Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag, den 29/12 2010 Rotorua - Coromandel
I dag skulle det blive godt vejr, så vi ville tidligt op og til Hot Water Beach. Efter at have studeret tidevandstabellerne faldt besøget lidt til jorden - enten tidlig formiddag eller aftenstid - det passede ikke så godt ind i vores rejseplan. Vi kørte fra Rotorua til Tauranga via Rotoruas jagt butik - far fik tilbudt at komme med en "indfødt" på grisejagt i weekenden - ja det passer jo så heller ikke lige ind i rejseplanen!
Fra Tauranga fulgte vi østkysten op til Hot Water Beach. Det passede med en tiltrængt tisse pause, og selvom tidevandet gjorde, at vi ikke kunne grave efter hot water på stranden holdt vi en frokostpause her. Der var en del mennesker.
Pigerne havde studeret sig frem til en super strand - Hahei, som ligger lidt nord for Hot Water Beach. Den måtte vi bare til - vejret var super - meget varmt i hvert tilfælde. Vi fandt den - parkerede "lynet" - og sprang ned på stranden med håndklædet under armen. Det var en super strand - en stor strandbred - dejligt sand - det var så småt, at det var svært at børste af sig. Vandet så flot ud - umiddelbart virkede det lidt koldt, men efter den første dukkert, var det faktisk rigtig dejligt - særligt da vi nåede lidt hen på eftermiddagen, hvor solen stod skyfrit på himlen! Og sådan gik eftermiddagen - det er bare ferie!
Overnatningen var efter store anstrengelser blevet reserveret i Coromandel. Denne by ligger på modsatte side af Coromandel Peninsula. Vi ville egentlig gerne have været på østsiden, men måtte opgive at finde noget at bo i. Nå men pyt kl. 17.00 drog vi mod øst - valget stod mellem stor landevej ca. 75 km og en lidt mindre vej i alt 50 km. Vi valgte den sidste, da vi indtil nu faktisk kun har mødt asfalterede veje. I dag måtte vi dog sande, at der også findes grusveje. Ikke fordi de er specielt dårlige at køre på, men det terræn de ligger i, er (som vi har oplevet) temmelig snoet og bakket - tæt på bjergkørsel - hvilket jo reducerer hastigheden en del. Men som altid er turen igennem den smukkeste natur - lidt spændende til tider, når man møder modkørende bilister.
Vi kom frem til Coromandel - vi havde troet, at det var en lidt større by - om ikke andet så med en New World(SuperBrugsen eller lignende), men det er altså en fiske-/ferieby med en del moteller, restauranter og 2 små supermarkeder, som ikke er de billigste i landet - og ej heller har det store udbud af kød. Men hvad pitabrød er jo heller ikke det værste.
Motellet er ret nyt - og OK. Der ligger en tennisbane på den anden side af vejen, som kan benyttes. Far og pigerne tog lige en times tid, imens mor tog sig et dejligt bad - og så var det godnat endnu en gang.
PS. Det er bare det skønneste vejr i aften - kl. 21.30 gik/sad vi stadig i shortsene udendørs.
- comments