D. 16. maj kl. 17.10 om d. 14. maj og sidste dag på Cool Dingo turen/Fraser Island.

Vi havde jo sagt farvel til alle de andre aftenen før, så da vi stod op skulle vi pakke det sidste og sørge for at det var i baggage rummet til afhentning senest 7.45. Så var vi ellers kun 5 tilbage til den sidste dag, Marije, Christian, Maria og en flink dreng fra korea, som var vokset på i USA og hvis navn jeg overhovedet ikke kan huske.. nå ja, og så mig selvfølgelig.

Fabien havde sagt vi ikke behøvede at kører før 8.15, for vi havde forholdsvis god tid når vi var så få. Turen startede med at kører til Lake Wabby og Hammerstone Sandblow. Marije og jeg kiggede bare på hinanden og tænkte ikke igen, vi magtede simpelthen ikke at skulle vandre hen over en ørken én gang til. Nå, men det var heldigvis slet ikke lige så slemt. Først gik vi til en udkigspost hvor vi kunne se Lake Wabby, sandet og ud til havet på samme tid.
Bagefter gik vi godt 20 minutter og kom ned til sandet, det tog ikke længe før vi var henne ved søen som så også er den dybeste på øen, så jeg skulle ikke nyde noget af at bade der. Der var da også mange store catfish/maller/havkat over det hele, de kom helt hen til bredden.. dem havde jeg altså ikke lyst til at svømme med.

Vi havde sikkert to timer til bare at ligge og kukkelurer, jeg er SÅ dårlig til at solbade. Ej, hvor er det kedeligt. Jeg snakkede, rodet rundt osv. Så blev det tid til at gå og det tog ca. 40 min. at gå gennem skoven og ud på den anden side til stranden hvor Fabien holdt med bussen. Vi kørte godt 5. minutter hen til Eurong Resort hvor vi skulle have buffet frokost, men på vejen så vi igen to dingoer. Det er bare så fedt!

Maden her var ikke noget at råbe hurra for selvom vi havde glædet os, men ja, det var da fint nok, der var bare ikke meget at vælge i mellem når de nu kaldte det buffet. Resortet så også mindre ud end der hvor vi selv bor, vores er jo primitive hytter, men resten af Kingfisher Bay Resort er vidst meget eksklusivt.
Så kørte vi til Lake Birrabeen som åbenbart er alle rangers favorit, der var bare lige det at det har regnet rigtig meget her ude, så søen er helt overfyldt, det betyder at den sti man skal gå hen til stranden.. som også var strand, er oversvømmet. Så af med skoene og så var det at gå 300 meter i vand der var helt gulligt af grene osv. Så ja, ikke en lige så smuk sø som den skulle have været, men sådan er det jo.
De andre lagde sig for at slikke sol i de 30 minutter vi havde.. (det tager 15 min. at gå gennem vandet tilbage), men det gad jeg simpelthen ikke, så jeg nulrede rundt og tog fotos istedet.. Legede lidt med sandet og lavede figurer med tæerne i det. Sandet her er fuldstændig hvidt.

Vi gik tilbage og de havde alle våde bukser, på nær lige mig, for jeg er jo ekspert i ikke at blive våd. Så jeg gik i det lave vand nær stranden istedet for at jokke en meter længere ude og få våd mobiltelefon, så er det ikke sværre. Da vi kom tilbage havde Fabien sat te/kaffe og småkager op. Han delte også ud af de sidste småkager, muslibarer osv. for som han sagde, "Jeg skal bare smide dem ud ellers", så vi tog for os og puttede i taskerne.
Vi kørte tilbage til vores Resort og blev sat af nede ved havnen. Vi havde en time til at vaske fødderne, pakke lidt om og vente på båden. Fabien ville møde os på den, for han var jo færdig på øen nu.
Det er underligt.. at være tur guide i 3 år, nu skal han hjælpe sin mor i Melbourne hvor han kommer fra da hans far lige er død og så ville han måske købe et pizzaria.. Hvis det ikke lykkedes, så vil han tage vest på og arbejde i en mine. Fedt. Det er alternativerne, det er godt nok lidt sært for mig, men ja, sådan er livet her hvis man ikke har en uddannelse.

Kl. 17 gik vi på båden og herfra kunne vi se solnedgangen. Marije og jeg snakkede også færdigt, delte både dansk/hollandsk telefon nummer og australsk. Det bliver mega svært at undværre hende, vi hyggede os rigtig meget. Vi er som nat og dag, men vi har det virkelig sjovt. Hun er typen der booker bussen samme dag, ikke har booket et hostel osv. og jeg har farve kodet turplan, så vi er hver sin ekstrem, men vi griner bare af hinanden.

Da vi kom af båden gik vi på en bus der skulle kører os hen hvor vi havde bedt om. Marije skulle af ved sit hostel, hun bliver 5 dage i Hervey Bay og skal arbejde for seng og mad hos en familie, hun løb vidst tør for penge for en måned siden og er først hjemme i slutningen af juli, så hun lever på sine forældres lånte penge. Vi sagde farvel, krammede og lovede hinanden at holde kontakten.. og jeg ville vende tilbage omkring Borneo.

Jeg blev sat af ved busterminalen omkring kl. 19. Her var overflod af valgmuligheder når det kom til aftensmad, Kentucky Fried Chicken, McDonalds, Subway, Hungry Jacks, Night Owl bla. bla., så det blev McD med gratis WiFi. Jeg spiste mine nuggets osv. og fik godt to timer til at gå derinde før jeg trillede de 100 meter tilbage til busterminalen. Bussen kom på samme tid som jeg, den var helt fyldt, men heldigvis skulle en masse af. Jeg fik tilraget mig to sæder for mig selv forrest og burede mig inde med mine tasker, så da bussen var ved at blive fyldt, var der ingen der satte sig der, de ville hellere vække en der sov på begge sæder og spørger om de kunne sidde dér. Min taktik virkede og det var rart. Ja, det er lidt ondt, men vi er jo alle i samme båd og det er bare federe at have to sæder for sig selv, slut færdig. Det er alligevel en 12 timers bus tur om natten vi alle skal igennem.

Kl. 21 kørte vi, bussen stoppede allerede kl. 23 for en 40 minutters pause. Jeg havde sovet en times tid og vågner op med en mund der føltes som Saharas ørken. Jeg gik indenfor for at tisse og købte en ny kold flaske vand.