Goddag i stuerne!

Det foeles rart med tonsvis af nye oplevelser og indtryk paa kort tid, men det goer det immervaek en anelse vanskeligt at faa det hele ned paa skrift. Jeg har i skrivende stund sat mig til rette paa en internetcafe i byen, Surabaya paa Javas oestkyst for en gangs skyld ikke siddende paa gulvet, og med en kold oel til at samle tankerne.

Efter at have forladt Bogor d. 4. efter kun tre kvarters ventetid langs hovedvejen og en efterfoelgende bustur i en bus der fik DSB's toge til at ligne et hotelvaerelse paa Hilton, fyldt med medfarende gademusikanter og saelgere med mad for enhver smag, ankom jeg til Bandung.

Jeg fandt efter en hel times gaatur mit hostel der ikke var nogen nem opgave med en forkert adresse ved haanden og en by der tilsyneladende var fyldt med intetanende lokale der som alle andre i Asien sendte mig i alverdens retninger for ikke at tabe ansigt.

Jeg var rent faktisk ankommet til et hostel med andre rejsende - vest for Yogyakarta! Jeg faldt i snak med en tysker og en gut fra Singapore, og da jeg ikke havde lyst til at rejse videre til en ny by allerede naeste morgen trods min lidt stramme tidsplan, valgte vi sammen at booke en minibus for en dag til at koere os ud til et vulkansk krater og en varm kilde - noget skulle der ske.

Det var nok den mest fejlagtige tur, jeg nogensinde har vaeret paa. Det vulkanske krater var til vores store overraskelse lukket grundet et mindre udbrud og giftig luft, og den varme kilde viste sig blot at vaere en opvarmet swimmingpool med stenbund og smaa iscenesatte vandfald med en gigahoej entrepris - fandme nej! Vi fortalte vores chauffoer efter kun halvanden times tur, som vi ikke havde brugt paa andet end at koere paa de trafikerede veje, at vi ville koeres direkte hjem, hvor vi naegtede at betale den fulde pris for vores tur.

Jeg var i godt selskab og valgte at fortsaette turen med de to rejsende, Zul og Jasmine til Yogyakarta som er de rejsende til Javas hoejborg - et simpelt turisthelvede med taxaer og travel agencies. Efter mine paa davaerende tidspunkt ti dages rejse paa Java, var det som at komme til et helt nyt land.

Vi ankom til Yogyakarta kl. fire om natten, hvilket gav os et mindre overnatningsproblem - ikke mindst fordi vi var tre personer paa jagt efter overnatningsmuligheder der typisk kun er lavet til to.

Dagen blev brugt med at vandre rundt i Yogyakarta til et sultanpalads der - ogsaa - var lukket, og jeg fandt et enkelt sted, hvor jeg kunne faa en massage om aftenen.

Den efterfoelgende morgen ringede vaekkeurene kl. 4 om natten, hvor vi blev samlet op af en minibus til et af de stoerste buddhistiske monumenter i verden og noed en udsigt der vist kun taler sit eget sprog. Jeg vandrede rundt alene i omgivelserne et par timer med musik i oererne, inden vi koerte tilbage og hjem.

Kun et oejeblik efter hjemkomst tog vi vores bagage fra hotellet, hvor vi samme morgen havde checket ud, og vi gik hver til sit. Jasmine skulle med nattoget tilbage til Jakarta, Zul blive i Yogyakarta og undertegnede med et tog til min nuvaerende destination, Surabaya. Jeg havde siden foerste morgen efter turen fra Bandung haft en slem forkoelelse med snotnaese og hoste paa grund af aircondition, som ved denne togafgang stadig ikke var vaek. Turen tog mig fem timer og to pakker lommetoerklaeder!

Surabaya er bare en stor by ligesom saa mange andre, jeg har set - beskidt, forurenet luft og til min store overraskelse med et begraenset antal af billige overnatningsmuligheder.

Jeg afviste de foerste taxachauffoerer der traditionen tro staar klar til at flaa en med hud og haar, som man stiger ud paa perronen. Jeg endte op ude paa gaden der saa sent som kl. 21 var blevet godt moerk kun oplyst af den store maengde af biler der fraesede forbi. Jeg spurgte en ung gut paa et hjoerne, om han kunne vise mig vejen til et hostel, jeg havde skrevet adressen ned paa, men desvaerre ikke booket endnu. I foelge den unge gut var det bare ligeud og saa til venstre i andet lyskryds, hvilket bestemt maatte vaere til at klare!

To lyskryds er selvfoelgelig ikke altid placeret taet paa hinanden! Efter at have spadseret tyve minutter og kun naaet forbi det foerste lyskryds ad en farlig hovedvej der virkelig gav mig lyst til at vende om, blev det senere og senere og chancen for at finde en overnatning mindre og mindre!

Jeg trappede ind paa det eftersoegte hostel lidt over ti om aftenen og blev moedt med en udstrakt haand allerede i doeraabningen med ordene: "no sir! we're full". Som jeg stod der med mudder fra top til taa, svedpletter under armene i gigantisk stoerrelse og en backpack paa ti kilo der foeltes som mindst halvtreds, kunne man umiddelbart forestille sig, at det "fyldte hostel" afhang lidt af min person!

Jeg stavrede videre til nogle omkringliggende hoteller der alle var mellem 300-1000kr pr. nat, hvilket jeg afviste med det samme - saa hellere sove paa gaden. Jeg var en smule panisk, som klokken naermede sig elleve, og efter en meget spontan beslutning om at vende tilbage til det foerste hostel med et bundt pengesedler i haanden efterfulgt af saetningen: "I know the couch over there is only for the guests, but...", endte jeg med at betale omkring 30kr for at sove paa en dejlig laedersofa i receptionen - godnat siger jeg bare!

Kun syv timer senere stod jeg atter paa gaden i mit mudrende toej stinkende af sved, da hotellet ikke havde givet deres bestikkende, hjemloese gaest lov til at tage et bad - saa kunne det fandme ogsaa vaere ligemeget!

Da jeg i torsdags stadig havde tre dage tilbage foer mit fly videre til Bali, maatte jeg bare vaek fra Surabaya, og med en hungren efter at naa at se vulkanen, Bromo, soegte jeg mod den naerliggende by, Probolinggo.

Efter en enkelt lokal bus til busstationen, hvor en flink indoneser var saa flink at vise mig vejen til den billigste bus til Probolinggo ud af mindst ti forskellige valgmuligheder, endte jeg i Probolinggo - naermere praecist out in nowhere foran en travel-agency - fantastisk!

Foer den naeste haendelse, fortjener I lige at hoere, at jeg paa davaerende tidspunkt var paa en fast dosis af lommetoerklaeder der hed to pakker om dagen, traet og oem efter den forfaerdelige nat i Surabaya og var nu strandet i mindst 1000 graders sol i midten af ingenting foran en fyr fra et travel agency der naermest raabte mig ind i hovedet: "where you gooo, where you gooo, where you gooo".

Med en tolerancetaerskel under nulpunktet, svarede jeg ham blot: "I'm not gonna tell you" og vandrede lidt videre ned ad vejen, hvor det gik op for mig, at jeg vitterligt ikke saa ud til at have andre muligheder end at fortsaette til den lille landsby, Ngadisari ikke langt fra Bromo med rejsebiksens minibus.

Jeg gik tilbage til den irriterende mand og proevede foerst og fremmest at forhandle prisen lidt ned, ligesom jeg har gjort utallige af gange foer, men endte med at acceptere prisen med en mindre smart bemaerkning om, at jeg udmaerket godt vidste, at transporten var absurd dyr, og at jeg bare var med i et svindelnummer, han havde aftalt med buschauffoeren der smed mig af bussen her ude i ingenmandsland og skyndte sig vaek.

Rejsegutten kiggede blot paa mig og sagde: "get away from my shop, now" - han naegtede simpelthen at tage mig med, hvilket jeg, set i bakspejlet, godt kan forstaa. Hvor jeg i Thailand eller Vietnam blot kunne have gaaet videre til den naeste bus, var jeg her i et ret svaert dilemma der bestod af to valg - 1: Overtal buschauffoeren til at koere mig alligevel, koste hvad det vil, eller 2: Tag tilbage til Surabaya. I denne situation blev jeg virkelig panisk, og min franske, vrissende kommunikation og foelelsen af at vaere blevet daarligt behandlet kom over mig igen, da jeg efter fortsatte afvisninger fra den sure mand vist ogsaa kom til at love ham en daarlig anmeldelse paa tripadvisor, hvorefter han rejste sig op og udbroed: "Go f*** yourself - get away!"

Herefter fortroed jeg virkelig min kommunikation som helt sikkert var en kulmination af min dumme sygdom, varmen og traetheden - det var virkelig dumt! Jeg stavrede et kvarter videre ud af hovedvejen og fandt til mit store held en stor bus der var villig til at tage mig til Probolinggo busstation - saadan en fandtes virkelig!

Ved busstationen fandt jeg en flok indonesere der heldigvis ventede paa at faa fyldt en minibus op til netop Ngadisari. De spurgte mig, hvorfor jeg var ved busstationen og ikke ved rejseagenten som alle andre turister, og jeg maatte paent saette dem ind i min sitatuation. Det viste sig, at rejseagenten har en fast aftale med de lokale busser om at droppe turister af foran rejsebiksen mod en betaling paa 50.000 pr. turist fra rejseagenten - nu gav alt pludselig mening!

Med et forgaeves forsoeg paa at fylde minibussen op til Ngadisara som er en forudsaetning for at holde prisen nede, endte vi hele bundtet med at betale den dobbelt pris af, hvad jeg ville have betalt ved den foerste minibus - alt det postyr og mit overgearede sparegen sat i kraft paa grund af en skide bus til ingen penge - lortedag!

Jeg endte i Ngadisari med de lokale og fik faktisk en vildt sjov tur ud af det. Med bussen var et indonesisk par vis navne jeg ikke kan stave til, kommet til Bromo som turister fra Jakarta, og vi aftalte at booke en jeepchauffoer og koere sammen til Bromo for at se solopgang kl. 3 i nat - ja, I hoerte rigtigt!

Uden min vindjakke der forsvandt for et par uger siden, stod jeg op til omkring ti grader og havde paa bedste vis forsoegt at iklaede mig passende toej bestaaende af to t-shirts, en tyk skjorte knappet til halsen som en vaskeaegte duksedreng, min sweater udover samt jeans til de kolde ben.

I naesten tre kilometers hoejde stod vi der i baelgragende moerke og saa en solopgang der vist nok var et eller andet sted bag det tunge skydaekke og forsoegte at faa oeje paa vidunderet.

Dagen stod, udover utallige af kopper med te fra de smaa lokale boder placeret paa stien til udsigtsposten, ogsaa paa andre udsigter rundt i det vulkanske omraade - det var en vildt maerkelig oplevelse at vandre rundt paa et underlag af graat, graat, lava velvidende, at vulkanen, Bromo, stadig oser af aktivitet!

Vi kom tilbage til Ngadasari lidt over 10, hvor jeg tilbragte en times tid paa det indonesiske pars hotelvaerelse, hvor de fodrede mig med kiks og ovenikoebet gav mig lov til at laane deres bruser - hvor soedt!

Sammen tog vi en bus tilbage til busstationen, hvor vi moedtes igaar formiddags og derfra med en lokal bus tilbage til Surabaya, da de ligesom mig har et fly herfra. Det var en virkelig skaeg oplevelse at rejse den praecis samme tur med et indonesisk par som foelgesvend og iagttage, hvordan de lokales pludselig ikke laengere snakker til dig, som var du et dyr. Paa tilbagevejen fik jeg en langt billigere bus uden aircondition, hvilket jeg virkelig traengte til med min dumme hals som stadig driller efter de konstante temperaturskift. Fra stationen delte vi en taxa til et hotel i byen, og jeg undgik hermed at betale en overpris, da jeg jo var det indonesiske pars ven.

Jeg sover i Surabaya til imorgen tidlig, hvor jeg vil soege mod lufthavnen. Min sidste nat er en smule dyr, men tilsyneladende det eneste der kan lade sig goere i dette helvede af en by, og jeg vil istedet nyde at have mit eget badevaerelse, dobbeltseng og tv til raadighed.

Med det vil jeg paa trods af traetheden og de sidste par dages hektiske, men spaendende dage, vaske min mund med vand og saebe, inden jeg slutter dette blogindlaeg.

Java har vaeret intet mindre end fantastisk - de hidtil svaereste 800 kilometer, jeg har rejst paa min rejse. Det har vaeret rigtig spaendende at opleve den rigtige indonesiske kultur som eftersigende skulle vaere svaer at faa oeje paa paa Bali med McD og Burgerking overalt og med en befolkning af 50 % australske turister - i Sydoestasien kalder man ogsaa Bali for "Aussie Island" af samme grund.

Jeg har moedt de lokale i et omfang, jeg sjaeldent vil faa mulighed for andre steder paa disse kanter, og jeg har laert en del indonesiske ord, hvordan man skal kommunikere - og ikke kommunikere... - i deres restauranter uden menukort, langs hovedvejene med de skemaloese busser og ikke mindst, at man ikke skal vaere bange for at kaste sig ud i saadan nogle ting, da man altid finder en loesning paa sine problemer - man skal bare lede laenge nok!

Med det vil jeg nu komme ud i byen og finde mig noget at spise og faa noget soevn efter at have vaeret oppe siden kl. to i nat. Imorgen tager jeg hul paa mine sidste to uger af mit halve aars rejse - syg tanke!

Hvis I har holdt dette lange blogindlaeg ud saa laenge med en mere begraenset maengde af billeder end normalt, saa vil jeg oenske jer nogle gode to uger, inden vi ses!