Efter at have siddet i en shuttle fra klokken fire om morgenen, og havde gennemgået nogle problemer ved den honduranske grænse, da de åbenbart ikke tog imod dollars, når man skulle betale grænsegebyr, ankom vi endelig til Copán ikke langt tid efter, at vi havde forladt Guatemala. Byen var blevet beskrevet som "Honduras mest turistede by", hvilket undrede os en del, da den godt nok havde en del restauranter og hoteller, men virkelig ikke var særlig stor. Vi havde egentlig tænkt os at blive to nætter for at få i hvert fald en hel dag i byen og de ruiner, der ligger i udkanten. Vi endte dog med at blive en ekstra dag i Guatemala i stedet - ellers havde det ikke været muligt at bestige Tajumulco-vulkanen. Vi ankom dog så tidligt til Copán, at vi nåede både at se den lille by med det lille, hyggelige torv, og Copán ruinerne. De var de 12. ruiner i rækken, og efterhånden var det begyndt at blive mere og mere ensformigt at gå rundt mellem templer, der ligner noget, vi allerede havde set, selvom der selvfølgelig altid er nogle små forskelle. Copán-ruinerne er mest kendte for den trappegang med hieroglyffer, der er den største samling af mayategn man har fundet, og den længste samling f pre-colombianske indskrifter i verden. Vi blev nu mere imponerede over de mange vilde macaw-papegøjer, der levede der. Mange af dem var dog tamme papegøjer, som var blevet genintroduceret til naturen, og man kunne komme helt tæt på dem uden at de fløj væk. På et tidspunkt mens vi gik rundt mellem ruinerne, hørte vi et skrig og en hel flok på måske syv individer kom flyvende ud fra trækronerne og hen over den åbne plads! Vi var heldige at have det meste af pladsen for os selv, sikkert fordi vi var kommet midt på dagen, hvor solens stråler var aller mest kraftige, og vi måtte selv krybe frem mellem skyggerne uden at bruge for lang tid på den åbne plads - selv sådan svedte vi virkelig meget!

Om aftenen kunne vi gå rundt i byen og nyde den lune aften mens vi prøvede at finde noget billigt at spise. Vi havde endda rigeligt tid til at pakke til den efterfølgende dag, hvor turen gik mod kystbyen La Ceiba, hvor vi skulle tage en båd ud til øen Utila, og det dykkercenter hvor vi ville tage vores længe ønskede dykkerbevis! Så nemt gik det dog ikke. Vi havde dagen i forvejen været oppe på busstationen (et rigtigt langdistance busselvskab - ingen chicken buses), for at hente vores billetter, men da vi mødte om morgenen, fik vi at vide, at vores bus ikke kørte, fordi den sad fast på den anden side af den Guatemalske grænse, på grund af nogle manifestationer (a la dem, vi havde stødt på, da vi var på vej til Tajumulco). De kunne desværre heller ikke helt sige, hvornår de ville begynde at køre igen. Vores problem var egentlig, at vi kunne skulle med dette busselskab halvdelen af vejen, og herefter skulle vi skifte til en anden bus - en bus som vi nu missede. Det ville også betyde, at vi umuligt kunne nå frem til La Ceiba den, og derfor heller ikke til Utila dagen efter! Vi fik dog kontaktet både det andet busselskab og dykkerselskabet, og det var ingen problemer i, at vi var forsinkede. Et tysk par og nogle andre, der skulle have været med bussen, forsøgte at overtale os til at splejse en dyr privat shuttle, men vi valgte at blive, for vi kunne ellers ikke få refunderet vores busbiletter. Vi fik at vide, at busserne nu var begyndt at køre igen, og at vi kunne komme med en bus klokken 14.00! det var lige tids nok til, at vi kunne nå hele vejen til La Ceiba. Så vi kom tilbage til terminalen efter at have spist frokost - kun for at få nyheden om, at bussen nu var stødt på en anden blokade! Vi blev derfor nødt til at tjekke ind på der samme hostel, som vi lige var tjekket ud fra. Det var ikke det bedste hostel, hvilket vi blev endnu mere bekræftet i, da vi så, at de havde redt vores gamle senge op med de selv samme lagener, vi havde forladt blot et par timer inden - de havde jo ikke vidst at vi ville komme tilbage, så de havde ikke gidet vaske lagenerne for "nye" gæster - på trods af madpletter og det hele. Det viste sig at være tilfældet ved flere af de billige hostels vi siden hen boede på. Det var træls at blive i byen en ekstra dag, da vi jo havde set det hele, men den var trods alt meget hyggelig, og vi kunne have været strandet meget værre steder - hvilket vi senere blev bekræftet i.

Næste dag, torsdag, gik busserne - dog en smule forsinket, og vi var først fremme i La Ceiba klokken ni om aftenen - på dette tidspunkt var det begyndt at regne helt vildt, og vi havde selvfølgelig valgt ikke at bestille noget hostel - vi skulle dog kun overnatte en enkelt nat inden vi skulle tage båden til Utila. Så for at spare en taxi (og for at undgå at skulle bo på samme hoste som nogle ucharmerende, fulde/høje og rygende fyre på bussen), blev vi på et motel, der hørte til det busselskab vi var kommet ind med. Næste morgen regnede det stadigvæk, men vi stod op og gjorde os klar til at tage af sted til Utila. Det ældre par, der bestyrede den lille busterminal og motel, kunne dog hurtigt fortælle os, at alle både til øen var blevet aflyst pga. dårligt vejr, og at der sandsynligvis først ville begynde at sejle igen søndag. Vi prøvede at ringe til dykkerselskabet for at fortælle dem, at vi ikke kunne nå frem i tide, og vi prøvede at få fat i bådselskabet, dog uden held. Dykkerselskabet havde sikkert dårlig forbindelse på øen pga. uvejret. Vi ringede herefter til det danske selskab, som vi havde bestilt dykkercertifikatet igennem, men de kunne ikke gøre så meget andet end at give os en mailadresse vi kunne skrive til, da de heller ikke kunne komme igennem pr. telefon. Så vi kunne ikke gøre så meget andet end at skrive en mail og vente. Vi overvejede muligheden for at tage et fly i stedet, da det ikke var virkelig meget billigere, men for det første var det ikke sikkert at flyene gik pga. det dårlige vejr (og ifølge deres normale skema gik der ikke en før mandag), og selv hvis vi kunne komme ud til øen, ville det slet ikke være sikkert, at vi ville kunne starte dykkerbeviset, hvis vejrforholdene virkelig var så dårlige.

Så vi ventede, og ventede. Vi boede som sagt i busterminalen, og der var ikke meget andet en nogle få fastfoodrestauranter i nærheden, og regnen syntes ingen ende at tage, så vi blev på vores motelværelse stort set hele dagen. Dagen efter var der stadig ikke nogle både, og vi blev forflyttet til et dårligere, billigere værelse, hvor to mus holdt os selvskab ved at fise ind og ud under vores dør om aftenen. Efter meget hvinen og hoppen, lykkedes det os at fange den ene efter at have isoleret den ude på badeværelset. Det var nok dagens højdepunkt. Regnen var dog også stilet så meget af, at vi kunne bevæge os hen i et nærliggende storcenter for at finde noget at spise. Og så tilbage til at vente og krydse fingre. Det ældre par på busterminalen var begyndt at smile ekstra meget når vi kom ind for at købe noget vand eller en pakke kiks, for de var vidst ikke vandt til at folk blev mere en en enkelt nat, og synes det var ret hyggeligt at have os boende "Bare rolig, her er i sikrer og bliver taget godt af", forsikrede damen os, da vi slukøret havde fået at vide, at vi ikke kunne komme af sted den dag.

Søndag morgen fik vi til vores fortvivlelse at vide, at bådene stadigvæk ikke gik! Hvis man talte vores spilte dag i Copán med, var vi allerede fire dage forsinket! Og vi vidste stadigvæk ikke, hvornår bådene ville begynde at sejle igen - vi kunne snart ikke vente mere. Hver en spildt dag i La Ceiba betød en dag mindre et andet sted. Vi skulle trods alt nå fra Utila gennem hele Honduras og se Nicaragua og Costa Rica inden vores fly fra San José den 25. december - der var bare femogtyve dage til! Vi aftalte dog at give det en dag mere - for det så heller ikke ud til, at vi kunne få pengene tilbage for dykkerbeviset, og det var noget, vi virkelig havde glæder os til. Så vi forberedte os på endnu en kedelig dag. Lige som vi om eftermiddagen næsten var færdig med at se en film, som min søde kæreste havde sendt mig i vores nød og kedsomhed, bankede det på døren. Nu gik bådene igen! Vi fik travlt med at pakke, og det blev ikke bedre at, at jeg var blevet lidt halvsløj af de dårlige mad vi havde fået de sidste par dage - jeg endte med at ligge med hovedet i kummen bare ti minutter inden vi skyndte os at tage en taxa ned til dokken.

Båden ud til Utila, The Utila Princess, er også kendt som "the vomit comet" ("Bræk Kometen"), og det er ikke et navn, den har fået for sjov! Endnu værre var det den dag, for selvom både var begyndt at sejle, var havet stadig mere uroligt end normalt, og de ved-indstigen-uddelte plastikposer kom i brug hos langt de fleste! Fremme på øen, blev vi gudskelov samlet op af en pick-up truck og kørt til Mango Inn, der samarbejder med Utila Dive Center, som var hvor vi skulle tage vores dykkerbevis. Da vi gerne ville i gang hurtigst muligt kørte de os straks efter check in hen til kontoret, vi udfyldte diverse papirer vedrørende sikkerhed, risikoer og sundhedstilstand og fik så udleveret vore teoribøger (på næsten 200 sider), så vi kunne begynde at læse med det samme. At tage dykkerbevis kan på mange måder sammenlignes med at tage kørekort. Man skal igennem en masse teori i teorilokalet, og har både videoer, quizzer, bøger og selvfølgelig en instruktør (højst fire elever pr instruktør) til rådighed. For at kunne få sit dykkerbevis skal man til sidst bestå en skriftlig prøve med multiple choice, men man skal i princippet kun have 75 pct. rigtige, så den er meget svær at dumpe. Den praktiske del foregår først i en pool og senere ude på selve havet, hvor man skal igennem en bestemt række øvelser, for man kan blive certificeret.

Vores første dag startede ud i teorilokalet, hvor vi skulle lære en hel masse om tryk, og de forskellige dele af vores udstyr. Efter frokost mødte vi op ved poolen ved vores hostel, og måtte skille og samle vores udstyr flere gange, indtil vores instruktør var sikker på, at vi kunne det udenad. Herefter skulle vi gennemgå de forskellige tjek, der er oblatoriske inden man hopper i vandet. Man dykker altid i par og skal holde sig tæt på sin buddy - man har ansvaret for at hinandens udstyr er i orden, og skulle der opstå problemer under vandet, skal være være klar til at kunne låne buddyen sin alternative luftkilde og/eller sørge for at man kommer sikkert op til overfladen. Vi skulle dog aller først lærer at trække vejret rigtigt, hvad man skal gøre, hvis man taber sit mundstykke eller maske og en hel masse andre færdigheder. Helene havde nogle problemer med at komme under vand og især med at tage hendes maske af, da hun virkelig ikke kan klare at få vand i næsen, men det vi endte alligevel med at kunne gennemføre alle øvelserne. På vores hold var også to andre piger, Christie og Crystal. Det var virkelig hyggeligt at tage beviset med så få personer, og vores instruktør, Doug, og hjælpeinstruktør Suzanne, var virkelig flinke og professionelle, men sørgede samtidig for, at alle vores timer var sjove og underholdende.

Jeg blev hurtig mere vild med øen Utila end jeg havde været med Caye Cualker i Belize. Det skyldes helt sikkert at det ikke regnede her - vi havde faktisk ikke haft mere end en enkelt lille byge siden vi kom, i stedet havde solen skinnet uafbrudt og temperaturen var steget. Der var også en helt bestemt stemning på øen, for den var spækket med dykkercentrer, så der var masser af unge mennesker og liv i gaderne. Øen var derfor selvfølgelig også turistet, men det var bare på en hel anden måde. Maden var også betydeligt bedre end på fastlandet! Her så vi ikke meget friturestegt kylling, til gengæld fik vi massere af de lokale baleadas, en torilla foldet på midten fyldt med kylling, kål, bønnepuré, løg, tomater og evt. noget avocado - super lækkert og virkelig billigt!

Vi var virkelig glade da vi fandt ud af, at vores andet dyk skulle foregå ude i det rigtige hav! Efter teori og frokost blev vi sejlet ud til et koralrev ved navn Jack Neil Beach med lavt vand og sandbanker tæt på selve stranden, og her skulle vi så lave nogenlunde samme øvelser som dagen i forvejen, bare med nogle ekstra, som var lidt sværere og denne gang under havoverfladen! Båden var specielt designet til at transportere dykkere så den har små bænke man kan sidde på, og holdere til ens iltflasker bagved disse. Stort set alt i båden nåede at blive vådt, og med alt vores udstyr kunne vi heller ikke rigtig rende rundt og tage billeder - derfor må i desværre nøjes med at forestille jer det turkisblå vand og de hvide sandstrande med kokospalmerne. Efter vi havde gennemgået alle vores øvelser to vores instruktører os med på en en såkaldt fun dive, hvor man ikke dykker med noget bestemt formål, men for at udforske omgivelserne. Vi skulle selfølgelig svømme i en lang række efter hinanden, men Doug tog os med til alle de bedste steder og var virkelig god til at udpege de forskellige fisk for os. Under vandet er det jo umuligt at snakke, så man bruger tegnsprog til at kommunikerer. Vi havde i lektionerne lært alle de vigtige så som "problemer med luft", "går op", "halv tank tilbage" osv., men vi lærte også meget hurtigt tegnene for mange af fiskene på revet, som ofte var ret sjove da de jo havde mærkelige navne. Når man så en englefisk kunne man tegne en glorie over sit hoved, var det en sommerfuglefisk lavede man en sommerfugl med hænderne og meget mere i den dur. Vi så en hav af farvestrålende fisk og andre havdyr, bl.a. kirurfisk, gul rokke, stoplysfisk, oksefisk og mange flere. Efter vores dyk skulle vi op, skifte tank og holde den obligatoriske pause inden vi blev sejlet hen til et andet rev, Little Bight, hvor vi efter vores øvelser ud over alle de andre fisk også fik set discofisk (lav en lille diskedans), flamingo-tungesnegle, og en fisk med det knapt så charmerende navn "slippery dick" (ja, det er det officielle navn). Hvert af vores to dyk varede ca. tre kvarter, men det var overhovedet ikke koldt, for vi hvade våddragter på og vandtemperaturen lå på 26 grader! Om bord på båden længdes vi endda efter at hoppe i det "kølige" vand for solen bagte ned på os og der var kun en svag saltet brise. Selvom vi drak en masse vand og sørgede for at snacke ind imellem de to dyk, var vi alligevel noget øre i hovedet.

Næste dag foregik på samme måde, vi lavede vores teori, hentede vores udstyr og blev så sejlet ud til havs. Denne gang var vores rev Pretty Bush, hvor vi lavede et lignende dyk med øvelser inden vi tog en tur rundt ved selve revet. Her var vi virkelig heldige, og så blandt andet den store, gracicous, plettede ørnerokke, som man ikke ser så tit, og en plettet hummer, ud over de mange farvestrålende fisk, som vi efterhånden kunne genkende fra hinanden. Vores andet dyk foregik ved Black Coral Wall - som navnet antyder, er det her tale om en slags væg eller kløft som går lodret ned i dybden. Man kan svømme langs den og se mange sjove korreller og fisk, men der er alligevel lidt skræmmende at kigge ned i mørket. Vi svømmede herefter ind i selve koralrevet, som var en hel labyrint, og herefter ud over en slags slette, hvor vi endda spottede en stor, stort søhest - de er ellers rigtige svære at finde! Trompetfisk, taskefisk og krabber med lange ben, kunne vi også tilføje til vores liste.

Efter vores dyk, som var de allersidste vi skulle på, kunne vi tage vores teoriprøve - og vi bestod begge to med glans! Desværre var den ene af pigerne fra vores hold blevet nødt til at stoppe med at tage beviset allerede efter vores første dyk på åbent vand, da hun var blevet brændt af en brandmand, og var endt med kæmpe opsvulmede hænder med store bylder - ikke rart! Vi andre kunne dog nyde, at vi nu kunne kalde os selv for Open Water Divers, og da vi næste dag skulle ud på vores to inkluderede fun dives, var det uden en egentlig instruktør, men selvfølgelig var der nogen med os - Dougs kæreste (alle instruktørene syntes at have fundet en kæreste blandt de andre instruktører, hvilket vi syntes var meget sjovt), som var super sød. Vi var tilbage til de to rev som dagen i forvejen, men det lykkedes os alligevel at se en hel del ting, som vi ikke havde set før, blandt andet en kæmpe krabbe, en søpølse (kaldet "æsel lort"), et vestindisk søæg (søpindsvin), en langsnudet søhest, og revblæksputter, som skiftede farve af flere omgange mens vi så på det!

Det havde været en virkelig fantastisk oplevelse at tage dykkerbeviset, og var det ikke fordi vi var en smule bagud tidsmæssigt, var vi nok blevet på øen i længere tid - måske havde vi ikke sykket lige så intenst, men også brugt lidt mere tid på afslapning (selvom vi havde nået et par timer ved solen alligevel). Vi ville dog gerne genvinde noget af den tabte tid, og besluttede os derfor hurtigst muligt at komme til Nicaragua. Vi havde egentligt et stop i hovedstaden Tegucigalpa, men da der ikke er meget af se der (og det samtidig er Mellemamerikas farligste hovedstad), valgte vi at springe den over. Vi kunne dog umuligt nå hele vejen fra la Ceiba til Nicaragua på én dag, og derfor måtte vi tage en overnatning i Tegocigalpa. Da vi havde fået at vide af Bamba, at vores bus videre gik fra samme område i Tegucigapa som vi ville ankomme (hvor stort set alle busser standser), besluttede vi at det nemmeste ville være at finde et billigt motel i busområdet. Det var nemt, det eneste der fandtes i gaderne i kvarteret var busselskaber og moteller/hoteller. De var dog ikke helt billige, så selvom det var dyrere end vi plejede at betale, endte vi med et lille værelse et sted, hvor der intet bad var, og intet vand i toilettet (man skal selv øse vand op i kummen), intet internet, larm hele natten og folk der stod og råbte uden foran vores dør. Kvarteret i sig selv var lige så slemt, og vi ville helst ikke gå mere en en enkelt blok væk fra vores motel, for vi blev nedstirret og råbt efter. Vi var dog nødt til at bevæge os ud for at finde noget at spise og for at finde en internetcafé, så vi kunne tjekke om Bamba havde sendt os en bekræftelse på vores næste bus. Det havde de ikke, og det på trods af, at vi havde skrevet til dem flere dage i forvejen. Og da internetcaféen næsten morgen var lukket, var der ikke andet at gøre end at gå ned mod vores busselskab i god tid, og så håbe på, at der lå nogle biletter til os. Det skulle kun ligge tre blokke fra vores hotel, men da vi nåede til det sted, hvor det skulle have ligget, var der ingenting. Vi spurgte om vej, og fik at vide, at busselskabet havde flyttet deres terminal til et helt nyt sted tæt på lufthavnen, uden for byen!! Heldigvis var vi i god til, dog ikke i så god til at vi kunne nå at tage derud med offentligt transport, så vi måtte snuppe en taxa. Vore chauffør kunne dog ikke finde vej, og efter at have kørt i ring to gange og holdt ind fire gange for at spørge om vej (vi havde heldigvis aftalt en fast pris på forhånd), fandt vi det endelig lige på et hængende hår. Der lå godt nok to billetter til os, men vi var noget knottede over, at Bamba ikke havde sendt en bekræftelse til os i tide, og at de oven i købet havde givet os forkerte oplysninger mht. busterminalen. Vi valgte senere at skrive en klage igen, igen.

Til gengæld kunne vi nyde de behagelige sæder i TicaBus, som havde stort set samme kvalitet som dem i Mexico, og se mens landskabet susede forbi - en køretur som i alt ville tage 8 timer! Krydsningen af grænsen betød at vi skulle have alt vores bagage ud af bussen, men der var ingen problemer (de gider åbenbart ikke bruge tid på at kigge i udlændinges bagage) og snart var vi på vej til Managua, hovedstaden i Nicaragua. Vi fandt dog ud af, at bussen kørte igennem León, som vi havde planlagt at tage til, en time inden ankomsten til Managua (endnu engang skulle hovedstaden ikke være noget særligt), så her blev vi smidt af, og kunne nu begynde vores nicaraguanske del af rejsen.