Profile
Blog
Photos
Videos
Goddag til alle jer der vaelger at laese dette blogindlaeg.
Siden sidste melding, har jeg bevaeget mig lige knap 3000 kilometer - fra henholdsvis Singapore til Kuala Lumpur, Kuala Lumpur til Bali og senest Bali til den indonesiske hovedstad, Jakarta, paa oeen Java.
For foerste gang paa min nu 147-dages rejse, rejste jeg med fly i soendags - hvilken underlig oplevelse. Efter utallige af langdistancebusser paa mellem syv og tyve timer, svedende gaature i hektiske byer for at rejse fra A til B, var der noget meget besynderligt ved at saette sig til rette i en flyvemaskine, falde i soevn og vaagne knapt fire timer senere naesten 2000 kilometer vaek.
For lige at fange jer paa krogen efter sidste blogindlaeg, skruer jeg lige tiden tilbage til Singapore, som jeg forlod fredag aften i et meget trist humoer efter fem fantastiske dage i musikkens tegn.
Efter at have nydt min sidste Singapore-oel ved Boat Quay samt den rene by og de flotte, hoeje bygninger en sidste gang, tog jeg metro til busstationen som blot var en rejseagent der samarbejdede med det private busselskab om at checke passagererne ind foer afgang.
Efter mere end to timers forsinkelse, da klokken efterhaanden var blevet seks om aftenen, fik jeg at vide, at den malaysiske buschauffoer der skulle koere bussen over graensen for at samle kunder op i Singapore, havde glemt sit pas og var derfor blevet sendt tilbage. Fra butikken blev jeg sat ind i en luksusbus helt alene og koert til det singaporeanske tranferomraade - hvilken luksus!
Fra graensen gik alting nemt - jeg blev checket ud af landet, blev checket ind i Malaysia og blev endnu engang overflyttet til en anden luksus-liner resten af vejen til Kuala Lumpur, hvor jeg fik en god, solid lur i et saede der kunne laenes tilbage - jeg foelte mig rimelig heldig at faa den luksus efter at have koebt den billigste billet, jeg kunne finde!
Kuala Lumpur er en fin by, men naar man ankommer tyve minutter over midnat, kan det godt virke lidt uoverskueligt. Heldigvis ankom jeg til den stoerste station i Kuala Lumpur, hvorfra jeg kendte skytrain-stationerne fra mit sidste visit, saa mit valg blev China Town endnu engang.
"No mr. We're full, I'm sorry", "It's too late sir", "Come again tomorrow - maybe you'll be lucky".
Efter at vaere blevet afvist af utallige af hostels, fandt jeg et billigt hostel der vist maa hoere til "faa-hvad-du-betaler-for-kategorien"! Et enkeltvaerelse med aircondition for under tredive kroner lyder umiddlbart meget godt, men naar vaerelset ikke er bygget til at ventilere et airconditionanlaeg, tilbragte jeg natten i en klam, haard seng i et vaerelse fyldt med mugpletter i loftet og et gulv af spraekkede sten.
Dagen inden mit fly til Bali, endte jeg med at forlaenge opholdet i rottehullet, da de andre hostels fortsat var fuldt bookede. Jeg brugte det meste af dagen paa en netcafe i et ihaerdigt forsoeg paa at ringe til Malaysia Airlines fra min skypekonto, og med en plan om at moedes med Fara og Haziqah fra Taman Nagara om aftenen.
Alle planer lykkedes, men vi brugte fem timer paa at faa moedet til at lykkes, da en kombination af min stedssans og min ikke-funktionelle mobiltelefon gjorde, at jeg tre gange var noedt til at rende tilbage til netcafeen i China Town for at kontakte dem paa facebook og aftale et nyt moedested. Vi spiste en middag paa en lokal restaurant lidt udenfor byen, og de betalte for hele gildet!
Soendag morgen skilte jeg mig af med 10kg boeger paa et hostel og tog fluks et tog mod lufthavnen, hvor min baby gik igennem bagagebaandet pakket ind i toej fra top til taa - hvilken lettelse!
Smaa fire timer senere var jeg paa Bali, og jeg traadte ud af en ankomsthal i en fugtighedsprocent der endnu engang kom bag paa mig. Bag ved et stort hegn stod de ivrige taxachauffoerer klar til at flaa mig levende. Da jeg startede med at rejse, var jeg altid alt for hoeflig og foelte, at jeg blev noedt til at snakke med alle chauffoererne, naar de snakkede til mig. Denne gang traadte jeg blot ud og naegtede utallige af gange, mens jeg koncentrerede mig om at finde hoved og hale i stedet.
Det lykkedes mig at faa en taxa fra taxaselskabets billetluge, som i oevrigt var den eneste mulighed paa den tid af dagen til Kuta, til under halv pris af, hvad den foerste taxachauffoer tilboed mig - jeg var lettet!
De foerste mennesker jeg moedte paa mit hostel var to australiere i faerd med at drikke vodka, saa aftenen startede ud i festligt lag, maa man sige!
Natten stod paa fest paa den mest populaere bar i Kuta, hvor turister kommer gratis ind, mens de lokale maa tage sig til takke med en hoej entrepris - hvad er det for noget?
Jeg er glad for, at jeg havde en vis promille paa davaerende tidspunkt, da jeg ellers aldrig nogensinde ville have fundet mig godt tilpas paa denne bar der stank af opkast, proppet med maend, kvinder og ladyboys i alle aldre. Det blev til dans et par timer og en god nats soevn - velkommen til Bali!
Naesten morgen valgte jeg at gaa til stranden med en chilener fra mit hostel, og vi tilbragte en del timer med at se byen der ikke imponerede mig overhovedet. Vejret paa Bali er generelt daarligt for tiden grundet regntiden, og det meste af dagen var der badeforbud paa grund af kraftig understroem og storm, hvilket ogsaa havde en vis indvirken paa maengden af skrald paa stranden.
Efter endnu en nat med fest og glade dage i Kuta by, valgte jeg at droppe min nattesoevn og tage direkte til lufthavnen i morges - jeg kunne jo sove et par timer i flyveren.
Efter at AirAsia havde vejet min guitar og min backpack til en samlet vaegt paa 10,7kg ud af de 15 tilladte, var jeg glad og tilfreds, og det betyder, at jeg kan nyde min rejse paa Java med min musik som jeg slet ikke kan undvaerre efter et par maaneders afhaengighed!
Jeg sidder nu paa mit hostel i Jakarta efter at have taget to forskellige busser og stavret et par kilometer - en by der paa bare et par kilometers gang sendte mig igennem klamt slum og stoejende trafik.
Jeg har endnu ingen planer for mit ophold her paa Java udover, at jeg efterhaanden er blevet godt og grundigt sulten, saa et enkelt maaltid ville nok ikke skade!
Om Java er en skuffelse eller en positiv overraskelse, maa tiden vise. Indtil videre er min eneste viden, at de lokale skulle vaere absurd ringe til engelsk, men at hoejlandet skulle have de smukkeste naturomraader med baade bjerge og vulkaner - det bliver en spaendende udfordring, men helt sikkert en udfordring jeg har lyst til at tage!
Danmark, jeg kan hoere dig kalde nu, hvor hjemrejsedatoen kun er 27 dage fra dags dato!
- comments