Medellín blev efterladt til fordel for varmere himmelstrøg nordpå i Colombia, destination til kystbyen Santa Marta. Pisse kedelig by i sig selv. Det mest interessante i Santa Marta var hostlets lille søde hundehvalp, men den var også virkelig sød! Omkring Santa Marta er der dog en del at tage sig til. Nærmest som det første efter min ankomst, bookede jeg tur til en 4 dages hike til "The Lost City", Colombias svar på Machu Picchu. Tasken blev pakket med skiftetøj og insektspray og dagen efter var jeg på vej ud og gå i endnu en gang smuk colombiansk natur. View over grønne dale, mudrede stier i junglelignede terræn, var på programmet de næste dage. Grundet Santa Marta-områdets føromtalte varme, var de fire dage også med utrolig meget sved. Som i rigtig utrolig meget sved. Det var helt som man ser i tegnefilm, hvor man kunne kaste en lille pøl af hånden efter at have kørt den en tur over panden. Virkelig virkelig virkelig meget sved! Men altså, sved har, mig bekendt, ikke dræbt så mange mennesker, så det hele gik alligevel. Der gik vi så, en gruppe på i alt 7 personer midt i lyden fra det ene mere eksotiske fuglepip end det andet op og ned af grusstier i junglen. Det var egentlig ganske okay hvis jeg skal sige det selv. Undervejs på ruten fik vi frugt serveret, gerne efter en god stigning som helst tog en times tid at gå, med den konstante følelse af, at hvis jeg stoppede for at holde pause, ville det ikke være sikkert at jeg kunne starte benene op igen. Saftig vandmelon eller ananas er ikke dumt efter sådan en time skulle jeg hilse og sige! Efter nogle timers vandring efter frugtpauserne, kom vi oftest til vores camps. Gerne en smule primitivt lavet, men alle steder vi sov, havde de sørget for at der var en fin naturlig pool vi kunne bade i. Tit ved siden af et vandfald eller to, omringet af sommerfugle, fisk i det krystalklare vand og solglimt gennem de store træer der hang med dele af grenene i vandet. Det var FLOT! Ret surrealistisk, men utrolig pænt af dem, lige at sørge for sådanne omgivelser synes jeg. Især efter en dag badet i sved.

Om aftenen fik vi serveret lækker traditionel colombiansk mad, som heldigvis i denne region ofte indebærer fisk. Og så selvfølgelig ris og stegt platan-banan. Den slags banan som minder mere om en kartoffel, men stadig pænt meget ligner en forvokset banan. Efter aftensmaden sad vi de fleste aftener og hyggede med vores dessertsnack over en gang Yatzy. Og nej, mit held er ikke fremtrædende pt. Men det er ok. Jeg gemmer det hele til jeg skal til Las Vegas med familien senere. Det tænker jeg alligevel er bedre. På den anden side, så var jeg dog så "heldig" at vælge den seng ud af måske 50 senge, som viste sig at have en lille loppefamilie boende. Så første nat vågnede jeg i det ene kløanfald efter det andet. Nogle smarte mennesker ville selvfølgelig spørge hvorfor jeg ikke bare flyttede over i en anden seng da jeg opdagede at det kløede, og dertil må jeg svare, at det ved jeg virkelig ikke. Jeg er nok bare ikke klogere.

For at gøre det hele endnu mere "heldigt" skulle jeg ved en af de utallige flodkrydsningspassager liiige se, hvor god balance jeg egentlig havde. Eller, jeg prøvede egentlig ikke, men fandt ud af at den er lort. Så først på morgenen den anden dag, svuppede jeg i floden og fortsatte derfor resten af dagen med våde fusser. Tredje dag skulle vi så endelig op og kigge lidt på den der forsvundne by, som engang i 70'erne blev opdaget og siden restaureret og gjort til en turistattraktion. Morgenen startede med endnu en stigning af en times varighed, men denne gang på en fin fin trappe, som stammefolkene havde bygget dengang byen der oppe ikke var forsvundet endnu. Jeg forstår ikke helt hvordan de har bygget ruten, men der var i hvert fald omtrent 1200 trin (nogle større end andre) inden vi kom til tops og kunne puste ud og (igen) tørre sveden fra panden. Det første syn vi fik der oppe var tre militærmænd med kæmpe maskingeværer. Der havde nemlig 10 år tidligere været noget gidseltagning af nogle turister. De skulle eftersigende have haft et ganske ok ophold i de tre måneder de var fanget, så de synes egentlig ikke det havde været så galt at være gidsel. MEN! For en sikkerheds skyld, er der nu placeret militærmænd på toppen, som passede på os imens vi gik rundt og fik forklaret en masse mere om Tayrona-folket der var arkitekterne bag byen, og hvordan deres kultur havde udspillet sig her, for maaange år tilbage. Ret spændende. Endnu mere spændende da vi mødte shamaanen der boede i en krog af den gamle by, sammen med hans familie. En sød mand med en spids hat, der indikerede at han var ham der vidste noget. Egentlig ret smart. Jeg tror jeg skal finde mig en spids hat, så alle kan se, at jeg også ved noget. Han gav os et fint lille armbånd på vejen ned (altså, vi gav ham lidt penge i bytte) og blev lovet et langt og sundt liv så længe vi beholder det på. Så det beholder jeg selvfølgelig længe.

Efter en visit i byen, var det hjemad igen. Den helt samme rute som vi var kommet af, og der fandt jeg ud af, at vi langt fra kun var gået op på vej til byen, men også en del nedaf. Det blev sjovt nok til opad på vejen tilbage, så det var en brugt mus der satte sig ind i jeepen og blev kørt tilbage til hostlet med hundehvalpen i Santa Marta. Med rygsækken fyldt med nye oplevelser og viden om flere hensides stammefolk, og så også en gang svedigt tøj, og fine loppebid på benene der stadig kløede noget så forfærdeligt om natten. Men jeg tager det hele med her!

Der blev bestemt tid til afslapning efterfølgende, hvilket var ret tiltrængt. Afslapning og vask af tøj. Det fik jeg tiden til at gå med, i en lille bjergby der hedder Minca. I Minca findes et hostel hvor man kun kan komme til, ved at vandre 2-3 timer op af et bjerg, eller hoppe bagpå en motorcykeltaxi og køre en halv times tid. Jeg valgte den sidste løsning, eftersom min backpack ikke er blevet lettere med tiden. Det var grundet vægten af min taske også ganske udmærket træning for mavemusklerne at sidde bagpå og forsøge at holde balancen op af den støvede grusvej fyldt med huller og bump. Da jeg kom frem fandt jeg hurtigt ud af, hvorfor denne destination er populær blandt backpackere. Den smukkeste udsigt over hele bjergdalen var synlig fra alle hostlets kroge og hjørner. Den bedste udsigt fik man fra en gigantisk hængehøje der var spændt ud over en af bjergsiderne. Intet internet fandtes på stedet, så der var tid til at komme helt ned i gear og ordne flere af de lidt praktiske ting, jeg ofte får udskudt. Ville ønske min rejsedagbog til tider skrev sig selv. ;)

Der sad jeg så i øverste køje i skrædderstilling og lyttede til at regnen trommede på toppen af det lille træskur, hvori min seng var placeret. Udsigten over hele dalen og kystlinjen ved Santa Marta i horisonten var stadig for smuk til helt at virke virkelig. Det gik gradvist mere og mere op for mig, som jeg sad der og stirrede ud i landskabet, i det gigantiske net der var spændt ud, som en ekstra terrasse lige foran hytten.

Morgnerne blev brugt med en god lydbog i ørerne, siddende i nettet og kigge ud over alle træerne og alle fuglene der boede der. Der kom endda en tucan forbi flere gange imens jeg sad der og hyggede. (Tucan er den der sorte fugl, som har et regnbuefarvet næb.)

Eftermiddagene bød oftest på en lille lur, og så til aften, inden den fælles aftensmad, kunne solnedgangen nydes med en øl.

Selv når det var tid til et bad eller andet man nu laver på et badeværelse, var følelsen af, at være tæt på naturen der stadig. De havde nemlig på den ene side af rummet, fjernet en stor del af væggen, så der var udsigt til de smukke omgivelser selv når man stod der og skummede shampoo i håret (eller sad og … :D).

Det her sted var balsam for sjælen. Jeg ville ønske I alle sammen kunne se det in real life. (Let me know hvis I tager her til, for så vil jeg med ;) )

Efter Minca fortsatte jeg i det afslappende tempo, og besøgte en nationalpark der er på Colombias nordkyst, Tayrona. Her fik jeg igen afprøvet min evne til at producere sved, så det var veltrængt at kunne slappe af ved stranden med en dukkert, da vi kom frem efter nogle timers hiking. Natten blev brugt i en hængekøje, som utrolig nok var ret komfortabel at sove i. Altså når ikke lige det var fordi man fik en albue i siden af nabomanden, fordi hængekøjerne var hængt op med nærmest ingen mellemrum imellem sig. Heldigvis var jeg nabo til en sød canadisk pige på den anden side, som ikke lavede gymnastik i søvne midt om natten.

Sidste stop i Colombia var endnu en kystby, denne gang dog fyldt med amerikanske turister. Cartagena var dog stadig pæn og viste sig frem med en gammel bydel med borgmure omkring, Perfekt for lidt tullen omkring.

Grunden Cartagena var, at jeg herfra skulle på en 5 dages sejltur i ægte "Kurs mod fjerne kyster"-stil. En gammel sejlbåd med plads til 10 passagerer skulle tage mig fra Colombia til Panama med stop i paradis undervejs.
Efter lidt besvær med at udregne hvor mange gange jeg skulle hæve penge for at få den halvanden million colombianske pesos som turen kostede, blev det endelig tid til afgang. Gruppen af backpackere der skulle være mit selskab den kommende tid, virkede til at være søde mennesker allerede ved første visit. Nogle lidt mere underlige end andre, men det kommer man nok ikke udenom.

På aftenen for afgang blev vi samlet op af vores kaptajn på kajen. Den australske Paul, midt i 50'erne og med en lækker læderhud og halvafbleget hår. I små grupper blev vores baggage og os selv transporteret ud til sejlskibet Ave Maria i den lille gummibåd, imens solen gik ned bag alle de andre sejlbåde der var rigget til i havnen. Da alle var kommet ombord, var det tid til lidt breafing om "do's and don'ts" og fordeling af køjerne. De små og solorejsende folk blev kommanderet ud forrest på båden. Dette inkluderede selvfølgelig mig. Fire enkeltmandskøjer, to og to i hver side af båden. Så var det bare om at beslutte, hvem der skulle have de trælse køjer oppe under loftet, som også var en del smallere end de to nederste. To af pigerne der også skulle bo her, var ikke meget mere end to lorte høje, og den ene af den var hurtig til at sige, at hun nok skulle tage en overkøje. Der stod jeg så og ventede fint på, at den anden lille skid ville sige "Jeg skal nok tage den anden", men gudhjælpemig om hun ikke var snu og hoppede i en af underkøjerne med det samme. Så var det ligesom bestemt, at jeg skulle op og sove, da sidste solo-traveller i kahytten var en amerikansk fyr der bestemt ikke ville kunne få sit korpus til at sove der oppe. Så op med mig blev det.

Efter køjefordelingen var det tid til afgang. Dog skulle vi lige bruge en times tid på, at fikse den ene af navigationslamperne forrest på båden, så der var masser af tid til at sidde og kigge på at containerskibene blev ladet med nye containere. Hyggelig tid der endnu engang tog mig tilbage til barndommen og historien om Gummi Tarzan der møder Ole nede på havnen og selv synes, at han ikke dur til en dyt. Heldigvis får Ole ham på andre tanker. Han var sgu god ham Ole. :)

Eftersom de første 36 timer skulle spenderes på åbent hav, var vi blevet rådet til at spise lidt søsygepiller inden vi hoppede ombord. Jeg skulle hilse at sige, at de sataner gør én træt! Eller også var det faktummet at jeg havde levet udendørs det sidste lange stykke tid, og derfor nærmest havde vænnet mig til at være vågen sammen med solen, det ved jeg ikke helt, men! Træt var jeg i hvert fald. Vi nåede derfor ikke engang ud af havnen, før jeg befandt mig i min køje og forsøgte at blive venner med den. Det gik egentlig meget godt. Da vi kom ud på åbent vand skulle jeg dog koncentrere mig om, ikke at rulle ud af køjen og ned i hovedet på amerikaneren under mig, så det var ikke så meget at positionen blev ændret i løbet at natten. Dette var også grundet det utrolig lille stykke luft der var over mit hoved og op til loftet. Det gjorde, at jeg hver gang jeg vendte mig om, bankede panden eller albuen eller noget andet op i loftet. Igen, jeg tager det hele med. ;)

Hele næste dag blev brugt på vandet. Det var utrolig hyggeligt bare at sidde der og glo ud i det blå der bare blev ved med at være blåt så langt øjet rakte. Følte mig ret eventyrlysten og ret sej lige der. Ikke fordi jeg bidrog med noget der fik båden til at sejle, men bare faktummet om, at jeg skulle leve i 5 dage her. Vi sad alle sammen og så solnedgangene fra dækket. Solen der gjorde hele himlen knaldrød og vandet skiftede farve fra dybblå til et snert af lilla. Det var lige til at overskue.

Sindry, Pauls yngre colombianske kæreste, stod for at trylle i køkkenet, og det gjorde hun sandelig godt! Hver gang vi fik serveret et måltid, blev alle stille og slubrede Spaghetti B, frisk salat eller karryret i sig, og efter et par minutter blev der altid lige tilføjet en kommentar om, at der var mere i køkkenet. Det var så fantastisk ikke at skulle tænke over, hvad jeg skulle bikse sammen fra min sparsomme "madpose" eller om jeg skulle flotte mig og købe noget udefra. Lige så snart sulten var ved at melde sin ankomst lød det "Guyyys, dinner is ready!"

Heldet har virkelig været med mig på det sidste, for jeg kunne mærke på øjnene, at det snart var tid til en gang øjenbetændelse igen. Det var der heldigvis råd for, da jeg havde en desinficerende creme med mig, som jeg fik smurt i øjnene inden sengetid. Næste morgen viste det sig dog for, at grundet bølgegangen i båden og derfor ustabiliteten, havde fået ridset mine stakkels øjne med tuben da jeg kom det i øjnene, og derfor havde været så smart, at lave en rids på hornhinden i begge mine øjne. Flot Sofie, rigtig flot! Dem af jer der har haft en rids på hornhinden før ved, at det slet ikke er sjovt. Og endnu mindre sjovt, at være i solrige omgivelser, da øjnene bliver tusind gange mere sensitive for sollys. Derfor løb øjne og næse i vand hele næste dag, selvom jeg på praktiske vis havde kontaktlinserne ude og havde briller på. For at skygge for solen, havde jeg på den mest moderne vis, mine solbriller udenpå de almindelige briller. For at lave endnu mere skygge, havde jeg fundet kasketten frem, og smed oven på den, en bluse der kunne skabe skygge i siderne. I kan nok se, at jeg har set smart ud! :D Hold kæft hvor var det træls, og jeg lignede en hat! Men det hjalp lidt på smerterne, så jeg var ligeglad. Prins charming var alligevel ikke ombord på båden, og i princippet, hvis han var, så skulle man mene, at han også burde kunne håndtere lidt umodernethed hvis jeg var den prinsesse han skulle charmere.

Men, begrænset tolerence for sollys gjorde derfor at jeg måtte blive ombord på båden da vi om morgenen ankom til paradis. Et par sekunders glimt af gangen ud på de små bitte palmeøer blev det dog til, inden jeg igen måtte lukke øjnene og kigge mod skyggen igen. Øerne var ikke meget større end en fodboldbane, og nogle endda mindre, så det så virkelig ud som de der smukke skrivebordsbilleder man som standard kan vælge på de fleste computere.

Imens de andre snorklede på de fine rev omkring båden og øerne, fik jeg brugt tiden med at slappe i bådens cockpit, som var det eneste sted udendørs, med skygge for solen. Et enkelt dyp i vandet blev det dog også til, men der var ikke meget sjov i, at bade når man ikke kan se en dyt.

Til mit held, besluttede en gruppe fra båden, at tage hængekøjerne med ind til øen, og spendere natten der. Det gjorde nemlig, at underkøjerne i min kahyt blev frie, og jeg derfor kunne sove en hel nat, uden at skulle tænke over, hvornår jeg vendte og drejede mig. Held i uheld. :)

Næste morgen var der heldigvis bedring på øjnene, så da "hummer-delivery" båden ankom kunne jeg stå og kigge med, da han fint fik udvalgt dem, som Sindry skulle kokkerere til aftensmad senere samme dag. Jeg flottede mig også og tog linser i, så jeg kunne komme med ud og snorkle sammen med de andre. Ret flot rev der var omkring, og der var endda også et gammelt skibsvrag som vi kunne kigge lidt på. Svømmeturen tilbage til båden bød dog på lidt udfordringer, eftersom det var for lyst til, at jeg kunne kigge over vandet og orientere mig om retningen på båden, uden at øjnene igen løb i vand og jeg ingenting kunne se. Derfor fik jeg søde Annie til at være min støttepædagog, og svømmede med mig tilbage, så jeg kom ombord på den rette båd igen.

Frokosten blev til en gang grill på stranden, så jeg nåede også at komme ind og besøge en af de flotte og mikro øer, sådan rigtig tæt på. Det tog omtrent 7 minutter at gå omkring hele øen i slentre-tempo. Det var altså ret uvirkeligt at tænke på. Virkelig paradis.

Da solen begyndte at gå ned, fik vi serveret lækre "Coco-locos" - Friske kokosnødder med en smule booze i. Det gjorde ikke solnedgangen grimmere skal jeg hilse og sige. ;) Da aftensmaden efterhånden var ved at være klar, blev vi hentet med gummibåden og kom tilbage ombord til duften af hvidløgsstegt hummer og pasta. Det var virkelig paradis jeg befandt mig i. Med eller uden ridser i øjnene!

Sky-guden havde dagen efter hørt min bøn, og sørget for, at jeg kunne se lidt mere end de forrige dage. Sidste stop i paradis var en lille, men lidt større ø, hvor paskontrollen var placeret. Her fik vi besøg af en lille trækano, med en sød dame og hendes familie. Hun skulle selvfølgelig lige vise os sine smukke lokale varer, og forsøgte at lokke os til, at købe lidt souvenirers.

Ankeret blev lettet hen på eftermiddagen, og vi så frem til en hel nats sejlads med endnu engang forsøg på at blive liggende i køjen, inden vi næste morgen ankom til Portobelo, den lille havneby hvor turen sluttede.

Jeg vågnede ved, at regnen trommede stille på bådens tag og skabte en ret magisk slutning på den perfekte tur i paradis. Eller, okay måske ville jeg hellere have været foruden ridserne, men i det mindste blev jeg ikke solskoldet lige som mange af de andre var blevet. ;)

Efter vand-taxien havde hentet os, og vi fik sagt farvel til Paul og Sindry, hoppede vi alle ind i en gammel amerikansk skolebus, som de lokale busser var, og satte kursen mod Panama City og nye oplevelser. Oplevelserne i Panamá må I vente lidt med endnu, de passer jo slet ikke ind under den her overskrift. :)