Profile
Blog
Photos
Videos
Søndag den 26/12 2010 Turangi.
Endnu en dag hvor vi sov lidt længe. En dag der stod på lidt afslapning uden de store planer.
Formiddagen forløb med en gåtur gennem Turangi - det kan gøres ret hurtigt! Endelig dagens indkøb i New World - dø af sult sker ikke for os!
500 m fra vores motel ligger Tongario river - der var naturligvis nogle walks around den, som vi jo lige måtte prøve. En dejlig varm gåtur - på kanten af en vandretur (pigernes definition af en for lang gåtur).
Turen gik i beplantning langs med floden - der var flere steder adgang til floden, hvor det skulle være det rene paradis at fiske - det er vist ørreder man fanger her. Der var nogle unge mennesker, som kom sejlende på nogle store oppustede dækslanger, men bagdelen hængende i vandet - det var meget koldt gav de udtryk for, så vi nøjedes med at dyppe fødderne i det klare, kolde vand. Det er så indbydende, at man ikke kan lade være, selvom temperaturen ikke er helt god.
Solen bagte fra en stort set skyfri himmel, så det var nemt at beslutte, hvad eftermiddagen skulle gå med - afslapning ved vandet!
Efter frokosten startede vi lynet og kørte op langs vestsiden af lake taupo. Det er som altid en flot natur med blide hårnålesving og her kombineret med udsigt til dampende vandhuler mange steder. Det er nogle små landsbyer, som umiddelbart ligner sommerbyer - sommerhuse måske - hvor alt liv foregår om sommeren ved søbredden og på søen med de mange både - Bayliners og lignende.
Vi gjorde stop i en lille flække kaldet Omori. Bilen blev parkeret ovenfor bådrampen, og derfra gik vi - iført bikinien og et håndklæde over armen - langs med søbredden hen til et sted var der var lidt sandlignende søbred. Her nød vi udsigten over søen, solen, vandskiløberne m.v. Stenene på stranden var meget lette selvom de så store ud - og så kunne de flyde på vandet!
Far, Sofie og mor fik sig en dukkert i søen - det var nu ikke så koldt - men alligevel ikke, så far og Sofie blev deri længe, som de plejer.
Efter en is på vejen tilbage blev aftenens barbecue gjort klar - det var jo næsten en rigtig feriedag!
- comments