Vi havde meget lang bustur på omkring 8-9 timer til hovedstaden San José i Costa Rica, men vi havde heldigvis købt masser af mad og snacks til turen. Vi havde denne gang bestilt et hostel på forhånd, da vi jo ville ankomme meget kort tid før jul, og der derfor var en meget stor risiko for, at det ville være umuligt at finde et ledigt sted. Vi havde længe diskuteret, hvor vores hostel skulle ligge henne - inde i San José centrum var hostels en del dyrere, men til gengæld mere centrale end dem, der ligger i forstæderne. Vores valg faldt dog alligevel på et hostel i et område kaldet Santo Domingo, fordi dette lå tættere på lufthavnen - på den måde kunne vi overnatte der op til den 25. (og spare penge for en dyr taxa helt inde fra centrum), såfremt vi kunne lide stedet. Vi blev selvfølgelig smidt af i centrum sidst på eftermiddagen, og skulle selv finde vej ud til vores hostel "Costa Rica Love Hostel". I beskrivelsen vi havde fået tilsendt, var det også forklaret, hvordan man kunne komme derud med bus, men da vi forgæves havde gået rundt og ledt efter bussen i noget tid, og det var begyndt at blive mørkt, besluttede vi os for alligevel at tage en taxa. Her i Costa Rica har taxaerne såkaldte marías (taxometre), men det lykkes os alligevel at aftale en fastlagt pris inden vi steg ind - heldigvis! Adressen vi havde fået viste sig at være ukorrekt, og det var umuligt at finde stedet. Vi spurgte flere mennesker om vej, men ingen kendte til vores hostel, og efter at være kørt rundt og rundt i en evighed, ringede vores taxachauffør til hostelet fra sin mobil og fik forklaret vejen - selv på trods af at han havde kørt rundt i så lang tid, at han havde brugt sin mobil, og at hostelet lå længere væk end vi egentlig havde troet endte vi stadig med at betale den aftalte pris.

Vores hostel var indrettet i et almindeligt hus, og det var meget lille. I et enkelt værelse var der indrettet et dorm med seks senge og ud over det var der vist tre privatværelser. Familien der ejede hostelet boede der også selv. Det var virkelig ikke et af de bedre hostels vi havde boet på, men vi havde også set langt værre, og vi blev enige om, at det ikke var så slemt at vi ikke kunne være her den 24. december også. Da vi dagen efter drog mod byen Monte Verde, lod vi derfor vores store rygsække blive tilbage og tog kun en lille dagstaske med. Inden da havde vi dog lidt tid til at se på området. Der var faktisk ret mange butikker, supermarkeder og fastfood-restauranter, men vi fandt intet sted, hvor vi havde lyst til at spise juleaften, så det måtte måske alligevel ende med at blive inde i centrum - det skulle i hvert fald tjekkes ud.

Busserne til Monte Verde var, selvom det var lokalbusser, for første gang rigtige busser! Ikke så luksuriøse som TicaBus, ADO eller nogle af de andre langdistance selskaber vi havde kørt med, men der var rigtige, behagelige sæder, og man købte billetten i forvejen på stationen, hvortil man fik et sædenummer. I det hele taget havde vi straks lagt mærke til, at Costa Rica er det rigeste og dyreste land vi endnu havde besøgt. Gaderne var de reneste indtil videre, taxaerne var nye biler med sikkerhedssele, som ikke var ved at falde fra hinanden, der var virkelig mange der snakkede engelsk og så var priserne selvfølgelig også noget højere! På vej til vores bus var vi gået igennem et kvarter, som er kaldet el Barrio Rojo, som vi havde fået at vide kunne være farligt, men vi føltes os på ingen måde utrygge, og det var voerhovedet ikke til at se, at lige netop dette kvarter skulle være værre end de andre.

Da vi endelig ankom til Monte Verde efter 5 timer, var det blevet mørkt, men det viste sig heldigvis ikke at være noget problem at finde et hostel - folk sloges om at vi ville bo hos dem. På et tidspunkt stod på på gaden, og tre forskellige hostelsejere prøvede at overtale os til, at deres hostel var det bedste. Vi valgte et, hvor vi kunne få et privat værelse rigtig billigt, og som også kunne organisere ture for os. Monte Verde er nemlig et mekka når det kommer til hiking, river rafting, bongy jumping, canyoing men ikke mindst zip lining. Det var i Monte Verde at zip lining virkelig er blevet udviklet, så selvfølgelig skulle vi prøve det!

Allerede dagen efter vi var kommet tog vi ud for at udforske området. Monte Verde ligger oppe i bjergene i Costa Rica, og i stedet for regnskov er der her cloud forest , de minder meget om regnskove, men i stedet for at få deres fugtighed fra mange regnskyld, får de det fra de mange skyer der altid hænger i skoven. Alting er derfor mosbevokset og der vokser masser af planter på selve træerne, hvilket gør det stort set umuligt at se noget mellem trækronerne. Vi tog ud til nationalparken Reserva Santa Elena, og nåede faktisk at gå hele parken rundt på nogle timer. På trods af den tætte vegetation, fik vi set både pisotes, smukke sommerfugle, ækle tusindben, aber samt en kæmpe sort fugl, som mindede om en haleløs påfugl. Der var lidt en eventyragtig stemning når man sådan gik rundt i skoven, og der var tysk og vindstille bortset fra når man kunne høre et dyr pusle i krattet et eller andet sted. Vi havde virkelig håber på at kunne se quetzales, som er en meget berømt fugl i Centralamerika, tucaner eller måske endda et dovendyr, men så heldige var vi alligevel ikke.

Vi kunne lige nå at slappe af et par timer, inden vi blev hentet og kørt ud til vores zip lining! Ideen er, at man bliver klipset fast på nogle kabler, hvorefter man får lov til at suse af sted mellem trækronerne. Man kan ikke helt lade være med at spekulere på, om kablet mon kan holde, om der skulle komme en gren i vejen eller om man skulle glemme at standse. Der var dog styr på det hele, og på hvert platform stod der en guide, som sørgede for, at man blev spændt ordentligt fast til næste kabel. Det rigtig sjove begyndte først da vi nåede en af de virkelig lange zip lines. I stedet for at føre den fra et træ til et andet, havde man ført den tværs over en dal, hvilket gjorde at den ikke bare var længere, men også højere end nogen anden af kabler vi hidtil havde prøvet. Som om det ikke var nok, blev vi her spændt fast på en helt anderledes måde. Normalt bliver man spændt fast foran, så man nærmest sidder i sin sele, og har hænderne (beskyttet af tykke læderhandsker) fri til at bremse med, og sørge for, at man ikke begynder at rotere midt i det hele. Denne gang blev vi spædt fast to steder på ryggen, så vi kunne svæve ligesom en fugl eller Supermand mens vi kiggede ned, og ikke skulle bekymre os om at bremse - det sørgede de for i den anden ende. Det var virkelig fantastisk, og det var helt uvirkeligt at man virkelig var så højt oppe! Men, det var ikke vores sidste zip line, den bedste var gemt til sidst - Latinamerikas længste zip line. Denne tog os tilbage over dalen lige længere henne, og var hele 1590 m lang og svimlende 200 meter over jorden! På dette tidspunkt var det begyndt at regne, og skyerne dækkede hele området, så det eneste man kunne se af kablet var de næste ti meter - man havde ingen idé om, hvornår den sluttede! Efterhånden havde man dog vænnet sig til følelsen af at suse af sted, så der skulle alligevel lidt mere til at få blodet til rigtig at pumpe - og det kom der! Som rosinen i pølseenden fik vi til sidst lov til at prøve den såkaldte "Tarzan Swing". Den minder meget om bongy jump, men i stedet for at hoppe op og ned i en elastiksnor når man når enden, laver man et stort sving et par gange. Denne var på 40 meter med 25-30 meters fald. Jeg var ret nervøs, især fordi der var mange der ikke turde prøve den. Det gjorde det ikke bedre at Helene var en af dem, da hun har prøvet det før, og ikke brød sig om det. De skrig der lød fra de andre, når de faldt hjalp heller ikke. Platformen, man skulle hoppe fra, var for enden af en svingende gangbro, spændt fast på kabler ovenover. Jeg kom der ud, de spændte mig fast, og før jeg overhovedet vidste, hvad der foregik, eller havde tid til at forberede mig mentalt, lød der et "Klar?", og så blev jeg nådesløsts skubbet ud over kanten. I omkring to-tre sekunder faldet varede troede jeg at jeg skulle dø, og det virkede næsten som en evighed. Man glemmer næsten at man egentlig

er spændt fast, kan ikke tænke rationelt - jeg skreg, men kunne næsten ikke genkende min egen stemme. Pludselig mærkede jeg rebet stramme og jeg lavede en kæmpe bue, op i luften igen. Der stod mænd på bunden til at fange mig, så jeg ikke gyngede frem og tilbage alt for mange gange, og så blev jeg sænket ned. Adrenalinen pumpede i hele min krop, og der var som om jeg svævede og var helt høj! Jeg kunne ikke helt bestemme mig for, om jeg havde kunnet lide faldet, men efterfølelsen var helt fantastisk!

Efter den lange, hårde dag besluttede Helene og jeg os for at forkæle os selv. Vi havde i lang tid gået og fantaseret om at få sushi juleaften, men det virkede ikke til, at der lå noget lige i nærheden af vores hostel i San José. Som en tegn fra himlen, skulle det vise sig, at der her i Monte Verde lå en sushi-restaurant lige over for vores hostel! Vi beslutede os derfor for at holde en tidlig julemiddag og spise der om aftenen. Det var noget dyrt - måske endda dyrere end i Danmark, men nu skulle det være! Rulle eller rulle fik vi fortæret i alt fryd!

Fordi vi nu havde nået så meget på én dag, var der ikke det helt store at lave den efterfølgende. Vi kunne nu virkelig godt lide Monte Verde på trods af de mange turister - for her var mange spisemuligheder, man kunne gå rundt og kunne lidt på butikker og omgivelserne var smukke. Vi kunne alligevel ikke nå hen til et helt nyt sted i Costa Rica inden vi skulle være tilbage på vores hostel i Son José, og da det var alternativet for at tage tilbage allerrede nu, havde vi bestemt ikke noget imod at være blevet en dag ekstra!

Tilbage i San José, lillejuleaftensdag besluttede vi os for at tage rundt og se byen inden vi vendte snuden mod vores hostel, på den måde kunne vi også finde ud af, om der var nogle steder vi skulle spise juleaften. Vi havde hørt forfærdelige ting om byen, og at flere fået at vide, at vi bare skulle holde os langt væk fra den! Det var derfor ikke svært for os at blive positivt overraskede, når vi havde så lave forventninger. San José var en ren by, med nem offentlig trafik. Pladserne vi så manglede måske noget charme, men til gengæld var de meget grønne og var udstyret med masser af bænke. San José er en relativ ny by, og den har derfor intet kolonial charme. Til gegæld var der i centrum et helt system af gågader a la strøget, med masser af butikker og samme juletravlhed, som man ser i Danmark sidste dag op til jul. Men i stedet for sne og slud kunne vi nyde sol og næsten 30 graders varme - skønt! Vi kom også til den første egentlige china town vi endnu havde set i Mellemamerika - det vil sige, der var en stor kinesisk dekoreret bueindgang med ordene "China Town" og nogle få kinesiske statuer spred ud her og dér, men der var overhovedet ikke den vrimmel af kinesiske butikker og restauranter, som man ellers ser. Hvis ikke det havde været for skiltet havde vi aldrig gættet os til, at det skulle være et specielt kinesisk sted. På trods af alle de mange ting vi så mens vi gik rundt i byen, faldt vi ikke over nogen restaurant - i centrum var der flest fastfood kæder. Da vi senere undersøgte det på nettet, fandt vi ud af, at alle ordentlige restauranter enten lå for langt væk, overskred vores budget eller ikke serverede noget mad vi gad spise. Vi besluttede os derfor for, at den 24. december skulle blive en hjemme-dag.

Så måtte vi jo ud at købe ind til den helt store julemiddag! Det var selvfølgelig umuligt at få fat i grødris, men vi besluttede os alligevel for at prøve at lave risengrød med almindelige ris og den klamme langtidsholdbare mælk de har i Latinamerika. Vi købte desuden et par bøffer, masser af rodfrugter, auberginer og en nogle øl. Risengrøden blev ikke helt som forventet, konsistensen var egentlig overraskende god, men smagen var virkelig ikke den bedste. Heldigvis havde vi også sørger for at have masser af kanel, så det overdøvede det meste af smagen. Og det var lykkes os at finde Carlsberg og Tuborg øl, så man kom da en lille smule i julestemning. Vores hovedmåltid blev heldigvis rigtig lækkert, og det var skønt for en gang skyld at spise noget andet end bare ris og bønner! Vi havde dog aftalt ikke at give hinanden nogen gaver, derfor varede det heller ikke længe inden vi gik i seng - havde det været et andet hostel, og havde vi ikke skulle flyve dagen efter, havde vi måske taget i byen den aften, for at der skulle ske et eller andet, men det var nu også rart med en helt afslappet dag.

Vi blev kørt ud i lufthavnen og alting gik som smurt bortset fra, at det var lidt træls at skulle betale omkring 30 dollars for at få lov til at forlade landet. Vi skulle desværre ikke flyve direkte til Quito, men derimod mellemlande i Bogotá. Og vores andet fly havde fået rykket sit afgangstidspunkt over flere omgange, så i stedet for at skulle vente der i et par timer, skulle vi nu vente i alt 10 timer på vores næste fly til Quito, som endda kun ville tage 1t 45 min! Det kunne dog have været meget værre, for vi havde trods alt vofer bøger at læse i, og det viste sig, at der også var gratis wifi i lufthavnen. Vi nåede alligevel at blive virkelig trætte i hovedet, og der var ikke mange madmuligheder rundt omkring - dem der var, var virkelig dyre! Vi var derfor både groggy og trætte da vi steg ombord på vores flyver. Da vi endelig ankom til Quito klokken et om natten, var jeg ved at falde omkuld. Vi havde ikke bestilt noget hostel på forhånd til dén nat, da vi helst ikke ville betale når vi kun skulle være sove der nogle få timer. Lufthavnen havde dog ikke et sted, man kunne sidde og vente, når først man var kommet igennem bagageudleveringen, og vi delte derfor alligevel en taxa med en tysker, og kom frem til det hostel, vi havde bestilt til dagen efter. Vi kunne her få lov til at ligge ud i et lille fællesområde, men sofaerne var så små at man ikke kunne ligge udstrakt (det var faktisk bare en lille bænk med plads til to personer), og der var virkelig koldt, så helt tungt fik vi ikke sovet. Det skulle ikke forhindre os i at udforske Quito den efterfølgende dag, for vi var virkelig nysgerrige over, hvad Sydamerika kunne byde på!