Så fik jeg spist min Ben and Jerry's clusterpuff færdig - peanutbutter is, peanutbutter swirls, marshmallow swirls, caramel crunch puffs. Haps. Og møgklamt. Og til den nette sum af 4 dollars. En ting alle amerikanerne jeg har snakket med bliver forbavsede over, udover vores alkohollove, er hvad ting koster. En fadøl her koster cirka 3 dollars, tilsvarende i Århus vil vel ligge omkring 9 dollars. Ben and Jerry's på 10 dollars. Jeg mødte et par fra Miami i flyet fra Berlin og de var i chok over vores priser "I was just gonna go get some chocolate and I couldn't even by a postcard". "It's not really their fault, it's ours, due to the low dollar". Men faktisk er Nola ret dyrt I forhold til mange steder. Eller, det er klart billigere end i DK, men ikke nok til at det er decideret billigt at spise alle måltider ude og købe vand på flaske (ca 1½-2 dollars for 700ml-1l). De sagde på hostellet at mange steder var blevet nødt til at sætte priserne op efter Kathrina for at betale for reparationer, så jeg satser på at Miami er billigere. Selvom at jeg får mad dagen igennem der.

Isen er væk, klokken er 19:30 og jeg skal med Greyhound nu. Og jeg er hamrende nervøs for at det bliver det klammeste nogensinde, at folk er ulækre og snakker til mig.

Jeg kom ind i bussen som så ok, cirka samme standard som busser i DK der kører i mindre jyske byer. Sad ved siden af en sort mand fra Atlanta hvis navn jeg har glemt, og vi snakkede næsten hele vejen til Mobile, Alabama, om at finde sig selv. Hvordan at de fleste danskere finder sig selv og så bliver gift, og hvordan mange finder sig selv og så en karriere, i modsætning til de fleste amerikanere der finder en karriere og så en partner og til sidst sig selv. Han mente at det var essensen af det dårlige i USA. At man en dag vågner op og ikke kan lide sin verden. I stedet skal man, og det blev vi hurtigt enige om, bygge sig selv op, sprænge sig ud af de nye skaller man konstant bygger (alt lige fra skridtet mellem at kravle og gå, til at finde sin religion eller hvad det kan være), og så lære at elske og forstå sig selv før man kan gøre særlig meget andet. Jeg har haft en lignende snak før - hvordan man finder sig selv. Om man gør det i trygge rammer derhjemme eller at rejse ud efter gymnasiet. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg er til. Jeg tror det er en blanding. Og at lige meget hvad man gør, så nytter det ikke noget at man gør det hvis man ikke er klar til det, hvad end grund der kan være til det.

I Mobile var vi i en time, et meget meget dårligt naboskab, så der var vagter med guns og vi måtte ikke gå ud - heller ikke dem der ville ryge. I Nola var der også dårlige steder og de gik meget op i hvad der er et godt sted og et dårligt sted at være. Specielt som sart hvid. Er man en rigtig hollar-type kan man sikkert godt klare sig der. Jeg var ikke udenfor om aftenen i Nola, specielt ikke efter at have læst avisen - en hel side med forbrydelser fra det sidste 1½ døgn om folk med guns der røvede/skød andre helt casual. I Mobile skiftede vi bus - lækker en med lædersæder, internet og strøm, ingen sidemakker, så jeg fik rent faktisk sovet og er ret frisk nu. Området omkring Mobile var til gengæld vildt flot. Store mansions med patios over alt, som taget ud af en Harper Lee roman. Lige der blev jeg lidt træt af at jeg ikke var taget ud for at se plantagerne omkring New Orleans. Den ene, Oak Plantation, blev nemlig bl.a. brugt da de filmede Borte med Blæsten (selvom det skal se ud som om den foregår i Atlanta). Og lige dér fik jeg også lyst til at tage til Atlanta ;)

I Ocala havde vi et langt stop. Indtil videre den bedste.Ekstrem white trash hill billy sted med pick up trucks. Super fedt. Og ikke et sted man skal være I længere tid. Klokken var 10 og der var 30 grader og vindstille. Uudholdeligt. Det er relativt almindelige mennesker der er med omborg, og det er selvfølgelig rart, men samtidig havde jeg også forberedt mig og glædet mig til at det var skøre mennesker. De mest tragiske er uden sammenligning en gravid kvinde med et barn på to måneder, to drenge på cirka 5 år og en pige på cirka 8 år. Den ene dreng græder konstant og vil bare have opmærksomhed fra moren. Pigen passer babyen og moren ryger cigaretter. Den anden dreng gør alt hvad han kan for at sidde ved mig (ved stoppestederne) og aer mig på ryggen. Liiidt crazy.

Jeg er lige nu 18 timer inde i Greyhoundturen, er lige kørt fra Orlando hvor jeg havde et Hello Kitty moment på badeværelset, lidt soignering - tiltrængt! Og finde plads til både mig og Hello Kitty i USA. For som det er lige nu er jeg vidst hende den underlige på bussen. Jeg har det grimmeste og mest beskidte tøj på, lilla løbestrømper i ballerinaer , og går glad rundt med Hello Kitty, min lambipude og lyserøde nakkestøtte. Og føler mig nærmest som en lille pige blandt alle de ret hårdkogte store sorte højtråbende mænd, white trash piger og countytyper fra Nashville. Jeg elsker det og hader det.

Jeg har igen fået en at sidde ved siden af. En døv mand fra Italien. Vi får en spændende snak. Indtil videre om det danske sprog - han sidder og læser med - og at han fryser. Og så er han super god til at opdage ting udenfor bussen som jeg skal se. Bl.a. et bæltedyr, desværre dødt, men nu ved jeg da at de er her, og at jeg skal lede efter dem, og en mark fyldt med bøfler.

Som I sikkert har opfanget så vil det meste af det jeg skriver om gå på hvordan jeg har det, hvad jeg observerer, frem for hvad jeg egentlig laver. Det har selvfølgelig også lidt at gøre med at Nola mest har været 5 dages turistbesøg / gåtur end særlig meget andet. Jeg er her mest af alt for at observere de kære amerikanere. Lytte til deres sprog, se hvordan de gebærder sig, sammenligne og fundere. Smile til en lille pige med en t-shirt hvor der står: "all american girl", og andet i den dur.

Jeg vil sige at indtil videre er jeg overrasket. De gør faktisk meget for at spise sundere. Der er alternativer over alt med "reduced salt" og "less fat", de vælger bare desværre at ignorere det. Jeg købte selv en dag 1$ frozen food - bare for at prøve det - og købte heller ikke dem med grøntsager, mindre fedt eller mindre ost. Det så bare ikke godt ud. Og som snack til turen har jeg da også Reese´s peanut butter cups og salted peanuts. Jeg har ikke fået andet end det i cirka 25 timer nu (og får det sikkert heller ikke før mandag morgen - 38 timer uden rigtig mad), for maden on the go er simpelthen for ulækker. Skinke a la den billige fra Budget, tre skiver ost og lyst toastbrød.

Nu er vi lige stoppet i Kissimmee. Det ser ud som alt andet fra Ocala og ned. Store lysebrune/gule/lyserøde bygninger, palmer og springvand. Det ser ultra amerikansk ud - som i film og som alle mindre byer i sydstaterne. De store, såsom Nola, Memphis osv. skiller sig ud ved at have glasskyskrabere og hvide dekorerede bygninger.

Jeg er ultra nervøs for Miami. Jeg er ikke færdig med sydstaterne og jeg skal så afgjort til hill billy hell/midtvesten også. På et tidspunkt. Greyhound style, fx 3-4 byer i midtvesten på 2-3 uger. Jeg havde meget lyst til at hoppe af bussen i Mobile og bevæge mig op, så jeg har en lille bitte smule fortrudt at jeg allerede har bestilt og betalt at tage til Miami. Men samtidig skal det også nok blive godt, that cuban feeling. Sydstaterne har bare så meget der er deres eget. Alt lige fra mad, til tøj/hatte, alkohol (moonshine)…Og det skal jeg bare have mere af.Jeg krydser virkelig fingre for Miami. Jeg glæder mig også til det, men kan ikke lade være med at tænke på alt det andet gode der også er i USA.

Nu holder vi stille ved Fort Pierce fordi en eller anden har taget en andens sæde og ikke ville flytte sig, en ung gut på 18 år, nu alene på interstate. Fedt for ham. Jeg er imponeret over hvor konsekvente de er og hvor meget de gør for at det er sikkert og godt at være her. Og alt imens snakker jeg med min sidemand, som på ingen måder forstår hvad der sker, andet end at vi holder stille. Det hele eskalerer en anelse, drengen må ikke komme af på interstate (it's the laaaw), kvinden bliver derfor sur og vil anmelde ham, så politiet kom og vi kørte videre. Resultat: to anholdelser og en reprimande om at opføre sig ordentlig til hele bussen. Det er.. Amerikansk.

Resten af turen var motorvej og store grønne områder. Jeg fik en ny sidemand, ung sort gut fra Atlanta der var blevet træt af sin familie - a bunch of nut jobs - tilsyneladende, så han blev sur og tog til Miami hvor han nu vil bo. Kan man andet end at elske USA? Kun i USA kan man gøre sådan noget. Men faktisk har jeg lidt svært ved at finde ud af hvorfor vi danskere ikke bare kan gøre det samme. Jo, selvfølgelig er der nogen der flytter relativt pludseligt videre til noget nyt, men når amerikanerne gør det er det bare en meget større distance og meget mere pludselig. Som fx moren med børnene. De havde én fælles kuffert med og skulle køre i alt i 3½ døgn. USA er i sandhed mulighedernes land. Men hvorfor, hvorfor er det tilsyneladende nemmere for dem at lade alt blive tilbage og finde et nyt sted hen? det virker ærligt ikke som om de har svært ved det.

Og så siger min nye ven fra Atlanta dælme at jeg er meget modig at tage afsted selv sådan her. Ligesom alle andre jeg har mødt på min vej. Selvom det er noget sværere end jeg troede, så er det bare slet ikke det samme som at pludselig tage en Greyhound væk for good.

Jeg er hermed ankommet til Miami - fik aftalt min taxatur til 25$ i stedet for 38$ -yay.

Til de interessede er min fod også kommet i orden igen - 2 døgn uden sol, konstant påsmøring af creme og uden at gå på den har hjulpet. Tak for det Greyhound :-)