Jeg sender hermed alle jer dejlige mennesker i DK en hilsen fra de varme lande. Befinder mig lige nu i Singapore - en by der umiddelbart ikke arter sig specielt godt til min backpackerstil.

Det er naesten med taarer i oejnene, at jeg skriver dette blogindlaeg - en foelelse der paa engelsk ville beskrives som "mind blown".

I soendags forlod Annica og jeg Malacca - en bustur paa tre timer til immigrationen, hvor vi pludselig stod ansigt til ansigt med Singapores strenge love. Ved bagagebaandet var placeret det ene skilt efter det andet med advarsler om smugling af stoffer, hvilket i Singapore betyder doeden ligesom i Malaysia.

Singapores immigrationskontrol mindede dog mest af alt om en lufthavn med rigtige kontrolposter med scannere der rent faktisk blev brugt flittigt. Min taske gik igennem syn, og jeg forlod kontrolposten og stavrede videre med babyen under armen til paskontrollen. Her maatte jeg se immigrationstoesen scanne mit pas, hvorefter billeder straalede frem paa skaermen for oejnene af os begge af fem kriminelle der potentielt kunne vaere mig. Efter at have set hende sammenholde mit pasfoto med de fem kriminelle paa skaermen med lighedstraek for oejnene af mig, lod hun mig gaa.

Efter at vaere steget af bussen, sagde jeg farvel til Annica og vandrede afsted uden andet end malaysiske ringits paa lommen, da vi havde faaet fortalt, at vi kunne veksle dem ved busstationen - undskyld mig, hvilken busstation?

Et par minutter senere, fandt jeg, ved hjaelp af de flinke mennesker paa gaden, frem til et sted, som alle kaldte for "Mustafa" - umiddelbart et meget trovaerdigt navn for en vekselforretning, ikke? De vekslede mine penge til en ny valuta, jeg langt fra kendte kursen paa, og jeg stavrede videre til Singapores "Little India" med gaderne fulde af overnatningsmuligheder.

"Prince of Wales" var det foerste hostel jeg stoedte paa, og efter at have baaret min backpack og min guitar et par kilometer igennem gaderne, og eftersom klokken efterhaanden var otte, checkede jeg ind omgaaende og fandt overraskende nok en open-mic i fuld gang paa terrassen.

Under en time efter ankomst, havde jeg formaaet at finde arrangoeren af den interessante open mic paa terrassen og overrasket alle gaesterne med tyve minutters koncert stadig ifoert min svedende t-shirt, short og sandaler. Folk spurgte ind til, hvem fanden jeg var, for det viste sig, at samtlige af gaesterne var musikere, traditionen tro valfartet til "Prince of Wales" hver eneste soendag for at deltage i den faste begivenhed som kun foregaar den ene dag om ugen - hvor heldig kunne jeg vaere?

Det gik hurtigt op for mig, at, det jeg troede var backpackere, blot var "expats" - saakaldte arbejdende bosaettere fra det store udland. For foerste gang paa denne rejse, var de foerste spoergsmaal ikke de saedvanlige: "Where are you from? How long have you been travelling for? Where have you been? How long time do you have left?" - det var fuldstaendig anderledes i det nye slaeng!

Singapore er ikke en typisk backpacker-by, da priserne umiddelbart skraemmer folk vaek - at skulle til at betale 100kr pr. nat for en koejeseng i stedet for 30kr, og naar en oel koster mindst 40kr, er det forstaaeligt, at Singapore ikke lige er "priority number one" for den fattige backpacker!

I mit tilfaelde var jeg kun en time efter ankomst velkendt blandt stamgaesterne, koebte oel for kun 20kr, fordi jeg var hotelgaest, og jeg brugte det meste af natten paa at lytte til de andre gaester og nyde det nye miljoe - musikken var alles passion!

Det viste sig, efter en del samtaler med de "lokale", at Singapore ikke normalt er stedet for open-mics, men jeg havde paa dette tidspunkt faaet saa meget blod paa tanden, at jeg maatte forsoege at saelge mig selv paa en eller anden maade - jeg kunne ikke noejes med tyve minutter paa en soelle open-mic! Jeg faldt i snak med Anastacia som spillede, lige foer jeg gik paa scenen, og efter en god snak, hvor jeg lovede guld og groenne skove, lovede hun mig at laegge et godt ord ind for mig paa en gourmet kaffebar i det stoerste business-omraade i Singapore, hvor hun selv har spillet en del gange efterhaanden.

Der gik ikke mere end en kort nats soevn og et mail-tjek, foer der laa en bekraeftelse fra Anastacia med en forventet 45 minutters koncert, en beskrivelse af mig selv til kaffebarens hjemmeside og en lovning paa en voucher til mad og drikke paa 25 dollars - hvor svaert var det lige?

Jeg tog afsted til Marina Bay for at gaa en tur og kunne ovenikoebet spare alle transportpengene ved at bruge et metrokort, som Ralph foraerrede mig i Thailand. Her brugte jeg et par timer i en af verdens reneste byer - tro mig, det ser saadan ud - alt imens jeg stadig var i hopla over mit kaffebars-gig.

Efter min fantastiske tur rundt om Marina Bay, vendte jeg snuden tilbage til Little India og vandrede til et arabisk kvarter for at spise middag med nogle af de flinke mennesker fra dagen foer. Her spiste jeg noget mad der tilsyneladende ikke var i verdensklasse og formaaede kun lige at spille to numre paa scenen overladt af den lokale musiker, Baskar, og gik fluks i seng.

Med det store netvaerk, jeg snart havde, blev jeg ligeledes inviteret op paa scenen tirsdag aften, selvom koncerten egentlig var forbeholdt en betalt kunstner til at spille hele aftenen.

Efter alle gode gange tre, fandt jeg mig selv onsdag aften klar til at give den gas i et omraade der mest af alt minder mig om Wall Street i New York - unge mennesker vandrende rundt som robotter i jakkesaet, svaert fokuseret paa deres goeremaal og ikke som mig har en afslappet tilgang til hverdagen. For foerste gang paa hele min lange ferie, havde jeg klaedt mig selv paa med den eneste skjorte, jeg har medbragt, cowboybukser, sokker og sko i en temperatur der slet ikke er skabt til den slags paaklaedning - hvad er der nu galt med short og klipklapper folkens?

Med utallige af sjove numre afproevet, ros af alle gaesterne og ikke mindst alle mine nye venner der var kommet til stedet for at hoere baade Anastacia og jeg, takkede jeg af og blev atter engang spurgt, om jeg kunne blive i byen laengere for at spille flere koncerter - suk, Indonesien venter forude lige som koncerterne popper frem fra naer og fjern!

At rejse er at leve i nuet - vaere spontan og ikke lade sig styre af noget som helst, og da vi senere sad og drak oel ved flodbredden i business-kvarteret sammen med mine lokale venner, blev jeg inviteret til at komme og se tre af dem spille paa en irsk pub i omraadet her til aften. Et par oel senere var jeg overbevist - tre dage til at tilbagelaegge vejen det korte stykke tilbage til Kuala Lumpur for at flyve til Indonesien er mere end tids nok til en enkelt dags forlaengelse af opholdet - rend mig planlaegning!

Min sidste dag i Singapore har budt paa toemmermaend, et besoeg i min ven, Amans, lejlighed, et oesende regnvejr paa vej hjem og koncert nummer fem i Singapore paa den irske pub, efter at mine venners liveband boed deres "secret-guest" velkommen paa scenen i pausen.

Jeg sidder altsaa her kl. to om natten med utallige af tanker, ideer og droemme, som jeg ikke kan slippe - har spillet saa mange fede gigs, jammet med saa mange fede mennesker, at jeg foeler, jeg kunne fortsaette dette liv forevigt! At komme vaek fra de traditionelle backpackerspoergsmaal, spille fem koncerter paa fem dage og have faaet saa mange nye musikervenner paa saa kort tid, kan ikke vaeret andet end det bedste jeg kunne have forestillet mig. At jeg saa ikke har oplevet andet end Little India, det arabiske kvarter og det rige business-omraade omkring Boat Quat, maa saa vaere, hvad det er.

Kuala Lumpur faar endnu et visit imorgen, og jeg forlader i foelge min busbillet Singapore halv fire om eftermiddagen, saa maaske det er paa tide at se lidt af byen efter fem hele dage - selvom guitarspil paa terrassen heller ikke ville vaere et daarligt bud. Jeg ved nemlig ikke, om jeg kan faa min guitar med til Indonesien for den sidste maaned, da det fremgaar temmelig uklart i flyselskabets vilkaar!

Singapore - jeg er mind-blown. Jeg kender dig ikke, men dine beboere har ladet mig inspirere og slippe musikken loes i fulde drag!