Besøg på "landet" og vejblokade

Kære alle. Her lidt mere nyt fra farverige Bolivia. Vi er stadig i La Paz, selvom vi havde planlagt afrejse mod Oruro og Salinas i dag. Sagen er den at der er en konflikt omkring jordbesiddelser i det område vi skal til, eller i hvert fald på vejen mellem Oruro og Salinas. Det betyder (som altid når der er konflikter i Bolivia) at man blokerer vejene for at få regeringen til at gribe ind. Derfor er vi nød til at forlænge vores ophold i La Paz, måske indtil onsdag hvor vores vejleder Sven-Erik kommer herned for at se projekterne rundt omkring i landet. Planen er så at vi kan køre i bil med ham til Salinas (spørg mig ikke hvorfor en bil kan komme igennem vejblokaden når en bus ikke kan), hvilket de alle sammen hernede mener er bedst. Jeg tror de sætter en ære i at få os transporteret derned så nænsomt så muligt, for at give det bedste indtryk af deres land (eller dem selv?), men i virkeligheden synes Ida og jeg egentlig at det er ret sjovt (om end noget ukomfortabelt) at køre i bus hernede. Det er i hvert fald virkelig en måde at opleve landet på. Men vi siger da ikke nej tak til privat jeep (eller bumlekasse).

I går aftes var vi ude og spise med Hugo og hans kone, som viste sig at være en chola (boliviansk kvinde klædt i traditionel klædedragt). Det var en overraskelse for os, og virkelig fedt at opleve at beslutningen om at bære traditionel klædedragt ikke hænger sammen med social status. Hugo inviterede os med ud og se den forsøgsgård der hører til det agronomiske fakultet, så der tog vi med ud i formiddags. Først overværede vinogle fremlæggelser de studerende havde forberedt over forskellige emner. Det var lidt sjovt at se at der var "no mercy" hvis man brugte længere tid end de 15 minutter tildelt og også hvor lidt opmærksomhed og respekt der egentlig var for dem der fremlagde. Jeg husker børnene jeg underviste i Ecuador som rimelig disciplinerede (især sammenlignet med danske børn) så det undrede mig lidt. Men de her elever har jo også været en tur igennem puberteten (og enkelte af dem opførte sig som om de stadig var i den) og der kan jo ske en hel masse. Ikke at jeg på nogen måde kender det fra mig selv Derefter var vi rundt og se førsøgsgården som havde alle mulige aktiviteter. En væsentlig del af den agronomiske uddannelse hernede er at komme ud i marken eller stalden og få noget hands on experience, hvilket jo giver god mening når man tænker på hvad man skal ud og lave bagefter. Forsøgsgården ligger lige 400m lavere en den centrale del af La Paz hvor vi bor, så der var varmt og lækkert at gå rundt.

I går formiddags var vi ude og købe en telefon (jeg har vidst lagt nummeret op) så man nu kan ringe til os. Det var lidt et rod at få ordnet og tog os det meste af formiddagen, fordi vi først skulle vente… så fik vi et nummer, og så skulle vi vente lidt mere. Så snakkede vi men en Meget Hjælpsom Mand (thumbs up Bolivia) som noterede mine persondata. Så skulle vi sørme vente lidt mere. Så skulle vi betale et ekspeditionsgebyr og så skulle vi… nej, vi skulle faktisk ikke vente her - vi kom direkte tilbage til Meget Hjælpsom Mand. Han oprettede et nummer til os og vi fik et simkort. Så skulle vi bare vente lidt mere for at sætte penge ind på kortet. Nå, da det var gjort gik vi ud og købte en ny, brugt telefon (lovligt!!!). Men så virkede simkortet ikke så vi vandrede tilbage til telebutikken hvor vi første skulle - gæt hvad… rigtigt.. VENTE! Men så fik vi et nummer og blev hurtigt spottet af Meget Hjælpsom Mand som heller ikke kunne få simkortet til at virke og derfor gav os et nyt (så skulle vi lige vente lidt, men det var ganske kort). Glade gik vi ud for at ringe hjem til Dinamarca, men det virkede ikke… så gik vi igennem proceduren igen (vente, nummer, vente) indtilDame Med Meget Stort Hår hjalp os med at finde ud af det og også lavede et eller andet fidelidut så vi kan ringe billigere udenlands (vi er bare ikke helt sikre på hvordan vi gør det, for den del af samtalen fattede vi ikke rigtig). Men det korte og det lange er at nu har vi en telefon og er MEGET trætte af at VENTE.

Kære Læsere. Dette var alt for nu, hvilket nok er meget godt da jeg sikkert fik lullet halvdelen af jer i søvn i sidste afsnit. Sov rigtig godt. Knus fra Cecilie