Paraty

Da vi ankom til Paraty, var jeg faktisk lettere irriteret. Jeg havde siddet foran en mor med et barn på skødet. Det er fint nok. MEN det er IKKE fint nok, at barnet blev ved med at sparke mig ind i ryggen. Jeg var ved at gå ud af mit gode skin til sidst, og moderen var bare totalt ligeglad. Arrgh. Vi gik direkte hen til turistinformationen for at forhøre os om de forskellige hostels. Turistinformationen kunne sende os videre til et hostel beliggende forholdsvis midt imellem den nye og den gamle bydel. Paraty er en gammel og smuk by(den gamle del) Det siges at der kom mange pirater der. Men jeg ved ikke om det er sandt? Jeg er stoppet med at læse om byerne, for jeg er alt for fyldt op i mit hovede lige for tiden. Dog kan jeg fortælle, at der kommer vand fra havet og ind i byens gader hver dag, så husene er bygget højere oppe end "gågaden". I det gamle område er vejene lavet af store sten og små sten, så det er ikke spor nemt at gå rundt. Alle husene er malet hvide, og det hele minder mig egentlig lidt om grækenland.

Vi gik hen til hostellet og fik os indlogeret, det næste vi gjorde, var selvføligelig at gå ud for at finde noget mad. De fleste andre rejsende vi snakker med, har tabt sig en del kilo, men Daniel og jeg har begge taget masser af vægt på. Jeg forstår det ikke? Og så gør jeg jo måske alligevel. For vi er begge to ret vilde med mad. Og helt ærlig, jeg sover hellere i en dårlig seng, og spiser lækkert, end sover i en god seng og spiser mindre lækkert. Kan i følge mig? Og så er der jo al ventetiden på busser og lignende - der spiser vi også(måske mest af kedsomhed??)

Det kan bare være lidt træls at se sig selv på billeder, for maven bevæger sig kun en vej - og det er ikke ind, men UD! Men HEY, vi er jo på ferie, så vi skal jo have det godt - skal vi ikke?? JOOOO!!!!

Nå, tilbage til Paraty. Vi gik tilbage til vores hostel og sad og snakkede lidt med de forskellige mennesker, for så derefter at gå ud og handle mad, selvfælgelig. Jeg købte en lille nutella, den var utrolig voldsom dyr, men ih hvor var det bare det hele værd. Er i hel skøre jeg har savnet smagen af nutella - ikke at forglemme, at jeg jo hjemme i DK er en værre nutellagris. Så egentlig har det for mig været lidt som at være på afvænning. Det er måske lidt en overdrivelse, men jeg er sikker på, at i forstår hvad jeg mener.? Det var skønt at få en nutellamad igen. Vi lavede faktisk mad hver for sig, for jeg ville langt om længe lave den risengrød, som min moster havde sendt mig ris til.. Jeg kogte risengrød, og Daniel lavede nudler. Det var faktisk rigtig hyggeligt. Risengrøden var god, den nærmer sig dog ikke min fars risengrød - det er den bedste i verden! Men det var virkelig lækkert med en god omgang dansk juletradition - og jeg er bare risengrødelsker, så muuuums. Tusinde millioner tak for grødrisene moster(og tak fordi du havde lagt vejledningen med, det var et klogt træk)

Vi havde tidligere snakket med to guttere, Alex fra Sverige og Adam fra England. De ville en aftentur ud i byen og jeg gjorde dem selskab. Det var utrolig hyggeligt. Eftersom det havde regnet hele eftermiddagen, havde Daniel og jeg kun bevæget os ud efter mad, så det var vildt skønt at se byen(ikke fordi at der vildt meget by) Vi gik op til Plaza, hvor en mand sad sammen med sin familie på en bænk, og spillede på mundhamonika. Et andet sted stod nogle unge mennesker og spillede på trommer. Det var bare så hyggeligt. Vi satte os for et øjeblik for at nyde alle inputsne omkring os. Det var skønt.

Tirsdag d. 15 januar, skulle vi ud på en bådtur. Den ville bringe os til tre forskellige strande. Det var en KÆMPE båd, og der var en del mennesker om bord da vi endelig kom derned. Jeg havde taget Bodil med, så hun kunne tørre(Jeg havde vasket hende dagen forinden, så hun kunne blive ren efter hendes fuldskab i Buenos Aires)

Daniel og jeg gik straks op på tagterrassen(eller hvad kalder man det når man er på et skib ?- hvis du læser den her blog Irene Karlsen, så er jeg ret interesseret i svaret?)

Det var en super lækker sejltur. Vi sejlede forbi masser af små øer med kun ét enkelt hus på - tænk sig at have sin egen lille ø, det må virkelig være lækkert.

Vi var super heldige med vejret, for det regnede ikke, og solen formåede faktisk at brænde igennem skydækket et par gange. VIldt skønt(jeg fik ikke fortalt, at det regner hver dag i Paraty, og at det konstant er overskyet - det er dog stadig lækker varmt)

Strandene som vi lagde til ved, var vildt lækre. Smukke, hvide og ja, dejlige. Har jeg mon nævnt, at der er mange brasilianere, som ikke kan finde ud af at svømme?? Det er der. Utrolig nok - for de har så mange lækre strande.

På bådturen fandt vi ud af, at alder ikke spiller nogen rolle for at rejse. Vi snakkede med et canadisk ægtepar, som hvert år rejste rundt med rygsæk i et par måneder - de var begge over 60 år gamle. Det er jo for fedt!

Der er ikke så meget mere at sige om bådturen - det var super fedt, smukt og lækkert, men en bådtur er jo en bådtur.

Vi kom tilbage til hostellet, og blev enige med Alex og Adam om at lave mad sammen.

Daniel, Adam og jeg gik hen for at handle ind. Da vi skulle forklare slagteren, at vi gerne ville bede om hakket oksekød, var alt hvad vi kunne sige:carne(kød), muuh, og kraaaaash(for kværnen), vi har skisme nok lydt sjove, men han forstod budskabet og vi fik noget lækkert kød. Jeg kom til at tabe en dåse flåede tomater ned over Daniels tæer, hvilket ikke var alt for heldigt, for jeg kom til at grine over det, samtidig med at jeg prøvede at undskylde, og så gjorde det jo også ondt på Daniel, men han overlevede heldigvis.

Eftersom at Alex er uddannet kok, ville han gerne lave maden, og det lod vi ham med glæde gøre. Min MORS italienske kødsauce er bare SÅ MEGET bedre. Jeg ved godt at vi ikke havde alverdens ingredienser og grøntsager, men mors er bare bedst. Vi havde også købt en flaske rødvin. Jeg dækkede bord med levende lys og dug, og satte musik på, og så satte vi os alle til bords. Først slukkede Daniel det ene lys, dernæst pustede Alex det næste ud- det er skisme ikke nemt at være eneste pige altid. - Vi piger sætter altså bare pris på nogle helt andre ting.

Efter maden kom Tamara, en australsk pige vi mødte på bådturen. Adam og jeg gik endnu en tur i supermarkedet, men denne gang var det for at hente alkohol...

Vi købte lime, sukker og cachacha så vi kunne lave den traditionelle brasilianske drink: Caprinha

Adam er sådan en af de der rigtig fjollehoveder, som rigtig kan få én til at grine(hvis man forstår hans jokes), og eftersom jeg om morgenen havde fortalt om min operation, og det faktum, at det først så småt var begyndt at holde op med at gøre ondt i navlen, spurgte han mig ind til den. Han spurgte igen da vi gik ud af supermarkedet, og jeg svarede at det gik da fint, han kommenterede kort på, at jeg ikke havde spurgt ind til hans. Skør som han er. Jeg spurgte derfor ind til den, og det endte med at vi fik opdigtet en historie om at jeg var verdensmester i "navletræning" og at jeg skulle træne ham, så han kunne vinde de internationale konkurrencer i navletræning. JEg ved at det er tosset, men det var bare så sjovt, og det giver jer forhåbentlig lidt en idé om hvordan han er??

Vi kom tilbage til de andre, og Alex begyndte at lave drinks til os. De er virkelig gode, men eftersom at de kun er lavet på alkohol, sukker, isterninger og lime bliver man pænt hurtig slørede af dem. Vi sad længe og hyggede før vi gik afsted til en bar. Vi gik hen til en bar som vi havde fået anbefalet. Der sad en gruppe unge, som spillede og sang, og jeg ønskede derfor at blive der. De andre gik videre, men jeg blev siddende og lyttede til det lokale musik. SKØNT. Barejeren inviterede mig med ud bagved, så jeg selv kunne lære at lave caprinha (selvom Alex allerede havde lært mig det)jeg gik glædeligt med, for det betød en gratis drink.

Efter noget tid kom Adam tilbage for at hente mig. Vi lavede endnu en tosset ting; i vores jagt efter resten af gruppen(som var forsvundet fra det aftalte sted), løb vi hele byen rundt, meeeen, vi gjorde det som hemmelige agenter. Vi løb lidt, gemte os op ad væggen, foldede hænderne som pistoler, og når vi løb forbi folk sagde vi sssshhhh. Folk må have troet, at vi var sindsyge, men vi havde det så sjovt. Det var vildt fjollet, og vildt barnligt, men ved i hvad? Det er det jeg godt kan lide ved det. Vi gav bare helt slip, og var ligeglade med hvad andre tænkte om os(og det ligner bestemt ikke mig), og så havde vi det bare sjovt. Vi legede faktisk også Kongens Efterfølger, men det var Adam dårlig til, så vi gik tilbage til hemmelige agenter. Vil i høre noget andet sjovt? Der var flere som var med på legen, folk vi ikke kendte, begyndte også at løbe, dukke sig, og glide langs væggen. Det var bare FEDT! Vi fandt de andre og slog os ned hos dem. Vi var der ikke særlig længe før baren lukkede. Jeg spurgte bartenderen, om jeg måtte prøve trommesættet på scenen, og det måtte jeg med glæde! Det gik vældigt - lige indtil trommeslageren kom. Han delte bestemt ikke bartenderens mening om at alle måtte spille på hans trommesæt. Jeg fik det lidt dårligt over at bartenderen havde givet mig lov, når nu han åbenbart vidste, at trommeslageren ikke ville have det.

Vi gik allesammen afsted, eller det vil sige, Adam og jeg løb. Da vi drejede rundt om et hushjørne, kom der en 4-hjulscrosser kørende med en vogn bagpå til affald. Jeg spurgte om Adam og jeg måtte få en tur med ham - det måtte vi gerne, så vi satte os op ved siden af ham. Kan i huske hvordan jeg beskrev vejene? Virkelig humpede! Det var lidt som at komme op i en rutchebane - vi grinte og grinte og havde det bare så sjovt. Turen stoppede og vi genoptog vores "leg" som agenter. Denne gang gik turen tilbage til hostellet, men da vi gik forbi den første bar, så jeg, at den stadig var åben. De unge spillede ikke længere, men bød mig ind på drinks. Baren var lukket for alle andre end os, og det var super fedt at sidde der med de lokale. Jeg ved ikke helt hvor Adam blev af? Han var væk i noget tid, men kom lige som jeg ville til og afsted. Vi havde en mission tilbage, hvilket var at vække to tyskere på mit værelse. Jeg havde svoret overfor dem, at jeg ville vække dem. Det havde jeg gjort fordi de vækkede hele værelset da de kom fulde hjem natten forinden. De havde nægtet at være stille, de havde tændt og slukket lyset flere gange, og så havde det taget dem over en time at komme i seng - midt om natten. Normalt er det ikke et problem med fulde mennesker og doorms, men disse to tyske drenge vidste åbenbart ikke hvordan man skulle opføre sig. Jeg havde derfor i starten for sjov, svoret, at jeg ville vække dem. Det synes deres venner var en god idé. Så da Adam og jeg kom hjem, gik vi ind og vækkede de to tyskere. Vi sagde ikke noget, men ruskede bare i drengene til de vågnede. Jeg fortsatte indtil de sad helt op i deres senge, og så gik jeg selv i seng. Sikke en hævnagt tænker i nok - og ja, det var det måske egentlig, men jeg tror og håber, at de tænker sig lidt bedre om næste gang de vælger at bo på et doorm - det er altså begrænset hvad man kan tillade sig. Selvfølgelig skal man også forvente, at der er larm, når man vælger at bo i doorm, men det her var i overkanten.

Det sjove er, at jeg normalt ikke er et hævngerrigt menneske, så jeg ved ikke helt hvorfor jeg gjorde det? Jeg havde det lidt skidt over det næste morgen, men de andre tyskere gav mig high-five og sagde tak - men det hjælper ikke på at jeg havde det skidt med det. Nå, men nok om det. Vi havde jo en kodyl sjov, hyggelig og god aften.

Vi skulle med bussen til Ilha Grande næste dag. Vi havde glemt at hæve penge, og dette blev selvfælgelig gjort i sidste øjeblik. Da vores pickup kom for at hente os, var Daniel endnu ikke kommet tilbage med penge, og vi havde ikke betalt for vores hostel endnu. Buschaufføren var ikke glad for at vi ikke var klar. Sammen bar vi taskerne ned til bussen, og kort efter kom Daniel heldigvis. - Panikken kunne derfor afblæses - heldigvis.

Vi sagde farvel til Adam og Alex - jeg nåede lige at flashe et kæmpe blå-lilla mærke som jeg havde fået om aftenen, og så var vi ellers på vej videre mod Ilha Grande.