Goddag fra Java!

Jeg sidder lige nu paa en maatte paa gulvet paa en internetcafe og forsoeger at udforme dette blogindlaeg i en meget lokal og meget billig by - Cibodas.

Da I hoerte fra mig sidst, var jeg netop ankommet til Jakarta - en by der ikke ligefrem viste sig fra sin mest charmerende side med slumkvarterer, tiggere og stoejende, forurenende trafik.

Efter to dage i Jakarta hvor mine bedrifter ikke strakte sig laengere end til at se film, spise nudler og drikke cola, valgte jeg i torsdags at forlade den stoejende by og vende snuden mod Bogor laengere sydpaa.

Jeg havde ikke stavret laengere end to minutter langs hovedvejen, da en af byens offentlige busser kom op paa siden af mig og tilboed mig et lift til togstationen for ingen penge, hvilket jeg ikke kunne modstaa i den bagende hede.

Chauffoeren sendte mig ud paa gaden kun tyve meter fra togstationen - et sted hvorfra det viste sig at vaere umuligt at krydse vejen grundet den kaotiske trafik og ingen fodgaengerfelter.

Herfra vandrede jeg en kilometer i klamt slum og stoej i den modsatte retning for at finde en bro over den trafikerede vej og herefter en hel kilometer tilbage til togstationen - en tur der boed paa mange tilraab med "Hello Mr." fra alle de lokale der kiggede paa mig som om, jeg var en alien faldet ned fra det ydre rum.

Sveddryppende ankom jeg til togstationen, hvor jeg betalte for halvanden times rejse til Bogor - en vaeldig komfortabel tur, ovenikoebet med aircondition, som stod mig i 5 danske kroner - tankevaekkende!

Bogor lignede ved foerste oejekast et turisthelvede - madboder, toejbutikker og tonsvis af cykeltaxaer, men jeg indsaa hurtigt, at alle turisterne i denne by var lokale paa ferie. Det er foerste gang, jeg har set lokale goere brug af disse transportmidler!

Jeg checkede ind paa et fint hotel lige bagved togstationen der dog var ekstremt larmende om natten grundet alle togene og megafonraabene fra perronen - det kunne vaere vaerre!

Den efterfoelgende dag tilbragte jeg i Bogors stolthed - den botaniske have, med min guitar paa slaeb. Her komponerede jeg musik og noed stilheden - alene.

Et par dage var nok for mig i Bogor, da der som saadan ikke er synderligt meget at tage sig til, og jeg besluttede mig for, at mit naeste stop skulle vaere bjergbyen "Cibodas" ikke mere end et par timer vaek.

"Et par timer" er helt sikkert et relativt begreb i Indonesien, da ingen af busserne paa busstationen syntes at have faste koerselstider. Koerslen afhaenger simpelt og oekonomisk bevidst af antallet af passagerer - tid havde jeg masser af, saa det betoed ikke det store!

Min minibus bygget til syv personer tog godt og vel en time at fylde op med passagerer, og efter at have aftalt en pris der var en fjerdedel hoejere end de lokales pris grundet min store maengde af bagage, koerte vi afsted.

Det varede ikke laengere end femten minutter, efter at have koert i diverse usynlige vejbaner inklussiv fortorvet, foer motoren broed sammen paa landevejen, og vi maatte holde ind paa en tankstation for dels at vente paa, at chauffoeren fik fixet sin defekte motor, men ogsaa paa at tanken blev fyldt op. Efter yderligere femten minutter, var tanken fyldt, og vi koerte afsted og samlede, inden for de naeste par kilometer, ni ekstra personer op, hvilket absolut kunne maerkes paa komforten i den lille syv-personers bus.

I en lille flaekke uden for Cibodas, stoppede chauffoeren pludselig bussen og bedte mig paent om at stige af. Uforstaaende kiggede jeg paa ham som om, han havde spist soem, for vi var bestemt ikke i Cibodas endnu.

Det tog ham ti minutters tid at argumentere med sit ildroede fjaes for, at jeg skulle stige af, da jeg var den eneste passager til Cibodas - vejen vrimlede med andre busser til bjergbyen, saa hvad var mit problem? Det handlede saadan set bare om penge, ogsaa for mig! Med sit ansigt der var ved at eksplodere af raseri, endte han med at kyle en 5000-seddel i skoedet paa mig - de ekstra penge jeg havde betalt for min bagage, smaekkede doeren og koerte videre stadig med mig som passager.

En lille pige paa bagsaedet prikkede mig paa skulderen og gjorde mig opmaerksom paa, at vi nu var paa vej til en by i en anden retning, og det tog mig herefter ikke mere end et minut at stige af bussen og vandre det lille stykke tilbage til busserne ved hovedvejen - nu 5000 rigere.

Her fandt jeg en bus til Cibodas der var noget mere rummelig og komfortabel end den forrige, og jeg noed endda pladsen helt alene det meste af vejen.

Det lykkedes mig at checke ind hos en privat familie der udlejede et lille enkeltvaerelse til en, efter omstaendighederne, for hoej pris. Her faldt jeg i snak med to drenge ved spisebordet der kendte ejeren af huset og var kommet dertil for at soege ly i regnvejret. Deres engelsk var suveraent efter indonesisk standard, og vi sad der rundt om bordet og snakkede et par timer, indtil solen var gaaet ned.

De gav mig et rigtig godt indblik i den indonesiske kultur - arbejdsmarkedet, loenninger og sprog. Her fandt jeg ud af, at Indonesien rummer 700 forskellige sprog - her paa den vestlige del af Java snakker de sudanese, paa den oestlige del javanese og paa Bali balinese. Indonesisk, der er stort set er identitisk med malay, snakker jeg en lille smule nu, ogsaa med de lokale, selvom det ikke er deres hovedsprog. Dog aner jeg virkelig ikke, hvad de laerer i skolen, for de to drenge paa min alder var overbeviste om, at den indonesiske befolkning ikke rummede mere end en million indbyggere og var hermed uforstaaende overfor, at Indonesien rent faktisk er verdens fjerdestoerste land hvad gaelder befolkningstal med mere end 200 millioner indbyggere.

De to drenge fortalte mig, at det her i Cibodas kun koster 300.000 om maaneden at leje et hus, hvilket svarer til 200kr om maaneden - det satte virkelig tingene i perspektiv, naar det er svaert for en turist at finde overnatninger til under 100.000 pr. nat. En uddannet laerer i Indonesien tjener saa lidt som 200.000 eller 130 danske kroner om maaneden og er faktisk et af de absolut lavest betalte jobs efter en uddannelse og haenger slet ikke sammen med prisen for at leje en bolig!

Efter vores samtaler stavrede jeg ud i gaden for at finde mig noget aftensmad, og som alle andre steder, jeg har set paa Java indtil videre, er "olie" den vigtigste ingrediens - friturestegt mad er en indonesers favoritspise!

Jeg vaagnede i morges i en kulde der for mig, efter et halvt aars rejse, virker ekstrem - en temperatur der praktisktalt er femten grader, foer solen staar op.

Dagen idag har jeg tilbragt til fods paa en gaatur til nationalparken i Cibodas der i den grad lokker turister til - endnu engang de indonesiske. Her vandrede jeg et par kilometer i parken op til et beroemt vandfald, reddede de lokales dag ved at tage billeder med dem og lagde oere til: "Hello Mr.!" fra mindst en million gaester.

Jeg har laert rigtig meget om Indonesien de seneste par dage, da jeg virkelig har befundet mig midt i det lokale miljoe paa Java der endnu ikke er blevet bombet af McDonald's paa hvert gadehjoerne og endnu ikke er tilholdssted for mange vestlige turister sammenlignet med Bali - det har vaeret saa fedt! Det sociale liv er ikke blevet dyrket, da jeg har tilbragt stoerstedelen af tiden alene - til gengaeld har jeg haft ro og inspiration til at komponere to nye sange.

Min plan er fortsat at rejse oestpaa, men efter de seneste par dages transport, er jeg kommet lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal fortsaette turen til kysten oestpaa og sejle til Bali, eller om jeg skal betale mellem 150-200kr for et fly fra Surabaya og paa den maade spare tid med kun tre uger tilbage. Der skulle eftersigende ikke vaere meget at lave oestpaa udover vulkanen, Bromo, saa et fly ville maaske kunne give mig to uger paa Bali og Gili istedet for at bruge tid i nogle smaa intetsigende flaekker paa i den oestlige del af Java.

Imorgen vil jeg soege mod hovedvejen i haab om at fange en bus mod Bandung - en af de stoerste studiebyer paa Java - og derfra koere med toget 400 kilometer oestpaa til Yogyarkarta enten imorgen eller i overmorgen - det kommer an paa transporttiden.

Jeg maa indroemme, at jeg paa nuvaerende tidspunkt savner Danmark - at komme hjem til dagligdagen, de faste rutiner, den danske mad og fredagshyggen, selvom det virker til at vaere en umulig opgave lige nu!

Med dette blogindlaeg vil jeg runde af for denne gang og oenske jer alle nogle gode tre uger, indtil vi ses!