SÅ kom solen tilbage til Miami. Når der er tordenskyer ved vejrudsigten betyder det så åbenbart at der er risiko for pletvise tordenbyger hist og her - i hele Sydflorida. Så frem til kl. 16 var der fint Floridian-vejr, og nu er det tilbage til yderst høj luftfugtighed. Så jeg tænkte, ned til pool og strand med mig, og selvfølgelig skal jeg undlade at tage solcreme på, for der kommer skyer i hele tiden. Naturligvis. Men fra i morgen af stoler jeg på solcreme, det lover jeg. Så nu smører jeg mig ind i aloe vera-creme. Suk. Og av, men skørt nok faktisk kun lidt. Og meget selvforskyldt. Og dumt at tro man kan ligge to timer ved stranden uden solcreme.

I dag, lørdag, var dagen hvor jeg for første gang i flere år har været nede i et hav. Jeg tror sidst det skete var… 10 år siden, minimum. Hvis man skal ændre den status er Miami et glimrende sted at gøre det, super varmt klart vand og helt rent sand. Rigtig lækkert. Jeg havde helt glemt hvordan bølger føles og hvor salt havvand smager :-)

Efter at jeg lige skulle svedes lidt af gik jeg ned mod Lincold road for at få en Starbucks og "people watch(e)". Så der sad jeg med min Skinny Cinnamon Mocha og min Rocky Mountain Cake Pop, som er Starbucks's seneste opfindelse - og ikke deres bedste. En rund kage på en slikkepind-pind. Og der er altså bare heller ikke noget der slår deres White Chocolate Mocha - så den skal jeg vidst bare holde mig til altid :-)Det vigtigste jeg fik ud af mit kiggeri var en masse tanker om hvorfor amerikanere har en så stor trang til at vise dem frem. Indrømmet, det hele er lidt mere vildt pga. Memorial Day, men de gør lidt det samme alle andre dage også. Både de tykke sorte kvinder i deres spændende outfits, og specielt de sorte kvinders hår og make up er meget iøjnefaldende. Jeg har forskellige tanker om det; at de gør det fordi at man så nemt forsvinder som individ i USA. Alt er så gigant, jeg vil ikke engang sige stort, gigant, så for at føle at man er noget, at man sætter et præg, at så må man skille sig ud, enten gennem udseende, faglig kunnen eller at være kendt. Eller at det er landets frihed til at være det man vil, at man hele tiden vil finde nye grænser. På blackbeachweek- hjemmesiden under Memorial Day in Miami, kan man læse en slags reklame for det hele og youtube er bestemt mand for et par videoer, hvis det er.

Ved siden af mig sad der er en mand fra USA, som spurgte mig om jeg var people watching, og det svarede jeg halv-paf ja til. Det er næsten som om at det er en hobby her. Altså jo, det er det naturligvis, og jeg gør det også hjemme i Danmark, men her virker det som om at alle gør det. "yeah, looking at all the strange people, huh?". Nemlig at amerikanerne er anderledes netop for at man skal kigge på dem, men hvor kommer den træng fra? Hvordan opstod behovet for at vise sig selv så meget frem? Et gæt kan være behovet for at vise at man er nogen. Jeg tror behovet for at føre sig frem stiger proportionelt med hvor stort et område man bor i, men selv med den teori in mente tror jeg amerikanerne ligger lunt i svinget med at være mest vilde (eller at skabe weekender/uger hvor de kan gå amok) - Med en stor anerkendelse af at asiatiske storbyer ligger ret højt også. Kroppen er i sandhed et kunstværk.

Navnlig her i Miami hvor der er ultra mange tattooshops, heriblandt naturligvis Miami Ink. Jeg gik forbi den en heeel masse gange uden at vide det. Jeg troede den lå på Ocean Drive og at den var nem at kende - næh nej. Selv efter at have stået ved siden af den og Ami James i lang tid, opfattede jeg intet. Først da jeg kom hjem, googlede Miami Ink og Ami gik der et lille lys op. Så jeg må derhen igen så jeg lige kan få snuppet et billede med hjem - og måske en tat? :D

Jeg har set nogle af de vildeste ting nogensinde under den weekend her. De v-i-l-d-e-s-t-e biler og frisurer, så det har faktisk endt med at det var ok, for miami-anerne og cubanerne er taget ud af byen og er blevet erstattet af sorte, rednecks og white trash, som er super hyggelige at se på og følge med i samtaler. Jeg anede slet ikke at der fandtes den slags biler som jeg har set her. Og en sjov trend; køre med dørene åbne i sin bil. Ærgerligt at jeg ikke har fået taget så mange billeder af dem. Fx er det interessant at vores biler alle er sænkede og deres er alle gjort højere, og har smarte fælge så det ser ud som om at hjulene ikke bevæger sig.

I bakspejlet har jeg lidt tænkt at det havde været fedt at gå derned om aftenen, for der har været fyldt med celebs og god mulighed for at tage en masse billeder. Jeg har ikke rigtig turdet at tage billeder sådan her om dagen rundt omkring, også selvom andre gør det. Det virker bare så forkert.

Efter meget lidt søvn, Memorial Day larmer en anelse, skulle jeg op allerede klokken 6, for at nå bussen til Key West. Køreturen derned gik gennem Everglades og så ellers ud på 42 broer før man når Key West. Alt imens man har den flotteste udsigt til helt klart vand. På vej hjem blev udsigten skiftet ud med små hyggelige fiskebåde og en flot solnedgang. På vej derned sad jeg og blev ret træt af at jeg ikke havde taget mit snorkeludstyr med, for hele vejen var der nogen ude og snorkle. Til mit held viste det sig at på Key West SKAL man med båd ud for at snorkle, og det er samme pris både med og uden eget udstyr (medmindre man lejer en båd), og det havde jeg jo ikke rigtig tid til, med alt det andet jeg gerne ville også. Så turen til Key West er klar bedst i bil og med snorkeludstyr.

Jeg havde cirka 6 timer i Key West, så for at få mest muligt ud af det tog jeg med på en af deres Trolley-ture som går øen rundt. Jeg tror vi fik den bedste guide, for han fortalte så meget og så godt om området, og det var super spændende. Jeg fik set "90 miles to Cuba"-stenen - men jeg fik ikke taget et billede der - 2 timer i kø i solen for at få taget et billede ved en sten. Det ender sikkert også med at en eller anden tåbe bygger en bro til en af de andre øer ;) Eller helt til Cuba - det var lidt sjovt at se at broen de var ved at bygge dertil stadig står der.

Det sjove ved USA er at hvis noget er 100 år gammelt - så er det virkelig gammelt og antikt - så der blev fortalt lystigt om øens midte som er det eneste "ægte" på øen, resten af øen er menneskeskabt (de stoppede da de opdagede at de ødelagde koralhavet.. sigh), og de "gamle" huse der er der nu, ser kun gamle ud fordi beboerne kan få en guldstjerne hvis de bygger det så det ser gammelt ud. Ikke desto mindre føltes det rart at komme ud til den slags by frem for Miami.

Øens beboere hedder Conchs, det hedder konkylierne også, og deres fritter. Og de kalder selv deres land - ja, land - for Conch Republic. Jeg nåede ikke at smage nogle conchs fritters, desværre, og jeg glemte at købe en Key West-kogebog, så mine indkøb på Key West var ikke den store succes, men heldigvis findes google.

Jeg havde lagt en plan for dagen for at være sikker på at nå det jeg ville (som tydeligvis glippede lidt), så jeg lagde hårdt ud med at tage hen til det fantastiske Hemingway-hus, hvor jeg snakkede med et par katte med 6 tæer og ellers bare tøffede lidt rundt.

Efter det gik jeg direkte efter øens bedste Key West Lime Pie, Kermit's Key Lime Shoppe, hvor jeg sad i deres have og nød den, ved siden af en dam med kæmpe fisk i. Den sorte hed Darth Vader, men den var desværre på ferie (…). Ærligt - så smagte den ikke fantastisk. De skal åbenbart have også den lidt bitre smag fra limen (fra skallen) og det er jeg ikke altid helt fan af. Men ellers var det ret godt - lidt a la limefromage på en bund. I Key West finder de altid sjove måder at tjene penge på, Kermit's har derfor opfundet "frozen Key West Lime on a stick dipped in chocolate". Guiden, som til tider mindede om en Ben and Jerry's reklame, gav også en tak til Johnny "before he made them all cute and cuttly, they were here - harassing us" Depp, for nu tjente de penge på at lave "fake pirate trips". Sigh. America.

Men fordi jeg for en anelse vild, havde jeg ikke meget tid tilbage. Så punkt tre på listen, gåtur på kirkegården, punkt 4 -billede af stenen- og punkt 5 chille på stranden, måtte vente. I stedet blev det til en hyggelig gåtur rundt i området. Deres kirkegård er ellers meget speciel (de er begravet over jorden, angiveligt fordi "we're just too lazy to bury them"). Der er bl.a. sten med påskrifterne "I told you I was sick" og "At least I know where he sleeps to night". Key West var meget sjov at besøge, for det var lidt en blanding af Miami og New Orleans - ret sjovt og ret tilfældigt - de har bl.a. et New Orleans område. Sort, sort, humor blandet med easy breezy Miami, en frygt af hvad i morgen kan bringe blandet med en yderst høj "just kick back and relax"-mentalitet af de der bor der. Øen har flere gange oplevet stor rigdom, for at gå helt bankerot kort tid efter. Lige nu oplever den igen stor rigdom pga. turisme, men man får en følelse af at det er midlertidigt og at de godt ved det.

Key West er også stedet hvor USA's vejsystem starter, så der kan man se det meget berømte skilt "0 miles" og for at komme af øen kører man på US1 - lidt sejt. Derudover så jeg The Little White House som er et meget brugt feriested for USA's præsidenter, navnlig Truman.

På turen fik jeg set en masse fugle i familie med fiskehejre, og det var jeg ret vild med. Der er bare et eller anden helt specielt over at se dyr i deres eget habitat. Jeg ville gerne have set en pelikan eller en delfin, men de er åbenbart ikke sådan lige at få at se. Jeg så også nogle hjorte som er tæt på at uddø og derfor har fået deres egen ø i the Keys. Og til alt held så jeg både en voksen og en baby-hjort :-)

Min plan havde ellers været at tage ud af Miami i hele weekenden, men jeg valgte at blive, bl.a. for at have lørdagen i Miami til at daffe omkring og fordi jeg bare ikke helt kunne overskue at skulle et nyt sted hen og vænne mig til det. Jeg har en lille anelse fortrudt det, for min plan ville da have været at tage til Naples, hvor der bl.a. er en masse pelikaner (krydser fingre) og en stor park i nærheden hvor man kan gå rundt mellem alligatorer, så nu overvejer jeg, atter, at tage dertil i næste weekend.

Det viste sig at være super rart at komme ud af Miami og se noget andet, så nu har jeg igen mod på at tage til et nyt sted.