Så stod vi der i Chengdu lufthavn og vidste hverken ud eller ind - vi vidste bare at vi skulle ind til byen og at vi skulle finde vores hostel. Hvordan det lykkedes os kommer her: Vi gik ud der hvor busserne kørte og spurgte "To the city?" mens vi pegede på bussen. Damen nikkede og vi betalte 10 RMB og hoppede på bussen - uden at vide noget som helst om hvornår vi skulle stå af. Efter ca. et kvarters kørsel spurgte jeg damen i bussen hvor vi skulle stå af - hun smilede, trak på skuldrene og sagde et eller andet på kinesisk. Pisse fedt - nu var vi virkelig på bar bund. Efter endnu 10 minutters kørsel spottede vi et turistkontor og bussen stoppede lige på den anden side af vejen. Anna og Lotte steg af bussen og gik fluks over på det internationale turistkontor. Internationalt - my ass! De snakkede ikke engelsk og vi ventede derfor på en der kunne. Det lykkedes hende at forklare hvilken retning vi skulle gå for at finde vores hostel og efter en lille times tid lykkedes det for os.

Vi boede på Traffic Inn - et virkelig hyggeligt, lidt snusket hostel med engelsktalende personale der var virkelig hjælpsomme. Det gælder forresten kinesere generelt - de er utrolig hjælpsomme, også selvom de ikke snakker engelsk. Her blev vi 3 nætter og betalte 110 RMB - det svarer til ca. 100 dkr. Her boede der også andre internationale rejsende og vi mødte blandt andre 2 ældre amerikanere der gav os gode rejseråd, samt norske Björnard der tog os med ud at spise og derefter en tur på barstreet til en enkelt Carlsberg. På barstreet stødte vi ind i 3 gutter fra Canada og Sydafrika - vi fik et par øl med dem og snakkede en forfærdelig masse engelsk. Det var også den aften at vi for første gang skulle smage grisetunge og duckface - puh ha, det behøver jeg ikke at prøve igen.

I Chengdu var vi selvfølgelig også på sightseeing og vi tog en tur i Chengdu Panda Resort. Her så vi en masse nuttede pandaer. De bliver fodret om morgenen så vi tog tidligt afsted for at se dem i aktion - ellers er de jo ikke vildt aktive. Vi så både voksne og baby pandaer - alle var virkelig søde og dovne. Det kan klart anbefales. Vi tog forresten bussen derud - en times kørsel og kun 2 RMB fattigere. Turen hjem var knap så sjov. Vi fik at vide at busserne kørte hvert 20. minut, men vi ventede 1½ time på bussen. Note to oneself - don't trust the timetables.

Vi var også på opdagelse i Chengdu city. Vi så bl.a. en statue af Mao, gik en tur ned af "jeg-har-røven-fuld-af-penge street" og var en tur i People's Park. Chengdu er en ret stor by med ca. 10 mio indbyggere, så vores sightseeing indebar en masse vandring. People's Park var vel en form for pusterum for kineserne - men ikke for os. Der var en f..... masse larm fra diverse shows i form af dans og sang overalt. Det var selvfølgelig interessant at se deres kostumer og bevægelser og høre deres musik. Der var også et sted hvor man bare kunne danse pardans - en stor plads hvor folk bare lige dansede lidt sammen og hyggede sig med det. Det var vildt sødt. Rundt om hjørnet så vi et par spille badminton og inden vi fik set os om, spillede vi pludselig også. Lise spillede lidt med manden og vi grinede og havde det sjovt med dem, til trods for sprogbarrieren. Men men men - det var ikke blot gode oplevelser i denne park. Vi så en lille pige blive slået - med fuldt overlæg i al offentlighed. OMG!!!! Hun blev slået så mange gange over fingrene af hun stod og græd med fingerspidserne inde i munden. Så fik hun ellers bare slag på kinden i stedet. Åh hvor gjorde det ondt i vores hjerter...vi var lige ved at tage hende med af bare medlidenhed. Stakkels lille pige.

Her i Chengdu skulle vores første møde med de kinesiske færdselsregler altså også stå. Reglerne er, at der er ikke nogen regler. Nogle gange holder man for rødt, andre gange gør man ikke. Krydsene er sindsygt store og der er virkelig mange mennesker samlet på et sted. Man ser utrolig få færdselsuheld og endnu færre buler i bilerne. Det er ikke til at forstå, men de er virkelig rutinerede i at køre som sindsyge og flette ud og ind mellem hinanden. Hornet bruger de flittigt - ALT for flittigt, men de bruger det mere til at gøre opmærksom på at de kommer kørende end "kør dog ordentligt - spade" som vi gør i Danmark. Vi lurede hurtigt den sikreste måde at krydse vejene på; Find en kineser der skal samme vej og følg ham - han må vide om man skal løbe for livet eller ej.

Jeg skal ellers love for at vi får en masse opmærksomhed her i Kinaland. Folk kigger på os som om vi var rumvæsner. Det skyldes selvfølgelig vores gyldne lokker og smukke øjne. Vi har oplevet folk der drejer hovedet på deres børn fordi de simpelthen bare skal se os. Ellers siger folk meget "Hello", hvilket højst sandsynlig er det eneste engelske ord de kan. Generelt har kineserne ingen pli - de glor og stirrer med store øjne - jeg har sågar oplevet at en voksen kvinde stak næsen op i mit hoved og lugtede til mit hår mens jeg gik forbi - ikke lige hvad jeg er vant til derhjemme.

Et kort periode var verden ved at gå under for Lise - hun havde på mystisk vis glemt sin kode til sit dankort. Hun kunne huske hvilke 4 tal der var i koden, men ikke kombinationen. Efter 3 forsøg på hævemaskinen i banken blev hendes kort spærret - av av av, den var straks værre. Men verden gik selvfølgelig ikke under - efter et opkald hjem til mor og en mail til banken, var hendes konto åben igen. Og med den rigtige tal-kombination var Lise back in the game.