Huaraz

Huaraz ligger lige mellem de to bjergkæder Cordillera Blanca & Cordillera Negro.
Huaraz er ligesom flere byer i Sydamerika en by man ankommer til for at tage videre ud at trekke i den fantastiske natur - og netop i Huascarán nationalpark, der dækker hele området af bjergkæden "Cordillera Blanca" (dvs. De hvide sneklædte bjergkæde), i over 4000 meter højde, så vi frem til at skulle vandre i.
I parken ligger bjerget Huascarán, som med sine 6.768 meter over havets overflade er Sydamerikas næsthøjeste bjerg. I øvrigt omfatter parken noget så vildt som 27 bjerge, 663 gletsjere, 269 søer og 41 floder. Området omkring Huascarán er derfor selvfølgeligt et populært område for bjergbestigning og vandreture. I 1985 kom Huascarán nationalpark endda også på UNESCOs verdensarvsliste.

Lake 69

Efter en enkelt overnatning startede vi ud med en dags-trekkingtur for lige at akklimatisere, selvom vi følte os helt fint tilpas i højderne efter de mange højderne i Bolivia. Men man kan også kalde det en god opladning til det næste 4 dages trek vi gerne ville på :) I forhold til højderne, så skal dog tage dette meget seriøst, da vi efterfølgende har hørt flere skrækhistorier om unge backpackere på vores alder, der kommer direkte fra stranden og endnu ikke har været i højderne, hvorefter de tager op i over 4000 meters højde og simpelthen dør af højdesyge!

Men med vores gode helbred blev det dagen hvor vi tog vi afsted i bjergene omkring Huaraz - først en tre timers bustur gennem i det smukkeste landskab der rullede forbi! Kæmpehøje bjerge, krystalblå søer/laguner, smukke dale og desuden åndssvagt mange køer, der chillede i vejkanten og ser ud til at have det lækreste ko-liv man kunne ønske sig. Vi blev alle lukket ud af bussen, da vi havde kørt et godt stykke ind i nationalparken, og for døren stod en tre timer lang vandretur til Lake 69. Stien startede fladt ud og gik gennem en stor og frodig dal, hvor vand fra vandfald løb ned af bjergsiderne og de kæmpe gletscheres tydelige kontrast til resten af bjergene og det grønne, samt de mange græssende køer. Herfra begyndte stien at gå opad - meget stejlt opad! Vi startede i 3900 meters højde og skulle ende i 4600 meters højde. Så på de 7 km opad, var det med en stigning på 100 meter pr kilometer og det kunne godt mærkes i bentøjet og vejrtrækningen! På vejen derop havde vi begge lidt vejrtrækningsproblemer, men intet vi ikke kunne overkomme - og det voldsomt smukke sceneri for vores øjne gav lidt ekstra energi til at vandre. Hele vandreturen var virkelig det hele værd med dette storslåede syn vi kom frem til; en helt ufattelige smuk turkisblå lagune omgivet af sneklædte bjerge og gletchere hele vejen omkring - synet var helt uvirkeligt efter en ret hård vandretur og lignede mest af alt noget, der var Photoshoppet ind i landskabet; men den er god nok, det var ganske virkeligt. Så det første vi gjorde var bare at sætte os ned for at slappe af, men lige så meget for bare at nyde synet!

Når man vandre rundt i så smukke dale omringet af kæmpemæssige bjerge der rejser sig uanset hvor man kigger hen, får en til at føle dig helt lille og utrolig fascineret af hvad verden har skabt! Ja det lyder måske lidt kliché-agtigt, men det er altså ikke en tur til Himmelbjerget derhjemme der sparker jorden væk under en ;) Det var, vitterligt, et helt perfekt billede af en "valley": grønt græs med rindende floder, høje sneklædte bjerge til alle sider, vandfald på bjergkanterne, søer, gletchere, og total stilhed!

Santa Cruz trek

Efter lagunen brugte vi lige en dag på af lade op og slappe af inden 4 dages Vandretur ved navn Santa Cruz trek - nu skulle vi tilbringe de næste fire døgn og tre nætter i Huascaŕan National Park.

Tidlig om morgenen blev vi hentet i en minibus som skulle køre os ind i Huascarán nationalpark. Det var en temmelig lang tur i minibusen, ca. 5 timer og vi skulle blandt andet over et pas på 4700m hvor der dog var en helt fantastisk udsigt over bjergene og nogle blå søer. Vores gruppe bestod af et fransk og et tysk par, en italiensk fyr, en israelsk pige, vores guide Ricardo, vores kok Maximo og en ”æsel-kører”/Robbert som skulle holde styr på æslerne med vores oppakning. Efter at have pakket æslerne var vi klar til at starte turen og de første par timer gik gennem nogle fine små landsbyer. Flere steder så vi små burer eller ”altaner” hvor familierne havde marsvin gående, det er nemlig en delikatesse her i Peru… der er ikke meget kæledyr over dem!!

Den første dag var forholdsvis nem, men med højden kan man selvfølgelig godt mærke at man skal tænke lidt ekstra over vejrtrækningen, og da vi nåede vores første campingplads i 3800m højdes var vi glade for at kunne slappe lidt af. En hyggelig lille Camp fik vi hurtigt slået op lige ned til den store flod og med selskab af køer, æsler og vilde heste. Især de nysgerrige køer ville gerne følge efter en når man endelig fandt et lidt privat sted at tisse, hehe. Mægtig selskabelige var de også når man midt om natten skulle op og tisse og man så åbner sit telt og det første man møder er rumpen af en ko - godt man har pandelamper.

Vi nød vores aftensmad i ”restaurant-teltet” mens solen gik ned og fik lært hinanden lidt bedre at kende. Efter aftensmaden var det bulder ragende mørkt og der var ikke så meget andet at lave end at krybe ned i soveposerne og nyde stilheden. Vandreturen og al den friske, men tynde luft gør en træt og jeg tror vi gik til køjs kl 20.15 og sov kl 20.16

Næsten morgen blev vi vækket kl.5.30 med en kop varm coca te serveret ”på sengen”. De soveposer vi havde lejet af trekking selskabet var virkelig gode og varme og vi havde en hel fin nattesøvn. Vi startede derfor dag nummer to med friske ben og godt humør, men som stien første os højere og højere opad blev luften også tyndere og tyndere. ...også kom regnen! Efter 3.5 times meget meget langsom vandring konstant opad nåede vi endelig Punta Union passet i 4750m højde. Lige fra morgenstunden havde vejret været temmelig overskyet og vi havde ikke set meget til udsigten, men da vi nåede efter passet begyndte det at klare lidt op og vi så den flotte flotte udsigt!!

Efter endnu et par timers vandring nåede vi vores camp. Den lå utrolig smukt på en slette med bjerge hele vejen rundt. Vi var lidt udmattede, men bentøjet havde det helt fint efter de 15 kilometers hård vandring opad.

Timerne inden aftensmaden gik med masser af kortspil og hygge med varm te, mens regnen desværre ikke helt ville stoppe. Meeen heldigvis kan det jo også være hyggeligt at sove i telt i regnvejr;)

Den tredje dag vågnede vi op til den smukkeste udsigt til Artesanraju bjerget, også kendt som Paramount bjerget som man kender fra filmselskabet Paramount Pictures der vises før en af deres film starter. Vandreturen gik stort set kun nedad hele dagen og vores guide havde forslået at vi skulle gå 1.5 time længere end planlagt så vi kunne komme hen til en lille landsby, hvor vi kunne sove, og dermed - tid til at gå i hotsprings den sidste dag - det blev vi hurtige enige om var en god ide. Det endte med at blive en temmelig lang dag, men endnu engang med den smukkeste natur ned gennem en lang dal. Da vi endelig nåede vores Camp havde vi gået de to sidste dages strækning på kun én dag. At være i mål blev fejret med store lokale Cusqueña øl og kold inkakola. Campingpladsen hvor vi skulle sove lå lige ved et lille hus, og efter aftensmaden tog manden i huset sin harpe ud og sang nogle gamle peruvianske sange for os. Super afslutning på en dejlig tur.

Natten skulle dog ikke blive nær så stille som de andre ude i ingenting. Til trods for at dette lille hus lå meget for sig selv, holdte der minimum 15 vilde hunde til og ligesom man troede at de selvfølgelig også sover om natten, så kan man godt tro om!! Især to af hundene havde yderst travlt med det frække lige foran vores telt, faktisk så tæt op ad teltet af jeg kunne mærke hundenes herlige bevægelser op mod mit hoved, kun adskilt af den "tykke" teltdug.. Så har man også fået den oplevelse med i købet. Og hvis hundene ellers gav os et par minutters stilhed fra deres gøen og jagt efter hinanden, så var der massere af andre dyrelyde fra grise, marsvin, høns, æsler osv ;)

Den sidste dag tog vi tidlig morgen en tur ned til nogle naturlige varme kilder hvor vi kunne hvile vores trætte ben. Efter 4 dage uden bad var det også tiltrængt med noget vand på kroppen!

FANTATISKE OPLEVELSER :) Man kan ikke andet end blive glad af al den smukke natur, hinandens selskab og friheden ;)