Efter en lang bustur samt en besværlig krydsning af grænse, blev vi af vores bus smidt af ved en tankstation i León sammen med Marcus, en englænder som vi havde mødt i Lanquín i Guatemala og endda havde set på øen Utila ud fra honduras kyst. Der var ingen af os, der havde booket et hostel, så vi fulgtes ind til centrum (og sparede en taxa ved at gå en halv time i heden), hvor vi fandt det legendariske hostel Bigfoot Hostel and Volcano Boarding. Det skulle være stedet at befinde sig i León, og selvom vi følte at vi fråsede en smule (hostelet kostede 150 córdobas - 32kr! Så dyrt - i hvert fald i forhold til hvad vi plejer at betale). Til gengæld var der masser af andre unge, en fantastisk stemning, gang i den det meste af dagen, og et fantastisk fællesområde.

León er en ganmmel kolonialby, der har kæmpet mod Granada om titlen som byens hovedstad, inden denne fald på Managua. Det er ikke en særlig stor by, men har virkelig sin charme med de gamle, farvede huse, de slidte kirker og hyggelige pladser. Vi gik som det første ud for at hæve penge, men faldt over nogle festeligheder på pladsen. Overalt var der familier, der var stillet boder op, og en kæmpemæssig dykke prydede den centrale plads sammen med en masse krybbespil. Kirken var smukt oplyst og der så ud til at foregå en eller anden form for ceremoni derinde - den smukke kirke fra 1800-tallet er Mellemamerikas største! Det viste sig, at vi var ankommet på den sidste dag af deres helligdag La Purísima den 8. december, hvor en af traditionerne går ud på, at folk går fra hus til hus, banker på og råber "Quién causa tanta alegría?" (Hvem er skyld i sådan glæde?), hvortil beboerne svarer "La concepción de María!" (Marias undfangelse), og giver dem slik, frugt eller kager.

Vores første dag i León brugte vi på det meget berømte volcano boarding. En australier kom engang forbi vulkanen Cerro Negro uden for León, og tænkte, at den kunne han da stå ned af på sit surfboard. Surfboardet blev totaltskadet, men australieren prøvede at sælge ideén videre til forskellige tourselskaber i León. De syntes alle sammen at han var skør, bortset fra Bigfoot Hostel, og efterhånden som man udviklede bedre boards kom andre også med på ideen. CNN har siden kåret det som nr. 2 på deeres liste over "50 experiences you have to try before you die". SÅ selvfølgelig var det noget, vi skulle prøve! Vi blev kørt ud til Cerro Negro og fik hver stukket et board i hånden- en træplade med metal nedenunder og med et reb med håndtag. Efter at have kæmpet os op til toppen, hvilket blev besværliggjort af at vores boards fungerede som en slags sejl for vinden og nærmest skubbede os ud over kanten, kunne vi endelig stå og kigge ned i det stadig aktive krater, hvor det sivede op med røg - Cerro Negro er en af Nicaraguas mest aktive vulkaner! Fjernede man de øverste centimeter af vulkansten, hvor jorden så varm, at man ikke kunne røre ved den uden at brænde fingrene. Folk begyndte at blive en smule nervøse, for da man kiggede ned af den side på vulkanen, så den meget stejl ud! Vi havde også fået at vide at den havde en hælding på 45 % på sit stejleste sted - ikke noget at sige til, at man kunne opnå en vis fart! For nogle år siden, , slog Eric Barone rekorden i fart ned at et bjerg på cykel på Cerro Negro. Han gjorde det, da han nåede op på en fart af hele 172 km/t! Men da han nåede bunden gik han cykel fra hinanden og han faldt og brækkede mange knogler i kroppen og måtte ligge på hospitalet i flere måneder - mens han lå indlagt kom der en anden og slog hans rekord. Rekorden på en board ligger på 90 km/t! Vi skulle iføre os store,orange fangedragter for at beskytte os når (ikke hvis) vi styrtede, og sikkerhedsbriller. Vi fik desuden at vide, at vi helst skulle lukke munden for ikke at få slået en tand eller to ud.

Vi var måske 30 mennesker i vores gruppe, og folk så ikke ud til at have travlt med at stille op i kø, men jeg tog mit board og hoppede ind som nr. tre - jeg var efterhånden begyndt at få en del nerver på, og tænkte at det var bedre bare at få det overstået inden jeg kom på bedre tanker. Man sætte sig på boardet, holder fast i håndtager og glider så derned af i fuld fart. Skal man styre boardet sker det ved at bremse lidt med henholdsvis højre eller venstre fod. Afsted kom jeg! Det kom lynhurtigt til at gå ret hurtigt, og jeg var ikke engang på det stejleste sted! På halvvejen stod vores guide og tog billeder, hvilket gjorde mig så befippet at jeg mistede kontrollen og væltede, rullede og rullede ned af gruset og de hårde, vulkanske sten inden jeg endelig stoppede og kunne spyte en masse grus ud af munden. Der var intet andet at gøre end at hoppe på boardet og fortsætte. Jeg var nu kommet til det stejleste stykke og kunne derfor nå at få fart på inden jeg kom til det sted, hvor de målte min fart. Det gik så hurtigt, at alting blev til én grålig masse, og sten og sand fløj op i ansigtet på mig som en meteorregn. Det var utrolig svært at styre boardet nu, hvor gang jeg begyndte at glide lidt til den ene side, prøvede jeg at rette op med foden, hvilket bare resulterede i, at jeg gled endnu mere over til den anden side. Til sidst slingrede jeg så meget at jeg endnu engang måtte bide i gruset, denne gang noget voldsommere. Heldigvis beskyttede min fangedragt og biller mig, så det eneste der dunkede var mit hjerte. Op på den igen, de sidste hundrede meter ned - nu var jeg desværre tæt på bunden, at jeg ikke nåede en ordentlig fart - kun 47 km/t blev det til. Rekorden den dag var 80 km/t! Men langt de fleste væltede på et eller andet tidspunkt og de fleste nåede op på 55-60 km/t. Men jeg var ikke den, der var nået den laveste fart - Marcus var faldet så mange gange at han i sidste ende kun var nået op på 20 km/t - det laveste den dag. Alle som en lignede vi skorstensfejere da vi nåede bunden, fordi alt det sorte støv og sand klistrede til vores ansigter. En enkelt havde også fået tildraget sig et blodigt ben, da hans fangedragt havde et ødelagt bukseben, som var gledet op under hans fald, hvilket havde resulteret i, at de skarpe vulkansten havde flænset hans hud. Oven på alle disse strabadser fik vi udleveret en iskold øl og blev så kørt tilbage til til Bigfoot Hostel, hvor en mojito ventede os, som vi kunne nyde mens vi så dagens billeder. Vi faldt i snak med et tysk/fransk par (Kim og Chris), som sjovt nok også havde været i Lanquin, Guatemala sammen med os. De skulle på en todagstur til vulkanen Telica, der er så aktiv, at man kan se den rødglødende lava! Vi besluttede os derfor for at tage hen til Quetzaltrekkers, en frivillig organisation i centralamerika, som laver trekkingture hvor overskuddet går til skoler i lokalområdet. De havde heldigvis en endagstur (vi kunne ikke tillade os at bruge to dage, da vi var noget tidspressede).

Da turen var en aftentur (så man rigtig kunne se lavaen), havde vi tid til at udforske lidt mere af León by inden vi skulle dukke op hos Quetzaltrekkers. Her mødtes vi vores guide (en super sød fyr, som var sjov og nede på jorden) og fik udleveret vand og hvad udstyr vi måtte mangle. Efter at have taget en chicken bus ud til indgangen af naturreservatet, kunne vi endelig begynde vores opstigen klokken 14 om eftermiddagen. Der var ulidelig varme, og selvom opstigningen i sig selv ikke var særlig stejl eller hård, dryppede det med sved fra alle steder, selv knæ og arme og vi prustede noget (godt at vi havde taget 4 liter vand med hver). Omgivelserne var utrolig smukke og landlige, og da vi kom højere op, kunne vi se andre vulkaner spredt ud over landskabet, blandt andet den sorte Cerro Negro i baggrunden. Vi ankom til lejren ved krateret lige inden, det blev mørkt, og her var to-dagsgruppen allerede, havde sat telte op og startet et bål. Chris og Kim kunne fortælle os, at de havde gået en meget længere vej end vi havde, og havde været i gang siden meget tidligt om morgenen. Vi spiste vores mad, og da mørket havde lagt sig bevægede vi os op til krateret. Der lugtede af rådne æg, og der kom en næsten overdøvende, sydende væsen fra det store, sorte hul. Kiggede man ud over kanten, kunne man tydeligt se den rødglødende lava syde, og mærke varmen. Det var skræmmende og smukt på én gang. I oktober var der sket et stort udbryd af vulkanen, men man havde opdaget faren i tide og nået at evakuere folk i lejren - blot en time efter var udbruddet kommet!

To dags-gruppen skulle tilbage til deres lejr, og vi måtte iført pandelamper bevæge os ned af vulkanen igen. Månen var oppe på en skyfri stjernehimmel, og lyste så meget op, og vi næsten ikke havde brug for lamperne - alt kastede alligevel skygger! Turen på vej ned, var endnu mere spændende end turen op, for det var nu, at alt levende kryb begynde at komme frem fra deres skjul. Vi så skopioner, kæmpemæssige taranteller, en enkelt lille slange, masser af ildfluer, kæmpe natsværmere og en hel masse andre natdyr! Vi var godt trætte da vi endelig kom tilbage til vores hostel omkring klokken et om natten, men det havde været det hele værd!

Fordi vi havde brokkes os til Bamba over deres dårlige service (at vi i Tegucigalpa ikke havde fået vores bekræftelse i tide, og de havde givet os ukorrekt information om busstationen), havde de valgt at give os en privat shuttle fra Managua til Granada i stedet for en Tica bus. Vi syntes det var noget mærkeligt, da vi ikke havde brokket os over TicaBus (deres busser var faktisk virkelig lækre!), og egentlig hellere bare ville have, at den service vi oprindelig havde betalt for fungerede. Men vi tog alligevel til Managua og fandt vores shuttle. Vi måtte desværre tage en taxa hen til det sted, hvor shuttelen skulle hente os, men til gengæld var vi alene i en kæmpe minibus - fuldstændig unødvendigt. Vi ville hellere have haft refunderet nogle af vores penge i stedet. Men vi ankom til Granada og blev sat af på en gade med flere hostels. Vi endte på "Hostal Entre Amigos", et lille hyggeligt hostel med en lille gårdhave og et sofaområde med alverdens DVD film. Vi faldt om med det samme, for selvom klokken ikke var blevet så meget, havde vi været virkelig tidligt oppe og var stadig ikke kommet os helt efter vandreturen på vulkanen.

Det tog os ikke lang tid at blive forelskede i Granada. Byen er fyldt med gamle kirker, hvoraf langt de fleste er blevet smukt renoveret. Tovet er fyldt med kyggefulde træer, hestevogne og kolonialbygninger. En gågade med restauranter, barer og cafeer fører ned til promenaden ved søen. Overalt var der boder med mad og artesenía (kunsthåndværk). Vi spiste frokost i en lille gård, med cafféer for neden og små butikker med artesenia for oven. Bortset fra vores sightseing stod vores dag med på praktiske gøremål som at få købt ind og vansket tøj. Man kunne gratis bruge vaskefataliteterne i vores hostel, men disse bestod blot af en håndvask og et vaskebræt, så jeg fik brugt noget knofedt.

Hvis man forestiller sig to store vulkaner Concepción og Maderas, som i tidens løb er vokset sammen således at de danner en ø ude i søen Lago de Nicaragua med masser af fugle, vegetation, vandfald og strande, ja så lyder det jo helt eventyragtigt. Men øen Ometepe er meget virkelig, og et af de mere kendte steder i Nicaragua, som man det næsten er et must at besøge. Vi ville gerne bruge mindst to dage derude, da det alligevel tager noget tid (og penge) at komme derud, og selvom vi et eller andet sted havde mere lydt til at blive på vores hyggelige hostel i charmerende Granada, lokkede de fantastiske historier om Ometepe også ret meget. Vi tog derfor af sted efter allerede en enkeltdag i Granada, først med en chicken bus til byen Rivas og herefter en time bådtur ud til øen. Vi ankom til Moyogalpa, en af de større byer på øen, men samtidig mest af alt et sted, hvor man overnatter inden man skal nå en tidlig færge. Vi havde haft lidt svært ved at bestemme, hvor vi skulle tage hen, men valget var til sidst faldet på Santa Domingo, som ikke er en rigtig by, men skulle være en samling af dyrere resorts og billige hostels ved en af øens bedste strande og endda lige midt imellem de to vulkaner. Det passede heldigvis lige med, at vi kunne nå en bus efter at være kommet i land - de går ellers kun 3-4 gange dagligt - men det tog os alligevel omkring to timer før vi kunne blive smidt af i Santo Domingo, da vi skulle til en by en i helt anden retning først, for at skifte bus. Det viste sig dog også, at det hostel vi havde set i Lonely Planet-bogen overhovedet ikke lå i nærheden af det sted, vi var blevet sat af, og vi måtte derfor gå to kilomenter for at finde det. Vi blev meget negativt overraskede over Santo Domingo. De "mange" hoteller og hostels som skulle have været her viste sig ikke at eksistere. Nogle enkelte lå spredt ud over et stort område, og der var stort set intet andet beboelse. Vi kom kun forbi to små spisesteder, som begge tog overpris, og bortset fra det, var stedet helt dødt. Ingen turister, ingenting. Da vi endelig kom frem til vores hostel, var priserne selvfølgelig steget, men vi endte alligevel med at blive, da det trods alt var billigere end andre steder. Da der som sagt ikke var andet end to små, primitive spisesteder i nærheden, og intet supermarked, endte vi med at få alle vores måltider på hostelet, hvilket smagte godt, men og var ret dyrt. Og lige efter at vi var kommet på plads begyndte det at stormehelt vildt, det ruskede og blæste og stod ned i lårtykke stråler. Vores værelse havde kun én stikkontakt, der ikke virkede og intet internet, så vi endte med at bruge resten af den aften med at ligge og læse i vores rejsebøger, og undre os over, hvorfor mon Lonely Planet havde beskrevet dette hostel som "excelent". Vores lagener var beskidte, og hen mod aftenen, fik Helene selvskab af det største tusindben, jeg nogensinde har set i mit liv! Det var lige så langt som en hånd bred og faldt ned fra loftet, næsten lige i hovedet på hende, hvorefter det fortsatte ned mellem guldbrædderne.

I Granada havde solen skinnet så voldsomt, at vi havde været nødt til at spise flere is om dagen for at overleve varmen og smøre os ind i solcreme konstant for ikke at blive skoldede. Vi havde derfor regnet med at kunne bruge noget af tiden på øen med lidt solbadning. Stranden var dog enormt smal, med sort sand og masser af grene - sådan er den åbenbart hvert år på denne tid - og den voldsomme blæsen og skyerne gjorde, at det ikke lige var vejr til solslikning. Vi havde også overvejet at bestige en af vulkanerne, men det tykke skylag gjorde at man alligevel ikke kunne se noget fra toppen, og begyndte det at regne, ville det blive en mudret affære - desuden havde vi efterhånden besteget rigeligt med vulkaner, syntes vi. Vi endte derfor med at leje et par cykler fra vores hostel for at cykle ned til den syligste vulkan Maderas, som lå tættest, for at hike op til et vandfald et lille stykke op af vulkanen. Cyklerne var dog noget af de værste vi havde oplevet, de var næsten ved at falde fra hinanden, sadlen var forfærdelig, og mit gear blev ved med at skifte frem og tilbage, hvilket gjorde det stort set umuligt at træde i pedalerne. Det faktum at vejen skiftede fra at være en brostensbelagt vej til at blive til en stenet grusvej, hjalp heller ikke på det. Og nej, når jeg siger sten, mener jeg ikke de små sten man finder på danske grusveje, som stort set altid er mindre en en hånd. Disse var på størrelse med fodbolde mange af dem, og det gjorde det praktisk talt umuligt at komme frem uden at vælte. Efter en time gav vi om og vendte om - det ville have taget os det meste af dagen at komme hen til starten af hikingstien i dét tempo.

Vi var efterhånden blevet så trætte af vejret, vores hostel og det faktum at der ikke var ret meget at lave på øen, at vi valgte at tjekke ud af vores hostel selv samme formiddag og tage en bus (som vi ventede på i tre timer) tilbage til Moyogalpa. Her brugte vi resten af dagen, der var da i det mindste noget der mindede om en by, og næste morgen vendte vi snuden hjem mod længe-savnede Granada. Det tog os noget tid, og vi var godt mørbankede da vi endelig var tilbage. Heldigvis havde vi ladet vores store rygsække være tilbage i et aflåst skab på hostelet, og havde kun taget vore dagstaske med lidt tøj ud til øen, og havde derfor ikke slæbt på det store. Vi vidste jo at vi alligevel skulle nå tilbage til Granada, hvor vi skulle tage vores bus mod San José i Costa Rica. Vi havde ikke meget mere end en uge tilbage nu, før vores fly gik den 25. fra San José mod Ecuador, men det havde være sværere at få plads på den afgang vi ville end vi havde troet, og vi var derfor først endt med biletter til den 27. december. Vi kunne derfor se frem til nogle ekstra dage i Granada, men på en måde gjorde det os heller ikke noget, for Nicaragua er trods alt et noget billigere land end Costa Rica, og Granada er en virkelig hyggelig by!

Vi vaglte dog at tjekke lokalområdet ud, og tager til byen Masaya omkring en timers chicken bus-kørsel fra Granada. Byen er kendt for deres store artesenia marked, som skulle være det største i landet! Vi havde begge håbet på at finde nogle ret billige ting der, da konkurrence efter sigende skulle holde priserne nede. Måske er det ikke noget, de sælgende selv havde hørt om, for priserne var i hvert fald skyhøje, højere end vi havde set dem andre steder! Selvom vi prøvede at prutte om prisen gik det hurtigt op for os, at disse ikke var lige for nemme at forhandle med som normalt, og da vi ikke gad at give overpris, måtte vi slukørede og rundt og kigge på varerne, hvilket kan være ret kedeligt, hvis man ved, at man alligevel ikke har råd til at købe noget. Vi brugte derfor ikke helt så lang tid i Masaya, som vi havde håbet, men til gengæld kunne vi den efterfølgende dag bruge på.. ingenting! Vi har været vant til at have sådan et stramt skema, at det var helt mærkeligt at man endelig kunne sove længe, luske ned i supermarkedet i sit eget tempo, spise en is i ved den lokale iskiosk (ja, her i Granada skinnede solen selvfølgelig stadigvæk), se en film, læse lidt i sin bog og bare slappe af, for en gangs skyld! Vi nåede dog op i et af byen **** årne lige før solnedgang og så udsigten ud over byens tage.

Næste dag, følte vi at vi burde være en smule produktive, så vi brugte meget tid på at jage ingredienserne til at kunne lave havregrynskugler - julen nærmede sig trods alt med alt hast. Selvom vi tog hen til det største supermarked i byen, viste det sig alligevel at være nemmere sagt en gjort. Der var intet flormelis, så vi måtte bruge fint sukker i stedet. Vi kunne heller ikke finde ordenligt kakaopulver, og måtte nøjes med det man blander i mælk for at få kakaomælk. Selvom vi købte en dyr pakke med smør (der stod smør på pakken!), havde vi mistanke om, at det til dels var margarine, for konsistensen var mærkelig. Kokos-flager havde de selvfølgelig heller ikke. Den eneste rigtige ingrediens vi kunne finde var havregryn. Vi var dog stædige og fik lavet vores havregrynskugler. Det smagte bestemt ikke dårligt, ikke så meget af havregryndkugler som man kender dem, men ikke dårlige. Det skal så tilgengæld tilføjes at vi begge fik virkelig ondt i maven, så helt gode har de nok ikke været! Ud over vores store mængder af mislykkedes julegodter, fik vi også sørget for, at vi havde noget at lave den efterfølgende dag: En tur rundt på øerne ved Granada. De omkring 350 små øer er kendt under navnet Las Isletas og blev dannet for mange tusinde år siden da en nærliggende vulkan var i udbrud.

Inkluderet i denne ø-hopning var gratis cykeludlejning, og vi startede derfor med at cykle rundt og se de steder, af Granada vi endnu ikke var kommet forbi: Kirkegården, det ældste hus i byen, den gamle togstation og et nedlagt, gammelt hospital. Vi fik også hentet vores busbilletter og købt ind til vores lange bustur, som alt i alt ville komme til at vare omkring 9 timer! Herefter cyklede vi med et andet par, som også skulle med på bådtur, og vores guide ud til kysten, hvor en langbåd ventede på at tage os ind mellem øerne. Første stop var Castillo de San Pablo, en gammel forsvarsstation, som skulle beskytte Granada mod de angreb fra søsiden. Herfra var alle øer privatejede. Nicaraguas elite har des sommerhuse her, på hver deres egen lille ø. Det var spøjst at sejle rundt mellem dem og se det ene store, luksuriøse hus efter det andet, med fine terrasser og store speedbåde ved egen lille privat mole. Vi besøgte "La Isla de los monos", "Abeøen", en lille bitte privat ø, hvor nogle aber engang er blevet sat ud. Nu lever de af alt den mad, som turisterne giver dem når de sejler forbi i deres både. Det var fedt at kunne se dem så tæt på, men en rigtig skam at de er så tamme, og stort set kun lever af kiks. Vi var ikke store fans.

Som en stor kontrast til de luksuøse sommervillaer på øerne tættest på Granada, besøgte vi også et område med øer beboet af fattigere lokale. Deres boliger er tit virkelig primitive, og de lever af at fiske og gror deres egne afgrøder på den lille plads de har på øen. Vi besøgte en familie, og blev vist rundt i deres lille plantage, hvor de groede magoer, bananer, appelsiner og papaya. Vi fik en smagsprøve på frugten og smagte også en drink, som kaldes "coco loco", og er en kokosnød med sugerør og hvid rom i - værsgo! Vi fik dog diskret sat kokosnødden fra os, for den var lidt for besk efter vores smag. Bådturen hjemad foregik i regnvejr, og vi var godt trætte og kolde da vi endelig nåede vores hostel. Vi havde lige til til at pakke vores ting og så smuttede vi ret hurtigt i seng - vi skulle jo tidligt op den efterfølgende dag, hvor turen gik til vores allersidste land i Mellemamerika: Costa Rica.