Flyvetur og ankomst

Det var hårdt at sige farvel i lufthavnen og vide, at jeg nu skulle være alene i et fremmed land i 3 måneder. Der var en stor klump i min mave! Derudover gik flyveturen fint. I Madrid, da jeg skulle vente der, så jeg bare film på min computer, så der gik tiden hurtigt. Flyveturen til Santiago startede lidt uheldigt, da jeg tabte min 11 kg. tunge håndbagage ned i hovedet på mig selv inde i flyet. Alle omkring mig så det og stewarden kom løbende for at hjælpe mig. Vildt pinligt!! Derefter faldt jeg i søvn og fik ikke det først måltid mad og jeg var bare vildt sulten, fordi jeg ikke havde spist siden jeg var hjemme. Men typisk mig, så lagde jeg mig bare til at sove og sov næsten hele turen J I Santiago lufthavn skulle jeg ikke vente længe og lige pludselig var jeg i Córdoba.

I lufthavnen stod Vanessa, en fra Projects Abroad, og ventede på mig. Hun sagde med det samme at jeg var blevet flyttet fra Manos Abiertas (et børnehjem for 0-3-årige) til Eva Perón (et børnehjem for 6-12-årige). Lidt irriterende, men fint nok. Hun kørte med mig i taxa hjem til familien Ferreyra, som består af Patricia og Jorge og deres 3 ud af 5 børn, Marcela, Coco og Lola. Patricias mor bor her også, men hun er så gammel, at hun venter på at dø indenfor de næste par uger. Lidt ubehageligt! Har dog ikke set hende endnu. Med i familien er også den søde lille hund Whisky. Den er vist 15 år og så gammel, at den både er døv og blind. Den ser virkelig slidt ud og den går bare ind i ting nogle gange og gør helt random. Den er så sjov J Det er et af de pæne huse i Argentina og rigtig stort med pool osv., men i forhold til dansk standard er det ikke noget særligt. Men her er hyggeligt! Jeg bor nede i kælderen på et værelse, hvor der er plads til en anden frivillig. Værelset ligger for enden af den længste og mørkeste gang! De bruger ikke særlig meget lys og der er ingen vinduer. Har slået mine tæer et par gange. Det er lidt af en udfordring for her er vildt skræmmende. Nede i kælderen har Coco også værelse, så vi deler badeværelse hernede. Meget rart at det ikke skal deles med hele familien.

Da vi kom til huset kommer Patricia ud og tager imod mig med kindkys og det hele, som man nu gør i Argentina. Ditte, en anden dansk pige, der boede her de først to dage, kom også ud og sagde hej. Vi sad lidt og snakkede ved et bord, selvom jeg ikke forstod så meget og så viste Ditte mig mit og hendes værelse. De andre i familien hilste jeg bare på, når man lige støtte ind i hinanden. Lidt spøjs og anderledes velkomst end jeg havde forventet, men familien er rigtig skøn og jeg tror jeg bliver glad for at bo her! Ditte rejste til Bolivia den næste dag, så hun skulle ned til busterminalen sammen med to andre frivillige og købe billetter. Jeg tog med, så jeg kunne se lidt af byen. Hun fortalte mig rigtig mange ting om familien, byen og det hele. Blandt andet, at der hvor Manos Abiertas ligger, er det farligste sted i Córdoba. Ikke engang argentinere tør gå der, så det er måske meget heldigt alligevel, at jeg ikke skal arbejde der. Da vi kom hjem hvilede vi lige lidt og så skulle vi spise. Det gør de kl. 10-11 stykker om aftenen, så det skal man lige vænne sig til. Det var rigtig lækkert, milianese tror jeg de kaldte det, men jeg har ingen ide om hvordan det staves :P Vi snakkede lidt med Patricia og Jorge, men gik derefter i seng. Patricia kan en smule engelsk. Det er muligt at kommunikere i hvert fald, men Jorge kan ingenting overhovedet! Så det er virkelig svært at snakke med ham. Pigerne kan engelsk på niveau med Patricia, tror jeg, men Coco kan det flydende. Det er meget rart, for så er der en til at oversætte, selvom han ikke er der så tit.

Den næste dag blev jeg hentet af Vanessa kl. 11, fordi jeg skulle ud på en introduktion. Vi tog først bussen i en halv time til Projects Abroad kontoret - bilerne og busserne kører som absolut sindssyge hernede!! Her snakkede jeg med Ariel, ham jeg har haft kontakt med igennem hele forløbet, og han gav mig nogle papirer og en Projects Abroad t-shirt, som man skal have på til alle Dirty-weekends, som er en anden slags velgørenhed, f.eks. plante træer, male huse osv. Derefter tog mig og Vanessa tilbage til Córdoba centrum. Jeg bor for resten lige midt i centrum. Rigtig dejligt! Her hjalp hun mig med at veksle penge, købe lokalt sim-kort, buskort og kort over byen. Byen er stor, men ikke særlig pæn. Og folk er heller ikke klædt særlig pænt. Man kan godt se, at de er fattige mange af dem. Man får også at vide, at man ikke skal gå med smykker, for så ser man rig ud og så stjæler de ens ting. Her er lidt skræmmende, både med tyveri, sindssyg bilkørsel og skræmmende mørk gang hjemme. Jeg, som ellers er bange for alt, bliver i hvert fald hærdet! Det er måske meget godt J Til sidst spiste mig og Vanessa frokost sammen. Hun er bare rigtig sød og virkelig hjælpsom, så det var en rigtig god dag. Hun satte mig af nede ved Patio Olmos, som er et kæmpe shopping center, hvor der er alt fra tøj til restaurant til bowling hal. Herfra skulle jeg bare gå ligeud og til højre, så det var nemt at finde hjem. Lige i det øjeblik gik det bare op for mig at jeg faktisk er helt alene i en kæmpe by med 2 millioner indbyggere, som jeg ikke kan finde rundt i eller forstå noget af. Det var lidt skræmmende, men jeg stødte ind i Ditte, som var på vej ud for at gå en tur, så jeg tog med. Vi satte os på en café og snakkede og kiggede lidt på tøj på vej hjem. Hun viste mig også, hvor man vasker tøj. Det er et lille vaskeri overfor vores hus, som er ejet af et gammelt ægtepar. De var meget søde, men hun siger, at de tager alt ens tøj ud og kigger på det. Det skal man nok lige vænne sig til, særligt med undertøjet. Ditte skulle videre til Bolivia og det synes jeg bare er så ærgerligt! Jeg har lidt holdt mig til hende, men nu er jeg helt alene. Ville være fedt, hvis hun kunne blive lidt endnu! Hendes ting er her dog stadig, da hun kommer tilbage om 10 dage, i 3 dage, inden hun tager hjem til Danmark. Da hun gik ud for at finde en taxa, tog jeg med, fordi jeg skulle finde en adapter til min computer, som var løbet tør for strøm i Madrid. Jeg havde endda købt en adapter i Danmark, hvor der stod Sydamerika på, men den virkede ikke. Jeg havde taget min computerledning med, da ingen kan engelsk hernede og jeg kan ikke rigtig spansk, så det er svært at kommunikere. Desværre fandt jeg ingen og gik hjem i seng uden aftensmad, fordi jeg skulle op tidligt næste morgen.

En anden fra Projects Abroad, Agustín, skulle hente mig kl. 8 og tage bussen med mig på arbejde. Det ligger lige ude ved Projects Abroad kontoret, så ca. en halv time med bus. Han kom først 9.10, så vi blev nødt til at tage hans bil derud. Jeg havde godt fået at vide, at argentinere ikke er særlig punktlige, men det var alligevel meget over tid. Ude på børnehjemmet var der 3 drenge, en dame og en anden frivillig, Elenor, i gang med at feje haven ren. Det hjalp jeg bare med, men Agustín var ikke særlig god til at give mig informationer og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre og hvilke tidspunkter jeg skulle arbejde på eller noget. Jeg prøvede bare lidt at følge med de andre, for jeg kunne ikke snakke med dem for ingen kunne det mindste engelsk. Børnene spurgte mig også om en masse ting, men jeg ved ikke hvad. De andre børn, 3 piger, kom hjem lidt senere. Elenor er fransk og kunne lidt engelsk, så hun fortalte mig lidt og viste mig rundt, men det var ikke meget. Udover det spillede vi fodbold, kiggede på Pokémonkort og spiste frokost. Børnene vil meget gerne kramme og have sådan fysisk kontakt. Man kan godt mærke at de har behov for det. De er også blevet tvangsfjernet alle sammen enten pga. af vold eller misbrug, så det er nogle klamme historier, selvom jeg ikke kender dem specifikt. Nogle af børnene havde flere ar end normalt, så det er lidt skræmmende. Man kan også tydeligt se, at de bliver opdraget anderledes end i Danmark. De voksne råber hele tiden mega højt og tager hårdt fat i dem. Børnene kalder også de voksne "Señora". "Bossen", som hun introducerede sig selv som, er virkelig skræmmende overfor børnene. Når hun kommer ind bliver der bare helt stille og de tør ikke bevæge sig eller noget. De kigger bare ned i jorden. Det var meget mærkeligt at opleve, men det bliver spændende at komme derud igen i dag. Jeg skal arbejde fra 15.30-19.30 hver dag, så det er lige til at overskue.

Da jeg kom hjem fra arbejde snakkede jeg med Jorge og fik forklaret ham, at jeg manglede en adapter. Han fandt en til mig, som ikke virkede og så fandt han en ny. Til gengæld kunne jeg ikke komme på nettet før jeg havde fundet min computers nummer, som jeg ikke havde nogen ide om hvor var, så Marcela skulle ringe til nogen for at få dem til at forklare, hvor det var og så først derefter kunne jeg komme på internettet. Det var lidt besværligt, men de var rigtig hjælpsomme. Ellers brugte jeg bare aftenen på at snakke med folk hjemme fra på Facebook og Skype. Jeg havde fået ret meget hjemve og kunne ikke helt overskue, ikke at kende nogen. Men det hjalp rigtig meget lige at snakke med jer, så nu er jeg glad igen og ved godt mod J Vejret har været dårligt siger de alle sammen. Det har været overskyet, men jeg har da gået rundt i t-shirt, cowboybukser og klipklappere uden at fryse. Og det siger da en del :P Håber alt er godt i Danmark!