Efter som vi havde valgt selv at finde vej til Guatemala, måtte vi tage en lokal bus til grænsen og herefter måtte vi krydse den til fods og fange en microbus mini-vans, som fungerer som normale busser, bortset fra at de ikke kører med lige så mange mennesker og ofte er en smule dyrere (et par kroner). Selve grænsen var meget forvirrende! Vi krydsende den bare på gåfod, der var ingen der stoppede os, og vi skulle ligefrem lede efter det kontor, hvor man får sit pas stemplet (uden indrejsestempel kan man ikke forlade landet igen). Microbussen var fuldstændig proppet, så vi var glade da vi endelig blev sat af på øen Flores som ligger midt ude i søen Petén Itza i Guatemala. Det billigste hostel vi havde kunne finde på forhånd viste sig at være et gammelt hotel - hvilket vil sige at vores dorm faktisk bestod af et privatværelse. Vi fandt hurtigt ud af, at der var langt billigere hostels på øen, og vi besluttede os for, at det måske var på tide at stoppe med at bruge Hostelworld, men i stedet dukke op uden reservation og så gå rundt og finde et billigt hostel i stedet. Flores ø er virkelig lille, man kan gå rundt om den på 20 minutter, men den er koblet til fastlandet med en lille bro, hvor der ligger en større by ved navn Santa Elena. Flores har alle de hyggelige, snoede, brostensbelagte gader, hostels og hoteller, souvenirbutikker og restauranter med udsigt over søen. Santa Elena har alle bankerne, busstionen, markedet og alt larmen og rodet. Det siger sig selv, at Flores var et romantisk og idyllerisk sted, men selvom der også bor almindelige mennesker, og den lille plads med juletræet om aftenen blev fyldt med lokale som mødte for at hænge ud eller få noget at spise ved boderne, var langt det meste på øen tilegnet turister. Så meget sagt var vi vilde med stemningen, de rene gader, blomsterne og de farvestrålende huse!

Den efterfølgende dag blev vi hentet klokken halv fem om morgenen, så vi kunne blive kørt til Tikal, den mest berømte ruin i Guatemala. Dette var også en af Bambas inkluderes ture, og igen voldte de problemer, da de påstod at vi umuligt kunne blive hentet i Flores, men skulle tage en lille båd midt om natten over til den modsatte bred. Vores hotelejer kendte heldigvis det lokale selskab og ringede til dem for at sige, at de hellere skulle komme og hente os, hvilket de gjorde uden problemer - alle andre blev ligeledes hentet på omkringliggende hostels. Det bedste tidspunkt at komme på er i skumringen, hvor alle dyrene er mest aktive - Tikal ligger ude midt i junglen, og der er derfor et rigt dyreliv. I mange år var den eneste måde at komme dertil med fly! I sin tid var Tikal et kæmpe by med op imod 200.000 indbyggere! Det et også klart det største arkæologiske område vi havde besøgt, og man skulle bruge et kort for ikke at blive væk mellem alle paladserne, templerne og de mange beboelsesbygninger på stedet. Tikal er mest af alt kendt for sine høje bygninger, hvoraf den højeste er 70 meter høj - fra toppen af denne kan man se ud over junglen og spotte andre ruiner, der rager op over trætoppene. Det er ikke så store områder, der er blevet ryddet, og mange er bygninger er også stadig helt eller halvt dækkede af vegetation. Vi fik spottet både pisotes (lemur-lignende dyr), vilde marsvin, den farvestrålende petén-kalkun, kolibri, edderkoppeaber, og farvestrålende summerfuglelarver. Myg var også vel repræsenteret, vi var begge oversåede med myggestik da vi forlod området (talte i hvert fald over 60 på min egen krop). Da vi kom tilbage til Flores valgte vi at forkæle os selv om aftenen med et lækkert måltid på "Tipico", som serverer rimelig billige lokale retter, og en god happy-hour! Selvom det er vigtigt at leve så billigt som muligt, bliver man også nødt til at forkæle sig selv en gang imellem, hvis ikke man skal gå sur i det.

Vores næste transport fra Flores skulle foregå en en shuttle, en lille minibus, da der ikke rigtig er nogen busselskaber, der laver langdistanceruter med rigtige busser i Guatemala. Der findes små lokalbusser, men de fleste lokale rejser med pick-up trucks som samler en op, hvis man står i landevejsgrøften, og som man betaler på samme måde som havde det været et offentligt transportmiddel. Tit kunne man se sådan en vognfuld mennesker, som alle stod tæt stuvede sammen på ladet og holdt fast i til formålet monterede jernstænger- nok ikke den sikreste måde at rejse på. Vores shuttle var heller ikke noget at råbe hurra for, den var prop fuld (stort set alle turister, med undtagelse af en enkelt lokal, som åbenbart havde råd til at bruge nogle ekstra penge på en privat shuttle). Alle sæder var fyldt og med alle dagstaskerne i vognen, blev man hurtigt klemt. Turen skulle i alt tage 8 timer, hvilket vi først ikke forstod, da vi så afstanden på et kort. Men vejene i Guatemala er virkelig dårlige, og vi brugte også lang tid på at krydse en flod, som ingen bro havde, men i stedet en stor pram (hjemmelavet - en masse speedbådsmotorer var monteret på hver side), transporterede biler frem og tilbage. Ud over det endte vi med at punkterer på vejen, så turen kom til at tage endnu længere tid end planlagt! Vores chauffør kunne heller ikke finde ud af at skifte hjulet, så det tog sin tid, og vi kom først videre da det var ved at blive mørkt. De sidste ti kilometer foregik på en lille, dårlig grusvej ned ad bjergsiden, og tog over en time! På et tidspunkt fik jeg et chok da jeg kiggede bagud og fik øje på et grinende ansigt i bagruden - en fyr som sikkert havde et sit snit til et gratis lift ved at hoppe på den lille trappestige bagpå. Endelig ankom vi til vores destination - Lanquin en lille flække i en lille dal. Dog blev vi overfaldet lige så snart vi kom ud af bussen af folk, som prøvede at få os til at vælge lige netop det hostel, som de arbejde for. Vi havde jo besluttet os for at prøve at lade være med at booke hostels på forhånd, og havde været lidt nervøse over, om vi overhovedet ville være i stand til at finde et - det var helt ubegrundet. Vi skyndte os at vælge et, som lød godt og ikke alt for dyrt, og blev herefter sammen en lille gruppe af andre unge smidt op bag en pickup truck og kørt ud af byen, ned af en mørk grusvej. Jeg var lige ved at begynde at overveje om de mon ville kidnappe os, da vi nåede frem til hostelet - så tabte jeg kæben. En stor bygning med palmeblade på taget lå i de smukkeste omgivelser. Indenfor var der lyst, fyldt med hængekøjer og folk, der hand ud, spillede, drak, snakkede og hygge, en stor reception, som tilbød ture, bogbytning og som effektivt fik givet alle en seng. Vores senge lå en lille, treetagers hygge, med triple køjesenge og den smukkeste udsigt ud over dalen gennem det lille vindue. Et par tyskere, som vi snakkede meget med, fik et værelse billigere fordi hytten ikke var færdigbygget de manglede en væg. Til gengæld kunne de vågne op til solopgangen første stråler. Badene var ligeledes åbne ud over bjergene, så man kunne nyde landskabet mens man stod og tog sig et bad. Der blev om aftnen disket op med en kæmpe, lækker og ikke særlig dyr italiensk buffet, og vi spiste til vi var ved at spække. Man kunne ikke betale for man havde tjekket ud, så alt man spiste og drak blev sat på regningen - hvilket godt kunne give nogen en grim overraskelse når ma endelig skulle betale. En drink bliver jo hurtigt til mange, når man ikke skal lange penge over disken. Wifi, som desuden var dårligt, blev slukket klokken 19, så man var "tvunget til at socialiserer med andre", som de formulerede det. Vi endte også med at snakke med ret mange mennesker de dage vi blev der.

Endnu egnang havde vi problemer med Bamba, da de havde givet os forkerte informationer mht., hvor vi skulle møde op for at komme på vores dagstur (ud over det havde de taget overpris) - vi fandt dog til sidst stedet og efter en lang, bumlet tur på grusveje i ladet på en truck, nåede vi endelig frem til Semuc Chapey nogle virkelig smukke søer, delt op i forskellige bassiner, med turkis og grønt vand. Et sted forsvinder floden Río Cahabón ind under en naturlig bro af sten. Vores guide tog os førs op til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se bassinerne oppefra, derefter fik vi lov til at bade i dem, hvilket var yderst forfriskende efter den svedige tur op og ned af alle trapperne. Det bedste var dog, at han tog os med nem gennem alle bassinerne. Tit skulle vi enten springe fra det ene til det næste, eller glide ned af naturligt dannede rutsjebaner. I det sidste bassin tog han os med ind i en ligge undersøisk grotte, kun lige sort nok til at ens ansigt eller hoved kunne stikke op af vandet, en slags hul gang under udhænget på det andet sidste bassin.

Den bedste del af vores tur, og noget af det flotteste vi havde set indtil videre, var da vi herefter besøgte den nærliggende grotte, K'hanba. Jeg har set rigtig mange grotter i løbet af mit liv, og havde derfor ikke særlig høje forventninger til den. Denne her var dog helt anderledes. Kun iført badetøj og med et levende stearinlys i hånden skulle vi svømme langs en underjordisk flod ind i grotten. Nogle gange var vandet lavt nok til at vi kunne gå på bundet, andre gange måtte vi svømme, med vores lys holdt oppe, så det ikke gik ud. Hvor strømmen var ekstra stærk, var der sat snorer op, man kunne holde fast i med den anden hånd. Nogle gange skulle vi kravle op og ned af stiger for at komme til det næste rum, andre gange måtte vi kæmpe os op gennem vandfald. Det var umuligt at se mere end en meter eller to frem for sig, og man var hele tiden bange for, at man skulle falde i et hul under vandet, som man ikke kunne se. Da vi endelig var kommet så langt som vi skulle, var det et sted hvor man, hvis man turde, kunne kravle på på en klippeafsats og hoppe ned i et dybt, vandfyldt hul for toppen af et lille vandfald. Herefter skulle vi ad en anden vej tilbage. På et tidspunkt om vi til et sted, hvor vandet med en brusen forsvandt ned i et omkring 50-60 cm stort, sort hul - her skulle vi ned! Pigen før mig forsvandt ned under vandmasserne, og da hun skulle have rakt sin lys ned, kom der intet svar! Jeg var noget nervøs, men det værste var, at man ikke vidste, hvad der var nede i hullet. Da jeg faldt ned, skulle jeg kæmpe for at holde mig oppe, for vandmasserne, og havde fået masser af vand i øjnene, men fik alligevel på en eller anden måde fat i det lys, som guiden rakte ned til mig - så kunne jeg svømme videre, og nu varede det ikke længe, før jeg kunne se lyset udenfor! Det var virkelig en fantastisk oplevelse, selvom man fik sig nogle skræmmer hist og her. Vores gruppe var dog nået at blive ret nervøs for mig, for jeg var åbenbart blevet væk fra dem inde i grotten. Guiden, som jeg havde troet dannede bagtroppen til vores gruppe, var i virkeligheden guide til en gruppe på tre personer, og det var dem, jeg havde fulgt efter, da vi var færdige ved udspringsstedet. Lige pludselig havde min rigtige gruppe opdaget at jeg var væk, så det var meget lettede da de fandt mig ventende uden for grotten. Vi sluttede af med noget tubing ned af floden - man sætter sig i store baderinge og lader sig flyde med strømmen. Det gik ret langsomt, så det var en smule kedeligt, men ret afslappende.

Vi havde elsket Lanquin, vores fantastiske hostel og de smukke naturomgivelser, men glædede os nu alligevel til at komme videre til byen Antigua, som vi havde hørt virkelig meget om! Inden vi ankom dertil, måtte vi dog endnu engang tilbringe en hel dag i en shuttle. Man lagde straks mærke til de mange, især unge, udlændinge i byen. Antigua er stedet hvis man vil lærer spansk på en sprogskole, og er samtidig en af de billigste stedet. Selvom det var en mandag aften kunne man derfor fra vores hostel hører masser af fulde mennesker i gaderne, som var ude at lave pub crawl og hoppe fra bar til bar. Vi ville dog hellere slappe af, for klokken seks næste morgen blev vi hentet og taget op til den nærliggende vulkan, Pacaya, som stadig er aktiv. Det var en relativ nem tur op til toppen, der var lavet en lille grusti hele vejen, men folk med heste fulgte alligevel efter vores gruppe hele vejen i håb om at en af os skulle blive for træt og få brug for en "taxa". Da vi nåede toppen var det eneste vi kunne se damp, for selvom vulkanen er aktiv, og man ikke må gå ned i selve krateret, er der intet lava at se. Vi ristede dog skumfiduser over et lille hul, og et andet sted skabte en lille hule en slags naturlig sauna. På toppen var der en eneste lille butik, hvor man kunne købe smykker, som var håndlavede og havde en lille vulkansten fra Pacaya. Det var del af et projekt, som skulle hjælpe børn i området til bedre skolegang, og vi fik endda at vide, at National Geographic havde været inde over det. Så jeg købte en ring, som godt nok var dyrere, end man ville kunne have fundet den på et marked, men også ville være et godt minde og samtidig støtte et godt formål. Blot få timer efter var min finger blevet helt misfarvet af det materiale som ringen var lavet af, selv om jeg havde fået at vide, at det var sølvbelagt - krejlerer!

Da vi kom tilbage til Antigua gik vi rundt og så byen. Det er en gammel kolonialby, med masser af stemning og romantik, gamle kirker, nogle af den står som ruiner efter de mange jordskælv der har gennemrystet byen, og små, farvede huse side om side, med masser af caféer, restauranter, bagerier, sprogskoler og salsastudier Vi kravlede op på Cerro de Santa Cruz, en lille bakke bag byen med et kors på toppen, som giver udsigt ud over hele Antigua og den bagvedliggende vulkan, Agua. Der har været så mange problemer med røverier af turister på stien, som fører derop, at byen har indsat specielle politimænd langs stien - siden da har der ikke været problemer, og vi oplevede heller ikke nogen, men kunne godt se, hvorfor den isolerede sti ville være et godt sted at overfalde turister.

Vi havde besluttet endnu engang at bevæge os ud af vores buspas, og tage til tid Atitlan-søen syd for Antigua - vi skulle stadig tilbage til Antigua for at komme videre til Honduras, men vi synes også det var mange dage at bruge på byen. Vi tog derfor en billig shuttle fra vores hostel, til byen Panajachel ved Atitlan-søens bred. Søen er smuk, med mange små landsbyer og to store vulkaner som hæver sig op tæt på dens breder. Panajachel, var en meget lille, støvet by, men til gengæld kunne man her finde virkelig billig overnatning - vores lille hotel kostede kun 40 quetzales (under 30 kroner) med eget værelse og delt bad. Byen i sig selv var ikke noget særiligt, men den var spækket af turselskaber, restauranter og butikker med artesenia, "handcraft", som mange af de lokale, især mayakvinder producerer. I Guatemala kunne man også virkelig se, at mayakulturen var godt dyrket. Flere gange hørte vi dem snakke deres eget sprog i stedet for spansk, og alle kvinder vi så var klædt fuldstændig ens, om de var otte eller firs år: En mønstret nederdel, som bestod af et stykke stod de viklede rundt om livet, og en mønstret bluse, som i det nordlige Guatemale bestod af en farvet top med en anden top med blonder uden over, og i det sydlige Guatemala (Panajachel), bestod af en blomstret top. Farverne varierede, men mønstrene og stoffet var altid det samme hos alle kvinder vi overhovedet så. Det var egentlig meget elegant. Vi gik rundt og så på alle deres artesenias og prøvede samtidig at prutte om prisen til en tur dagen efter hos de mange turselskaber. Vi startede p 400 og endte på 260 quetzales for en tur til den ene af de to vulkaner ved byen San Pedro på den anden side af søen, med lancha (båd), morgenmad, transport og guide inkluderet. Faktisk ret billigt, men vi fandt senere ud af, at vi sagtens kunne have gjort det selv, da disse stier ikke er farlige at gå på, så man behøver ikke en guide. Selvom det kun to os to timer og femogfyrre minutter at gå til toppen, var det virkelig hårdt pga. varmen og den tynde luft! Vulkanen er 3010 meter høj. Desuden er stien på vulkanen i forhold til de andre vi havde besteget og senere besteg virkelig stejl, så man mistede hurtigt pusten. Men da vi kom op, var det det hele værd! Udsigten var fantastisk, og vi var lige nået der op i tids nok før det om eftermiddagen ville live helt overskyet. Man kunne se ud over hele søen, alle landsbyerne og den anden vulkan!

Vi syntes så godt om bestigningen af San Pedro-vulkanen at vi tænkte vi måtte prøve en anden. Derfor tog vi mod Xela (også kendt som Quetzaltenango), hvorfra man kan bestige vulkanen Tajamulco, som ikke blot er den højeste vulkan i Guatemala (4220 m), men også det højeste punkt i Centralamerika! Da shuttles måske nok er hurtige, men lige så hurtigt æder i vores budget, tog vi i stedet en af den lokale busser, som folk slet og ret kalder for en chicken bus - de er gamle amerikanske skolebusser, som er blevet malet i mange farver, og man er ikke i tvivl om, hvornår de kommer, for de laver, oser og dytter mere end noget andet på vejene. Det lykkedes os at f en relativt tidligt, men den var allerede fuld da vi stod på. Og nej, ikke fuld som en bus ville have været i Danmark, den var stuvende fuld! På topersonsæderne sad der mindst tre personer, hvoraf den ud mod gangen tit kun havde en halv balde. Resten kunne få lov til at klemme sig ind i det lille rum der blev tilbage i mellemgangen, som var helt proppet lige fra bagenden og helt op foran - folk hang endda ud af fordøren. Lige som vi troede at det ikke kunne blive værre besluttede chaufførens hjælper, som skal tage i mod betaling fra passagererne, at han ville mase sig igennem hele bussen. Vi lo, for selvfølgelig kunne den granvoksne mand ikke komme igennem, vi kunne knapt nok selv være der. Han var dog iskold, og masede, asede og skubbede sig vej ned gennem sæderækkerne, hvilket resulterede i, at en og mange stående passagerer endte mere eller mindre i skødet på dem, der sad ned, som ellers kunne nøjes med at få rumper, albuer og skuldre i ansigtet når folk væltede rundt. Showet gentog sig også, hver gang nogen skulle af, eller skulle have fat i deres taske eller kurv med kyllinger (det hedder ikke en chicken bus for sjov) på bagagehylden. Alt stort bagage blev smidt op på taget, hvor hjælperen sørgede for at binde det fast med reb - nogle gange mens bussen stadig var i fuld fart. Man viste aldrig hvor ha var, for var han ikke på taget var han måske hoppet ud af bagdøren for at hjælpe med at dirigerer buschaufføren rundt om et besværligt hjørne, eller han var simpelthen hoppet ud af bagdøren på bussen for så at løbe op til forenden igen mens bussen hold stille for trafikken. Når man stod af (hvis man kunne få klemt sig igennem menneskemængderne) gjaldt det om at være hurtigt til at gribe ens bagage når de smed den ned til en fra taget - en enkelt gang begyndte bussen at køre, og jeg måtte løbe ned af gaden før han kunne smide den ned til mig. Det var virkelig en oplevelse i sig selv at tage en chicken bus, og vi endte med at tage mange, mange flere for at komme rundt, både i Guatemala og andre stedet i Centralamerika, for det var latterligt billigt.

Vi fandt et hyggeligt hostel i centrum af Xela, og brugte eftermiddagen på at finde finde et turselskab, der kunne tage os til toppen af Tajumulco. Vi havde på forhånd haft kontakt til Monte Verde Tours, men da vi bankede på deres kontor, fandt vi ud af, at chefen var ude at rejse, og datteren vidste ikke noget som helst om vores handelskorrespondance. Vi snakkede med hende og aftalte af komme tilbage - i mellemtiden gik vi hen for at tjekke Quetzaltrekkers, som er en frivillig organisation, der findes i flere centralamerikanske lande, der har frivillige guides og hvor alt overskuddet går til skoler i området omkring de vulkaner de bestiger. De ville dog have en lidt højere pris, fordi de allerede var begyndt med forberedelserne til den gruppe, der skulle bestige vulkanen den efterfølgende dag. Vi vendte derfor tilbage til Monte Verde Tours, selvom det ville betyde, at vi ville være de eneste to i gruppen. Efter at have ventet forgæves foran kontordøren i en halv time, ringet til deres telefon tilbage på hostelet, og ventet endnu længere tid, kom datteren endelig tilbage fra hendes frokostpause. Vi fik vores aftale på plads, og kunne nu se frem til en to dage lang bestigning af vulkanen med overnatning! Vi fik både guide, måltider og udstyr for 400Q (275 kr)!

Vi skulle møde klokken syv for at tømme vores rygsække og fylde dem med alt det, vi skulle have med - varmt tøj, regntøj, de lånte soveposer og liggeunderlag, vand og mad. Vores guide bar teltet. Helene måtte dog låne en af deres rygsæk da hendes så småt er ved at falde fra hinanden, og afsted kom vi! Vi skulle tage offentligt transport - aka chicken busses - og vi skulle skifte bus par gange. Alt gik efter planen, og vores guide virkede ret flink, var god til engelsk og sagde drillende, at det ikke gjorde noget om vi gik langsomt, for han havde besteget en anden vulkan dagen i forvejen, og var derfor ikke i stand til at løbe op af Tajumulco. Lige pludselig standsede vores bus. Ud af vinduet kunne man se, hvordan biler og tomme, efterladte busser hold i vejsiden, og mænd og kvinder med alt deres oppakning myldrede rundt på vejen, nogle af dem signalerede at bussen skulle vende om. Vi troede et øjeblik at der var tale om en ulykke, før vi blev bedt om at stige af bussen, og fandt ud af, at det var tale om en blokade! Nogle folk havde af politiske grunde villet lave en manifestation, og havde derfor spærret vejen med brændende bildæk. Politiet var der, men gjorde ikke noget, og der var virkelig kaos, for ingen kunne komme forbi vejen - som var denne eneste måde at komme videre på. Fra det øjeblik blev vores guide meget pessimistisk. Han ville vende om, der var intet at gøre, vi måtte tage en taxa tilbage til Xela. Vi var dog stædige - for vi havde ingen anden mulighed for at bestige Tajumulco, så det endte med at vi krydsede blokaden og ventede på den anden side indtil busserne havde fundet ud af, at der ikke var andet at gøre end at vende snuden og kører den vej, de var kommet fra - passagerer fra den ene side, byttede altså bus med dem fra den anden. Frem kom vi (efter at have skiftet bus i alt 4 gange), men var meget forsinkede - klokken var et om eftermiddagen, før vi begyndte at bestige bjerget. Der var ikke nogen egentlig sti op, og der havde spredt sig en tæt tåge over bjerget, så det var umuligt at vide, hvilken vej vi skulle tage for at nå op til lejeren, hvor vi skulle slå vores telt op, hvis ikke vi havde haft guide med (som heller ikke er tilrådeligt). To unge fyre begyndte at gå samtidigt med os, men uden guide, og de blev væk fra hinanden i tågen på vejen op (de fandt dog hinanden igen). Det varede ikke længe før det begyndte at regne. Det var en stille, silende regn, iskold, og selvom vi gik, var det svært at holde varmen. Det gjorde også, at vi ikke holdt nogen pauser, da vi rystede af kulde hver gang vi stoppede med at gå. Vi holdt ti minutters pause for at spise frokost og længere oppe en lille pause stående og med oppakning, for at spise nogle kiks - så fortsatte vi, og der gik ikke lang tid før vi indhentede gruppen med Quetzaltrekkers, som endda var started med at gå op ad vulkanen klokken ni om morgenen! Det skyldes helt sikker de få pauser vi havde haft, men nok lige så meget at de var en større gruppe, og derfor skulle bruge mere tid på at vente på hinanden - vi var jo kun os, og det var derfor os selv der satte farten. Vores guide var nu ikke den, der gejlede os mest op - han blev mere og mere negativ, og vi skulle konstant hører på hans brokkeri over vejret, kulden, hans ømme muskler, stierne, hans tynge rygsæk - i det hele taget havde han ikke noget godt at sige, og vi fik mere end én gang at vide, at han ville sige sit job op lige så snart vi kom tilbage fra turen. Men hans kommentarer kunne ikke ødelægge vores oplevelse, for pludselig holdt det op med at regne, og det gik op for os, at vi var kommet op over skydækket! Man kunne se ud over alle de nærliggende dale, og landskabet i disse højder var virkelig smukt. Her var nåletræer og mosbegroede sten, og man kunne sagtens tro, at man befaldt sig et sted i de schweiziske alper eller de skandinaviske fjelde. Vi nåede frem til lejren lige inden det blev mørkt, og fik sat et telt op (vi havde egentlig to med, men vores guide nægtede at sætte det andet op, da han påstod at det ville blive for besværligt at tage det ned dagen efter, og vi måtte derfor masse os sammen i ét telt og lade vores tasker stå udenfor natten over). Det første vi gjorde var at få noget tørt tøj på, hvilket hjalp lidt på kulden, men overhovedet ikke nok til, at vi ikke stod og rystede, vi vi krøb hurtigt ind i teltet, lavede pasta over et lille gasblus og kravlede herefter ned i vores soveposer. Jeg havde lånt en af Monte Verde Tours, men Helene havde sin egen med. Hendes var en smule tyndere, men til gengæld havde hun to silkelagenposer med, og jeg kun én. De er virkelig gode til at holde på varmen, og fylder ingenting! Hendes ene var dog blevet våd, og hun endte med at fryse det meste af natten.

Klokken halv fem om morgenen, måtte vi forfrosne vælte ud af teltet for bevæbnet med pandelygter at bestige det sidste lille stykke af vulkanen inden solen stop op. Da vi en time senere nåede toppen, efter at når at have brækket benet ved at falde over diverse klipper på vejen, var det alt kulden, besværligt, den sure guide og den dårlige mad værd! I de tidlige morgentimer kunne man kun se et lille lys i den østlige del af horisonten. Alle byer var stærkt tegnet op, da lyste op som pletter ud over dalen, men efterhånden som solen stod længere op på himlen blev det elektriske lys fra byerne overdøvet af det bløde, røde morgenlys der badede de omkringliggende vulkaner i lys og oplyste de lavtliggende skyer, der væltede og flydte ud over en bjergryg, som var det vand. Det var et virkelig smukt syn! Da solen var stået helt op, skyndte vi os tilbage til lejren for at pakke sammen og komme ned ad vulkanen inden klokken blev alt for mange, og de andre også nåede ned - vi kunne risikerer at bussen blev fyldt op. Tilbage i Xela var vi mere end lykkelige for at kunne få noget ordentlige mad, en ordentlig seng og et bad, for vi var fuldstændig smadrede, og vi sov virkelig tungt den nat, for vi var radbrækkede, stive i kroppen og havde umådeligt ondt i fødderne!

Vores sidste dag i Guatemala foregik igen i Antigua, da det var herfra vores shuttle til Copán i Hunduras gik fra. Vi var stadig ikke helt kommet til kræfterne, så vi lavede ikke meget andet end at slappe af, købe ind og skrive nogle postkort. Og vi havde virkelig noget at skrive hjem om! Guatamale har stjålet vores hjerter med dets smukke, betagende natur, det folk med deres traditioner simple liv samt dens stemningsfulde byer. Vores ophold her havde virkelig været en kontrast til Belize, og vi har svært ved at komme i tanke om noget som helt negativt at sige om de steder, vi har besøgt. Vi var spændte på, om Honduras ville byde på lige så positive overraskelser.