Første dag i Miami. Til min glæde og overraskelse har jeg faktisk syntes det var ok bare at køre hurtigt igennem Florida. Det er ikke det mest spændende sted at køre. Selvom det nu havde været ok at have et stop i Orlando - specielt hvis den dag havde været for halvanden uge siden, hvor der blev opsendt en raket fra Kennedy Space Center ;)

New Orleans er kommet lidt på afstand og jeg har kigget mine billeder igennem fra turen og må konstatere at det var vildt fedt - selvom det var hårdt fordi det var første sted jeg var og jeg derfor var lidt ved siden af mig selv, så tænker jeg meget varmt (!) tilbage på Louisiana. Samtidig bliver jeg mere og mere træt af at jeg er færdig med USA efter Miami, der er simpelthen så meget her og jeg elsker at lægge mærke til forskelle og ligheder mellem New Orleans og Miami. De er begge to kæmpe byer med et andet etnisk touch i meget høj grad - hhv. fransk og spansk, de har et meget varmt klima, er ramt af dårligt vejr hhv. orkaner og tornadoer, er omgivet af sumpland med alligatorer. Men alligevel er de meget forskellige. Hvor New Orleans har en dyster og dyb side er Miami easy breezy. Den ene serverer alligator som var det lam, den anden serverer det stort set kun i Everglades. De har grebet varmen an ens; gøre det til en glæde (the sin of Bourbon Street og ferieparadis), men alligevel så forskelligt.

Jeg var på History of Southern Florida i onsdags, og det var som ventet super spændende at se hvordan Miami er blevet som den er. Der er vidst ikke nogen der ikke kan blive enige i at Miami er fake. Der er ikke nogen dybere side af medaljen, der lurer ikke spøgelser, kæmpe ødelæggende orkaner og andet under overfladen (udover en lille tornado nu og da). Det er her man tager hen for at være glad og blive glad, se og blive set.

Indianerne var her først, så kom alle nybyggerne til - folk der ville have et helligt sted væk fra al alvoren byggede et sted for ferie og sjov til andre, og satte deres navn på det - fx Julia Tuttle Causeway og Clevelander Hotel (fordi at både Tuttle og Brickell var Cleveland, Ohio). Derfor er Miami Beach stort set kun hoteller og derfor er der meget skarpe bydele - Havanna, Haiti, det sorte område osv. Alle fik deres eget sted at bygge op.

Så hvad er Florida. Florida er appelsiner, nødder og flamingoer (som btw ikke lever vildt her). Sydflorida er Floribbean, bygget for turister af immigranter. Mytisk og drømmende. Og det sted jeg endnu har set hvor der er flest reklamer for andre steder - navnlig Costa Rica, Paris og Amsterdam.

"jeg ville også gerne snart hjem.. Det her er jo ikke USA.."- dansker på skolen. Det var også min første tanke og en af grundene til at jeg bare ville hjem, men efter mit besøg på Historical har jeg snarere tænkt at USA jo netop er bygget af flere nationer. USA er friheden til at være dig selv, og var der ikke noget hver dag der mindede os om hvad der kommer fra andre nationer, ville den amerikanske kultur slet ikke være så åbenlys og spændende, ej heller den cubanske kultur her. På Historical var der en del skoleklasser på besøg, og deres lærer spurgte dem: "how many of your parents are not born in America?" cirka 4/5 rækkede hånden op. 1/5 tog så hånden ned da lærerinden sagde: "America, not Florida, America". Kært.

I onsdags var jeg også på Miami Art Museum, som også var ret godt. Temaet i øjeblikket er bl.a. "The Wilderness" hvor der er lavet en jungle af skulpturer der alle er formet som afrikanske dyr og fyldt med fugleklatter. En slags metaljungle.

Mandagen gik med at blive tjekket ind på skolen. Til de der ikke ved det, er jeg på en skole med engelskundervisning. Jeg er blevet spurgt flere gange af folk på min vej hvorfor jeg vil være på en skole for engelsk, og til at starte med tænkte jeg; ja, hvorfor egentlig? Og det fik mig til at glemme mit formål med turen her, og derfor har jeg været både trist og irriteret, og sur på Miami for ikke at være perfekt og sur på mig selv over at have ændret hvad jeg egentlig ville have ud af Miami/USA, fra da jeg bestilte til nu. Min tanke var at finpudse mit engelske imens at jeg kan bo billigt her og bare chille - som ferie på et hostel - hvilket jeg også har fundet ud af at jeg ikke er den eneste der har tænkt. De øvrige fra Skandinavien virker til at have tænkt det samme, men det har ikke helt været så nemt som ønsket. Efter jeg bestilte turen fik jeg en tanke om at jeg bare skulle et sted hen og slappe af og virkelig kigge på amerikanere og snakke med dem, men Miami er et "helse"-sted og det var ikke helt det jeg håbede på. Men men… det har jo faktisk vist sig at være ret spændende at se på alligevel. Af en eller anden grund havde jeg også tænkt "laid back" men det er vidst det sidste Miami er. Ingen stiletter - ingen adgang. Det er "easy living" og "en dag af gangen"-mentalitet. Jeg har fejlbedømt Miami, og det er selvfølgelig møgtræls at sidde her og have lyst til noget andet end det der er her, men efter den første hårde uge her, ser jeg lidt mere lyst på den næste. Det har taget lidt tid at finde ud af bare at fokusere på det jeg vil her og nu, og ikke noget som helst andet.

Lige nu er det Memorial weekend, og der er det åbenbart en tradition at samtlige sorte fra østkysten tager til Miami Beach, så hele den kære lille ø er hermed blevet forvandlet til Bourbon Street. Alle man har mødt på gaden har i den sidste uge advaret en mod at være her i weekenden, for det kommer til at gå amok. Jeg var i dag, fredag, rundt ved Lincoln Street, som er en gade med små butikker og som løber tæt ved Ocean Drive, som er "hjertet" i Miami Beach, og hele stykket langs Collins Avenue var der en betjent på hvert hjørne og langs de store avenuer var der cykelbetjente der kørte op og ned. Så jeg tænkte; ok, sovetid!

Så mandag gik jeg en tur langs board walk, som er en stor gangbro langs hele stranden på North Beach. Dejligt med sand mellem fusserne, udsyn til havet og et fly over hovedet hvert 10. minut. Om ikke andet så er det vældig drømmende. Meget grønt - frodigt, for at bruge et gammelt ord - aloe vera planter, underlige gigante edderkopper sat sammen med hvide strande og blåt hav.

Tirsdag efter skole gik jeg en tur rundt på Miami South Beach (eller SoBe). Og hvad køber man til frokost i Miami? Sushi! Hvad ellers. I hvad der ligner at være USA's semi-hovedstad for sundhedsfreaks køber man sushi (jeg satser stærkt på at Miami bliver overgået af LA).Her så jeg en af hvad der sikkert er de helt store forskelle på en by som Miami og en som New Orleans. Venligheden og gæstfriheden er væsentlig mindre og lysten til at give gode drikkepenge er også mindre bl.a. fordi de ikke ligner nogen der har brug for det på samme måde. Her er det smart og hipt og selvom krisen kradser så har de det slet ikke nært så slemt som de øvrige sydstater. Altså forstået ret, de får drikkepenge, for de er fuldstændigt afhængige af det.

Ved sushistedet hørte jeg en pige fortælle hendes ven om et sted hvor de lavede den bedste butter pecan is (som tilsyneladende er favoritsmag nummer1 i USA). Et lille sted der vidst hed Kiensel ved siden af SushiSamba (!! :D). I Kiensel fik jeg en american cone med Miami Mud-is, en iflg. ekspedienten "old fashion vanilla, chocolate powder og caramel swirl" og det er, mine damer og herrer, den bedste is jeg nogensinde har smagt.

Onsdag var jeg på museummer og så havde jeg timer hele eftermiddagen, og om aftenen var jeg igen nede ved Lincoln Road, hvor jeg mødte en pige fra Barcelona som også er på skolen, sammen gik vi tur langs South Beach og så alle de smarte hoteller - med en Starbucks, naturligvis.

Torsdag efter skole gik jeg en tur i botanisk have. På vej derhen kom jeg lidt på afveje, men til mit held betød det at jeg så en leguan. En stor flot grøn en. Og cirka 100 andre sjove firben og en kæmpe rotte. Efter det kom jeg til at gå lidt forkert igen, men det betød heldigvis at jeg kom forbi et beboelseskvarter hvor nogle meget amerikanske børn spillede baseball med deres træner - en all american dad med en stor rund mave :-) Det var jeg ret vild med.

I dag, fredag, var jeg i Everglades. Den længe ventede tur, og det var fantastisk. Det var vildt sjovt at køre i de der Airboats, og selvom man kun ser en meget lille del af Everglades så får man faktisk et godt indtryk af det. Jeg så desværre hverken kæmpe slanger eller giga alligatorer, men jeg så et par stykker og et par babyer, og nogle fugle. Det bedste er virkelig at det her er 100% vilde dyr, og det er her de bor. Der var ikke lavet noget for at sikre at man så noget bestemt osv.Det var vildt fedt at være i deres naturlige leveområde, at være den "fremmede", i små øjeblikke var jeg også en anelse bange, for i og med at det er deres område, er det super farligt hvis man falder i vandet (hvilket faktisk sker!). Til sidst kunne man betale 3 dollars (!) for at få lov til at holde en ung alligator, og selvom jeg havde det lidt dårligt over hvor turistet lige dét var, blev jeg simpelthen nødt til at prøve at holde en. Den føles lidt ligesom en stor roastbeef man har brunet let, og så var den overraskende tung. Men det er lidt trist at den bare lå i en kasse med tape for munden mellem showsene, det var jeg ikke vild med. Det var lidt sjovt at observere de amerikanske turister, de reagerer helt anderledes på alting. Meget mere åbne og reagerer generelt mere voldsomt på tingene end de øvrige turister. De i min båd var fra hhv. Frankring og Schweiz, og amerikanerne hujede og jokede rundt i hele tiden, og forstod udmærket jokes relateret til "giv mig nogle drikkepenge", men jeg tænkte mest bare "aw come oon, that's cheesy". På den helt store plusside stammede de fleste afguiderne fra indianere og kendte derfor området pga. fortællinger indenfor familien og de boede alle selv i området.

I aftes var jeg atter (!) på Starbucks og langs Lincoln Road med hende fra skolen (Nunia, for en god ordens skydl). Hun tog cirka 10 min om at forstå at der altså ikke er Starbucks i Danmark. På vej tilbage fik vi en smagsprøve på hvor vild weekenden bliver her. Der var fyldt med sorte trænede gutter med bukserne siddende under numsen - spændende - og sorte tykke kvinder med strækmærker og appelsinhud iført bikini, netkjole og stiletter. Og det sjove er at jo tykkere de er, jo mere opmærksomhed får de (positiv, vel at mærke). Dytten og tilfældige knus, elevatorblikke og folk der stopper op for at stirre. Voldsomt. Altså dermed ikke sagt at alle skal være ih og åh så slanke, men mere at det er spændende at sorte fyre foretrækker overvægtige sorte kvinder, hvorimod de hvide mænd kigger med foragt på dem.

Indtil videre har jeg kørt en del i bus i Miami. Miami er gigant -virkelig. Det tager en halv time at køre syd til nord på Miami Beach kun! Men busstopstederne er det bedste, her kan man virkelig snakke med en masse forskellige. Snakkede med en der mente han var den bedste til at gætte. Jeg er hermed 25 år og fra Sverige.

Nogle små konklusioner på min uge i Miami må være at det er godt ikke at kunne finde rundt/læse et kort, for så havner man spændende steder med spændende mennesker. Kommer man fx om bag ved Washington Avenue ligger der et lille hospital, står man på hjørnet ved det, står man ved siden af mennesker der er meget syge, intet ejer - så bl.a. en mand med begge fødder halv bundet ind med store åbne sår på tæerne, sidde i en kørestol, halvsovende, hullet tøj. Der sad han - uden meget andet end en stor regning, og kiggede man frem mod den store gade gik der rige mennesker og hele Ocean Drive lo og var glad. En meget stor kontrast. Og tæt ved så jeg en bil med en bumper sticker der sagde; equal rights does not mean special rights. Så kære folk i det danske land, vil I ikke nok lade være med at stemme blåt til det næste valg?

Og med det vil jeg afslutte endnu et alt for langt indlæg - sorry - og den første uge i Miami.