Så er det tid til det første indlæg siden Danmark. Endelig! Så det bliver nok lidt langt, jeg ville ønske jeg kunne sige at de andre bliver mere normal længde, men det sker nok først når jeg rammer Fiji, hvor jeg forhåbentlig får en mere stabil hverdag. Jeg er helt desperat efter snart at snakke med nogen - Tilfældig snak i supermarkeder, streetcars osv. er alligevel ikke mere end… ikke særlig meget.

Men faktisk regner jeg med at jeg hellere vil fortælle om turen i form af billeder - så dem håber jeg I vil kigge lidt på :) selvom at Nola slet ikke er særlig turistet - specielt set i forhold til europæiske storbyer - og selvom at alle amerikanske turister om mig går amok (amok!!!) i gift shops og vurderer et sted på hvordan deres gift shop er, vælger jeg at hoppe af den færge. Jeg vil derfor, som udgangspunkt, ikke styre mod de store turistting. Det meste er alligevel blevet ødelagt af turister (cafe du mondé er et godt eksempel på det). I skal heller ikke forvente souvenirs, det er meget sjovere at shoppe ting til mig og købe god mad end at fylde kufferten med en masse turisthalløj ;) I stedet vil jeg forsøge at sende en masse dejlige postkort og give souvenirs i form af billeder. På min vej rundt tænker jeg rigtig meget på jer derhjemme, på at "neeej, gid X var her til at se det/det er lige noget for X" - klik klik tag - fra mig til dig.

Turen indtil nu har desværre ikke været fantastisk. Togturen til Kastrup foregik uden søvn, og den time jeg fik sovet i lufthavnen gjorde mig egentlig bare ør.

Flyveturen til Berlin gik fint. Men så i Berlin fik man den første smag af at man skal til USA.Paskontrol, forklare hvad man skal i USA + hvor man skal bo, paskontrol, tage alt overflødigt tøj af, screene det, selv blive screenet, overgramset af kontrollør, gennemrodet taske (+små fnis over hvad de finder deri), paskontrol, billettjek. Det er måske liiige en tand for meget. Jeg blev noget paf over alt det og selvom jeg var lidt forberedt på det, var det alt andet end rart. Lige dér følte jeg mig som verdens mindste person.

Flyveturen fra Berlin til Miami tegnede til at blive god - kæmpe stor flyver, puder og tæpper, små søde bakker med mad, gratis drikkelse. Lækkert. Men så blev man mindet om at flyet er tysk. Tyske stewardesser, synkroniserede film. Øv. Lige pludselig var ti timer med ren Atlanterhav under en ikke særlig sjovt. Havde ikke taget min nakkestøtte med - hvem har brug for det? -den fylder jo bare, så det der med at sove blev også bare til et par timer on off. Har desuden glemt at pakke et penalhus - ingen sjove tuscher til postkort og ingen kuglepen til krydsord. K-e-d-e-l-i-g-t! Turbulens midt på havet = ikke sjovt. Lige der kunne man se hvem der var amerikanere og hvem der ikke var; europæerne: let nervøse, amerikanerne; komplet ligeglade. Mig: meget nervøs! Specielt efter kaptajnen nervøstsiger: cabin curve take your seat.

I USA var der tjek igen. Paskontrol, paskontrol + "hvad skal du her"snak + fingeraftryk+billede og stempler, paskontrol + "hvad skal du her"+"har du noget i bagagen". Til de heldige: "you're green" - så må man gerne bare gå ud. Ud i heden og friheden.

Taxa til skolen, 38 dollars, træls når bussen kun kostede 3 - men ender man ikke altid meget at tage en dyr taxa på et tidspunkt? På skolen skal der så igen vises pas for at komme ind. Hurtigt tilbage til lufthavnen. Mine ting er tunge, posen jeg er nødsaget til at tage med, er let i stykker, det hele er svært at finde, ingen kan hjælpe mig fordi at jeg, dumme dansker, siger"niw or-lieeens" ogde, specielt de sorte, siger "næw Årlans". Senere har jeg fundet ud af at det er en speciel ting for New Orleans indbyggere at sige Nawlins. Alle andre siger Næw Årlans. Noget man virkelig må give amerikanerne - jeg tør godt generalisere byerne imellem her - at de virkelig helt dybt ind elsker det område de bor i. De skaber i hele tiden ting der holder dem sammen - fx at de er enige om at sige Nawlins. Og at alt hvad de foretager sig er amerikansk - når vi er i udlandet får vi, eller i hvert fald jeg, en rar følelse inden i af at se eller høre noget dansk. Jeg forestiller mig de har det på samme måde når de hører noget af deres. Og det gør de i hele tiden. De drikker USA (coca cola), de spiser USA (McD).. Vi drikker USA, spiser tysk, kører japansk osv.

ENDELIG fik jeg checket min bagage ind i Miami Lufthavn, fundet et sted jeg kunne panikke lidt, fundet noget sushi i XL størrelse, naturligvis, hen til gaten. Træt træt træt! Og ked af det. De mange security checks, at flyve så langt selv, ingen søvn .. Det hele viste sig at være meget større og meget mere krævende end jeg troede. Jeg havde aldrig troet at jeg ville reagere sådan. Jeg troede jeg bare ville tage det i strækt arm - la di la di, jeg er i America, fedt!! Men sådan var det ikke, og det er nok det der har været allersværest ved turen indtil nu.

Flyet til Nola er noget casual, skør følelse, folk behandler det lidt som var det et tog - spændende.

Sidder ved siden af sort tyk dame der nægter at slukke sin telefon, flyet ryster hver gang hun får en sms. Og lige her tænker jeg; hvad er det egentlig jeg fandt lokkende ved amerikanere?Hvis de sidder dårligt i sædet er det fordi det er for lille, ikke dem der er for tyk. Hvis flyet får turbulens pga telefoner er det et dårligt fly og ikke deres skyld. Heldigvis sov jeg hele vejen - fra take off til landing - med få undtagelser, takket være Jettes tip om en særlig god nakkestøtte. En med sand inden i -awesome! Og den er naturligvis pink. Den skal jo passe til kufferten, som btw er blevet dybt Pinkie.

Endelig ud, taxa til motel, taxamanden mener vi virkelig bare skal mødes i N.O. - øh nej! Ok motel egentlig, på trods af ludere og fyre der hedder Ali udenfor døren og død kakkerlak. I øjeblikket hadede jeg det - var stadig helt kukkeluk i hovedet, og ville bare ind på et lækkert hotel. Men nu er jeg faktisk rigtig, rigtig glad for at have prøvet at bo på ægte x-files-style motel og ikke mindst at have været i Metairie, som er en del af Nola, men fungerer mest som en forstad. 3 timers søvn kunne det blive til der. Jetlag og nervøs over hvad der skal se her i Nola. Forsøger at gå ind til midtbyen, har gået i ring i 1½ time, finder kaffe + pandekager (temmelig klamme, kan kun spise en halv ud af fire). Jeg burde virkelig ikke få lov til at gå udenfor (lejligheden i Århus vel at mærke) alene. Har glemt mit bykort flere gange, vender det forkert og har ingen, ingen, anelse om hvor jeg går hen.Men jeg er helt igennem, helt inden i, stolt over at jeg ikke er blevet super duper meget væk. Stor sejr til mig :-)

Går igen i laaang tid, spørger om vej på en diner, små ked af det og vil bare hjem til DK. "Oh darling, aint you just the cutest girl ever. Here, have some coffee on the house. Hey Christy, this lovely girl was gonna walk to nola. Ain't she just a doll. Can we call your taxifriend?". Verdens flinkeste mand henter mig, George Clooney øjne, fortæller om den by han har boet i i hele sit liv - aldrig været andre steder. Følger mig helt ind på hostellet hvor jeg bliver godt modtaget af ejeren, Ana, super flink. Nu var alt godt igen. Ventede i en lille have, 4 myggestik til mig, som traditionen tro er blevet gigante. Øverste køje uden sengehest. Og, fandt jeg ud af nu, en tysker der snorker, en amerikaner der er sur, en amerikaner der snorker. Fedt. Men ellers fine værelser/senge og jeg er sikker på det bliver godt her.

Min første rigtige dag er hermed startet; onsdag. Gratis besøg på kunstmuseum udenfor byen, super hyggelig tur i park med ægte amerikansk isvaffel og det hel. Bang. Glemt sin solcreme på hostel. MEGET solskoldet. Øv.

Onsdag var også dagen hvor jeg besøgte kirkegårdene. De er meget karakteristiske da de er over jorden, pga. sumpene under og rundt om Nola. Jeg fik det helt dårligt over hvor stor forskel der er på gravstenene alt efter religion og farve. Generelt er det af og til lidt ubehageligt med farveopdeling. Jeg har endnu ikke set en hvid smalltalke - eller være best buddy - med en sort, alt sker farve imellem.

Torsdag var jeg på Ogden museum, og det har indtil nu været højdepunktet. Jeg så en fotograf der, Birney Imes, fantastisk! Lækre billeder af dive-bars fra det dybe syden, skåret helt ind til benet. That's America. Steder man kun kan komme hen med bil og hvor man kun tager hen hvis man ikke er en lille hvid pige.

Jeg var i det franske kvarter - Bourbon Street - "I got bourbonfaced on s***street" - Danmark bare kogt ned til én gade og så meget vildere fordi at det er det eneste sted i hele USA (!!) hvor man må drikke på gaden. Så de var vældig stolte over "drinks to go"-skilte. Min taxachauffør fra Metairie snakkede meget om maden, sproget og drikkekulturen fordi det var så unikt. Så fortalte jeg om Danmark, og jeg tror at "jeg har aldrig forladt Nola"-chaufføren fik et nyt yndlingssted.

Til aften fik jeg naturligvis Gumbo og en spicy rum ice tea - to go. Desværre begyndte min fod at opføre sig dumt der - myggestikkene hævede op og fyldte hele foden og gjorde så ondt at det nærmest føltes som en forstuvning. Oven i det fik jeg, hvad jeg vil tro, soleksem. Av for freaking pokker. Men så er det jo godt at der findes en Louis Armstrong Park tæt ved det franske kvarter, så der sad jeg mellem ællinger og alt muligt og kølede tæer. Og som en super afslutning stjal nogen min ben and jerry's - 12 timer gåtur i byen, så glæder man sig bare til is, seng og sex and the city. Øv. Indtil videre har Nola ikke behandlet mig som en lille glasfigur, men er det ikke sådan det er meningen det dybe syden skal være? Jeg har en tanke om at det hårde klima har en del at skulle have sagt når det kommer til deres fantastiske "kom oven på igen"-mentalitet. Jeg tror at jeg nu har forstået den hel rigtige Louisiana-følelse. Helt rigtigt forstået hvorfor jazz er så vigtigt for dem - også uden at tage ind til Preservation Hall, som er et kendt spillested for hårdkogte sorte jazzmusikere, uden borde og uden drikkevarer. Og hvorfor at gumbo og jambalaya er så populært her. Noget stærkt mad der står og hygger sig hele dagen, imens de spiller jazz for at lade det gode humør rulle, som de siger. Noget godt i en dårlig tid, og en svunden tid, desværre. Ikke at deres jazz og bourbunstreet er blevet turistet og falsk, det har bare ikke meget tilbage at byde på end en følelse om en svunden tid. Lige under overfladen går et spøgelse rundt - ol' black momma on a plantation.

I dag, fredag, er det blevet, gik jeg igen ned til det franske kvarter, tog en tur på Mississippi med Boatsteam Natchez. Super hyggeligt. Jazz, vind i håret og Ray Bans på. Før det var jeg lige en smuttur i Garden District, super flot. Nicholas Cage boede engang der. En kæmpe hund skræmte livet halvt af mig. Hvilket egentlig er lidt sjovt, for jeg bliver ellers aldrig bange for hunde. Men fordi det er USA, så gjorde jeg. Jeg blev også meget bange i flyveren. Fordi at det er USA. Jeg giver Hollywood skylden. I hvert fald var det højdepunkt nummer 2 på turen. Starbucks og Garden District.

Til middag fik jeg shredded chicken/bourdin-Gumbo. Og til aften fik jeg sea food-Gumbo - den bedste i Nola so far!! Tyk og kraftig. 'Shredded' (revet på en bestemt måde, oftest af svinekød, stegt i 100 år) og bourdin (krydret medister med hvidløg - overraskende uden særlig meget fedt) er indtil videre ikke nogen favorit, så Miami bliver nok lidt af en prøvelse, hvor deres helt specielle er shredded pork in a white bun.Derfor har jeg heller ikke lige haft så meget brug for at smage deres po'boys, som er lange bløde baguettes med fyld. Jeg har dog fået smagt lidt alligator, og det var bestemt ikke nogen favorit. Rødt selvom det er tilberedt og smager lidt af jern/blod.

I dag var også dagen hvor min fod begyndte at blive blålig/sort, meget varm og mere hævet, specielt op af anklerne, så jeg måtte en smut til en pharmacist - american style, free clinic. Han sagde at det var en voldsom reaktion, som krævede behandling fordi det gav muskelsmerter. Så nu har jeg fået en creme der forhåbentlig kan dulme smerterne lidt, indtil det går over, og han beroligede mig: "ma'am, I'm from Africa, and the mosquitos there… I mean, you'll be just fine". Jeg er da også bare så pokkers uheldig.

Lørdag tog jeg st. Charles streetcar til endestationen for at se lidt mere af Garden Street og hele det store residential area. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle tage ud og se Ninth Ward, som er det område Brad Pitt har bygget op efter Kathrina bogstavelig talt jævnede det med jorden, men bestemte mig i stedet for at gå langs Magazine Street. En smut rundt i det franske kvarter, købe lidt souvenirs - krydderiblanding, kogebog, postkort med gamle motiver og postkort til jer, som jeg desværre ikke får skrevet i Nola.

Jeg har haft en million forskellige tanker i den korte tid der er gået her. Først ville jeg inderligt bare gerne hjem. For første gang nogensinde har jeg oplevet ægte hjemve. For første gang har jeg manglet at opleve tingene sammen med andre. Og jeg har bare konstant tænkt "hvor er det åndssvagt at rejse om på den anden side af Atlanterhavet for at finde ud af hvor meget jeg kan lide verden derhjemme". Men sådan er det. Nu hvor jeg er kommet mig over flyveturene og søvnmangel og har haft nogle gode øjeblikke er det heldigvis vendt til at jeg er nysgerrig på det hele, stolt af mig selv over at have planlagt turen her og har turdet stå 100% palle alene i verden i verdens største land og glad for at opleve noget andet end hverdagen. Århus er mit sted, men lige nu er Nola den bedste erstatning, og det er ikke helt dårligt.

Jeg ville virkelig ønske at jeg havde mere tid her og i resten af sydstaterne, for jeg har fuldstændig tabt hjertet til de varme stater. Den stærke mad, den brændende hede, de svedende ærlige mennesker - jeg har en teori om at de ikke har energi til at lyve, fordi varmen er så trykkende - Jeg elsker det. "turisterne" fra upstate Louisiana, Alabama og Tennessee, deres fuldfede accent, plantagehistorierne, Borte med Blæsten, diners, "southern hospitality" - som jeg desværre tog lidt tid om at se. Nola har så meget historie; den franske tid, forbudstiden, slaveri, mighty mississippi, orkaner (specielt Kathrina) - mit hostel stod fx under vand- det er både unikt, trist, smukt og spændende.

Så nu frygter jeg lidt Miami. Jeg har lige vænnet mig til at stå selv, beslutte alt selv, og nu skal der pludselig være andre også. Jeg er slet ikke færdig med de dybe stater, og jeg er slet ikke færdig med "real american", som jeg frygter er gået lidt tabt i Miami. Jeg er bange for at Miami er så selvfede - at de godt ved at de har bygget en stærk by, så de har meldt sig lidt ud af USA. Og at de 65% cubanere etc. i Miami gør det mere spansk end amerikansk. Så jeg glæder mig mest til busturen i morgen - det bliver fedt! Jeg er blevet advaret af alle på min vej som var de Tim C himself - a pretty face can get you places you don't wanna go. Ingen øjenkontakt osv. Så det her afslutter mine oplevelser i Nola - der er selvfølgelig så utrolig meget jeg ikke har skrevet om , noget af det kan I se igennem fotos .. Som kommer på.. engang.