Profile
Blog
Photos
Videos
Da flyet landede i Xi'an efter blot en time i luften, mødte vi Bart fra Belgien og DJ fra Phillipinerne. De var kolleger og var på rejse i Asien i 5 uger. De skulle det samme sted hen som os og de tilbød os at køre med dem. Det takkede vi da ikke nej til - man føler en eller anden form for tryghed når man er i selskab med andre ikke-kinesere. Længe leve Løgstrup. Men men men - denne tryghed varede ikke længe. Vi var 4 europæere (=tykke) med fuld oppakning der skulle ind i en helt almindelig taxa. Det resulterede i at bagagerummet måtte stå åbent hele vejen fra lufthavnen til vores hostel i byen. Det var 40 km hvor jeg sad på nåle for min kuffert og mine ting. Vejene i Kina er ikke så jævne som man kunne ønske og denne taxa-chauffør buldrede afsted. Ved hvert bump i vejen krummede jeg tæer og kneb øjnene sammen. Oven i købet lyste benzin-lampen fra start til slut og dækkende led virkelig overlast - vinduerne stod åbne og Anna og Lotte måtte knuge hinandens fede dukkefingre for at holde turen ud.
Vi kom dog frem til Xiangzimen Youth Hostel ved 2-tiden om natten. Vi arrangerede straks morgensdagens tur til terracottakrigerne - os 4, privat bil, privat chauffør og en engelsktalende guide ved de forskelige seværdigheder. Efter alt for få timers søvn var vi på farten igen - afgang fra vores hostel kl. 8.20. Først skulle vi forbi et billetkontor for at købe togbilletter til Beijing og Bart og DJ skulle lige et smut i banken. Først kunne chaufføren ikke finde et billetkontor der havde åbent så efter en times forgæves rundfart, fik vi agenten på vores hostel til at bestille billetterne for os. Derefter kørte vi yderligere rundt og rundt i byen - spild af tid var vores tanke og vi kunne ikke få nogen forklaring da vores chauffør ikke snakkede andet end kinesisk. Ahmen altså. Nå men så fik vi da at vide at vi skulle samle en 5. person op - så meget for en privat bil hva?!
Da vi endelig kom ud til terracottakrigerne fik vi tildelt en guide og det var et vældigt interessant besøg. Vi så en masse krigere på ca. 2 meter - både nogle som var ødelagte, nogen de havde lappet sammen igen og nogle de var ved at lappe. Der var mange og det må have taget evigheder at genopbygge stedet som i gamle dage. Videre herfra tog vi til et andet og mindre crowded sted - også med terracottakrigere. Her var de meget mindre, nok dukkestørrelse, og der var også grise, hunde, høns og får. Det første sted var klart det mest fascinerende. Alt i alt en god dag, men med alt for meget spildtid på vejene - vores chauffør havde endda en gps, han kunne bare ikke finde ud af at bruge den. Det skal dog lige siges at vi fik nogle af vores penge refunderet.
I Xi'an var vi også rundt i byen på gåben. Vi så Bell Tower og Drum Tower - I gamle dage ringede klokkerne ved daggry og trommerne spillede ved mørkets frembrud. I Bell Tower så/hørte vi også en lille musikalsk performance - hyggeligt. Derudover var vi en tur oppe i the Muslim Quarter hvor vi besøgte the Muslim Mosque og the Muslim Market. Det var en stille og rolig dag dag - hvis man da kan sige det om nogen som helst dag i Kina. Den sidste dag i Xi'an var vi oppe på bymuren, hvor vi lejede en cykel hver og så tæskede vi ellers jernhesten rundt på muren - en tur på omkring 14 km - hvor var det dejligt at bruge benene på en anden måde en bare at gå og gå og gå.
Søndag aften var der afgang mod Beijing - denne gang skulle vi hverken med fly eller bus - næh vi skulle med nattoget. For at komme hen på togstationen kørte vi med sådan en lille knallert-karret. Haha - endnu engang proppede de 2 tykke mennesker med fuld oppakning ind i et alt for lille køretøj. Til tider tvivlede vi på om den overhovedet kunne trække læsset - men det kunne den og endnu engang lykkedes det os at komme frem til den ønskede destination. HOLY MOLY - der var ALT for mange kinesere på den togstation. Heldigvis skulle de ikke allesammen ind i vores kupé.
Først sad vi i ventesalen sammen med alle dem der havde købt hard-sleeper-billetter, men efter en halv time fandt vi ud af at dem der havde købt soft-sleeper-billetter havde ventesal et meget bedre sted. Så der vimsede vi ind og fik aftensmad - vores første smagsprøve på kinesisk mad on-the-go. Toget kørte kl. 19.30 og vi delte kupé med en sød kinesisk familie - En mor, far og deres lille søn på 6. Vi hyggesnakkede lidt og så puttede vi ellers under dynen, alt imens toget rullede afsted. Det var virkelig en hyggelig togtur.
- comments