimaet var meget lækrere end i Salinas og at byen var rimelig morgensløv bortset fra en fodboldkamp som var i gang da vi kom kørende med bussen. Da vi nåede lidt ind mod centrum gik det op for os hvorfor byen bliver kaldt Bolivias smukkeste. Det er virkelig en dejlig by med hvide bygninger fra kolonitiden over det hele. Vi var simpelthen forelskede med det samme. Det er ikke nogen særlig stor by for en hovedstad (som den officielt er), den er kun ca. på størrelse med Århus. Men der er en helt særlig stemning her og uden at have været i sydspanien forestiller jeg mig at det er nogenlunde de samme. Byen har også ry for at være rigtig sikker og vi har ikke på noget tidspunkt følt os utrygge (det skulle da kun lige være når man møder en lastbil fuld af politimænd pansret til tænderne og bagefter hører noget der lyder som skud men i virkeligheden er fyrværkeri).

Vores hostal er en af de her gamle hvide bygninger med den skønneste lille patio i midten. Det kunne være et fantastisk hostal hvis ikke det var for de f***e up ansatte. Det er faktisk lidt tragikomisk. Toiletpapir og håndsæbe er ikke inkluderet i prisen og der er et mega langsomt wi-fi som man kan bruge, men det har lukket for facebook, så hvis man vi tjekke sin profil skal man bruge deres stationære computer som man betaler for. Vi har simpelthen grinet så meget af at vi backpackere på hostallet ikke har fortjent at få lov at bruge facebook. Det bliver også reklameret med et fuldt udstyret køkken hvilket i virkeligheden udgøres af et komfur og en kedel, og et træbord med 3 skæve plastikkrus. Og endelig er der morgenmaden… den består af 2 brød/boller - de tørreste man kan opdrive i Bolivia, en lille tern smør og en lille tern marmelade (ja, i læste rigtigt, tern marmelade!!!) - langt fra nok til at man kan få brødet ned uden at støve, og kaffe og juice. Jeg er sikker på at de må have en aftale om at aftage gammelt brød (mindst 2 dage gammelt) fra en eller anden butik. Og morgenmaden skal indtages mellem 8 og 10 - præcis! Der var en tysk fyr i går som ikke måtte få morgenmad fordi han kom ud 5 minutter over ti, hvor Ida og jeg altså stadig sad der. Og tingene stod stadig fremme, men damen ville ikke give ham noget. Virkelig komisk eftersom intet andet i Bolivia nogensinde er på klokkeslettet. Men så kastede Ida og jeg os ind i samtalen og argumenterede for at klokken jo kun var 5 over 10 og at maden stadig stod fremme og at den stakkels tysker ikke havde fået at vide at det var mellem 8 og 10. Så endte det med at han måtte få noget brød, og så skulle han kun kæmpe lidt mere og følge efter damen for at få noget marmelade også.

Vi har været på spanskskole hele ugen. Vi gik ud mandag morgen for at undersøge mulighederne, men eftersom der kun var en der havde åbent på det tidspunkt var det ikke så svært at vælge, men det var en fint sted med wi-fi og efter skoletidsaktiviteter. Vi startede med en eksamen så de kunne vurdere vores niveau og så begyndte vi mandag eftermiddag. Vi havde 4 timers eneundervisning hver dag, så det har virkelig rykket noget. Men det har godt nok også været nogen hårde dage når man bare har været tvunget til at tale spansk 4 timer i træk. Men det har været det hele værd, jeg kan virkelig mærke at jeg har forbedre mig, så det er alle tiders. Den eneste dårlige ting ved det har været at vi har været så trætte efter skole og lektier at vi ikke har fået set noget som helst. Vi har virkelig været verdens dårligste turister! Vi har haft nogle praktiske ting vi skulle ordne, bl.a. med vores telefon, og noget med refundering af en flybillet, og så har vi jo skulle søge artikler til vores projekt, så vi har virkelig bare siddet på internettet hele tiden på denne her café. Det eneste turistagtige vi har lavet var at gå til en messe søndag morgen da vi kom til Sucre. Det var til gengæld også en oplevelse og den første katolske messe Ida har været til. Vi forstod ærlig talt ikke ret meget af hvad der skete, men der var det her kirkekor som virkelig en oplevelse for sig. I forvejen havde vi ikke verdens bedste indtryk af boliviansk musikalitet, men det her var dog i særklasse. Jeg tror aldrig før jeg har hørt noget så falskt eller nasalt. Det er faktisk helt imponerende at de kan synge på den måde. Det lød mere som damerne på busstationen der sælger billetter og råber stedet hvor deres bus kører hen (Oruro-Oruro-Oruroooooooo, Cochabamba-Cochabamba-Cochabaaaaambaaaaa), men det igen er også noget der bare må høres. Det kriblede helt i mig for at sige nogle af de ting til dem som vores kære korleder Astrid siger til os (træk været ned i maven, løft ganen, brug støtten etc.). Men måske har jeg bare en primitiv musiksmag og forstod derfor ikke at værdsætte skønheden i deres kunstneriske opløften af stemmerne mod himlen. Det er ganske sandsynligt, for jeg kunne i hvert fald ikke høre den guddommelige klang i det de lavede, det lød mere som om de var forkølede eller havde ondt et eller andet sted.

Jeg tror det er stort set det vi har oplevet den sidste uges tid. Vi har som sagt været nogle sløve turister, men det har været dejligt at kunne komme i kontakt med omverdenen, lære spansk og også møde nogle andre backpackere, for det er jo også en af de skønne ting ved at rejse. Af bonusoplysninger kan jeg fortælle at Ida har nu ikke længere er skittles-jomfru, fordi vi endelig fandt skittles efter at jeg har knevret om dem de sidste 4 uger (til dem der ikke lige forstod det her kan jeg fortælle at skittles er en slags slik (dem der med reklamen hvor der falder skittles ud af regnbuen) som man ikke rigtig kan købe derhjemme og en skittles-jomfru er en der ikke har smagt skittles. Så værre er det ikke, det handler bare om hvorvidt man har ædt den her slags slik eller ej, så Mormor og Morfar kan tage det helt roligt, der er ingen unoder eller ballade eller lyssky ritualer i det :D ).

Det må være det. Om et par timer tager vi natbussen tilbage til Oruro og videre derfra til Salinas i morgen tidlig. Vi medbringer et uundværlig forråd af: tøjklemmer (indtil videre har det været rent held hvis vores tøj er blevet på tøjsnoren), skittles (!!!), rødvin, kanel og nogle mærkelig kugler som Ida mener er allehånde (til at lave glögg - travel style), chokolade, laktosefri mælk (yeahaa), coffee creamer uden mælk (lige så mærkeligt som det lyder), nescafe (fordi jeg nægter pure at leve halvanden uge igen uden kaffe), quinoa morgenmad ("ristede sprøde quinoakerner overtrukket med sukker og honning") og endelig et lager af pulversupper til hvis nu de skulle finde på at servere hove eller andet mærkelig for os derude.

Næste gang vi kommer til at have kontakt med omverdenen bliver formentlig til jul, så i må have det dejligt så længe. I kan godt forsøge jer (og er selvfølgelig mere end velkomne til det) med at ringe til vores mobil, men vi har været på ENTEL-kontoret to gange denneher uge og det er som om det bare har gjort det hele værre, så I skal ikke tage det personligt hvis vi ikke svarer.

Knus og julekram

Cecilie