Vi tog direkte fra det mexicanske fastland til den lille, caribiske Caye Caulker ø fra byen Chetumal. Det var noget bureaukratisk, vi skulle hen til tre forskellige kontorer ved molen: én for at få vores billet, en anden for at få checket vores bagage ind, og en helt tredje for at få vores udrejse-stempler fra Mexico. Før vi kunne komme ombord på båden skulle vi alle stille op på række med vores bagage foran os, så militæret og deres nakohund kunne tjekke dem - en familiefar fra et mellemøstligt land på ferie måtte få gennemrodet sin bagage pga. medbragte olieven og feta. Efter forsinkelsen, kunne vi endelig komme afsted - vores trængsler var dog ikke slut endnu! Båden stoppede først i byen San Pedro på den lidt større ø Ambergris Caye, og her måtte alle samt alt bagage ud for at komme igennem immigrationen. Efter at have fået vores stempler (og Helene fradraget en pose æbler), kunne vi sætte kursen mod Caye Caulker. Det var mørkt da vi ankom, men vi havde fået en beskrivelse af, hvordan vi skulle finde vores hostel "Pause" fra molen. Beskrivelsen viste sig dog overhovedet ikke at passe! Alle som så at vi gik rundt med vores store rygsække kom straks hen for at vild- og vejlede os, men først og fremmest for at få os hen til et bestemt hostel eller hotel - de får sikkert penge af hotelejerne for at skaffe kunder, og vil sige stort set hvad som helst, for at man skal følge med dem! En gik endda så langt som til at påstå, at vores hostel havde skiftet navn og at det pizzeria vi havde fået beskrevet skulle ligge overfor var nedlagt - og at det hostel han viste os i virkeligheden var det vi ledte efter. Vi var lettere fortvivlet og vidste ikke helt hvad vi skulle gøre, da en ældre mand i en slidt tank-top på cykel og med stok henvendte sig til os med ordene: "Welcome to my island" og præsenterede sig som uncle Bobby. Han var ikke interesseret i andet end at hjælpe os, og vidste endda hvor vores hostel lå! Han gav os også tips om, hvor man kunne få øens billigste hummer. Vi fandt hostelet med det samme, det lå ned af en mørk sidegade (det er vi nu efterhånden ved at være vant til), og der havde ingen skiltning. Vi havde selvfølgelig valgt det billigste vi kunne få, og "Pause", som var et ordspil til paws (poter) var et kattehjem. Alt overskuddet fra hostelet skulle gå til kattene, og under beskrivelsen af hostelet havde der ligeledes stået, at kunne man ikke lide dyr, skulle man holde sig langt væk! Vi var derfor forberedt på de mange hundrede katte der fyldte hele underetagen af huset og de små bure og løbegårde rundt omkring udendørs. Heldigvis skulle vi ikke bo i selve huset, men fik vores egen lille hytte på pæl, med leopardgardiner og et lille, fælles udendørs toilet i et træskur. Haven bestod af sand, som moderen til kattedamen rev hver dag, og der var endda en lille, privat strand med strandstole, badebro og kajakker, samt masser af palmetræer med alle de kokosnødder vi kunne spise (vi kunne alligevel ikke finde ud af at åbne dem, så det var lige fedt) - og hertil et skilt med ordene "Watch out for falling coconuts". Efter at have konstateret at madpriserne på øen var de vildeste vi endnu havde set (Belize er dyrt i sig selv - tag ud på nogle af de caribiske øer, og det bliver dyrere), lykkedes det os at finde en kinesisk restaurant, hvor man kunne spise rimelig billigt. Belize har alligevel ikke nogle traditionelle retter som sådan, så vi følte ikke, at vi snød os selv.

Vores første dag på øen var med rimelig overskyet vejr, men vi købte noget brød hos den lokale bager, som vi spiste på den hvide sandstrand. Så gik vi ud for at udforske øen. I Belize er det officielle sprog engelsk, da landet i mange år var en engelsk koloni - den dag i dag er Belize stadig mentalt tættere på Storbritanien end på resten af Centralamerika. Et godt eksempel er, at det er dronning Elizabeth som pryder den beliziske dollar. Deres engelsk er dog en caribisk udgave, let syngende, og langt de fleste mennesker v så i landet, og i særdeleshed på Caye Caulker, er efterkommere af sorte slaver, som har blandet sig med de lokald. Stemningen på øen var derfor meget anderledes end noget andet sted vi havde været! Over alt var der østemning - hængekøjer, palmetræer og små primitive barer, som solgte rumpunch, favoritdrinken i Belize. Der blev dog også tit kastet sulte blikke på os, for folk på øen er ikke særlig velhavende, og deres største indtægt ud over fiskeri er turisme - og når det er lavsæson, vil de gøre alt for at få kunder i butikken. Så meget sagt var det hyggeligt at gå rundt gaderne. Selvom det ikke var decideret solskin, lagde vi os ned på den største stand vi kunne finde, hvilken ikke var vildt stor. Vi var de eneste på den, men nok med god grund. Det flotte, kridhvide sand var hårdt som sten, og da vi ville gå i vandet sank i i mudderet, som var det kviksand eller slam. No wonder, at Caye Caulker er mere kendt for snorkling, selvom de hvide strande da tager sig meget pænt ud på postkort. Utrolig flot var også den solnedgang vi kunne nyde fra vores hostel - faktisk nok en af de smukkeste jeg nogensinde har set. Hele himlen var dyborange, og det stille hav tog samme farve - det virkede helt uvirkeligt! Vi nød solnedgangen til de sidste stråler var forsvundet. Efter dagens "strabadser", valgte vi at forkæle os selv ved at tage hen på den restaurant, som uncle Bobby havde foreslået os - her kunne vi få en en hel grillet hummer, med et rejespid, kokosris og hvidløgsbrød samt rumpuch for kun 20 belize dollars. Lækkert! Bagefter mødte vi en lokal, som gerne ville vise os noget af Caye Caulkers natteliv. Han tog os med til en bar, og var egentlig flink at snakke med, men vi fandt også ud af, at han interesse lige så meget lå i at få os med på en bådtur med det turselskab han arbejde for. Så da vi var for nærige til at købe drinks til os selv, og det under alle omstændigheder var for sent at indhente de andres procenter, fulgte han os pænt hjem, dog en smule slukøret.

Næste morgen var helvede løs! Vi vågnede med et kæmpe chok da en og flere kokosnødder var blæst løs og landet med et øredøvende brag på vore lille tag. Det var ikke kun begyndt at blæse op, men også at lyne og tordne og inden vi kunne nå at komme ordentligt ud af senge stod regnen ned voldsommere end vi havde set siden Cancún i Mexico. Regnen blev ved og ved, og selvom vi hoppede i regntøjet, blev vi alligevel våde af at gå ned efter det kinesiske mad, som var vores billigste alternativ til et måltid, nu da vi ikke havde noget køkken. Regnen og stormen tog ingen ende, og vi endte med at blive indenfor hel dagen, uden ordentligt internet eller noget egenligt at lave, og kunne knap nok høre hvad vi selv tænkte for den overdøvende lyd af regnen på taget, torden og lynild og kokosnødder som hamrede mod vores tag.

Vi ville egentlig gerne have været videre til Belize City efterfølgende dag, men da vi kunne konstatere at der på Hostel Word ikke var nogen værelser ledige på noge hostels, prøvede vi på nettet og at slå de hostels der var nævnt i Lonely Planet, vores guidebog, men stadig uden held. Vi bookede derfor en ekstra nat på øen, måske også fordi vi havde håbet at vejret ville blive en smule bedre. Vi tog fejl. Om formiddagen var der tørvejr, og vi besluttede os for at sejle ud i de små kajakker, som var til rådighed. Vandet var stille, og himlen klar - indtil vi så tilbage og fik øje på de kæmpemæssige, sorte tordenskyer som lurende over øen, og skyndte os tilbage. Vi var kun få meter fra bredden da det endnu engang begyndte at styrte ned! I løbet af få sekunder var vi lige så gennemblødte som hvis vi var hoppet i vandet, men heldigvis var regnen varm, så det føltes næsten som et lunkent brusebad. Vi endte dog alligevel med at søge ly på væres værelse endnu engang, og levede kun af kinesisk den dag (damen i butikken kunne nu genkende os hver gang vi kom). Nu var vi efterhånden desperate efter at komme væk fra øen, som ikke havde været det sommerparadis vi havde håbet på.

Som en sidste hilsen inden vi tog derfra, havde øen sørget for, at vores tur fra hostelet til molen ikke blev nogen fornøjelse. Det havde regnet voldsomt hele natten og regnede endnu mere voldsomt da vi skulle ned til vores båd. Gaderne var mennesketomme, og med god grund. Hverken regntøj, regnslag eller regndække til tasker kunne stå sig imod de enorme mængder af vand der stod ned fra himlen. Alt nåede at blive fuldstændigt gennemblødt. Desuden måtte vi sjoske gennem vand til et sted mellem ankler og knæ, da de ellers undgåelige men store pytter i de grusbelagte gader havde udviklet sig til deciderede floder og man ingen steder kunne gå tørfodet.

Da vi ankom til fastlandet og Belize City, var regnen stilnet lidt af, men vi blev nødt til at tage en taxa, for ud over at vores hotel lå langt fra alting, var gaderne så oversvømmede, at det hvade været umuligt at gå. I sidste ende, havde vi endt med at booke to nætter på det eneste ledige hotel på hostelworld, som selvom det var dyrere end vi havde planlagt var billigere end de alternativer vi havde fundet, og pga. vejret havde vi ikke meget lyst til selv at skulle gå rundt og lede efter et.

Hotellet var ejet af en kinerserdame ved navn Nancy, som virkede mere eller mindre skør, men egentlig også meget flink. Hun var højrystet og energisk og sad og sippede rødvin. Hun viste os vores værelser og ringede straks derefter til et lokalt turselskab, som egentlig bare var en dame og hendes mand, som arrangerede ture til en meget højere pris af, hvad vi ellers havde set, så vi takkede nej, selvom damen virkede yderst insisterende. Vi kunne nu bruge vores dag (det regnede stadig udenfor) på at tømme vores rygsække fuldstændigt og hænge alt til tørre. Der var intet som ikke var blevet vådt eller fugtigt, og alle overfladen i vores værelse blev brugt - borde, stole, knager, sofaer, døre, skabe - for at få plads til det hele. Det medførte til gengæld også, at hele værelse begyndte at lugte lettere surt, som et gammelt håndklæde der har ligget lidt for længe i gymnastiktasken. Vi ville gerne have noget at spise, og gik ned for at spørge Nancy, om der ikke lå noget i nærheden, selvom det ikke virkede sådan, da vores hotel lå langt for alting. Vi ville også meget gerne finde et apotek, for Helene havde tildraget sig, hvad vi først troede var hududslæt på halsen, men senere viste sig at være ringorm (og NEJ, det er ikke en rigtig orm, den er bare ringformet, deraf navnet). Vi havde også mistanke om, at jeg måske var blevet smittet, selvom det dog ikke var helt så tydeligt. Da hun så hvad der var galt, skyndte hun straks at køre os til apoteket - som desværre var lukket, ligesom ALT andet i byen. Godt nok var det søndag, men vi var i det mindste vant til, at alle spisesteder er åbne. Til sidst lykkedes det os at finde et fastfood sted der ikke var lukket, så vi kunne få noget mad. Det var selvfølgelig kinesisk igen - der er ret mange asiasiske immigranter i Belize. Nancy benyttede lejligheden til at købe fem øl. Hun sagde at vi ikke skulle bekymre os om ringormen, da hun havde det rigtige remedie - man skulle bare smøre det med citronsaft og salt, og så skulle det være væk i løbet af en dag, forsikrede hun os om, og tog os med ud i sit køkken. Vi var noget skeptiske, men på den anden side er kinesere jo kendt for naturmedicin, så hvorfor ikke. Hun var også meget hjælpsom da vi om aftenen skulle låne en telefon - vi havde fået kontakt med et andet tourselskab, som lavede en meget billigere (ca. halv pris af hvad tour-damen skulle have) tur til Lamanai, de flotteste ruiner i Belize, og vi skulle derfor mødes med dem i Orange Walk, en by omkring to timers kørsel fra Belize City, og vi skulle derfor meget tidligt op om morgenen, og havde brug for at ringe til en taxi (som sagt boede vi ude i ingenting, så der kom ikke lige nogen taxaer forbi). På dette tidspunkt af døgnet, omkring klokken 19 om aftenen, var hun dog allerede noget beruset, men hjalp os ikke desto mindre.

Taxaen kom selvfølgelig aldrig den efterfølgende morgen, men vi ringede til en af de numre på taxaer, der var skrevet med tush foran indgangen, blev hentet af en rsta-fyr (som vist nok kørte sort), og kom frem til busstationen i tide. Busserne var ikke noget at råbe hurra for, men gik til tiden og var billige! I Orange Walk skulle vi vente i næsten to timer på folk, som kom senere, men endelig kunne vi stige ombord på båden. Lamanai-ruinerne er nemmest at komme til til lvands, men dog er turen på floden ikke noget nær så jungleagtig, som den havde været da vi besøgte Yaxchilan i Mexico. Til gengæld så vi en masse! Vi spottede flere fugle, leguaner og endda en edderkoppeabe, som var nysgerrig og kom helt hen til båden da vi standsede den. En af guiderne rækte den endda en müsli-bar og jeg havde stærkt mistanke om, at det ikke var første gang båden havde mødt aben. Vi så også en sukkerfabrik ved flodkanten - sukkerrør er en stor afgrøder i Belize - samt et romdestilleri som ironisk nok lå ved siden af et rehabilitationscenter for alkoholikere. Længere nede ad floden mødte vi et amish-samfund. Flere og flere amish immigrerer hvert år fra USA til Belize, og vi havde også set nogle stykker gå rundt i Orange Walk iført deres traditionelle gammeldags klæder. Overalt på floden var der stadig tydelig tegn på den oversvømmelse de voldsomme regnskyld havde medførtt. Mange huse stod mere eller mindre under vand, og det var snævert at komme under broerne.

Efterhånden forsvandt de sidste spor af mennesker, og vi kunne kun se træer på flodbrederne. Det begyndte også at regne meget voldsomt, og alle blev mere eller mindre gennemblødte, da farten fra båden fik vandet til at stå lige ind. Da vi endelig ankom til Lamanai søgte vi tilflugt under nogle halvtage, hvor vi fik serveret vores frokost, en buffet af typisk mad som ris, tortillas, kylling og grøntsager. Vores guide lovede os højt og helligt, at regnen ville stoppe i løbet af en halv time, og ganske rigtigt, da vi var færdige med vores måltid kom der ikke en eneste dråbe! Lamanai ruinerne var imponerende, det mest imponerende var dog, at mayaerne har flyttet selve flodbredden for at få plads til at bygge deres by, ved at ved at udvide den kunstigt. Bygningerne i sig selv var ikke så imponerende i forhold til hvad vi ellers havde set - lige bortset fra den højeste, der, når man havde vovet sig op ad de utroligt glatte trapper, gav udsigt over skovens trætoppe og floden i baggrunden, samt muligheden for at se sværme af store guldsmede. Vores guide var også rigtig god til at fortælle om alt vi så. Han nedstammede fra de oprindelige mayaer, og vidste ud over ruinerne en masse om planter og deres medicinske virkninger. Han fortalte bl.a. om træet guanavana, som skulle virke mod kræft. Man kan lave en drik af både bladene, barken og frugten, og helst alle tre! Hans egen far havde fået konstateret kræft (han havde heller ikke drukket drikken forebyggende som det ellers er meningen), og havde fået at vide, han havde 6 måneder at leve i. Han begyndte derefter at drikke guanavana-drik hver dag. Det er 6 år siden nu, og han lever stadig. Vores guide mente også at have en kur mod Helenes ringorm - han havde fundet en snegl og fik med lidt overtagelse lov til at smøre dets æg ud på den angrebne hud! Vi følte virkelig at det snart var ved at være tid til at finde et ordentligt apotek, da det efterhånden var begyndt at blive lidt for meget heksekunst for os! På vej tilbage blev vi sat af et sted på floden, hvor vi havde mulighed for at praje en bus mod Belize city. Det var rart at komme hjem og slappe lidt af (og få noget tørt tøj på!), og selvom det var træls at vores værelse havde været så dyrt, var det meget rart at have det hele for sig selv, og endda et fjernsyn, så vi kunne slappe ordentligt af.

Eftersom vejret øjensynligt fortsatte med at være dårligt, havde ville vi meget gerne besøge Belize største ølbryggeri, Belikin Beer Factory, som ligger i Ladyville en lille time fra Belize City. Vi prøvede at finde finde mere information om fabrikken og de ture de skulle have derude, men vi kunne ikke finde hverken information eller kontaktinfo på nettet. Efter noget overvejelse havde vi derfor søndag booket en tur hos tour-damen fra hotellet til fabrikken til om tirsdagen. Vi vidste at den var meget dyr, og at vi sikkert kunne have gjort det billigere, men til gengæld ville vi automatisk få en rundvisning i Belize City, som vi ellers ikke ville have mulighed eller tid til at se, samt et besøg på en romfabrik! Turen på Belikin-fabrikken inkluderede desuden alt det øl man kunne drikke når selve rundvisningen var ovre. Så vi havde glædet os meget! Det viste sig dog ikke at gå helt efter planen. Tur-damen skulle have hentet os tirsdag morgen, og efter turen ville vi have taget direkte videre til San Ignacio tæt på den guatemalanske grænse. Men hun kom næsten to timer for sent! Og hendes undskyldning var, at der havde været så meget hun skulle ordne hjemme i huset. Vi var ret skuffede, men det lykkedes os alligevel at overtale hende til, at hun så i det mindste kunne give os turen lidt billigere. Afsted kom vi, vi var de eneste der skulle med, bortset fra hendes tante, som mærkeligt nok også var i bilen. Hun ville starte med at vise os noget af Belize City på vej ud til Ladyville, og resten når vi skulle tilbage igen. På vejen fik vi hende til at stoppe ved et apotek, så Helene kunne få fat i noget creme. Ud over det, spurgte hun om hun ikke skulle gøre et kort stop, så vi lige kunne få noget morgenmad, hvilket vi takkede ja til. Lige da vi havde fået købt noget at spise, kom hun hen til os og fortalte, at hun lige havde været i kontakt med Belikin, og at der desværre ikke var nogen ture på fabrikken ri dag. Vi var forbavsede og rasende! Hun havde åbenbart ikke kontaktet dem tidligere, selvom hun havde vidst det i to dage! Hun tilbød os, at hun stadig kunne give os en tur rundt i Belize City, men at vi skulle betale for det, da det nu ikke var inkluderes i nogen anden tur (og det var næsten lige så dyrt som Belikin-turen i sig selv), så vi takkede nej, og sagde at så måtte vi hellere bare droppe det, og tage til San Ignacio i stedet. Hun satte os derfor af på busstationen i stedet for at køre os tilbage til vores hotel. Lige som vi troede at vi kunne gå, krævede hun penge af os for at have kørt os rundt! Vi sagde at vi ikke følte hun havde ret til at kræve penge af os, så hun satte sig ind i bilen igen.

Det var intet problem at finde en lille lokalbus til San ignacio, men lige som vores tasker var blevet lagt ned under bussen, og vi havde sat os tilrette,fik jeg øje på noget militært politi, i kamuflage og bevæbnet med store automatiske AK47. Jeg nåede kun lige at tænke hvad i alverden de mon lavede på en busstation, før de kom ind i bussen - efterfulgt af den skøre tur-dame! Hun kom direkte hen til os og sagde, at vi blev nødt til at give hende penge! Det var helt absurd, og vi forklarede hende, at hun ikke kunne kræve noget af os, for hun havde ikke leveret den service vi havde aftalt, hun havde derimod spildt vores tid og givet os dårlig behandling. De to politimænd stod og så forlegne ud og lignede mest af alt nogen, der ikke havde lyst til at være der, og sagde slet ikke noget, så dem følte vi os ikke truede af på nogen måde. Tur-damen hissede sig op og krævede mindst 8 Belize Dollars for hvert stop hun havde lavet med os den morgen, hvilket i sidste ende faktisk ville være halvdelen af prisen for vores Belikin tur! Vi gav os ikke, men da buschaufføren kom og bad os om at tage diskussionen uden for bussen fordi den skulle til at kører, endte vi med at stikke hende 8 dollars, så vi ikke skulle vente på næste bus, hvilket vi alligevel skulle have betalt for en taxa fra hotellet og ind til byen. Hun tog dem og gik sin vej. De fleste andre i bussen virkede lige så chokerede over hendes opførsel som vi gjorde, og manden bag os var åbenud stødt og brokkede sig højlydt over hende. Vi var forbavsede, men da vi først var kommet os oven på oplevelsen kunne vi ikke lade være med t grine af den - det er nok en af de ting, vi kommer til at kunne huske bedst fra Belize. Senere skrev vi også en negativ anmeldelse af hendes selskab på nettet

Det var egentlig ikke meningen at vi skulle have været i San Ignacio, for byen var ikke inkluderet i vores Bamba buspas, men vi havde så fået strækningen fra Belize City til Flores i Guatemala refunderet, så vi selv kunne tage derhen og derved lave det ekstra stop på vejen. Vi følte at vi gerne ville se lidt mere af Belize for at kunne sige, at vi har besøgt landet ordentligt. Og i San Ignacio skulle der være en masse natur, både hiking, mulighed for at besøge nogle flotte grotter, ziplining, og endnu flere mayaruiner. Jeg blev også glad da jeg ankom til byen og mærkede en markant anden stemning end den i Belize City. Egentlig havde jeg følt mig ret utryg i Belize i forhold til hvor vi ellers havde været (Helene havde det ikke på sammen måde, men måske er det fordi hun for en gang skyld forstår hvad der foregår, i og med at alle snakker engelsk) - jeg følte at der blev stirret og råbt mere af os på gaden, folk var nærgående og offensive og jeg følte ikke, at vi var særlig velkomme. Og især når det gælder Belize City, havde de byer vi så ikke været specielt hyggelige, men derimod mere fattige og beskidte i forhold til, hvad jeg havde forventet. I San Ignacio virkede folk mere hjælpsomme, og de lokale vi snakkede med var meget venligere. Byen var virkelig lille, så det tog ikke mere end end halv time, før vi havde set både den lille gågade, markedet og de to broer i byen. Vores lille hotel (det var endnu ikke lykkes os at finde et decideres hostel i Belize, det er åbenbart noget de ikke gør sig meget i) var også renere end noget andet vi havde oplevet, og vi kunne endda få lov til at vaske alt vores tøj gratis, som var begyndt at lugte lidt efter at have været fugtigt i noget til. Turene som vi gerne ville have været på, til f.eks. grotterne, viste sig dog at være utroligt dyre, endda i forhold til danske standarter, så vi ville lige overveje det lidt.

I mellemtiden kunne vi, mens regnen endnu engang begyndte at sile ned udenfor, begynde at barhoppe på den lille bitte gågade efter et hurtigt aftensmåltid. Vi fik en øl hvert sted, men nåede kun tre barer/caféer får de lukkede - det var jo hverdag, og lukkeloven er åbenbart stram. Det sidste sted vi var på fik vi en snak med de ansatte bag disken, og de forklarede, at regntiden burde være mere eller mindre ved at slutte på dette tidspunkt af året - og at de store vandmængder de havde haft var meget unormale, og at de da ikke håbede at det havde ødelagt vores oplevelse af landet fuldstændigt (det har i hvert fald ikke gjort det bedre, men vejret har vi jo ikke selv været herrer over...).

Vores problemer med vejret viste sig ikke at være ovre. Næste dag fik vi at vide, at det var helt umuligt overhovedet at komme ud til grotterne, fordi vandstanden i dem var for høje, så de var lukket. Det ville også være vanskeligt at tage ud at hike, da det nok ville regne det meste af dagen, så mange steder og stier ville sandsynligvis være rent mudderde, hvis ikke oversvømmede eller glatte. Vi havde allerede haft dette på fornemmelsen dagen i forvejen, og havde derfor planlagt at tage ud til Xunatunikh-ruinerne, hvor man fra toppen skulle kunne se Guatemala på den ene side og Belize på den anden. En lille gratis færge skulle tage en fra over en flod hen til ruinerne. Men det viste sig, at denne færge pga. vandmængderne heller ikke kunne sejle, og der var derfor ingen mulighed for at komme derud. Vi gik derfor ud til en meget mindre ruin, Cahal Pech, lige uden for byen, for i det mindste at lave noget. Det var den mindste ruin vi endnu havde set, til gengæld var vi stort set kun os selv, og det var faktisk meget hyggeligt at gå rundt derinde helt alene. Vi havde dog på vejen derind mødt en hollænder, som også var på Lamanai-turen. Spøjst, men det skulle vise sig, at vi fra dét øjeblik blev ved med at støde ind i de sammen personer igen og igen, fordi folk følger den stort set samme rute gennem Mellemamerika. Vi var ikke engang nået op til den første ruin, da det begyndte at styrte ned. Vi søgte læ, men da det ikke blev bedre, måtte vi ud med vores regnslag på, og ind i mellem søge kort tids læ, hvor der stadig var tag på ruinerne. Vi forkælede derefter os selv om aftenen, oven på det våde vejr, på en lille, lækker restaurant, der serverede billige, lokale retter, og for første gang siden vi ankom fik vi noget, der mindede om autentisk belizisk mad (selvom meget er lånt fra et mexicanske køkken). Jeg fik relleno negro, en sort suppe med kylling, og jeg savnede på ingen måde kinesisk! Trods det dårlige vejr, var vi nu alligevel glade for, at vi havde gjort et lille stop i San Ignacio, for byen havde en god atmosfære, så vi tog ikke til Guatemala med et udelukkende dårligt indtryk af Belize. Både Helene og jeg er dog enige om, at det i hver fald ikke er Belize vi skal tilbage til en dag.