Det er ved at være lang tid siden jeg har skrevet sidst, men der er ikke sket så meget. Har været i Córdoba lige siden og det har været rigtig dejligt. Til gengæld er jeg nu klar til at rejse igen og se noget mere af dette smukke land!

Hverdagen i Córdoba er som den hele tiden har været. Arbejde fra 15-19 og kvalitets tid med henholdsvis frivillige og familien. Vi er gået lidt i byen de sidste par uger og har mødt en masse nye frivillige. Der har også været et par Socials på restauranter, som har været rigtig hyggelige. Arbejde er rigtig hårdt, for børnene er virkelig voldsomme og der er problemer hele tiden. Det er til gengæld også meget sjovere at være der nu, fordi der sker mere. Og jeg kom også for at få en udfordring, så jeg er meget gladere for det nu. Kommer til at være så ked af det når jeg skal sige farvel til dem! Har kun to arbejdsdage tilbage, så jeg prøver at nyde så meget som jeg kan!

Jeg brugte også virkelig mange timer med Patricia her den anden dag. Var med hende ude og købe ind og så snakkede vi bare i flere timer. Rigtig hyggeligt! Familien kommer jeg godt nok også til at savne og jeg har ikke særlig mange dage tilbage med dem heller, så jeg prøver at være så meget hjemme som muligt, men de har jo også ting, de skal nå. Jeg bagte også mine fantastiske cookies til dem her den anden dag. De mislykkedes dog! Jeg har lavet dem så mange gange i Danmark og de bliver perfekte hver gang. Ved ikke hvad jeg gjorde galt, men det var heller ikke helt let. De har lidt anderledes ingredienser selvfølgelig og jeg tror at specielt vaniljen ødelagde dem. De har heller ikke noget målebære, så jeg måtte gøre alt på øjemål. Ovnen havde heller ikke nogle grader man kunne indstille den til fordi det var en ild-ovn eller hvad sådan en nu hedder. Alt i alt var det lidt af en udfordring. Kagerne så også mærkelige ud og smagte mærkeligt. Men de andre sagde de smagte fint, men de ved jo heller ikke hvordan de skal smage.

Jeg har også været til frisøren hernede. Det var lidt billigere end i Danmark, men ikke voldsomt meget. Jeg tror til gengæld også, at vi valgte et af de dyreste steder, men vi ville bare gerne have det gjort ordentligt. En af mændene derinde snakkede også lidt engelsk og det gjorde også en forskel. Selvom han ikke rigtig var der, da vi skulle klippes og farves. Jeg var der sammen med Laura i sidste uge. Jeg fik klippet 7-8 cm og farvet mit hår mørkere. Det er virkelig flot! Jeg kan i hvert fald ikke huske hvornår jeg sidste har været så glad for mit hår, så det er jo fantastisk. Så må vi bare håbe, at det ikke bliver grønt efter noget tid.

Den første weekend efter min fødselsdag var vi i Alta Gracia lørdag. Det ligger en time eller tos kørsel fra Córdoba, så det var lige til at overskue. Det er her Che Guevara voksede op og hans hus er nu et museum. Det var meget fint at se og de havde virkelig mange af hans ting. Spændende! Vi så også en jesuit estancia, som er… Ja, hvad er det? Jeg havde lidt svært ved at forstå det, men det var et lille jesuit samfund engang, hvor de lavede alt og havde skole osv. Whatever. Det så vi også. Selvom jeg ikke helt fattede pointen med estanciaen, så er det en del af den argentinske kultur og de er OVERALT! Der er også en del i Córdoba, men ikke alle er museer. Mange af dem bliver også brugt til noget andet i dag. Det var en fin lille dagstur. Om aftenen skulle vi i byen for at tage afsked med Jordan, fordi det var hendes sidste weekend aften. Vi havde også været i byen fredag, hvor vi havde givet den gas. Faktisk havde jeg mine første tømmermænd i Argentina den dag. Det var forfærdeligt! Men pga. det, fik vi bare et par drinks og så tog vi hjem. Søndag var vi på city-tour i Córdoba. Vi følte ikke at vi vidste så meget om Córdoba, som vi gør om alle andre steder vi har været og vi bor her trods alt. Turen var dog ikke noget at råbe hurra for. Jeg vidste hvad det hele var, men det er jo et godt tegn, da det jo betyder, at jeg vidste mere om byen end jeg lige regnede med. Men vi kom ind i en kirke og fik set Park Sarmiento fra den anden side, så det var fint nok. Er glad for at jeg tog med! Guiden var godt nok bare den værste jeg nogensinde har mødt. Hun sagde ikke andet end: "Dette er et kulturelt sted, dette er en park - her kan man spille bold, dette sted har en stor kollektion (af hvad?!)". Hun var rådden, men vi grinte bare lidt af hende og så gik det fint. Selvfølgelig skulle vi også på markedet og så ud og spise med Jordan. Det var virkelig trist at sige farvel! Har jo brugt virkelig meget tid med hende, men jeg håber da på at kunne holde kontakt!

Weekenden efter var der Dirty-weekend. Eller. Dvs. om lørdagen skulle vi til Unquillo for at bygge en skole. Det er et miljøvenligt projekt, som nogle mennesker har sat i gang. Staten vil ikke give penge til det, så de har selvfølgelig brug for så mange hænder som muligt. Denne uge var også National Volunteering Week, så det kunne ikke passe bedre! Vi skulle først lave det som murerne skulle laves af - mudder! Det var sand, jord, vand og strå, som skulle blandes. Det var hårdt og beskidt, men virkelig morsomt! Derefter skulle det kastes op på væggene, som bestod af en slags bambus lignende gitter. Det skulle vi også selv lave, så nogle skulle ordne "bambusserne" save dem, så de passede og sømme dem op. Det var en udfordring, men vi hyggede os. Og selvfølgelig kom der også mudderkrig. Jeg gik i mudderet med mine bare fødder for at blande mudderet, så jeg havde virkelig mudder OVERALT da jeg kom hjem. Det kunne jo selvfølgelig nemt vaskes af, så intet problem. Om aftenen tog vi i byen, men det blev ikke så vildt for mig. Jeg var virkelig træt efter en lang og hård dag! Søndag skulle vi være kulturelle. Her tog vi på to kunstmuseer, Palacio Ferreyra og Carrafa. Det ene var med moderne kunst og det andet var med gammel kunst. Det var meget sjovt at se og Carrafa, det med det moderne kunst, var fantastisk! Jeg kunne virkelig godt lide det. Jeg ved ikke hvad der sker for mig. Jeg plejer at hade at se på kunst, men ikke det her. Det var utrolig spændende! Om aftenen markedet igen og ellers hygge med familien. Mandag morgen, i morges, følte mig og Laura stadig ikke, at vi havde oplevet nok af den kulturelle side af Córdoba. Så vi stod tidligt op og mødtes for at gå på to historiske museer. Det ene var om Córdoba og hvordan det så ud for mange år siden. Det var fint at se, men ikke noget spændende. Dog er jeg alligevel glad for at have set det. Derefter var det et museum om grundlæggeren af byen. Her så vi et hus, som det så ud i 1500-tallet. Det var faktisk meget sjovt at se og her var der også beskrivelser på engelsk, så vi havde en chance for at forstå mere. Dejligt! Så nu kan vi også sige, at vi har været turister i Córdoba og set den også.

Hvad der siden er sket med Cecilie er lidt af en historie. Hun er først LIGE kommet til Danmark her i går. Hun skulle flyves til Rio de Janeiro med privatfly og være der i en uge. Det var vist noget med forsikringen tror jeg og så måtte hun stadig ikke flyve pga. risikoen for blodpropper. Midt under turen i privatflyet, fyldes kabinen med røg fra motoren eller deromkring. Der var lidt panik og de måtte nødlande med det samme! De måtte derefter vente på et andet fly, som kunne komme og hente dem og flyve dem videre til Rio. Hun er godt nok uheldig! I Rio skulle hun så tjekkes fra hoved til røv igen igen og en læge fra Danmark skulle flyves derned, fordi hun ikke måtte flyve uden læge. Det er utroligt! Hun har haft så mange problemer L Ved ankomst til Danmark skal hun så direkte til Rigshospitalet, hvor hun skal gennemtjekkes IGEN! Jeg håber virkelig for hende, at hun snart kan komme hjem i sin egen seng! Hun har været på brasilianske hospitaler i over 3 uger! Det der er lidt klamt er, at Vibeke besvimede i et supermarked efter Alta Gracia. Hun var alene, men folkene omkring hende sagde, at hun rystede, ligesom et epileptisk anfald. Hun har derfor også været på hospitalet for at tjekkes for epilepsi, men lægerne siger, at de ikke kan se noget. Dog siger en læge Vibeke kender hjemmefra, at hun ikke har fået taget de rigtige prøver, så når hun kommer hjem, skal hun tjekkes i Danmark for epilepsi. Det er lidt skræmmende at hun render rundt og muligvis har det, for man ved aldrig hvad der kan ske. Det er også så utroligt, hvor uheldige de danske piger er! Først vokser Cecilies fod til dobbelt størrelse i Gualeguaychú, så hun ikke kan gå. Derefter bliver Laura syg i en uge eller to, fordi hendes mave ikke kan håndtere vandet. Det gav lidt problemer i Mendoza. Også i Mendoza får Stine piskesmæld i nakken, så hun skal gå med nakkestøtte. Samme dag får hun at vide at hendes bedste veninde er død. Så sker alt det her med Cecilie og nu med Vibeke. Det er ikke sikkert at være dansk mere, for uheldet rammer åbenbart kun dem :p Vi joker også med at det er Laura, som er ulykkesfuglen, for hun har været tilstede alle gangene, hvor det er sket. Det er godt nok lidt uhyggeligt og jeg ved knap nok om jeg tør tage til Salta med hende, for der er ikke sket noget med mig endnu, så det må være min tur. Haha, vi joker en del med det, men det er alligevel skræmmende at tænke på. Jeg krydser fingrer for, at uheldet er slut fra nu af!

Nu hvor jeg kun har to arbejdsdage tilbage, begynder jeg selvfølgelig at glæde mig til at komme hjem. Det er meget blandede følelser jeg har, for jeg glæder mig virkelig til at komme hjem og til at se jer alle sammen igen, men til gengæld synes jeg også, at det er vildt trist at skulle væk herfra! Jeg kan slet ikke overskue, at det er ved at være slut! Heldigvis har jeg lige to uger, hvor jeg skal rejse og dem fokuserer jeg på, for dem glæder jeg mig vanvittigt meget til!!! Først skal jeg til Chile i en uge med Vicky. Vi skal se Santiago, nogle strande og bestige en af de mest aktive vulkaner. Det bliver SÅ fedt! Bagefter tager jeg til Salta, hvor jeg mødes med Laura, Vibeke og hendes tvillingesøster Suzanne. Det skulle være en virkelig smuk by og de er kendt for deres Tren a las Nubes (Tog i skyerne). Det er som ordet siger, en togtur gennem skyerne. Det bliver det bedste to uger! Jeg har nok heller ikke tid til at opdatere bloggen mens jeg er væk, så måske bliver det sidste blodindlæg inden jeg kommer hjem. Måske. Man ved aldrig. Men vi ses snart i et forhåbentlig varmt Danmark, for det begynder altså at blive koldt her og det gider jeg ikke :p Håber I stadig har det godt! Besos <3