Blogindlæg fra Potosi

Kære alle. Her et lille indlæg om vores seneste oplevelser. Vi har været i minebyen Potosi siden lørdag aften. Det er en dejlig by med masser af gamle bygninger og smalle smalle gader. Den kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1987 på grund af sine mange kolonitidsbygninger og sørgelige historie. Potosi var engang en af de rigeste byer i Sydamerika på grund af alt det sølv der blev fundet i minerne. Man siger at spanierne kunne bygge en bro til Spanien af alt det sølv der er blevet hentet op her, men at man kunne bygge en bro til Spanien og tilbage af alle de mennesker der er døde i minerne. Selv i dag er arbejdsvilkårene i minerne ganske forfærdelige og fra folk starter med at arbejde i minerne går der 10 maksimum 15 år før de dør. Der er i dag ikke mere sølv tilbage i bjerget så nu hentes der primært tin og bly.

Ida var nede og se minerne og et raffinaderi den anden dag, men jeg var for meget en pivskid til at tage med, så jeg nøjedes med at se billeder. Jeg tror det var en god, men også alvorlig oplevelse, og så var der noget med at deres guide mistede dem undervejs, men for denne spændende historie må i hellere konsultere Idas blog: www.blogs.kilroy.dk/idanicolajsen

Ellers har vi været en tur i et fungerende kloster hvor vi fik en rundvisning og så en masse af nonnernes håndarbejder, uendelig mange malerier og masser af rigdomme. Derudover hørte vi om hvordan klosterlivet forgik. Det var et rigt kloster hvor kun rige folks døtre kom hen. Dengang det blev grundlagt i 1685 kostede det hvad der svarer til 100.000$ at sende sin datter i kloster, men så havde man altså heller ikke meget bøvl med hende sidenhen. Når der var besøgstid måtte datteren ikke engang se sin familie den ene time om måneden hvor hun var tilladt at snakke med dem, så der hun sad på den ene side af et vindue med forhæng for, og familien på den anden. Og de små gaver som familien havde med kunne hun modtage ved at stikke en lang træske ud til dem. Sidenhen blev en mere moderne besøgsordning taget i brug, så det blev tilladt at se sin familie. Så var der bare et jerngitter for vinduet. Vi har spekuleret meget på hvad det syndige dog kunne være i at se sin familie. Havde det været den hemmelige elsker eller bare en flot caballero der sang smukke serenader så var det måske noget andet, men familien… Hvis der er nogen der har nogle gode forslag til hvorfor, så send mig lige en besked

Klosteret er som sagt stadig fungerende og man kunne sågar købe nonnekager (eller konfekt var det mere) som nonnerne selv havde lavet. Så det gjorde vi selvfølgelig, og de var så glade for det, at vi er sikre på, at vi nu har en lidt mere direkte kontakt opad til. Lige meget hvad smagte kagerne i hvert fald himmelsk og til dem der mener at det var godt for os at komme i kloster og at vi skulle være blevet der lidt længere kan jeg bare sige, at det at være i Bolivia og i særdeleshed i Salinas godt kan føles som et klosterliv. Vi kan kun drikke alkohol i smug og det nærmeste vi kommer en mand er billedet af Daddy Yankee på vores skriveblok.

I dag var vi inde og se Casa Nacional de Moneda som er et museum indrettet i et gammelt møntstøberi. Det er en fantastisk bygning der fylder en hel blok og museet har ry for at være et af Sydamerikas bedste. Det udstiller en masse maskiner der blev brugt til at støbe mønter. Derudover er der en samling af sølvting, f.eks. suppeterriner, kander, kroner og en masse andet gejl. Og det er helt tydeligt at dengang galt udtrykket "less is more" helt klart ikke. Der var f.eks. en kande udsmykket som en kalkun . En kalkun!!! Nu er kalkunen jo i forvejen ikke verdens smukkeste dyr, og når den så for kandeform - ja så får man lidt lyst til at græde. Men der var selvfølgelig også mange smukke ting, og også en udstilling af arkæologiske fund. Der er obligatorisk rundvisning på museet, men vores guide talte meget hurtigt og lidt mumlende spansk, og der var ikke engelsk rundvisning om formiddagen, så vi endte med at få totalt særbehandling. Først fik vi lov at gå et rum i forvejen så vi kunne læse de sparsomme engelske informationer der var hængt op. Og på et tidspunkt fik vi at vide at vi bare kunne gå med hende her betjenten rundt i stedet. Så vi slap for gruppen og blev i stedet vist rundt af denne her politibetjent som var totalt sød og forklarede på langsomt og forståeligt spansk. Så det var ligesom at have privat guide på og vi kunne tage det i vores eget tempo osv., så det var bare alle tiders.

Ellers kan jeg bare berette at da vi kom hjem fra juleferie var næsten alle vores planter kreperet på grund af tørke og sandstorm, så tiden i Salinas inden vi tog til Potosi blev primært brugt på at slæbe vand ud til marken. Vi tager tilbage henad fredag og så bliver det ellers spændende at se om der er nogen planter tilbage overhovedet. Vi krydser fingre. Men en ting er at vores forsøg lider under tørken. Det er selvfølgelig ærgerligt hvis vi ikke kan få alle de data vi havde regnet med. Men noget helt andet er situation for alle bønderne i området. Det er virkelig frygtelig alvorligt og man kan se at de er trykkede af det. Det er svært for os at vurdere hvor slemt det er for dem at det ser så galt ud med planterne. Faren i den familie der har det "hotel" hvor vi bor er helt tydeligt meget presset af situationen. Han har sået måske omkring 8ha (som er rimelig meget jord hernede) til og der er næsten ikke kommet noget op. Der er ingen tvivl om at det er alvorligt for dem, selvom det er en velstillet familie efter Salinas-standarder. Han arbejder som skolelærer og de driver det her hotel. Så jeg tør ikke rigtig tænke på hvordan det er for de fattige familier i byen. Det er meget svært at vurdere hvor meget de har og hvor meget en fejlslået høst vil påvirke dem, men det er i hvert fald ikke rart at tænke på!

Det var en noget alvorlig slutning på dette indlæg, men situationen er virkelig alvorlig hernede. Vi håber på at det har regnet en hel masse mens vi har været her i Potosi. Lige meget hvad kan det ikke nå at rette op på situationen, men det kan måske mildne den en smule.

Jeg håber i har der rigtig godt derhjemme, jeg har hørt at sneen er ved at være væk, så det er jo skønt. Vi har regnet ud at vi de her dage er lige omkring halvejs i vores tur. Og vores ophold i Salinas går snart ind i sidste måned, for den første marts tager vi til junglen og derefter til Argentina. Men inden da skal vi lige nå et par småture, bl.a. den obligatoriske gringo-tur rundt i Salar de Uyuni (saltørkenen) og området omkring. Men meget mere om det senere.

Knus og kram

Cecilie