Juleferie i La Paz og Copacabana ved Titicaca
Nå, der er jo sket lidt siden sidst, så vi tager det kronologisk og med overskrifter, så kan i læse det i har lyst til. Jeg lover for resten at der ikke sniger sig kedelige beskrivelser af vores planter ind i det her blogindlæg… (kun mega spændende info om udviklingstrin og næringsstatus ;-) aj pjat, ingen planteinfo denne gang).
Julen
Vi havde regnet med en lækker julemiddag med hele svineriet her på hostallet den 24. men det viste sig at det skulle være sådan en stille boliviansk middag, og at der i stedet skulle være stor julemiddag den 25. fordi der åbenbart arbejder en engelsk gut her (og de der englændere har jo sådan nogle mærkelige traditioner for at holde jul den forkerte dag, køre i den forkerte side af vejen etc.). Så den 24. lavede vi i stedet vores egen julemiddag med 3 backpackere vi havde mødt: Neely fra Israel, Stephen fra England og Eva fra Tyskland. Det blev en meget utraditionel middag bestående af kylling grydestegt med masser af grøntsager og friske krydderurter, ris og risengrød (ja, det lykkedes mig faktisk at lave noget der mindede til forveksling om risengrød) til dessert. Neely var chefkok og jokede med at hun ville ødelægge vores julemiddag fordi hun er jøde, men ikke desto mindre blev det et virkelig lækkert måltid. Kombineret med rødvin var det en rigtig god om end noget utraditionel julemiddag og det var alt i alt en fin dag, selvom jeg da ikke vil lægge skjul på at jeg hellere ville have været hjemme den dag.
Den 25. viste det sig at julemiddagen om aftenen var blevet ændret lidt og var steget til over det dobbelte i pris, så vi havde faktisk alle 5 bestemt os for ikke at være med og gå ud og spise i stedet for. Men så var vi ude og gå en guidet tur med en fyr fra hostallet og han sagde at han ville arrangere en ”special price” for os så vi kunne være med alligevel. Så om aftenen spiste vi julemiddag på hostallet og blev enige om at lave en kombineret dansk-engelsk jul, for essensen af begge er jo egentlig bare at ”get pissed” (mormor og morfar: det betyder fuld), så det var lidt tunge i hovedet at vi dagen efter satte os i bussen mod Copacabana og Titicaca-søen.

Titicaca
Vi ankom sidst på dagen den 26. til Copacabana som ligger ved breden af Titicaca. Det var en fin køretur med et sjovt afbræk hvor bussen skulle sejles over et lille sund (eller hvad sådan et stykke vand nu hedder) på en næsten tømmerflådelignende ting. Vi andre fulgte så med i små både (Og i dette sekund bliver jeg forstyrret af Ida der ligger i overkøjen og hungrer efter M&M lige så meget som jeg hungrer efter Skittles, så vi laver sten saks papir over Skype (for der er kommet internet på vores del af hostallet) og jeg taber selvfølgelig (man skal aldrig vælge saks, nu ved i det) og må lette mit forkølede korpus og gå de 8 meter ud efter slik. Det skal altså lige siges at det er fuldstændig fair, Ida har været en engel til at passe mig de sidste par dage). Nå, tilbage til de her både… vi andre fulgte efter i små både og tog masser af billeder og opførte os totalt gringo-agtigt (måske fordi vores bus var fuld af turister).
Fremme i Copacabana indlogerede vi os på det mest lyserøde hostal nogensinde og gik ud og så lidt af byen. Det er en lillebitte by (men stadig kæmpe sammenlignet med Salinas) med et imponerende antal artesania(lamatrøjer, billige smykker og de der huer)butikker. Det er virkelig et turisthul, men ikke uden grund, for Titicaca er simpelthen mega smuk! Der er bare så flot, så det er ikke underligt at både lokale og udenlandske turister strømmer dertil. Vi brugte et par dage på at se hvad byen og området havde at byde på, og den sidste dag inden atter vi vendte næsen mod La Paz tog vi til Isla del Sol (Sol-øen) som overhovedet ikke levede op til sit navn, for det pis-øs-regnede det meste af dagen. Øen er på en måde centrum for Incaernes kultur og religion, fordi ham gutten der vidst nok startede det hele kom ude fra den ø og påstod at han var søn af solen (og så får i ikke mere for den 25 øre… denne blog skal på ingen måde betragtes som historisk eller kulturelt oplysende, men udelukkende en halvvejs sandfærdig beretning om vores oplevelser i Bolivia :-) ). Ude på øen ved de virkelig hvordan de skal tjene penge på turisterne. Alting er mega dyrt og man skal hele tiden betale for noget (f.eks. at gå fra den nordlige del af øen til den sydlige), så det og regnvejret tog lidt af charmen af stedet. Men det var sjovt at se et sted hvor der ingen biler var, kun masser af æsler. På sin vis var stedet uspoleret… hvilket man desværre ikke kunne sige om befolkningen der. Man skulle hele tiden betale til de voksne, og ungerne tiggede slik eller spurgte om man ikke ville fotografere dem med deres får (og betale for det selvfølgelig) og så havde de bundet en snor eller et lagen om det her stakkels får som de så trak rundt med. Det er altså en af ulemperne og følgerne af meget turisme… Vi vil så gerne ud og se alt det ”autentiske” men det ender hurtigt med at vi ødelægger det, så det ikke er spor autentisk mere.

Nytår
Den 31. om formiddagen tog Ida og jeg tilbage La Paz (de tre andre var taget videre til Cuzco i dagene op til) for at holde nytår. Vi havde godt hørt lidt om at oliepriserne var steget mens vi var i Copacabana, men det var ikke noget vi havde lagt meget mærke til. Men da vi kom til La Paz var det pludselig et stort emne og der var en kæmpe besked om det på tavlen på hostallet. Det skulle åbenbart være ret besværligt at rejse nogen steder og billetterne skulle være steget en hel del, så vi var pludselig ret taknemmelige for at være kommet frem uden problemer.
Vi holdt nytår på hostallet, der var fest udenfor så vi havde en super flot udsigt over La Paz, som i forvejen er smuk om aftenen med de mange lys op af bjergsiderne, men som var endnu smukkere med masser af fyrværkeri! Det er helt sikkert en aften jeg vil tænke tilbage på de næste mange nytårsaftner. I løbet af aftenen snakkede jeg med en meget flink fyr fra Columbia som bor i Buenos Aires. Han inviterede os til at besøge ham i Buenos Aires når vi kommer dertil og desuden inviterede ham mig da også til Columbia og der var simpelthen ingen grænser. Jeg var totalt stolt over at kunne snakke med ham på spansk, men så da han skulle videre kom han over og sagde at han virkelig godt kunne lide mig og at han gerne ville lære mig bedre at kende og om jeg ikke ville med ud og drikke kaffe den næste dag. Og jeg har jo ligesom ikke lært at sige pænt nej tak, kun ”no me tocas” som betyder noget med ”lad være med at røre mig/tage fat i mig (vidst nok) og det ville jo ikke være så høfligt, så jeg sagde bare ”bueno bueno” og før jeg havde set mig om havde jeg sgu sagt ja til at gå på date med ham… UPS! Så hele den næste dag gemte jeg mig på en cafe og i den anden del af hostallet, og var mega nervøs for at han skulle dukke op, for hvordan skulle jeg lige få forklaret at det altså var en misforståelse og at jeg ikke ville drikke kaffe med ham ”på den måde.” Heldigvis så jeg ikke noget til ham dagen efter, formentlig havde han glemt det eller også virkede min forsvindingsmanøvre. Har besluttet mig for at hvis noget lignende sker fremover slår jeg straks over i engelsk så jeg enten kan forklare mig eller også at de bliver trætte af mig fordi de ikke forstår hvad jeg siger.

Ja, det er vidst hvad vi har oplevet det sidste stykke tid. Jeg har været en ganske sørgelig og ret ynkelig udgave at mit normale jeg de sidste par dage, da jeg har reddet mig en god gang ondt i halsen og ørerne. Det har forsinket vores ophold her i La Paz et par dage, men vi satser på at tage mod Oruro og Salinas omkring onsdag. Jeg håber i har haft en dejlig jul og et festligt nytår derhjemme.

Knus fra Cecilie