I dag er en sorgens dag. Ditte har været hjemme efter sin rejse nordpå og i dag tog hun hjem til Danmark. Det har været SÅ rart at hun har været her, så jeg er rigtig ked af at hun rejser. Det har givet lidt tryghed og vi havde det rigtig godt sammen. Patricia var også helt knust da hun rejste og græd en del. Jeg var tæt på selv at græde, bare fordi alle var så kede af det. Det er trist! Selv vejret græder. Men sådan er det jo.

Siden jeg skrev sidst er der sket sååå meget! Jeg ved dårlig nok hvor jeg skal begynde og kan knapt huske alt. Jeg har bare ikke haft tid til at sætte mig ned og skrive før nu. Onsdag d. 16. februar var der Social - Pizza Night. Her mødte jeg to nye danske piger, som rejser sammen (Cecilie og Laura). Fik også mødt nogle af de andre frivillige, men snakkede mest med danskerne. Det var rart at kunne snakke dansk. De var rigtig søde og vi aftalte med Inara og dem, at tage til Gualeguaychú i weekenden. Der skulle være kæmpe karneval lidt ligesom i Rio de Janeiro, så det lød fedt! Fredag morgen var jeg med børnehjemmet på udflugt til en swimmingpool. Det var meget sjovt, selvom det selvfølgelig var den eneste dag at det var overskyet. Typisk! Så det var ret koldt at bade, synes jeg, men børnene var selvfølgelig helt vilde og badede til deres læber blev blå. Her fik jeg også min første mate, som er en meget traditionel drik her i Argentina. Det er en slags te, som de drikker af et specielt krus med et jernsugerør. Pointen med det er, at man kun har et krus og så går den på skift, så det er en meget social ting. Tror ikke der er nogen der drikker det alene. Jeg havde hørt, at det var en lidt underlig smag, som man skal vænne sig til, men jeg kunne rigtig godt lide det.

Om aftenen gik turen til Gualeguaychú. Det var 10 timer med bus, så vi tog af sted ved midnat og sov i bussen. De har et meget organiseret bus system hernede. Netop fordi de ikke rigtig bruger toge, så er busserne meget fine! Det er ligesom i fly, med "stewardesser", der giver mad og drikke osv. Meget fancy! Og stolene er gode, så jeg kunne sagtens sove. As usual. Jeg rejste for resten med Cecilie, Laura og Stine (Stine er en dansker der har været her lidt over en måned og som bor sammen med Laura). De andre var der også, men vi fulgtes ikke rigtig med dem. De var lidt underlige. Men da vi kommer til busterminalen i Gualeguaychú og skal bestille en billet tilbage til Córdoba, så har de ikke nogen. Alt er udsolgt indtil tirsdag aften, så det kunne jo ikke lade sig gøre, så vi alle skulle hjem på arbejde. Der var lidt krise, men vi besluttede at tage en bus til Buenos Aires og så derfra en bus til Córdoba. Det var en lille omvej på 4 timer, men vi havde ikke noget valg. Stine havde et par dage forinden ringet og booket et hostel, men det var på spansk, så da vi ankommer til hostellet, havde vi ikke fået booket det og der var ikke plads. Pga. karnevallet var alt optaget, for Gualeguaychú er en lille by. Krise igen! Hende damen på hostellet var nu super sød og ringede til en af hendes veninder, som sagde vi kunne bo hos hende. Det var lidt mærkeligt at tage hjem til en random dame, men da vi ankommer, ser vi, at der er flere turister, som bor i hendes hus, så det var helt fint. Derefter gik vi ned til "byen" og fik lidt at spise og så på stranden, hvor der var rugby turnering. Vejret var dejligt og det var vildt sjovt at se på turneringen. Særligt da veteranerne, kaldte de dem, kom på banen. Det var bare de ældste og tykkeste mænd, der løb rundt, haha! Om aftenen var der karneval og det var FANTASTISK! Utrolige udsmykninger og flotte farver og ja, virkelig smukt! Vi dummede os dog lidt igen, for karnevallet var åbenbart delt ind i 3, men da den første var slut, troede vi at det hele var slut, så vi gik. Det var ikke så smart, men det går nok. Tidligere havde vi snakket med nogle af de der rugby dudes, som havde inviteret os hjem til dem, så det gjorde vi. De var meget søde og vi havde en sjov aften. Senere tog vi ned på et diskotek, hvor vi mødte nogle andre argentinere. Det er utroligt så pågående fyrene er. Også bare på gaden råber de hele tiden efter en, men det var en god aften. Vi skulle have bussen til Buenos Aires kl. 7.40, så vi tog en taxa, hentede vores ting og tog direkte til busterminalen. Busturen tog omkring 3 timer, så vi fik ikke sovet meget den nat! I Buenos Aires skulle vi vente 8 timer på bussen hjem og planen var at tage til et stort marked der er om søndagen, men vi var alt for smadrede! Uden søvn og med tømmermand, så kommer man ikke langt, så det endte med at vi bare sad i Buenos Aires busterminal i 8 timer. Det var godt nok en af de længste dage i mit liv, men vi havde det da meget hyggeligt og man kommer til at lære hinanden bedre at kende, så humøret var fint. Efter 11 timer i den sidste bus, var vi hjemme kl. 7-8 om morgenen om mandagen. Ditte var kommet hjem, så jeg fik ikke sovet så meget, fordi jeg brugte næsten alt tiden inden jeg skulle på arbejde, på at snakke med hende. Dejligt!

Mandag aften tog vi så i byen med de andre frivillige og det gjorde vi også i går. Jeg lærer stille og roligt flere og flere at kende, så det er rart. Jeg er ved at være faldet godt til, så det er rigtig rart. Ditte har også været rigtig god til at vise mig ting og fortælle mig en masse, så det er også derfor det er så nedern at hun rejser. I går spillede vi rummykup (Burako) med Patricia, så vi har hygget os. Jeg er også startet til spansk, for jeg kan simpelthen ikke følge med i deres hurtige sprog og jeg bliver virkelig nødt til at kunne snakke med børnene på børnehjemmet. Jeg har kun været der en gang, men læreren virker rigtig sød. Det er ene undervisning, så jeg fortalte hvad jeg kan og ikke kan og at jeg gerne vil lære ting jeg kan bruge på børnehjemmet og det synes jeg, hun fangede meget godt. Jeg skal gå 3 gange om ugen, 20 timer af gangen i 2-3 uger. Så må vi håbe at det hjælper. Ellers er Patricia også rigtig sød til at hjælpe. Lige til sidst, så har Ditte rigtig mange dårlige oplevelser med Projects Abroad. Hun hader dem og vil skrive en artikel om det når hun kommer hjem. Jeg har heller ikke hørt en eneste volontør, som har kunnet lide dem. Jeg prøver på ikke at lade mig påvirke, men når jeg hører om alle deres historier, hvor Projects Abroad har "svigtet", så bliver man lidt pessimistisk omkring det. Man rejser jo med en organisation for at have en vis form for sikkerhedsnet, men det er der ikke rigtig. Hvis man skal ændre sin flybillet, skal man selv ringe, hvis man tager udenfor Córdoba, dækker forsikringen ikke og hvis man bliver smidt ud af sit hus, så står man på gaden helt alene. Det er ikke så meget at det er vildt slemme ting, men det er bare, at de ikke har sagt, at det er sådan. De lover guld og grønne skove, men de lever ikke helt op til det og det er meget uorganiseret. Mange af arbejdsstederne har ikke engang brug for ens hjælp. Altså på mit børnehjem er der 7 børn og 5 voksne, som tager initiativ og tager sig af børnene. Faktisk er mit børnehjem et rigtig godt sted og ikke ligesom mit første indtryk. Tror de er glade nok for at have mig der, men de har ikke brug for mig. Det er lidt lige meget om jeg er der eller ej og det var ikke det jeg regnede med. Men de er søde alle sammen, både de voksne og børnene, så det går nok. Jeg forventede også at Argentina var et fattigt land, men det jeg har set indtil videre har været god standard. Både herhjemme, men også på børnehjemmet. Til gengæld tror jeg også at jeg er kommet til de gode steder, som selvfølgelig er rart, men ikke som forventet. At leve fattigt er jo en oplevelse i sig selv. Men når man tager ud for storbyen, så ser man vist alle de fattige, som bor i små landsbyer. Det glæder jeg mig til!

Til aller aller sidst vil jeg lige tilføje, at jeg har fundet ud af, hvor jeg skal stå af med bussen. Det har taget mig to uger, hvor jeg hver eneste gang jeg har skullet hjem fra arbejde, er stået af et underligt sted, hvor jeg enten måtte tage en taxa, fordi jeg ingen ide havde om hvor jeg var, eller også måtte jeg gå mega langt. Det har været vildt irriterende, men til gengæld har jeg fået set forskellige steder af byen J I starten lagde jeg meget mærke til hvordan det så ud, når jeg tog bussen, men jeg tænkte ikke lige over, at mange af vejene er ensrettede, så bussen kører en anden vej tilbage. Det gjorde mig lidt forvirret i starten, men nu kører det for mig! J Her er sgu dejligt i Argentina!