Her er del et af min tid i Colombia, så kan I godt vente spændt på den famøse 2'er! Måske snyder jeg lidt, og smider det op inden alt for længe. Jeg er nemlig lidt bagud i det her blogshow, så er slet ikke i Medellín mere. ;) :D

Colombia - sikke et fantastisk land! Det var engang pææænt farligt med narkobander der kæmpede i byerne, og guerillagrupper der regerede i skovene, men alt det er heldigvis (næsten) helt væk nu, så Colombia er et dejligt land at besgøge.

Det var en træt og våd mus der ankom til et skønt familieejet hostel i Bogotá onsdag eftermiddag. Træt efter for lidt søvn til karneval, og våd eftersom Colombia viste sig fra sin bedste side og diskede op med en tordenbyge lige som jeg skulle afsted fra bussen og hen til hostlet. Og for resten frøs jeg også herre meget. Var lige kommet fra 35 graders varme og sved løbende konstant, og ankom til maks 10 grader og konstant kolde fusser. Nå, men altså, det er jo hvad man kan forvente når det er regntid og byen er placeret et par kilometer oppe i luften. Derfor blev hyggesokkerne fundet frem og flittigt brugt i tiden i Bogotá. Jeg puttede en del med den store fluffy schæfer der trissede rundt på hostlet. ;)

Efter et par dage med lidt sightseeing og afslapning i Bogotá hoppede jeg på en natbus og kørte ned sydpå til en lille by der hedder San Agustín.

San Agustín er en af Colombias hovedsteder for "gammel lort" som min far smilende og begejstret ville sige. Her er den største arkæologiske park, med samlinger af gamle sten. Det lyder måske ikke så interessant, men det var faktisk ikke så galt. Stenene var nemlig udsmykket som halvt menneskelige og halvt dyriske figurer, så et par sjove skabninger var iblandt. Imponerende var, at de blev skabt 3000 år siden, som gravmaskotter der skulle passe på shamanens rejse til den næste verden. Alt efter hvilken shaman, skiftede dyrene form. Der var både aber, jaguarer, fugle og krokodille formede figurer. Og der var mange af dem! Nogle små, andre store og endda nogle med farver. Meeeen, efter at have kigget på en del af disse figurer var det svært at blive ved med at finde begejstring i den næste på vejen. Derfor følte jeg mig i mit sjove hjørne, og lavede, som nogle måske så, en snapchat story med morsomme kommentarer, og emojis. Jeg havde en fest, og følte mig meget sjov. Jeg håber dem af jer der så den, følte det samme. :D For at spice stenkigningen lidt op, var jeg en af dagene igen at finde på hesteryg hvor jeg i særdelshed fik forbedret mine rideevner. Jeg var i galop og det hele! Sommetider var det lidt svært at navigere, eftersom Colombia, som tidligere nævnt, er i regntid pt. og det derfor var den bedste sommerregn der prægede hele min tur. I i ny og næ ville det have været lækkert med en form for vinduesvisker for øjnene, for ikke at blive distraheret alt for meget med at styre min hurtige hest, men det gik alt sammen alligevel. Nogle timer senere var jeg tilbage på hostlet med selvtillid på ridekontoen, og øm nummi. Jeg fik aftalt med en anden rejsende, at vi ville lave spagetti B til aften. Jeg havde lavet mad med nogle stykker i Bogotá, men desværre for mig var de vegetarer, så jeg var ret begejstret da jeg mødte en der også gerne ville have lidt kød. For at gøre det hele endnu bedre var der en slat rødvin på "Free food" hylden, så det blev en kulinarisk oplevelse uden lige! Lige hvad jeg havde lyst til, efter 3 dage uden kød. Jeg forstår faktisk ikke helt hvordan folk kan leve vegetarisk. Men det behøver jeg måske heller ikke. Jeg kan virkelig godt lide kød, så det spiser jeg heldigvis bare hvis jeg vil. Når altså ikke jeg laver mad med nogle af de mange vegetar-rejsende backpackere der findes. :)

Dagen efter var jeg på farten igen. En lille bustur på en 8 timer skulle overstås inden jeg kom til Cali. Jeg har rejst meget med bus de sidste måneder, men jeg tror aldrig rigtig jeg har fortalt hvordan sådan en bustur kan være. Så her er et pragteksempel på bustur i Colombia (Ja, og sådan set egentlig også det meste af Sydamerika, dog med et par ændringer i form af bl.a. musik, busstandard og temperatur).

Bussen til Cali gik over en bjergkæde, og derfor var jeg blevet tilrådet at tage denne bus i dagtimerne, da landskabet var utrolig smukt. Og, så også fordi at "man" siger, at "man" ikke vil ankomme til Cali alt for sent på aftenen/natten, hvis "man" gerne vil have alle sine ting med sig til hostlet. Så det gjorde "man"! ;)

Nede på hovedvejen var der flere mænd der stod og råbte forskellige destinationer i form af byer i området, så det var bare om at slå lyttelapperne ud, og finde ham der stod og råbte "Cali, Cali". Her fik jeg købt min billet. Sår'n ca. 100 kr. kostede denne tur. Inden jeg kom ind i bussen, ventede jeg i en halv times tid, selvom vi havde planlagt afgang kl. 13.15. Efter lidt tid, fortalte den kære billetmand, at vi lige skulle køre lidt på hans motorcykel inden vi kom til bussen. Så op på Hondaen med os og mine to tasker (Haha, ja også dem, men ikke lige den slags - de rigtige tasker. :D ) og så var det afsted ned af de snørklede veje. Efter en 20 minutters tid ankom vi til en skillevej hvor vi stoppede og 2 minutter efter, kom den store minivan jeg skulle med resten af vejen. Ind på bagsædet med mig, og så var det ellers bare at nyde køreturen. Sikke en udsigt. Bjerglandskabet snoede sig omkring med bananpalmer over det hele, blandet med kaffeplantager og små hyggelige frugtboder langs vejen og små huse på bjergsiderne. Grønt i grønt så langt øjet rakte. SMUKT! Pause her. Jeg håber I kan forestille jer en lille smule af dette idylliske landskab. Ahh! MEN! Så kombinér lige alt dét, med en bus der svinger fra side til side fordi chaufføren kører så stærkt i alle sving, at man kan høre og mærke taskerne glide fra side til side i baggagerummet. Jeg tror nærmest at chaufførens næste gøremål efter at have kørt bussen til destinationen, var at skulle hjem og knalde konen. Det gik godt nok stærkt! Overhalingerne var heller ikke helt så velovervejede som jeg kender dem fra Danmark. Her var det intet problem at overhale en tre-fire lastbiler på én gang, med et par hundrede meter til næste sving. Nogle gange var det på kanten til interessant, men der skete heldigvis ingen ting. :) SÅ skete der pludselig ændringer i vejbanen, men desværre ikke til det bedre. Lige pludselig skiftede vejen nemlig fra asfalt til hullet grusvej. Og det gjorde den i sådan ca. 3 timer. Pææænt træls kan jeg sige! Det var så hullet at jeg virkelig ønskede at jeg havde taget sports-bh på til køreturens anledning. Men eftersom jeg ikke havde det, sad jeg helt seriøst i 5 timer og holdt mig selv på brysterne, for ikke at det skulle gøre for ondt. Mellem 30-50 gange kørte vi så hurtigt over huller, at jeg blev løftet helt fra sædet. Nogle gange landede jeg på mit eget sæde igen, men flest gange ved siden af. Det var så skørt det hele, at jeg ikke kunne lade være med at grine højt flere gange. De andre i bussen delte ikke min entusiasme for humor lige dér. ;) For at gøre hele oplevelsen bedre, havde jeg muligheden for, enten at vælge at være omringet af dunsten af klamhed i form af gammel, meget gammel sved, som en (eller måske flere) af passagererne havde taget med sig i bussen, eller sidde med vinduet åbent og blive en smule kold og våd fra regnen udenfor. Jeg er ret sikker på, at I godt kan gætte hvad jeg valgte. :D Sådan gik busturen. Og det er jo heldigvis sådan, at tiden flyver afsted når man er i godt selskab, og jeg var der jo, så de 8 timer (som jo naturligvis blev til 9, da forsinkelser er en fast del af buskørsel i Sydamerika) fløj afsted og før jeg så mig om, var jeg i Cali.

I Cali blev tiden brugt på at lære lidt mere om salsa og hvorfor det havde sådan en stor betydning for især denne by, alt imens papegøjerne skreg fra træerne i ved floden der løb igennem centrum af byen. Det var ikke en specielt oplevelsesrig forklaring, så den vil jeg spare jer for.

Næste stop var et besøg i den berømte colombianske kafferegion, i en lille by der hedder Salento. I på vej i bussen passerede vi utallige sukkerrørsmarker og kaffeplantager så langt øjet rakte. Selvfølgelig stadig med salsamusik drønene ud af højtalerne, og den aggressive bjergkørsel som også så fint beskrevet tidligere. På vejen passerede vi også mange huse og det slog mig, at alle så ud til at have det dejligt. Husene så ikke halvfærdige ud som så mange andre steder i Sydamerika, men her var der gjort noget ud af indgangspartiet med fx krukker med blomster i alverdens farver eller havehegn malet så det så fint ud. Jeg tog mig selv i flere gange, at tænke at jeg ikke ville have noget imod at bo i mange af husene. Slet ikke med den udsigt de ovenikøbet havde.

På busterminalen hvor jeg skulle skifte til en mindre og mere lokal bus, oplevede jeg i særdeleshed hvor hjælpsomme og venlige colombianere er. Jeg nåede kun lige at komme ind i terminalen inden den første smilende mand kom hen og spurgte om jeg skulle til Salento. Da jeg svarede ja, forklarede han venligt at så skulle jeg bare gå ligeud. Da jeg på 25 meter havde fået vejanvisninger fra fire søde mænd, begyndte jeg lidt at grine. Men hvor var det dejligt at de ikke forsøgte at sælge mig noget, men at det faktisk var af hjælpsomhed at de spurgte ind til mig. Det er ikke ligefrem det jeg har været vant til så mange andre steder.

Ind i den lokale lille bus, og et par minutter senere var vi på farten. Dog ikke lige så hasarderet som normalt, men vi skulle også gøre mange stop undervejs, så der var ingen pointe i, at skynde sig at gasse op, når chaufføren aldrig vidste hvornår der stod en ved vejkanten som ville med, eller én fra bussen skulle af. Hver gang der kom en ny passager ind i bussen sagde de "Buernos dias", og hver gang de steg ud, "Hasta luego". Hertil svarede alle de andre passagerere på udsagnet. Det var simpelthen så hyggeligt. Det mindede mig lidt om dengang jeg kørte skolebus for at komme i skole som lille. Her hilste alle også lige godmorgen når de hoppede på, og sagde farvel når vi stod af. Det kunne være sjovt at afprøve i 5A i København en travl eftermiddag. :D

I Salento fandt jeg nemt mit hostel, og der mødte jeg to af de sødeste personligheder jeg længe er stødt på. Will fra Canada og Laura fra England. To afslappende og åbne mennesker, som jeg ret så hurtigt faldt i snak med. Ikke den almindelige snak om hvor vi har været og hvor vi skal hen (som jeg hader), men snak om hvordan det var hjemme i Vancouver hvor Will boede, og hvad det der "hygge" var for noget og hvordan det blev praktiseret i Danmark. Laura havde til jul hjemme i London gået forbi flere caféer der reklamerede med "hygge", og hun fortalte også, at der blev skrevet artikler i boligbladende om, hvordan man gjorde sit hus "hyggeligt". Vi aftalte hurtigt, at vi skulle have noget dansk hygge imens vi alle var i Salento. Men først skulle vi ud og se lidt på grunden til, at vi alle var taget til den lille og lidt afsides by Salento: PALMERNE.

Næste morgen hoppede Laura og jeg i et par lejede gummirøjsere fra hostlet, og satte kursen mod byens centrale torv, for at hoppe på en jeep. Will havde arbejde han skulle ordne, så det var en ren tøsetur. Jeepen var godt fyldt op, men i ægte Sydamerikansk stil, var der rigeligt plads til at stå op bag på jeepen, så Laura og jeg hoppede på, og holdt godt fast imens vi susede igennem det grønne bjerglandskab. Efter en halv times tid med regn i ansigtet og smil på læberne, ankom vi til Cocora Vally hvor vi skulle gå en hike på ca. 5 timer. En pige fra jeepen joinede os og vi gik igang. Vi blev hurtigt glade for, at vi havde gummistøvler på. Der var mudder over det hele, og hvis ikke det var mudder, var det hestepærer eller vand. Det var fantastisk at hoppe lidt rundt og lege igen. Der er altså bare noget med gummistøvler. Måske er det bare mig (og min mor) der synes det er helt fantastisk at vade igennem en kæmpe vandpyt med fødderne slæbende lidt mod jorden, så vandet rigtig skvulper op, alt imens fødderne er dejligt tørre inden i støvlen. Jeg bliver nok aldrig rigtigt voksen. Jeg tror i hvert fald at jeg for altid vil synes det er skønt at hoppe lidt i vandpytter. Godt jeg kender så mange børn der heldigvis har samme holdning, så vi kan tage på vandpyttehopning sammen.

Vi gik langs en lille flod, som førte os ind i junglen. Det var ret varmt, men regnede hele tiden en smule. Lige som den bedste sommerregn, jeg var pjattet med det, og Laura ligeså. Vi blev hurtigt enige om, at det var sådan her at trekket var pænest, med regn så alle træerne virkelig virkede grønne og floden kom til sin ret. Ægte junglestemning. Vi traskede afsted og fortsatte snakken om forskellige halvdybe emner om livserfaringer eller gode bøger vi havde læst. Det var simpelthen så dejligt. Alt sammen! Midtvejs på vores tur besøgte vi et lille hus placeret højt oppe på en bjergside i junglen. Her fik vi en skål (Ja, jeg ved ikke hvorfor det ikke var i en kop, men det var det altså ikke) varm kakao og kiggede på alle kolibrierne der holdt til her i området. Vi traskede videre, og var begyndt at blive spændte på at se de palmer der var grunden til vores trek. Vokspalmer, de højeste i verden. De kan blive omkring 100 meter høje, og er Colombias nationaltræ. Så vi gik og gik, og var meget forventningsfulde da vi kom til udsigtspunktet. MEN! Der var simpelthen så skyet at vi ikke kunne se en dyt. 10 meter fremme kunne vi fornemme omridset af en palme, men det var alt. Vi mødte en anden pige der sad og ventede tålmodigt på bænken. Hun havde siddet der i halvanden time og svinget tålmodigt med fødderne, og skyerne og tågen havde ikke åbnet sig den mindste smule i alt den tid hun havde siddet der. Laura og jeg besluttede allerede der, at vi ville tage tilbage igen dagen efter. Vi begyndte at gå nedad, og heldigvis som vi kom nærmere bunden af dalen løsnede tågen og skyerne sig lidt, og vi kunne skimte de majestætiske palmer. Jo længere ned vi kom, jo bedre blev det. Men vi fik aldrig rigtig helt det flotte view over dalen. Det hele blev en ret mystisk oplevelse med tågen og de kæmpe høje palmer som vi ikke helt kunne se toppen på.

Vi sjoskede videre og endte trekket, fandt en ny jeep der kunne køre os hjem. Igen var der kun plads bagpå, men vi var jo allerede øvede fra morgenens køretur, så det var en smal sag! Denne gang regnede det ikke engang mere. Tilbage i byen smuttede vi forbi og fik lidt colombiansk frokost med ris og friturestegte ting, og så tilbage til hostlet og kom ud af gummistøvlerne for en tid.

Lidt senere på eftermiddagen smuttede vi forbi supermarkedet og handlede ind til aftenens hygge. Den stod på pandekager og varm kakao, pænt meget hygge synes jeg! Især med alt regnen uden for. Efter den primitive "hvad-kan-vi-finde-på-free-food-hylden-og-rester"-aftensmad gik vi igang med at bikse pandekager sammen. Det tog, som det jo altid gør med pandekager, ret meget mere tid end vi tænkte fra start, så det blev en stor bunke "late-night" pandekager, men det ødelage heldigvis ikke hyggen, så det gjorde ingenting. Kakaoen blev mindre vellykket, eftersom vi havde fået fat i chokolade uden sukker i. Det blev nærmest helt tørt at drikke, og alt mundvandet forsvandt, så det behøver vi ikke bruge mere tid på at snakke om. :D Da vi alle havde siddet nok og hygget i vores hyggesokker og tæpperne fra sengen, pakkede vi resten af pandekagerne sammen og puttede i køjen.

Næste morgen var Laura og jeg igen at finde i gummistøvlerne, og denne gang inde i jeepen ud til Cocora Valley. Vi gik modsatte vej rundt af vores hike, og besluttede for, kun at gå op til udsigtspunktet og tilbage igen. Da vi kom til dalen med palmerne var det lige som vi havde forestillet os, og endda lidt mere til. KÆMPE høje palmer var alle vegne spredt ud over landskabet og stod stille og svajede i den stille vind. Det var så flot! Efter lidt tids måben begav vi os atter op mod udsigtspunktet, men blev igen mødt med skyer og tung tåge. Såe, det var jo alletiders! Heldigvis havde vi gårsdagens pandekager med, så vi fortsatte hyggen lidt mere imens vi ventede på at det skulle lysne lidt så vi kunne se den forbandede udsigt. Lige som den sidste bid af pandekagerne var spist, kom der hul igennem. Det var dog slet ikke så smukt som vi havde troet, så vi blev lidt skuffede. Man kunne godt se palmerne stå fint på bjergsiderne, men det var slet ikke så flot som at stå nede i dalen og opleve, at skulle lægge hovedet heeelt tilbage, for at kunne se toppen af palmerne. Så vi trissede fint ned igen, og hoppede tilbage på en jeep og ind til byen.

Efter en gang frokost tog hygge-korpset aka Will. Laura og jeg på tur til en kaffefarm i området. Vi havde solskin da vi stod afsted, så humøret var dejlig højt og historier at fortælle var der nok af. Vi fik hurtigt selskab af flere af de mange gadehunde der er i at finde i store dele af Sydamerika. Søde og venlige hunde, som mange tilfældige mennesker heldigvis sørger for, at give lidt mad i ny og næ. Vores flok blev større og større, i takt med, at skyerne trak sig mere og mere sammen. Inden længe åbnede himlen sig og regnen kom igen ned i kæmpe mængder. Eftersom det var sol da vi gik, havde både Will og jeg ikke lige overvejet at tage regntøj med. Rookie mistake! Der gik ikke mange minutter før at vi var gennemblødte helt ind til inderste lag. Hundene der fulgte os, så heller ikke yderst begejstrede ud, men fortsatte alligevel trofast med. Undervejs på vej til Don Elias's kaffefarm holdt vi en lille pause ved en lille shop hvor vejen slog et knæk. Her fik vi lidt kaffe imens det stilnede en smule af, inden vi igen begav os ud i regnen. De sidste par kilometer gik heldigvis hurtigt, så før vi vidste det, var vi klar til at blive vist rundt på den lille kaffe finca, som de små farme hedder. Turen sluttede selvfølgelig med at smage de gyldne dråber. Fy for fanden det var lækkert! Jeg ville ønske for jer, at I kunne smage alle sammen. Men det bliver måske lidt svært. I må ud og anskaffe lidt colombiansk kaffe, eller også må I bare forestille jer smagen (eller måske, endnu bedre, være heldige at jeg inviterer på kaffe når jeg kommer hjem. Rygtet siger, at jeg har taget gyldne sager med mig i backpacken ;) ).

Sidste aften i Salento stod selvfølgelig også på hygge. Denne gang med omorganiserede møbler i tv-stuen, så der blev gode flydepladser hvor vi kunne putte med tæpperne, imens vi så film og spiste popcorn. Jeg er ret sikker på, at Will og Laura nu ved hvordan man hygger på dansk manér! Jeg blev helt stolt af dem, når de efterhånden forstod princippet, og formåede at bruge ordene i den rigtige forstand.

En gang racekørsel mere og så ankom jeg til Medellín. Byen hvor Pablo Escobar engang har været narkobaron og styret hele byen, ja egentlig også det meste af Colombia. Ikke længere farlig, men blomstrende med nye tiltag og glade mennesker der forsøgte at glemme den forfærdelige fortid de havde med sig. Det gik egentlig ret godt synes jeg. Dagene gik med at komme på, den efterhånden obligatoriske walking tour rundt i byen, og så var jeg også et smut oppe i en af favellaerne der former sig over bjergsiderne i byen. Jeg tog metroen til stoppet hvor kabelbanen var en integreret del af transportsystemet og hoppede på. Jeg fik helt lyst til at komme på skiferie igen, for liften kunne lige så godt have været placeret i Alperne og fyldt med mennesker der går den mærkelige månegang man nu gør, når man har skistøvler på. Det var nemlig helt magen til. En lift der med fuld fart kørte ind til platformen hvor den sænkede farten og tullede rundt om hjørnet imens folk hoppede på, hvorefter den satte i fart over landskabet igen. Denne gang var det bare ikke snefyldte pister der var under liften, men huse bygget mere eller mindre primitive og oven på hinanden, mellem ustrukturerede veje og stier der snoede sig hvor der nu lige var plads. Da jeg kom op på toppen hoppede jeg ud, og gik mig en tur rundt i området. Alle mennesker smilede sødt og kiggede nysgerrigt efter den der blonde Gringa der gik rundt i deres bydel. Det var de vist ikke vant til. :D Jeg smilede bare tilbage og sugede indtryk til mig. Jeg begyndte flere gange at smile og grine lidt, når jeg så de opfindsomme måder at konstruere bygninger på, eller når jeg i ny og næ mødte et muldyr med fuld oppakning og en mand bag den, der styrede den hen til den nærmeste lille kiosk hvor den fint blev parkeret.

Undervejs som jeg forsøgte at finde min vej fra det øverste stop i liften til det næst øverste, mødte jeg to piger på en 9-10 år. De spurgte hvad jeg ledte efter, siden jeg gik rundt der. Jeg forklarede på mit bedste spansk, at jeg ikke ledte efter noget, men bare gik rundt og kiggede. Det forstod de ikke helt. Men det var måske også lidt underlig set med deres briller. :) Vi sludrede i en 10 minutters tid inden jeg ville fortsætte min gåtur mod den anden lift. Pigerne var søde og tilbød at følge mig der ned, og det sagde jeg ikke nej til. Jeg følte mig lidt lost. Hver gang jeg mente jeg skulle mod højre for at komme nærmere mod liften, så var der kun en vej til venstre. Det må være svært at være retningskonfus i en favella!

Jeg hyggede mig meget med pigerne imens vi snakkede om hvilke dyr der fandtes i Danmark og om vi også havde hunde som kæledyr. Jeg tror aldrig helt de forstod hvor henne Danmark var, men det var måske også irrelevant for deres oplevelse. Søde og rare var de, og gav mig en god oplevelse i en favella. Win win. :)

I byen med Pablo Escobar følte jeg at jeg blev nødt til at vide lidt mere om denne forfærdelige mand. Da jeg ville booke en tur med information om ham fik jeg dog at vide, at bilen de normalt brugte til turen ikke virkede pt., så de havde aflyst alle ture i løbet af ugen. Typisk Sydamerika! At finde en anden bil i mellemtiden var da bestemt ikke en mulighed, det kan jeg godt se, så jeg måtte finde en anden måde at blive klogere på narkobaronen på. Der var en anden tur der kombinerede viden om Mr. Pablo med et besøg til en lille fin by, Guatapé, der er omringet af en masse kunstigt skabte søer, og en kæmpe sten, man kunne klatre op på, for at få en smuk udsigt. Det synes jeg nu lød meget fint, så jeg bookede mig ind, sammen med et hollandsk par, jeg mødte på hostlet. Næste morgen blev vi samlet op på hostlet og så snart vi kom ind i bussen fandt jeg ud af, hvad det var for en tur vi var kommet på. Alle i bussen stank af gammel værtshus og musikken bragede for fulde drøn ud af højtalerne. Og det var altså ikke salsamusikken der var dominerede her! Min far ville være gået amok! :D Turen vi havde booket inkluderede også en gang paintball. Dét i sig selv synes jeg er ret sjovt, men hvad der nok havde tiltrukket 90% af deltagerne på denne tur var, at vi skulle spille paintball i en af Pablo's gamle mansions. ALLE de typer jeg virkelig gør alt for at undgå når jeg rejser som backpackere var samlet i denne bus. Alle dem, og så os. Åh gud altså! Smarte fyre med langt fedtet hår og cap'en omvendt på, iført den farvestrålende tanktop der var så åben i siderne at man kunne se deres nipples, og piger med ALT for små og for korte cowboyshorts, mavebluser og piercing i næsen. Haha, Gud hvor jeg lyder som en gammel mormor nu, men altså. De typer gider jeg ikke spilde min tid med. Men pyt. Nu var vi her, der var sikkert nogle søde imellem. Vi skiftede over til jeeps for at køre det sidste stykke, og taget på jeepen var hurtigt det første sted der blev fyldt op for "Det er herre svedigt at sidde her oppe". Det fortrød de hurtigt, eftersom der næppe er gjort alverden ud af komfort på taget af en jeep. Men, inde i jeepen sad et par fyre, som jeg tænkte jeg ville give en chance. Den fandt jeg hrtigt ud af, ikke var nødvendigt. Det var en flok amerikanske gutter der var på springbreak fra skolen og var en uge i Colombia "for at opleve lidt kultur". Jeg havde svært ved at holde mit grin tilbage, men det gik. Senere som vi gik rundt i Pablos gamle sommerhus havde de mere travlt med at tænde op i en joint, end egentlig at lytte til, hvad vores fornuftige guide kunne fortælle af surrealistiske historier om denne skrækkelige mand. Paintball var sjovt, men selvfølgelig var de mest kæphøje af gutterne pisse bange for at blive ramt, så de gemte sig bag et hjørne nærmest hele tiden. Efterfølgende blev der sammenlignet mærker som var det trofæer og sejest var den der havde det største mærke. Åh gud, momse kom lige tilbage der. Ja godaw do! :D

Resten af turen var flot, og vi sejlede med båd hen til Guatapé hvor der kom lidt mere ro på de vilde gutter. Her kunne de ikke andet end at tage gode selfies for at få lidt credit på hjemmefronten, men det larmede heldigvis ikke så meget som alle de andre ting de havde foretaget sig tidligere. ;) Da dagens program var slut kørte vi tilbage til Medellín og blev sat af ved hostlet. Endelig lidt fred fra smartfyr 1 og 2, men altså, med deres tilstedeværelse kan man da også sige, atjeg har fået en oplevelse. Måske bare ikke den slags oplevelser jeg normalt går efter, men noget er bedre end ingenting. :D Jeg fik pakket alt mit happengut, og gjorde klar til at komme mod nord og mere varme himmelstrøg dagen efter. En kop kaffe på en fancy kaffebar, og så på indenrigsflyet mod Santa Marta. ¡Adios!

To be continued…