I Sydamerika er de vilde med Shakira, Enrique og Ricky Martin. Som i VILDE med dem! Så meget, at der ofte er enkelte sange med de kunstnere der kører på repeat alle vegne hvor der spilles musik i offentligheden. Så, jeg har lige skruet op for servicen og tænker, at jeg lige kan sætte den helt rigtige stemning, hvis I går ind på Youtube og søger på "El Perdón - Nicky Jam y Enrique Iglesias" og skruer godt op for volumen (Jeg havde egentlig vedhæftet et link, men det må man åbenbart ikke på denne bloggerside, så I må lige klare det selv). Så er jeg sikker på at resten af læsningen med dette blogindlæg bliver helt perfekt. (I bestemmer selv hvornår I synes det er for meget med den samme sang, men hvis I virkelig vil have stemningen med, så spil den igen og igen indtil du er færdig med at læse. ;) )

Der er run på for tiden, så jeg oplever en del på kort tid. Ankomsten i Chile var god. Hovedstaden Santiago var første stop, og det var meget mere mig end hektiske Buenos Aires. Folk virkede til at have mere tid, og i mange af de utallige parker var der enten artister der performede med det ene eller andet show, eller forelskede par der sad/lå og kyssede. Nogen gange mere end det, men det er åbenbart meget normalt, for jeg så det meget mere end enkelte gange. Fritsindede folk alligevel. ;)
I Santiago fik jeg endnu engang meldt mig på en Free Walking Tour hvor jeg fik set lidt mere af byen, og på nemmeste vis, blev introduceret til byens og landets historie. Det er sgu smart med de ture der! Følg efter guiden i et par timer, og bliv herre klog uden at skulle læse og gøre noget selv. Jeg er vild med konceptet! Og, så bestemmer du selv hvad du vil betale for turen i form af de tips du giver. Det er smart.

På turen kom vi bl.a. igennem flere markeder. Alverdens skønhedsplejeprodukter, legetøj, værktøj, kolonialvarer, kød og frugt i massevis var en del af hvad der kunne findes. Her rendte krumryggede ældre folk rundt med små rullevogne og shoppede løs. I ved, de der rullevogne som kun gamle mennesker har, og som min kære bror Anders og jeg legede avisbud med, oppe hos Momse i hendes kæmpe lejlighed. De var utrolig søde alle sammen, og smagsprøver var bestemt et princip de kørte med her. Det var nærmest uhøfligt ikke at tage imod, for så var det nærmest som at sige, at deres frugt ikke var godt. Så jeg fik smagt på en masse dejlig eksotisk frugt. Det var fedt!

Et andet stop på vores tur var på den kommunale kirkegård. Det er bare som om de gør det på lidt anden vis her nede, det der med at begrave deres kære. Den her kommunale kirkegård er på størrelse med 110 fodboldbaner, og er indrettet med veje der sågar har vejnavne for at man ikke skal fare vild. Der er ikke små græsplæner med enkelte gravstene, nej nej. Her kører vi i stil med et lejlighedskompleks. De døde ligger side om side. Måske ved siden af Señor Santos, eller måske ovenpå Señora Garcia, lige så fint i orden på snorlige rækker. På den måde er der plads til mange flere døde. Det er smart tænkt. For at løsne hele stemningen omkring døde mennesker, er det heller ikke unormalt at man tager en picnic-kurv med lidt godter med sig, når man søndag formiddag skal ud og hilse på tante Maria der har været død i et årti. Med i kurven er gerne lidt godt til ganen, det skal jo nødigt blive for sørgmodigt. :)

En anden ting de har valgt at spice lidt op her nede, er princippet med at drikke kaffe. For længe siden begyndte det at blive mindre populært at drikke kaffe, fordi te vandt mere og mere frem. For at undgå at kaffedrikning skulle blive helt yt, tilføjede man et lille fikst element - damer. Derfor kan man nu i Santiago gå på kaffebar og få "Café con Piernas" som i bund og grund kaffens udgave af en fræk fadøl, dog en anelse mere sobert. Lige pludselig blev det sjovt nok meget populært for mænd at drikke kaffe igen. Af gode grunde fik jeg ikke prøvet en "kaffe med ben", men jeg fik da et smugkig ind på en sådan café en af eftermiddagene jeg kom forbi.

Resten af dagene i Santiago blev brugt på at tulle rundt i mange af hyggelige områder der findes rundt om i byen. Et af de mere interessante steder var byens Art Center hvor unge teenagere øvede i forskellige performances. Der var dansegrupper, jonglører, og fyre der lavede flodboldtricks. Jeg fandt det af en eller anden grund mest underholdende at kigge på en gruppe piger der lignede de øvede sig på at stille op i næste års MGP. Synge kunne de ikke - ja heller ikke danse, men søde var de og de fik mig i den grad til at smile. :D

Så blev det tid til lidt skift i naturen, jeg smuttede nemlig til Atacama-ørkenen i det nordlige Chile. Den tørreste ørken i verden. Jaaa, den får ikke for lidt her!

San Pedro de Atacama er en lille by, placeret 4500m oppe, i en oase midt i det kæmpe ørkenlandskab. Naturligt nok, er det her folk tager hen og overnatter, når de vil se lidt af den storslåede natur der er i Atacama-ørkenen. Der kommer hvad der svarer til 3000 turister hver dag, så for at undgå at byen bliver til et sted med alt for mange fulde (unge) mennesker, er det forbudt at danse i barerne. Og nej, det er ikke noget jeg bare finder på. De rebelske af barerne lukker for skodderne på vinduerne, når natten falder på, så de forbipasserende politifolk ikke kan se, at folk alligevel får sig en lille sving om. I stedet for at have restriktioner på salg af alkohol, koster det i San Pedro KNASTER at have et dansegulv. Så det har de ikke. Nemt nok.

I San Pedro var jeg naturligvis ude og se "Moon Valley" og flotte laguner, men det jeg vil beskrive for jer her, var min sidste dag i byen. (Okay, nu må I godt sætte Enrique på pause, han passer ikke til den her stemning - tak).

På hostlet havde jeg mødt to tyske piger. De af jer der ikke har rejst før ved ikke, at det er mere reglen end undtagelsen at der er tyskere i massevis på ALLE hostels. Jeg ved ikke hvad der sker for tyskere, men de er seriøst alle vegne! Nå, men de her to tyske tøser var søde, og vi besluttede at have en hyggedag. Den startede med en gåtur til det lille lokale frugtmarked hvor vi fik købt lidt forskelligt at pimpe vores morgenmad op med. Da vi havde spist, sjoskede vi sludrende ud af byen og gik i lang tid langs den cocio-farvede flod der løb igennem oasen. Da vi havde gået lidt tid undrede vi os over hvorfor der lød trompet og trommemusik bag bjergene. Som vi kom tættere på kunne vi høre, der var en form for festival i gang, og vi ville selvfølgelig lige undersøge sagen nærmere. Det viste sig for, at der i disse dage var San Pedros største festival hvor de festede og sang i dagevis, startende denne dag. Eftersom hverken mit spanske eller min viden om stammefolks tro i Andesbjergene er tip top, forstod vi ikke helt hvad det var de fejrede. Men, det var vist nok noget med en jomfru fra bjergene, eller noget. :D Vi var alle tre nysgerrige, så vi gik ind og kiggede lidt mere. Vi var de eneste turister, men de lokale folk lod ikke til at være påvirket eller trætte af vores tilstedeværelse. Jeg ved ikke hvordan det skete, men selvfølgelig endte vi på mest akavede vis, med at blive "fanget" i midten af deres show. Midt imellem danserne der lavede sjove bevægelser med deres hatte i regnbuens farver, og tromme/trompet-orkestret der sørgede for rytmerne til danserne. Tre "gringas" midt i det hele, der akavet smilede og forsøgte at komme væk. Det kunne vi ikke helt, så vi måtte vente til dansen og musikken holdt en pause. Vi så hurtigt vores snit til at sige tak til de lokale folk, og smuttede hurtigt ud af festivalpladsen igen. Da vi kom ud skrald-grinede vi, da vi forestillede os hvor dumt det hele havde set ud. Nå, videre gik det, og vi kom hen til formålet med turen. Nemlig et viewpoint over byen og de omkringliggende valleys. Den ene af tyskerpigerne havde fået det dårligt som følge af en kombination af, at drikke vand fra vandhanen og den høje altitude. Så jeg fik kun fornøjelsen af én tysker på vej op på toppen. Heldigvis var det den af tyskerne jeg synes bedst om. ;) Sabine der boede på udveksling i Chile, og i øjeblikket havde ferie fra sit arbejde som geolog. Sabine og jeg gik de 45 min op og fik sludret om vind og vejr. Eftersom jeg havde brugt lidt tid med pigerne inden vores hyggedag, kunne denne dags samtaler handle om andet end hvor jeg havde været forinden, og hvor jeg skulle hen efterfølgende. Det var virkelig dejligt at snakke med én, som "kendte" mig lidt, så vi kunne komme lidt dybere.

Sabine og jeg brugte et par timer på at kigge på udsigten og nød især de mange vulkaner der nærmest omkransede Atacama-ørkenen. Helt uvirkeligt at kigge på, men utrolig smukt! Da vi havde beundret længe nok, gik vi ned til Tanja, der stadig ikke var på toppen. Derfor besluttede vi os at tomle tilbage til byen, så Tanja hurtigere kunne komme hjem og slappe. Et par søde chilenere samlede os op, og da der ikke var plads nok til os alle inde i bilen, hoppede Sabine og jeg op på ladet af trucken, og nød køreturen hjem, men utrolig meget vind i håret. (Næsten også med rockstar-briller på - til dem af jer der forstår den ;) ). Vi fik de søde chilenere til at smide os af ved en af byens kendte isbutikker, og smagte lidt på lokale varianter. Heriblandt kaktus, som vi alle tre mente, ville hjælpe på Tanjas helbred. Tilbage på hostlet fik vi slappet lidt af, og fik bekræftet af vores Star Gazing tour blev til noget, senere på aftenen. Der er, grundet upåvirkningen af elektrisk lys omkring San Pedro, god mulighed for at se stjernerne i Atacama-ørkenen. Dagene forinden havde vi forsøgt at komme afsted, men da jeg desværre ikke (endnu) er herre over skyerne, blev turene aflyst. Derfor var vi utrolig oppe og køre over, at den sidste dag, skulle være dagen hvor det lykkedes. Inden vi gik til mødestedet i byen, fik jeg mig en Chilensk hotdog, en cumpletto. (Jeg tænkte så meget på dig far, da jeg spiste den. Også lidt mor. Nok ikke en egensret hun ville synes om. ;) ) En cumpletto er Chiles svar på fastfood. En kedelig pølle i et endnu mere kedeligt brød, fyldt med fedtet avokadosnask, saftigt tomatsnask og mayo som vi kender det, godt fordelt på toppen.

Da vi kom ned til Stargazing-mødepunktet hvor vi skulle samles op, var biksen lukket. En mand tilhørende et andet bureau sagde, at det var aflyst på grund af skyerne. Vi kunne godt ske lidt klatter her og der, men blev fast besluttede, siddende i lidt tid endnu. Det kunne jo være, det bare var noget han sagde. Efter 10 mins tid kom der en mand løbende hen og kaldte efter os, og vi løb febrilsk efter ham, hen til en bus der fyldt op med mennesker, sad og ventede på os. Vi var super begejstrede over, at det alligevel blev til noget, men begejstringen stoppede hurtigt. Efter vi havde siddet og storsmilet i 10 min i bussen, stoppede chaufføren og sagde, at det desværre ikke blev til noget, fordi skyerne var for store. Øv med øv på! Jeg sagde mange bandeord inde i mig selv! Noget af en rutsjebanetur op og ned vi fik der, men det blev altså ikke til noget stjernekiggeri i San Pedro. Som et plaster på såret fik vi til gengæld set lidt mere dans og sang til "bjerg-jomfruen" som var rykket ind i byen, og fyldte alle gader med folk udklædt i diverse kostumer, og med farverige jakkesæt med glimmer på. Sidste punkt på dagsordnen var det værste - pakning. Dem af jer der kender mig godt ved, at er der noget jeg hader, så er det at pakke. Dét i kombination med, at jeg ikke er så fandens god til at holde orden i min backpack gjorde, at jeg havde udsigt til en god sum tid på gulvet af mit dormværelse, inden jeg kunne gå i seng. I bedste undgåelsesstil jeg kendte, fik jeg sludret med en masse andre på hostlet og havde pludselig en masse andre ting jeg skulle tage mig til. Min mor ville kalde mig et pragteksempel på "Katten om den varme grød", og det er jo i sig selv også en flot præstation - synes jeg. ;) Da jeg langt om længe fik taget mig sammen, fik jeg kigget op på himlen og guess what? - Not a sky. Træls. Det gav næsten samme jag som når man sent om aftenen sjosker ud på badeværelset for at børste tænder, efter at have sovet lidt for længe på sofaen, men på vej ud smadrer lilletåen ind i bordbenet. Den der smerte der går lige i hjertet, den fik jeg også følelsen af, da jeg så hvordan himlen nærmest gjorde nar af mig, og havde fjernet alle skyerne, så stjernerne funklede klart ned på mig. Nemesis for ikke at pakke? Njaa - det tror jeg ikke det kan være! ;)

Dagen efter var det tid til højdepunktet i Bolivia, og en af de primære grunde til, at jeg valgte at lave denne lille de-tour ind i Chile og Bolivia, i stedet for at tage mere eller mindre direkte mod Rio og Brasilien: Verdens største saltørken, Salar de Uyuni. Jaa, jeg arbejder med store skaler her. Verdens tørreste ørken, og nu verdens største saltørken. Turen var en tredages tur med kørsel gennem ørkenen i en firhjulstrækker, og den søde, næsten engelsktalende, guide Oscar. I bilen var der 5 andre kvinder foruden mig. Så alle tøserne var på tur med Oscar. Det virkede han bestemt ikke til, at have noget imod. ;) Vi kørte igennem den mest utrolige natur alle tre dage. Et af de første stop tog mig ind i et af Astrid Lindgreens universer, nemlig Nangijala og ind i historien om Brødrene Løvehjerte. Vi stoppede nemlig ved et område med geysers, og jeg følte nærmest straks frygten for, at Katla ville komme op af den boblende mudrende masse og spyde ild efter os alle sammen. Landskabet var en del mere åben end Katlas grotte, men med Oscars fortælling om, at en turist i sidste måned var gået for tæt på et af hullerne og var faldet i og døde, følte jeg stadig den samme overhængende fare, som jeg er sikker på, at Jonatan og Karl også følte da de gik på en smal sti over Katlas skjul. Dampen steg op af jorden flere steder og det var næsten som om jorden var lige ved at buldre og bryde ud i undergang. Meget imponerende synes jeg!

Jeg blev lidt i fantasiverdenen da vi kørte videre og på anden dag passerede et landskab med græstotter alle vegne. Her blev jeg taget tilbage til et tandlægebesøg da jeg var barn hvor jeg altid fik en lille trold med farvet pjusket strithår fordi jeg havde været god og siddet stille imens de kiggede på bisserne. Alle disse græstotter mindede mig utrolig meget om disse trolde, og jeg forestillede mig, at deres kroppe var gemt nede i jorden, og at der lige pludselig ville træde en hel koloni af små glade trolde op fra jorden. Jeg ved ikke hvad de skulle gøre, måske bare stå og danse og begejstret vinke efter os. Det kunne egentlig have været sejt og ret hyggeligt hvis det var tilfældet. Det var det desværre ikke. Det eneste vi så af levende væsener undervejs på ruten, var lamaer. Men dem var der til gengæld også mange af. I en af de mange laguner vi stoppede ved, var der også en koloni af flamingoer. Dem nåede Michelle og jeg ikke at se i Afrika, men nu kan jeg alligevel tjekke dem af på min "Se alle verdens dyr"-tjekliste.

Inden sidste dag hvor saltørkenen skulle besøges, overnattede vi på et hotel som sjovt nok var lavet ud af salt. Forestil jer sangen om Tyggegummi Kongen Bobbel, men så i stedet for tyggegummi, var det salt. Væggene var lavet af salt, bordene, stolene, sengene. Ja altså der var en normal madras, men selve sengen var af salt. Endda gulvet var dækket med salt, så da jeg sent på aftenen trissede ind i seng efter at have været i bad, fik jeg salt på mine våde fusser og havde lidt bøvl med ikke at hive det med op i sengen.

Vi stod utrolig tidligt op og forlod Hotel del Sal, da vi i gruppen havde bestemt, at vi gerne ville se solopgangen over saltørkenen. Efter at have halvsovet på bagsædet af firhjulstrækkeren imens Oscar bumlende kørte os et par timer ud i hvad der lignede ingenting, stoppede vi og kunne se en lyd gul stribe i den ellers kulsorte horisont. Her ventede vi i den bidende kulde, der er i 4000 m højde inden solen står op og varmer landskabet. Jeg havde sendt alt mit praktiske varme tøj og udstyr med Michelle hjem, da hun forlod Afrika, så alt det varme tøj jeg havde tilbage, havde jeg taget på i lag. Dressed like an onion. Dog er det ikke meget varme mine udtrådte pumasneaks gav, så jeg stod og trippede for at holde varmen i den halve time vi ventede inden solen endelig kom frem. Da den endelig kom, var det noget af det smukkeste jeg længe har set. Den kridhvide saltørken forandrede sig til glinsende diamanter så langt øjet rakte. Solen varmede fra det sekund den steg op over horisonten, og gjorde mine kolde fødder glade. Min mave blev også glad et stykke tid efter, da det var tid til morgenmad. Efter morgenmad var det tid til de obligatoriske billeder man kan tage i saltørkenen, da der grundet det hvide landskab, kan manipuleres med størrelsesforholdende. Som lille teaser vil jeg anbefale at du går ind i albummet efter at have læst færdig (hvis altså nettet vil, at jeg kan lave et album?), og tager et kig. Så er det hele nemmere at forstå. ;)

Sidste stop inden turen sluttede var en kirkegård for gamle toge. Jeg blev endnu engang taget ind i børnelitteraturen, denne gang Ole Lund Kierkegaards fortælling om Gummi Tarzan. Ivan tager ud og besøger de gamle containere der har været verden rundt, og bruger én af dem til at drømme sig væk og forestille sig, at han kan alt i verdenen. Sådan havde jeg det lidt da jeg satte mig ovenpå et af de gamle damplokomotiver, der alle havde front mod horisonten og ingenting. Eller alting? Det var lidt sådan jeg havde det, siddende der og kigge fremad langs skinnerne. Verden er klar, det er bare om at finde det tog du vil stige på, og så komme afsted. Jeg ved i hvert fald jeg har mange toge jeg gerne vil med! :)

Nå, tid til lidt mere Enrique. Ind og tryk play igen! For rigtigt at forstå slutningen af min tur til Salar de Uyuni skal du holde en pause på en times tid, og kun lytte til sangen jeg har vedhæftet. Oscar var nemlig utrolig glad for netop denne sang. Så glad, at vi hørte den KONSTANT hele vejen tilbage til kontoret hvor turen sluttede. Det tog omtrent en time. Så, go ahead. Og hvis ikke, så bare læs videre, men lov mig at Enrique synger imens!

Tid til at besøge Potosí. Engang var det verdens rigeste by (Ja ja, jeg kører tema her), som følge af minerne i området hvor der især var meget sølv. Nu er den ikke så rig mere, for der er ikke særlig meget sølv tilbage, men det skulle ikke forhindre mig i, at tage en tur ud og kigge på minerne. Mange holder sig fra at besøge minerne, da det ikke ligefrem er en af de mest sikre turistattraktioner eftersom det mere eller mindre er en arbejdsplads, i Sydamerikas fattigste land, man besøger. På vejen ud til minerne skulle vi forbi Miners Market hvor minearbejderne svinger forbi, inden de tager på arbejde. Her køber de nødvendighederne til dagen, heriblandt også dynamitten de skal bruge til at springe stenene. Vores guide Antonio, kaldte det for terroristernes slaraffenland. Nok et af de eneste steder, hvor alle og enhver kan købe så meget dynamit man lyster. Vi nøjedes med at købe en lille gave til minearbejderne som tak for, at vi måtte komme og forstyrre i deres arbejde: En hvid plasticpose med halvanden liters sodavand og en pose med coca-blade.

I minen kravlede vi de 200 meter ned og gik på en lang række og fløjtede "Hey ho" sangen fra Snehvide og de 7 små Dværge. Antonio viste os rundt og fortalte hvordan dagligdagen foregik i minerne. Summet op kan jeg sige, at det ikke er kost for svage sjæle. Gennemsnitsalderen for de mænd der arbejder der er 45 år, da deres lunger forurenes så meget at de dør af lungekræft. Hvis altså ikke de bliver dræbt af et af de mange kollaps der er i minerne som forsager 2-3 dødsfald om måneden. (Bare rolig mor, minearbejderne er på niveau 14, 600 m nede og vi var kun på niveau 2, så der er ikke (så mange, tror jeg?) kollaps hvor turisterne tages hen).

Resten af tiden i Potosí blev brugt på at forsøge at holde varmen. Byen er (også) placeret oppe i højden, så da det en af dagene regnede, blev det til hagl. Ikke lige noget jeg var forberedt på, med mine tynde tights og enkelte langærmede bluser fra tasken. Nårh ja, en eftermiddag brugte vi også tid på at undgå at blive ramt af stenkast fra en vred gammel kone, der af en eller anden grund ikke synes vi måtte gå på samme vej som hende. Skøre kælling! Jeg ved ikke hvem der havde tisset på hendes sukkermad.

Puha, sikke meget jeg får skrevet i dag. Nå, sidste stop der skal beskrives er Sucre. Sucre er kendt som "den hvide by" grundet alle de hvide bygninger. Ellers er Sucre blandt backpackere kendt som det sted man flyder ud og slapper af. Måske også benytter sig af de billige spansklektioner der tilbydes i hele byen, og det var også formålet med mit besøg i Sucre. Udover det, fik jeg også besøgt de lokale markeder og kigget på sjove damer. Den traditionelle påklædning for damerne i Sydamerika byder på en hat, lange sorte fletninger, strikbluse, forklæde, nederdel, alpaca-sokker og sandaler. På ryggen har de ofte et farverigt klæde med enten varer de har købt, eller små børn. Jeg synes lidt de ligner små klokker når de trisser rundt der og rokker fra side til side. Ofte lidt for tykke, men så laver de bare en slids foran på nederdelen, så den passer bedre rundt om maven. Det er smart. Jeg ville måske rykke den bagpå, så det ikke lignede at alle render rundt med tissehullet åben, men det er åbenbart ikke moden her.

På markedet fik jeg nærmest min egen "Casera" som direkte oversat er "homie". Jeg gik, som man gør her, til den samme dame og købte grøntsager og frugt, når jeg trængte. Min "homie" smilede fint med sit tandløse smil hver gang jeg på gebrokkent spansk forsøgte at forklare hvad jeg kunne tænke mig at købe, til min frokost, eller til den lille bustur jeg havde i vente.

10 timer i natbus er ikke det værste jeg har prøvet endnu, så det gik også ganske problemløst at komme til grænsen til Argentina, da jeg havde slappet nok af i Sucre. På vej til busterminalen var det dog en udfordring for vores taxamand at presse bilen op af bakken, eftersom vi sad 3 backpackere med tasker i bilen. Det var lige før vi blev nødt til at stige ud og skubbe bagpå, men det gik lige.

I bussen underholdte en quizmand og delte slik ud til dem der havde det rigtige svar på hans spørgsmål. Jeg valgte efter lidt tid at sætte høretelefoner i, og lytte til en lydbog. Jeg forstod alligevel ikke spørgsmålene.

Da vi næste morgen ankom til grænsen vækkede buschaufføren os med traditionel musik fra egnen. Panfløjte og ukulele (de der små guitarer) spillede fint ud af højtalerne, og gjorde morgenvækningen en tand bedre. Eller. :D Jeg vågnede i hvert fald.

Så blev det tid til at krydse grænsen. Det der med køkultur og hurtig og effektiv service er ikke noget de går så højt op i her nede. Så jeg stod i kø i omtrent 4 timer inden jeg kunne krydse grænsen og tage en ny bus til den lille landsby Tilcara hvor jeg er nu. Men hvad gør ventetid, når Enrique spiller ud af højtalerne? Ingenting! Og det håber jeg, at I også har fået fornemmelsen af, hvis altså I har fortsat med at spille den skønne sang som foreslået.

"Esto no me gustaaaa!"