Goddag Danmark!

Nu kan jeg snart ikke holde tankerne ude laengere, da min hjemrejsebillet siger d. 24. marts 2013, hvilket minsandten er imorgen - hvad skete der lige for tiden?

Paa trods af min desperation for at se morgendagens strabadser i oejnene, vil jeg starte dette blogindlaeg med at spole tiden to uger tilbage for at samle op paa sidste etape.

Fra Surabaya endte jeg om morgenen med at tage en taxa en hel time til lufthavnen, da det ville blive lige knebent nok med en af de lokale lufthavnsbusser uden faste bustider.

Det var en ekstremt maerkelig foelelse at bruge en time i en taxa og to timer i lufthavnen, naar selve flyveturen tog fyrre minutter - jeg trappede ud i lufthavnen i Denpasar der var ligesaa kaotisk som sidste gang.

Denne gang havde jeg utrolig lang tid at slaa ihjel, naermere praecist syv timer, da jeg havde aftalt at moedes med en pige, jeg moedte paa Bali sidste gang, naar hun ville lande fra Malaysia. Min foerste dag tilbage paa Bali stod derfor ikke paa meget andet end klam fast food, starbucks og utallige af fornaegtelser overfor de griske chauffoerer der lod mig vaere, naar jeg fortalte dem, at jeg ventede paa mit fly hjem til Danmark - hvorfor havde jeg ikke taenkt paa den foer?

Den tyske pige, Nancy, landede sent om aftenen, og vi tog ned omkring Kuta, dog noget nordligere end selve Kuta by, hvor vi var taet paa vandet og et hav af muligheder for at surfe, hvilket jeg har haft lyst til at proeve laenge.

Allerede foerste aften paa hotellet faldt vores surferplaner en smule til jorden, da det hinduistiske nytaar paa Bali - den saakaldte "Nyepi Day" pludselig var uventet taet paa.

For at forstaa "Nyepi Day", maa man proeve at forestille sig den mest kedelige nytaarsaften og dag, uden fyrvaerkeri, uden elektricitet, uden madlavning og vigtigst af alt uden snak og anden larm.

Ideen om at bruge to dage i omraadet paa at surfe, bade og for Nancys vedkommende at finde en permanent bolig i en maaned, mens hun skriver sit masterprojekt, blev derfor tvungent lavet om til tre, hvoraf vi ikke kunne foretage os noget et helt doegn.

Aftenen inden helvede broed loes, blev der i gaderne afholdt en hinduistisk ceremoni, hvor tonsvis af monstre blev baaret igennem de propfyldte gader af byens boern for derefter at blive braendt med det formaal at jage de onde aander vaek.

Naeste aften sad vi der paa hotellet og var heldigvis i selskab med en del andre unge mennesker som vi, faktisk talt, ikke maatte snakke med - som i et faengsel var vi forhindrede I at forlade stedet. Paa gaderne stavrede det balinesiske, korrupte politi rundt med lygter, floejter og ikke mindst tegneboeger med plads til en ocean af penge fra alle de tildelte boeder som aldrig nogensinde vil se den indonesiske statskasse.

Paa et tidspunkt kedede vi os saa meget, at vi besluttede os for at se en film paa Nancys computer og skrue godt ned for lyden. Der gik ikke mere end en times tid, foer en politimand stod ude i baghaven og bedte os om at slukke lyset, hvilket vi gjorde meget forundrede over ikke at have faaet tildelt en af de vilde boeder paa mellem 1800-6000kr!

Efter den mest kedelige dag i mit liv og en nat, hvor jeg havde sovet over tolv timer og en mave der rumlede som et monster, fik vi serveret morgenmad paa terrassen, og vi fandt ud af, at vi dagen forinden var blevet reddet for boedestraffen simpelthen ved, at hotellets ejer havde bestukket politimanden til ikke at straffe os - he was a good guy!

Morgenen stod paa en gratis surf-lektion af en af hotellets gaester, hvilket desvaerre kun gav mig en lille foeling med sporten, da boelgerne simpelthen var for smaa og bloede - meget sjovt var det nu alligevel.

Med en plan om at tage til Ubud i nogle dage, tog jeg senere paa dagen en taxa til busstationen i forhaabning om at forhandle mig til en billig bustur, hvilket jeg har proevet saa mange gange foer.

Bussen jeg fandt frem til skulle ifoelge min Lonely Planet bog vaere den billigste til Ubud, hvilket de givende priser ikke ligefrem gjorde udtryk for. Med mit forhandlergen satte jeg mig blot til rette paa jorden ved siden af bussen og gjorde udtryk for, at jeg ikke havde travlt, og at jeg snildt kunne vente paa andre passagerer. Prisen fik jeg efter halvanden time paa jorden pruttet femten gange ned, hvilket jeg tager som en paent god deal, og jeg ankom til Ubud en halv time senere med den mest gnavende buschauffoer, jeg nogensinde har koert med.

Ubud er kunstnernes by, en by for franskmaend og andre kunstinteresserede med penge og sans for fin mad - dermed ikke sagt, at den egner sig saerlig godt til en backpacker.

Ubud er eftersigende en af de smukkeste byer paa Bali, hvilket jeg ikke rigtigt kan be- eller afkraefte i og med, at jeg ikke har tilbragt tid ret mange andre steder paa oeen. I saa fald var det baade en smuk og ulidelig varm oplevelse, da jeg den efterfoelgende dag lejede en mountainbike - ja, Bali er efterhaanden ret godt udviklet ogsaa hvad gaelder cykeludlejninger. Paa den tohjulede koerte jeg i et par timer ofte i de laveste gear op af de stejle bakker, hvor jeg endte i den nordlige del af byen der endnu ikke er befaestet med supermarkeder og travel agencies.

Da dagen var omme, taenkte jeg situationen igennem, og naaede frem til, at jeg paa davaerende tidspunkt var virkelig traet af at rejse rundt med flere busser og taxaer - det var her jeg besluttede mig for at koebe en billet til en baad fra Padangbai til Gili Islands taet paa Lombok for min sidste afslappende badeferie paa den afsluttende etape.

Det var bestemt et overvaeldende syn at se det krystalklare, lyseblaa vand omkring baaden, da den lagde til helt inde ved stranden.

Mit foerste stop var Gili Trawangan som er den stoerste og mest turistede oe. Her lejede jeg kun en time efter ankomst en cykel og koerte oeen rundt paa en halv time, spillede guitar, slappede af paa stranden og faldt allerede hurtigt til rette i oelivet igen - man kommer hurtigt til at savne den slags!

Det blev til to naetter paa Trawangan, en bette fest paa en Reggae bar med nogle franske venner, foer turen fortsatte videre ud i horisonten til oeen Gili Meno som er den totale modsaetning af Trawangan - den mindste af oeerne, den mindst turistede, men dog med vand af samme kaliber.

Jeg tilbragte den foerste dag med en argentiner fra Trawangan og noed en flot solnedgang og en jam session med en masse indonesere paa en restaurant, hvor vi sammen spillede reggae i et par timer.

Naeste morgen efter argentineren tog tilbage til Trawangan, gik dagene bare, og jeg var bortset fra et par dage i selskab med en tysk pige, Andrea, alene med min guitar paa stranden, hvor tankerne kunne faa fuldt loeb paa Gili Meno der er skabt til bryllupsrejser. Jeg noed smaa loebeture paa stranden, snorkling, et maaltid mad i ny og nae - var sommetider meget ensom, men noed ogsaa at vaere alene.

Gili Meno var en perfekt afslutningsvis oe-oplevelse, og man vender sig i den grad til at saette sig paa den ene billige restaurant efter den anden med en kold oel og nyde udsigten der er som skaaret ud af et postkort - det er Gili, og jeg har sjaeldent set noget lignende.

Igaar maatte jeg desvaerre indse, at tiden var knap, og jeg maatte kaempe mig vaek fra paradisoeen og tilbage til Bali for at underskrive min sidste check-in blanket - en foelelse af at komme til et nyt land igen efter en uge paa de to ud af tre oeer.

Her sidder jeg saa nu atter engang paa en internetcafe med den store forskel for tidligere, at dette blogindlaeg bliver det sidste, I faar fra mig paa denne rejse!

Foelelsen maa beskrives som ambivalent - jeg har et super laekkert hotelvaerelse med aircondition, kaempe stor dobbeltseng, en udendoers swimmingpool og en temperatur her i Sanur paa et par og tredive. Desvaerre sker der det, at nydelsen bliver formindsket betragteligt, naar hjemrejsedatoen er imorgen.

Det er med vemod, men samtidig med en glaede og et kick i kroppen, at jeg nu for alvor kan sige: "Jeg gjorde det!". Jeg tog afsted til Asien alene, rejste rundt i syv lande, moedte mindst en million mennesker, fik mindst samme antal myggestik, forbedrede mit engelske og tyske sprog betragteligt og klarede mig uden at blive bestjaalet eller roevet.

Et halvt aar kan kun have gaaet saa hurtigt, som jeg foeler det, fordi jeg har nydt det i fulde drag. Der har vaeret steder, jeg har hadet, steder jeg har elsket, oplevelser jeg gerne ville have vaeret foruden, og oplevelser jeg kunne gentage hver eneste dag - imorgen er det hele slut, og alt jeg har er et halvt aars minder solidt plantet i hukommelsen.

Saa Danmark - I maa have det godt indtil paa mandag, naar jeg lander i et Koebenhavn der forhaabentligt ikke er saa snefyldt, at jeg strander i lufthavnen!