Huacachina

Den endeløse ørken - vi ankom til Ica kl 6 om morgenen, hvorfra vi tog en taxa til Huacachina, den lille oaseby midt i ørkenen,
omringet af hundrede meter højde sanddynger. Peru er et land fuld af kontraster fandt vi hurtig ud af. Man kommer lige fra regnskov og bjerge og i Huacachina befandt vi os pludselig et sted, som man aldrig lige havde drømt om at se i Peru – eller i hele Sydamerika for den sags skyld.
Oasen ligger med høje sandduner på alle sider, og udover at være et populært sted for backpackere at køre i larmende “buggi-cars” fungerer byen også som resort for velhavende peruvianere.
Byen er meget lille og der er ikke meget andet at fortage sig end at sandboarde, men det havde vi også glædet os til. Vi var på en vild buggi-car tur som med al sin kraft og fart kørte os rundt i de kæmpe store sand dunes - og hver gang han kørte helt op på toppen og ned igen var det som frit fald i en karrusel i Tivoli. Sindssygt sjovt! Vi fik lov til at sandboarde lidt, men vi synes ikke det var helt nok, så vi lånte et board og gik selv på tur - selvfølgelig efter den højeste bakke.
Så med sand i skoene, sved i øjnene og en god ørkenstemning tog det os nok en time at vandre op af en tårnhøje og mega stejle sandbakke - Det var så udmattende at kæmpe sig til tops, men al besværet værd, når pulsen igen blev tålelig, og udsigten kunne nydes fuldt ud. På vej ned var det en helt anden historie - Med vilde hyl (mest fra Regitze) og sand piskende omkring os spurtede vi ned ad sanddunerne.