Memorial weekend er endelig slut, og som I kan se på videoen er det gået vildt for sig. Flere videoer kan findes hvis man søger på enten memorial day miami eller black beach week. Jeg har læst på flere Miami-sider at weekenden også kaldes "gangstahs paradise" og at det bare er en undskyldning for at komme ned og se bad ass ud. True that!

Jeg har haft små-ondt i halsen i et par dage, og da jeg vågnede i morges, mandag, brændte min hals, så hele mandag formiddag lå jeg i sengen. Ved middagstid fik jeg lyst til sushi og varme (det er møgkoldt indenfor alle steder, så hundefryser konstant), så jeg var nede på det længe ventede Sushi Samba. På vej derhen kom to piger hen til mig og spurgte om jeg ville snakke med dem. Tjoeh, det ville jeg da gerne. Jeg har glemt deres navne, men de var fra Alabama, så de havde den fedeste og sejeste sydstatsaccent, som man kun kan drømme om. De var her i Miami på Christianity-camp, så de havde en lille bagtanke om at fortælle hvor fantastisk Gud er, men mest af alt ville de gerne høre hvad jeg mente om spirituelle ting. Jeg spurgte dem hvorfor at de tror på Gud, hvilket jo var super relevant specielt når de nu er fra Alabama, og deres grund nummer et var at Gud passede på dem, og fordi at de jo ikke er fejlfri har de brug for Jesus' offer. En anden stor grund var fordi at de havde brug for at vide at lige meget hvad der skete, at så var Gud der for dem. At han var en evig god ting i verden, som man altid har uanset hvad. Det var fedt at fortælle nogen om Danmark, høre hvad de havde at sige og ikke mindst at få bekræftet hvad jeg selv har gået og tænkt :-)

Jeg gik bagefter over til Sushi Samba, som er kendt for deres fusionskøkken, men deres kendte Samba-ruller kostede 15-25 dollars, så jeg slog mig til tåls med en yellowtail jalapeno (rå yellowtail (Alle steder jeg har set indtil nu er det ikke standard at sushi er råt), grøn peber og jalapeno) og et glas sød iskold sake. Super fantastisk god sushi der af en eller anden grund mindede mig om sommer og Vesterhav. Bagefter det ville jeg være gået ned langs Washington Avenue til Miami Ink. (den daglige tur for at se efter Ami!), men hele området var spærret af pga. skyderiet. På vej over et fodgængeroverfeldt kom en mand hen til mig "wow, you've really been beaten up good by the sun, huh". Jaer. Men til mit eget forsvar smører jeg solfaktor 30 på konstant, men jeg sveder det af på ingen tid. Han var fra Idaho og kom til Miami for 8 mdr. siden på ferie - og glemte at tage hjem igen. Jeg elsker USA. Og mere og mere også Miami. Det er USA's legeplads.

Efter at have kigget på lidt politifolk in action, gik jeg tilbage til skolen. Faktisk har jeg i dag lært at der har været over 400 000 besøgende i Miami i weekenden (jeg kan stadig ikke forstå hvor de har boet eller hvordan der har været plads til dem) og 500 betjente på job døgnet rundt. Eftermiddagen gik med en lang løbetur - North Beach er fantastisk smuk. Gigante resorts, store villaer med yachts ude foran, palmer og velplejede haver/parker. Og så en lang svømmetur (i poolen, jeg er alt for bange for havet).

I dag, tirsdag, efter skole var min plan at tage til Little Havanna, Coconut Grove og Coral Gables, men det er simpelthen for omfattende og krævende at gøre de ting selv her i Miami. Så jeg opgav og gik tilbage til skolen, hvor der til alt held var en gruppe "vi er lige ankommet til Miami"-der skulle på City-tour. Den tur jeg afslog at tage på den dag jeg kom, både fordi jeg bare var sur og ked af det og sikker på at jeg alligevel ville tage fra Miami igen, og fordi jeg tænkte at hvis den tur var så vigtig at så burde den være gratis (hvilket er de flestes mening her også) og ikke mindst fordi jeg har en eller anden ting imod guidede ture. Jeg vil helst gerne bare selv finde ud af alle tingene, af en eller anden grund får jeg det bare dårligt over at være i turistbusser.. det er så… ansvarsfratagende. Men efter i dag har jeg lært at i USA er der ganske enkelt ikke andre muligheder, hvis man vil andet end det der er rundt om hjørnet. Jeg kunne også se nu at det var lige optimistisk nok at ville tage til Coconut Grove og Coral Gables selv, der er ikke meget at se, der kører ingen busser dertil (dem der bor der er rige) og området er gigant.

Med den her city tour så jeg de områder der, det hus hvor J.Lo bor i og Little Havanna. I Little Havanna var det meningen at vi bare skulle være i 10 min ligesom alle de andre turistbusser, men det var ganske enkelt ikke godt nok for mig, så jeg sagde Adios og smuttede så ellers rundt i Little Havanna. Jeg var først irriteret på mig selv over at have valgt forkert sidste mandag ved ikke at tage med bussen - det er super vigtigt at tage med den for at kende området og lære nogle på skolen at kende bare lidt, fandt jeg ud af. Så da jeg valgte at stå palle alene på Calle Ocho var jeg lidt ængsteligt. Jeg var cirka den eneste turist i området, og blev kaldt "little white girl" med det samme af de lokale.Og så er det ikke det rareste område at være i. Jeg forestillede mig et stort område med spansk musik og glade mennesker, men i virkeligeden er det en gade med faldefærdige (men smukke!) huse. Men det var fedt at se hvordan de alle kender hinanden og har en helt anden respekt for hinanden. Og ikke mindst at se og prøve noget helt autentisk. Der var ikke nogen "come visit my restaurant"-folk - bare helt casual små spisesteder. Jeg fik mig en empanada og gik så ellers videre på opdagelse, hen til en anden lille biks hvor jeg fik en cubansk kaffe (cafeitos), meget sød espresso. Jeg fik ejeren til at vise mig hvordan de laver dem og fik en hyggelig snak om alt muligt. Jeg mødte også en der tilsyneladende er kendt i England.. en eller anden David Blaine-type. Han havde et filmcrew med der skulle filme ham her på fredag hvor han skal lave en masse trylleri i Little Havanna. Turen indtil nu har været fyldt med dårlige valg/beslutninger, så det var rart at tage hele to hurtige beslutninger her, som har vist sig at være de helt rigtige.

Da jeg kom hjem gik jeg ned på Lincoln Road efter lidt pizza, aftensnack (Twizzlers!!) og lige at få købt de to Starbucks-mugs man kan få her (en fra Florida med Everglades på og en fra Miami med Colonel på). Den fra Nola har btw Louis Armstrong på - lidt øv at der ikke findes en Louisiana-mug, det havde passet godt ind. Jeg tog relativt hurtigt hjem igen - det blæser ufatteligt meget i dag - det skal åbenbart lige slåes helt fast at orkansæsonen altså starter i morgen (yaiks!!)

I dag blev også dagen hvor jeg blevet meget klogere. Både på at det er en god idé at opleve de store byer i USA gennem en tourbus - sad but true - og at næste gang jeg skal rejse at så skal jeg satse meget mere på at gøre de allerbedste ting først. Ikke lave en plan over hvad jeg vil og så tage det i logisk rækkefølge, men bare sige "det her vil jeg helst, så det gør jeg først". Simpelt. I New Orleans tog jeg det hele som det kom - meget impulsivt og bare sådan.. dvaske om og så hvad der er, og det er afgjort vejen frem. Så jeg synes virkelig jeg har lært og oplevet så meget ekstra ordinært i den tid her - og så en lille Dickens-quote: It was the best of times, it was the worst of times.

I dag fik jeg også, ved at være i de riges område og i handelsområdet, udtænkt hvorfor så mange amerikanere har en så stor trang til at vise hvem de er og se så specielle ud. Der er meget strenge regler om hvad for noget tøj man må havde på på arbejde, hver profession har deres dress code, så når de får fri skal det være vildt. Så ser man nogen i "kedeligt" tøj, alm. hår osv., kan nogle amerikanere være fristet til at tro at de er arbejdsløse. Det forklarer også at de sorte mommas med spændende hår og tøj fik så meget opmærksomhed; det var ikke så meget for deres udseende (eller jo, nok lidt) men lige så meget for at hylde at de har gjort noget ud af sig selv. Interessant. I bussen fra Little Havanna snakkede jeg med en advokat fra Californien, som var i Miami for at afslutte "a big deal" -hm - hvis første spørgsmål var: do you like the food here?

Og jeg har det sådan lidt… Amerikanere virker som om at det bedste mad i verden er deres mad. Deres mad, let's face it, er lidt klamt og ret simpelt. Du tager noget mad - putter det i en frituregryde. Så tager du noget andet mad - og hælder ostesauce over det. Og så drikker du, og jeg ville ønske jeg overdrev og generaliserede helt vildt, 2 liter cola dertil. Jeg sagde at jeg var ret vild med alt fra Reese's og han nikkede genkendende til det og var enig. Det gik lidt op for mig der en grund til at amerikanerne er overvægtige. Det har selvfølgelig først og fremmest en del med deres livsstil at gøre; en bil er alfa omega og alt kan klares fra den (selv Starbucks har drive throug). Og derudover er det meget logisk at spise fast food, for alt tager længere tid fordi der er langt hen til alt. I USA er det virkelig sådan at bigger is better - hævede biler frem for sænkede osv - og gigante portioner. En regular coffee svarer til vores store kaffer, en lille smoothie (den mindste) er cirka dobbelt så stor som en alm. Joe and the Juice-juice. Det er svært at få noget i små portioner. Dvs. at folk der spiser lidt smider store mængder ud (som hjemløse straks kaster sig over). Og så synes de jo bare at deres mad smager fantastisk. Den havde jeg ikke helt set komme. Jeg har hele tiden troet at der var en eller anden anden årsag til at de spiste så meget, end at det er fordi det smager godt og at de er utrolig stolte over at alt skal være stort. Det er egentlig lidt trist. Men samtidig forståeligt, for spørger man en amerikaner, blev USA først USA da Colombus opdagede det. To hell with the indians. Så USA er 500 år gammelt, fordi at de regner det fra da immigranterne kom til og altså ikke indianerne, og derfor er de endnu mere stolte af det hele, for de mener virkelig at det her det er skabt af meget stærke og store mennesker, helt fra bunden af, og på meget kort tid, og det er jo stort og det er uden tvivl et af de mest mægtige lande i verden. Så for rigtig at forstå en så lille ting som hvad de spiser, hvornår og hvorfor bliver man nødt til at forstå deres historie - som er utrolig ny.

Som sagt er Miami som ændret ved et trylleslag mandag. Jeg gik hele sidste uge med meget få der kom hen til mig og snakkede, og i dag og i går har jeg ikke kunnet gå i fred. Det er skørt, og det ændrer Miami, sådan at jeg nu tænker bedre om stedet og føler mig mere velkommen. Så nu har jeg for alvor ikke lyst til at forlade USA. Og, tro det eller ej, heller ikke Miami. Så jeg får travlt med at indhente alt fra sidste uge i den her uge. Jeg ved ikke om det er fordi byen er forandret eller om det er fordi jeg er vendt tilbage til det "state of mind" jeg var i da jeg bookede rejsen, men pludselig har jeg bare fanget "that Miamian feeling".

Jeg vidste godt i sidste uge, da jeg prioriterede at "pleje" mig selv frem for at finde en hel masse at lave, at jeg sikkert nok ville komme til at fortryde det lidt, så derfor har jeg det faktisk overraskende godt med det hele. At jeg et eller andet sted turde vælge at jeg bare skulle tage den med ro og vente til jeg var klar, end til at presse mig selv til alt muligt. Jeg satser på at hvad der er tabt i den ene ende er vundet i den anden.

Jeg elsker helt i gennem varmen, og har for første gang følt at 25 grader er koldt. Guiden i Key West sagde at 2 mdr. efter han var flyttet dertil, havde de en dag hvor der var 18 grader (som er det koldeste målt i Key West), så borgmesteren kaldte det en "snow day" så alle fik fri. Det er sjovt hvordan det man før følte som lunt pludselig er koldt. Jeg begynder at forstå hvorfor en meget stor del af Miami og ned består af folk der "glemte" at tage hjem fra deres ferie. Gennemsnitsdagtemperaturen har lagt på cirka 35 grader, og nattemperaturen på cirka 20 grader, i den tid jeg har været her.

Jeg håber I alle har det godt hjemme i Danmark - lad nu være med at spise de der tyske grøntsager - og nyd den danske sommer - den er fantastisk :-)