Hvad det er der gør at jeg virkelig bare er faldet pladask for USA kan jeg ikke rigtig sætte min finger på. Det er bare.. det hele. Jeg vil have mere. Selvom Miami langt fra har været Himmel på jord, så er der bare noget ved USA. Det er så tempofyldt, råt, individuelt. Så krævende og frygtindgydende. Gigant, enormt, og jeg føler mig lille bitte og at jeg skal råbe og stå med en stjernekaster på stylter for at blive set og hørt (eller tage en kort kjole på, begge dele virker). Men samtidig også drømmende og fantastisk. Det er krævende på den gode måde (når man lige er kommet sig over den første uge). Naturligvis alt efter under hvad forudsætninger man er her på.

Mht. maden.. Så er det jo et eller andet sted nemt at kunne lide. Jeg mener, langt de fleste mennesker har jo en uvildig præference til fedt og salt. Jeg fik i dag endelig taget mig sammen til at smage deres morgensandwich: bagel/bolle med kalkun/skinke, ost og spejlæg i. Det lyder klamt. Det ser klamt ud. Men smager overraskende godt. Ulempe: man kan nærmest mærke et nærtforestående hjertetilfælde ved hvert bid.

Skolemæssigt har situationen langt fra været optimal. Først var der fri fredag i sidste uge, så var der fri mandag i den her uge, og i dag er det Graduation Day, så de "gamle" elever har ikke gidet tage til timer, for deres fravær bliver ikke opdateret længere. Og i og med jeg er på et ret højt niveau, det niveau hvor andre først kommer til efter lang tid her, er jeg nu den eneste i min klasse. I går havde jeg en EFCELT-test (Cambridge placeringstest) og fik C2-3, som er det bedste man kan opnå. Jeg havde også min sluttest. I min placeringstest fik jeg 74 ud af 80 point og i min sluttest fik jeg 78 ud af 80, som er det højeste nogen har fået her på skolen nogensinde. "so.. I guess the future for you now is to teach". Aha.

Så set på den mest positive side, betyder det at I stedet for at være på Upper Advanced 1, er jeg nu på Upper Advanced 3 (holdet har aldrig været oprettet for de har aldrig haft nogen der kvalificerede sig til det), samt at jeg får eneundervisning resten af tiden.

Den ene af mine timer i går var således også en enetime med Yvonne (normalt er Erin min lærer). Vi fik en lang god snak om USA, og konklusionen blev igen og igen, ganske simpelt: It's in our constitution.

Jeg har selv leget med tanken om at man ganske enkelt ikke kan være som amerikanerne er uden at det ligger meget dybt i en at være sådan - altså at det kommer et andet sted fra end en umiddelbar lyst.

Blot for at uddybe at USA først blev USA for 500 år siden er selvfølgelig fordi at deres grundlov blev forfattet der, og kasseringen af indianernes livsstil kommer fra den amerikanske grundlov, da den er en næsten direkte modsætning til indianernes holdninger dengang. Specielt her i Florida er der mange indianerreservater, så her er det tydeligt hvordan at den amerikanske grundlov faktisk går direkte imod indianerne, hvordan den nærmest er skabt for at kunne overtage indianernes land. Indrømmet, det er til dels lidt mine gæt, men baseret på snakken med Yvonne.

Der står i grundloven at alle har ret til at bære et våben så de kan forsvare sig selv. At våben er pistoler nu gør det hele mere farligt, men ændrer ikke på at det er tilladt at bære alle slags våben, så for at lave love der kan gøre USA mere sikkert, skal grundloven omskrives først. Igen, USA er bare .. større. Alt tager mere tid, for det skal bearbejdes på en helt anden måde. Jeg spurgte hende så om hvorfor at amerikanere ikke kan bruge deres sunde fornuft og sige; okay, jeg kan se at vores egoistiske adfærd er destruktivt så derfor bruger jeg min frie vilje på at gøre noget der gavner flertallet frem for mig selv. Eller; okay, jeg kan godt se at jeg ikke fremstår særlig godt når jeg kører i min dope ride, ryger hash, har en pistol osv. osv.

Yvonnes forklaring var at fordi at USA er så ungt, så har videnskaben overhalet logikken og undervisningsmulighederne, sådan at det stadigvæk er op til den enkelte at søge viden og vurdere hvad der er korrekt at gøre. Og navnlig pga. deres manglende sociale sikkerhedsnet tænker langt de fleste først og fremmest på sig selv. Hvis man ingen sikkerhed har i livet er man jo nødt til at tænke på sig selv, så det er mere eller mindre sådan at alle der tænker på andre og gør noget for andre, bliver hyldet i USA, for det kræver mere overskud end hvad man som dansker lige umiddelbart kan forstå. Jeg har troet at der er mange ting herover som jeg udmærket godt forstod hvorfor her som det er, men det er først nu at jeg sådan rigtig-rigtig forstår det. Så konklusionen blev at for at ændre USA skal undervisningen - gennemsnitsintelligensen skal stige - sådan at det enten er muligt at ændre grundloven (Suk.. okay… det sker aldrig at flertallet vil gå med til det) eller at folk indser at de "misbruger" deres frihed.

Erins største idol er Oprah Winfrey, fordi hun gør så meget godt for andre og har kæmpet sig op fra ingenting. Og det er netop essensen af USA og forklarer simpelthen så ufattelig meget.

I relation til det kom jeg også frem til at de tykke sorte piger ikke nødvendigvis får opmærksomhed fordi fyrene synes de er juicy, men nok lige så meget fordi de hylder at de har gjort noget ud af sig selv, og at man på den måde kan se at de bruger deres "freedom to be me and you". Og det synes jeg egentlig er super positivt.

Onsdag blev dagen hvor jeg lærte en meget vigtig lektie: løb aldrig en tur langs stranden ved middagstid i 40 graders varme. På vej tilbage så jeg pludselig stjerner og fik det meget underligt i hovedet. Min eneste tanke var "f*** f*** f***". Så jeg skyndte mig tilbage til skolen for at få noget at drikke og efter en halv times tid på langs var jeg klar igen. Ret ubehageligt, men så har jeg da lært at man virkelig ikke skal tage let på varmen. Det var meget ubehageligt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor galt det kunne være gået. Jeg har så været uheldig i dag at jeg da liiige skulle gå rundt ned i ved Washington med y-sandaler på. De er mine første y-sandaler nogensinde og jeg var lige begyndt at tænke at det faktisk kunne gå an.. indtil i dag. To meget dybe gnavesår. Åh hvor det svier :(

Om aftenen var jeg ude at spise med en anden dansker. Et godt stykke kød - lige det jeg havde brug for. Efterfulgt af en chocolate strawberry vanilla ice cream drink. Haps. Afsluttet med Pirates of the Caribbean, desværre en anelse skuffende.

Efter biografen gik vi langs Lincoln Road hjem og det var nogenlunde halvt om halvt med piger i stiletter og fine små kjoler og hjemløse der lå på bænke osv. og sov. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om at se nogen der ligger og sover på en pizzabakke imens der går piger forbi med dyrt tøj og stiletter, og køber drinks til 15 dollars. Altså, selvfølgelig bliver man vant til det, man kan heller ikke hjælpe alle og jeg synes bestemt heller ikke at man skal give afkald på de ting man retmæssigt har fortjent, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan de har det og på hvor forkert det er. Jeg har den grundlæggende holdning at man simpelthen selv er lidt skyld i det hvis man absolut intet har. Den ene halvdel af nødlidende i Danmark har lånt penge, penge og atter penge og er derfor kommet i vanskeligheder, den anden halvdel har haft lige muligheder som alle andre for at have et mindstelønsjob/kontanthjælp eller lignende. Men her er der bare ikke de samme muligheder, så det rammer bare lidt hårdere at se hvor stor forskel der er på rig og fattig, både fordi de færdes samme steder og fordi der er så mange flere der er ekstrem fattige og mange flere der er ekstrem rige. Igen kære danskere, hold nu fingrene fra de blå sataner til næste valg, det er bare et spørgsmål om tid før DK bliver et miniature-USA. Og vi snakker ikke "mm, cheesecake USA". Jeg ved godt at Helle Thorning ikke er super, men det er bedre end alternativet.

Torsdag efter skole gik turen ned til Wolfsonian - et flot museum, tidligere ejet af en privatfamilie og nu overtaget af universitetet. Udstillingerne handlede overordnet om hvordan kunst er blevet brugt til at få et budskab frem - navnlig til hvordan det indirekte er blevet brugt som markedsføring bl.a. under krigen og af Londons metrorail. Super spændende. Der var alt lige fra køkkenredskaber, til stole, til malerier samt en samling af bøger fra 20erne med reklame for det amerikanske sprog (til de mange der immigrerede til USA der). Generelt har der på alle museerne var rigtig meget om 20erne, om at hvis det ikke var for de brølende 20ere at så ville USA ikke være USA, samtlige storbyer blev bygget op omkring den periode. Og dermed samtidig sagt at var det ikke for den store mængde immigranter var USA ikke blevet til noget. Og igen bliver spørgsmålet; hvad er USA? utrolig relevant.

Fredag gik jeg tidligt ned på Starbucks. Jeg fik skrevet en heeeel masse postkort, så de er nu på vej til jer - der kan dog gå op til 2 uger før de når frem :/

Bagefter lå jeg ved poolen i en lille time, og senere på dagen lå jeg der igen i en lille time. Uden nogen effekt overhovedet. Ret imponerende. I dag havde jeg også mine sidste timer, tre enkelttimer med Erin, og de var super gode. Hun havde taget en bog med om amerikansk etikette, så timen var mest bygget op som en snak om USA og Danmark. Det var rigtig spændende. Hun var meget overrasket over at vi ikke siger De og Dem (ligesom at de siger sir og ma'am).

Om aftenen var der BBQ og det er tæt på at være det klammeste mad jeg har smagt i mit liv. Kødet var færdigt formpressede som en blomst og pastasalaten og kartoffelsalaten var decideret uspiselig. Så vi tog ned og fik sushi. Til forret fik jeg friturestegt tofu, det var lidt småulækkert og bagefter fik vi to slags sushiruller.. de var som sådan ok, de var bare alt for store. En maki skal helst være en mundfuld og ikke som her; ca. 4 cm i diameter. Bigger is so not always better.

Jeg er klar til at forlade Miami.