18. februar blev dagen hvor Amanda sprang fra en platform paa en klippe 47 meter ned mod den smukke Waikato flod med en elastik om benet. Bungyjumping er det VILDESTE jeg nogensinde har proevet! Aarg sikke et sus i maven, var heoj af adrenalin flere timer efter :)
Jeg havde besluttet det var en af de ting jeg ville proeve paa min rejse, og Taupo var et smukt og billigt sted at leve denne droem ud i livet. Luke ville ogsaa gerne proeve, mens Charlie allerede havde bungyet i Australien og derfor bare tog med for at vaere tilskuer. Luke sprang foerst mens Charlie og jeg filmede, og det saa saa let og elegant ud da han sprang og bouncede som en yoyo i et minuts tid inden en baad samlede ham op og det hele var vel ovre. Saa blev det min tur... Foran mig stod en gruppe meget hardcore udseende aussie blokes, og den ene af dem var med i et radioprogram saa han havde en reporter ved sin side der interviewede ham og fik ham til at udfoere et psyko-jump kaldet 'backwards elevator'. Reporteren fik ham virkelig koert helt op og der var underholdning for alle os der ventede da han endelig sprang. Bagefter (og lige inden mig) var det en stor rockerlignende aussies tur til at springe. Selvom han blev korrekt spaendt op og fik al sikkerhedsbriefingen var han super nervoes og stod laenge og ventede mens instruktoeren proevede at overbevise ham om at det kun var slemt mens han stod paa kanten og kiggede lige ned i floden. Men nej, selvom han proevede et par gange kunne han ikke springe.

Huha, lidt af en optakt til mit spring! Jeg kom derind og fik spaendt elastikken fast til mine ben mens instruktoeren plaprede loes om alle de danskere han moedte paa sit job. Jo tak taenkte jeg, og ingen af dem er her til at stoette mig! Jeg kom op at staa paa kanten og proevede at fokusere paa det utroligt smukke sceneri omkring mig mens han fik indstillet rebet. Saa var det ellers ;smile to the camera, 3, 2, 1 - BUNGY!' Og saa sprang jeg! Har i nogensinde haft den foelelse at staa paa et hoejt sted og taenke hvordan det ville vaere at springe? Det har jeg, og nu var chancen der for rent faktisk at goere det. Paa videoen kunne jeg se hvordan jeg smilede stort til kameraet og faktisk sprang, ikke bare faldt, men det gik saa hurtigt at jeg naesten ikke selv opdagede det. Lige pludselig var jeg bare i luften og paa vej mod floden for fuld fart, og selvom det kun var 47 meter og overstaaet ret hurtigt foeltes det som meget lang tid inden elastikken strammedes og hev mig op igen. Det var naesten endnu vaerre, for jeg kom faktisk utroligt hoejt op igen og faldt endnu en gang mod floden, og det var faktisk foerst her jeg skreg - ikke aaarghhh, men wuuuhuuuu som i hvor er det her crazy! Det er ulig nogen foelelse jeg nogensinde har haft foer! Da jeg omsider var faerdig med at bounce landede jeg i en lille gummibaad og fik rebet af foedderne mens min verden stadig snurrede rundt og hjertet var helt oppe i halsen. Hvor var det graenseoverbrydende FEDT!

Resten af de aktiviteter jeg havde planlagt her i Taupo - skydiving og Tongariro Crossing, NZs bedste dagshike, maa jeg gemme til turen tilbage til Auckland fordi vejret er for skidt. Charlie og jeg planlagte derfor at tage til Wellington mens Luke tager til Turangi. Da vi saa ringede for at booke hostel i Wellington er der INGENTING ledigt - overhovedet! Selvom vi er velorganiserede og i god tid er det bare mission impossible. Magic bussen booker ikke hostel for os der (hvilket maaske ikke er det stoerste tab, vi har vaeret ret uheldige med deres hjaelp hidtil), saa loesningen bliver en lang bustur til Wellington efterfulgt af Interislander faergen til Picton - alt i alt mere end 12 timers rejsen paa en dag og starten paa South Island eventyret. Det betyder at jeg paa vej tilbage til Auckland stadig har en del at opleve paa the North Island, hvilket jeg er glad for, men det kraever en del planlaegning at faa det til at lykkes naar Magicbussen fra 1. marts kun koerer 4 gange om ugen.

Men jeg er fast besluttet paa at faa det til at lykkes og har stadig adrenalin nok i kroppen til at vaere yderst fortroestningsfuld :) Tjek mine billeder og video der snart kommer paa facebook og her paa bloggen!

Desuden vil jeg lige fortaelle jer om the Waitomo caves, en underjordisk grotte fyldt med glowworms. Her var jeg paa en tur hvor en guide fortalte om grottens udformning og historie samt betydning for Maorierne i omraadet, og efter dette en sejltur paa den underjordiske flod hvor det eneste lys var 10.000vis af smaa lysende insekter. Deres turkise lys udgjorde et sandt inferno og spredte sig som Maelkevejen over floden. Det var en rigtig smuk oplevelse.

Kiwikram fra Amanda, der idag foeler sig lidt sejere end normalt.