(Uge 47)

Så tog vi hul på den sidste uge med undervisning. Eleverne i de første 3 klasser var virkelig tabt bag en vogn. Når man spurgte om noget var der absolut ingen respons, heller ikke når man spurgte om de forstod hvad jeg sagde. OKAY - så er det virkelig op af bakke! Jeg oplevede endda en time hvor læreren bare valgte at blive væk. Der stod jeg så med 40 elever der ikke forstod et kuk af hvad jeg sagde. Det kan man virkelig kalde den optimale situation for både lærer og elever. Åh en masse frustrationer ud over det hele - det er ikke godt til mit temperament og mit røde hår.

Ellers er fritiden gået med at læse i vores engelske bøger, hvilke vi har købt med den hensigt at slå tiden ihjel. Vi har set lidt fil og vi har også snakket med Trine og Anne Mette, der er i Kina på samme vilkår som os. Det var skønt at snakke med dem og 2 timer fløj forbi. De fortalte så mange ting og det var så skørt at vi alle 4 har bemærket de samme særheder og oplevet de samme underligheder - selvom vi bor milevidt fra hinanden.

Onsdag skulle vi deltage i en chinese song competition på campus - troede vi. Vi mødte 12 koreanere der også skulle være med - alle sammen blev vi proppet i en bus og af sted mod et af de mange lokale KTV. Nå nå. Her var vi så de næste 4 timer. De koreanske drenge og piger kunne synge en masse kinesiske sange, men ikke os. Efter lang tids plagen fik de os overtalt til at synge en engelsk sang. Gæt hvilken én det blev! The Actor med MLTR. Haha. Alt alt for sjovt og de var ellevilde. Vi proppede os med snacks og kage og musik og så var det hjem igen ved 17-tiden. Sjovt og skægt - det havde nok været sjovere hvis vi kendte de kinesiske sange, men helt klart en oplevelse der hører Kina til.

Torsdag var vores sidste dag med undervisning - og tak for det. Ikke flere intetsigende og nytteløse timer med kinesiske studerende, der ikke forstår et kuk engelsk. Jeg fik sagt farvel til Lisa, en sød lærerinde der har hjulpet os meget og som har været en af de lærere vi er kommet til at holde af. Vi fik også sagt farvel til Jane, vores kontaktperson fra BWU, hvor vi fik et certifikat slash anbefaling med på vejen - lækkert. Dagen var selvfølgelig også store pakkedag, hvilket da skulle siges at være en udfordring for os. Det er ikke pladsen i kufferten der er problemet, det er nærmere antallet af kilo der bekymrer os. Om det overhovedet er et problem finder vi ud af i Shanghai. Til aften var vi inde i byen og spise afskedsmiddag med Robert og Philipp. Det var nu en kende vemodigt at sige farvel til drengene - de er jo så sjove. Nå men efter en lækker hutong pizza og en masse gode grin, tog vi tilbage til campus, fik sagt "på gensyn" og ikke "farvel" og så var det hjem i seng - vækkeuret ringer kl. 6:00 fredag morgen…