George Town skulle blive et mindre bump på vejen mod Thailand, da vi følte for at blive lidt længere i Malaysia for at få det sidste med. George Town er Malaysias næststørste by og ligger på en ø udfra vestkysten ikke langt fra Thailand. Byen skulle bl.a. være interessant grundet deres mange attraktioner, templer, kunst og byens engelsk opførte bygninger. Dette indlæg vil også indeholde mine tanker omkring vores sidste kapitel på turen, og hvad jeg har tænkt og føler om en snart kommende hjemrejse, da mange spørger mig.

Vi blev kørt direkte til Gorge Towns busterminal, efter godt 6 timer på farten, hvorfra vi skulle med taxa ud til vores hostel. En dæmning ud til øen førte direkte ind igennem havnemiljøet med små joller liggende indtil gangbroerne, som så ganske hyggeligt ud med palmerne omkring, så jeg synes det så ganske lovende ud. Længere inde i byen dukkede de større bygninger frem, hvor nogle af dem stak godt op i luften, men ellers så byen meget "almindelig" ud med alt hvad man behøvede. Udover det, føltes byen dog ikke som en storby/større by, men det var også helt fint efter vores mening.

Da vi kom frem til vores hostel mødte vi med det samme Thomas (tyskeren), som var ankommet et par timer før os, som vi senere mødtes med igen. Hostellet var ejet af et ungt Malaysisk eller kinesisk kærestepar, som havde ganske godt styr på tingene. Et fint hostel, og efter min mening, et af de bedre hostel vi har været på. Et ganske lille hostel uden det store at lave, men stemningen var god og faciliteterne rigtig fine. Vi røg ind på et 8 mands dorm, hvor vi dog ikke benyttede os af sengene, men det vender jeg tilbage til senere.

Som skrevet var det kun et bump på vejen, med et stop i Gorge Town, da vi faktisk kun havde dagen vi ankom til at se os omkring i byen, da vi allerede dagen efter, tidligt om morgenen, tog videre mod Thailand.
Så kort efter ankomst tog vi kameraet over skulderen og begav os ud på gaderne klar til at suge en masse ting til os på kort tid. Vi fulgte et kort på en lille turistmappe, som vi havde fået i receptionen på vores hostel, der førte os rundt til de mest interessante seværdigheder nær vores område.

Tingene vi så kan måske virke mindre interessant at læse om, da det nok mest er værd at se, da der såment ikke var meget i det. Men for selv at huske på det, og så i også kan læse om hvad vi så, så skriver jeg dem alle ned alligevel.
Først så vi et ganske stort, pænt lavet ur, som var tegnet af en engelsk arkitekt, og stod nær en rundkørsel. Hvad den eksakte mening bag den er, det husker jeg ikke, selvom jeg læste mig frem til det.
Dernæst så vi en borg med gamle kanoner, som jeg nærmest godt tør bilde jer ind, har været brugt til at forsvare landet tilbage i tiden, uden jeg kan fortælle jer mere omkring den. Ganske kedelig var den at se på, selvom alle asiaterne hoppede glade rundt med deres kamera og lignede nogle som havde set et vidunder.
På vores vej videre mod den mest berømte gade i Gorge Town (mener den blev kaldt den religiøse gade), så vi to store engelske bygninger, som var ganske pæne at betragte - den ene var en City Hall. "Den religiøse gade" har fået navnet grundet deres mange templer, kirker og en moske som ligger samlet på den samme gade. Så efter at have set den første kirke, rigtig pæn, så vi det ene tempel efter det andet. Jeg vil skyde på vi så omkring 7-8, men var inde i omkring 4 af dem. Jeg bliver lige importeret hver gang jeg kommer ind i et tempel, da deres udsmykning, mønstre, mange buddhaer og store indlevelse er super interessant at observerer. Omvendt vil jeg også sige, at har man først set en, to, tre templer, så minder de meget om hinanden, selvom der er noget unikt ved den enkelte.
Herefter ramte vi lige ind i en bøn, da den store, smukke moske kaldte til bøn med en mand som sang gennem dens store højtalere. Det var faktisk rigtig sjovt at høre og opleve, men skulle man høre på den hver dag og flere gange om dagen, så ville jeg ikke være fan af den - for den larmer! Når de kalder til bøn må der desværre ikke komme besøgende ind i moskeen, så vi måtte nøjes med at se den udefra og få et lille smug kig ind af den store åbning. En tysk muslim, bosat i Malaysia for nogle måneder, fangede os nemlig i at være ved at tage skoene af for at fortælle os, at vi desværre ikke måtte gå derind nu. Den unge fyr, ikke meget ældre end os, var dog flink til at fortælle os lidt om muslimerne og deres tro, så han gav os lige et par guldkorn med på vejen inden vi gik hver vores veje.

Herefter trippede vi faktisk hjemad, da kortet i vores turistmappe var så godt som blevet træskest igennem i vores område, og vi følte da også, at vi havde fået en hel del med på ganske kort tid.

Thomas havde mødt endnu en tysker, Justus, på vores hostel, så sammen med dem tilbragte vi resten af dagen, aftenen og sågar natten. De fleste ved, at jeg ikke er den største fan af Tyskland og tyskernes mentalitet, men det er altså ikke derfor jeg er ved at være træt af at møde tyskere. Tyskerne er bare overalt, og vi møder dem alle vejene. Det blir ganske kedeligt i længden, da man godt kunne tænke sig at møde en masse forskellige nationaliteter, men det kan vi tilsynelandende godt skyde en hvid pil efter. Tyskere og brittere har nemlig invaderet alle verdens hjørner og kanter. Men når det så er sagt, så havde vi en ganske hyggelig aften i hinandens selskab, da vi heller ikke kunne meget andet grundet det ekstreme vejr. Aldrig har jeg oplevet så meget regn på én gang, og så meget torden og lyn som kunne glimte i flere sekunder, som hærgede i flere timer. Et vanvids vejr uden lige.

Derfor købte vi os nogle øl og snakkede i rigtig lang tid om alverdens ting, imens vi sad under halvtaget ved hostellet og nød hyggen ved regnen. Begge var de et par flinke fyre, den ene mere speciel end den anden, her tænker jeg på Hr. Strottmeier, som vi morede os ganske meget over - specielt grundet hans meget tyske efternavn, som lyder mere end sjovt når det udtales. Strottmeier!
Thomas gik i seng før os andre og Nikolaj røg i en serie på iPadden, så kun Hr. Strottmeier og mig fik os en lang snak på nok omkring to timer. Aldrig har jeg brugt så lang tid alene med en tysker, men det var ganske interessant, da vi fik snakket om nogle ret alvorlige emner, bl.a. 2. Verdenskrig, for at høre hans og mit syn på det, både dengang men også hvordan det er i dag.
Da tyskeren så måtte se sig træthedsslået, ligesom i 92, gik han i seng imens Nikolaj og jeg holdte os vågne. Vi skulle nemlig hentes kl. 05.00 om morgenen af vores bus mod Thailand, og da klokken alligevel var blevet mange, valgte vi at holde en "all-nighter". Smart eller ej ved jeg ikke, men vi klarede det og regnede med at kunne sove de 12 timer i bus vi havde til Phi Phi i Thailand, så det skulle nok gå.

Derfor blev det meget korte stop i Gorge Town altså en ganske fin oplevelse, som jeg dog godt tror, at man kunne have brugt lidt ekstra dage i. Et ganske hyggeligt sted med mulighed for lidt af hvert, men begge glædet vi os også til at komme videre til Thailand, som jeg personligt tror bliver rigtig spændende.

Som lovet vil jeg skrive lidt om mine tanker og overvejelse, som jeg tror, bliver svært at kradse ned på et papir.
Ærligt skal jeg sige, at mange tanker flyver gennem mit hoved, da disse tanker, overvejelser og mange store spørgsmål, faktisk har fyldt mit hovede lige siden dag et, fra vi ankom til vores hostel i Rio, hvor hele rejsen lå for mine fødder. Jeg valgte, og heldigvis for det, at ligge alle spørgsmålene, overvejelserne og tankerne på hylden, så jeg kunne fokuserer fuld ud på rejsen. Havde jeg både skulle forholde mig til det, samtidig med rejsen, tror jeg det hele ville kolliderer. Men store spørgsmål er svære, for mig, bare at ligge på hylden, så de forskellige ting har strejfet mig i ny og næ, når der har været tid til at tænke over tilværelsen.

De helt store beslutninger, om hvad der skal ske når jeg kommer hjem, og tankerne om en snart afsluttende rejse, vokser sig nu så klart også større, og større, eftersom det snart er en realitet, at jeg vil stå på dansk jord igen. Derfor føler jeg også for, når mange af jer spørger, at skrive ned hvad mine tanker går på.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg stadig fokuserer 100% på det jeg/vi har gang i, da det pt. er det vigtigste, for at få det bedst mulige ud af turen. Blander jeg de snart "almindelige hverdags ting" ind i mit hovede, tror jeg det ville være svært, at fokuserer fuldt ud på det jeg har gang i. For mig er det nemlig vigtigt, at jeg også får det sidste med af turen, og suger alle de store oplevelser helt ind til blodårene.
Tankerne om snart at skulle vende snuden hjem, er ikke noget jeg spekulerer så meget på endnu, da jeg stadig føler vi har "god tid" igen, men mine overvejelser og tanker har jeg dog gjort mig.

Jeg synes det er surrealistisk at tænke på, at det snart er et halvt år siden, at jeg/vi begav os ud på det, som for os begge skulle blive vores livs eventyr. Dagene op til d. 05. januar og afrejse, var nogle meget specielle og underlige dage. Min krop og sind kunne ikke finde ro, hvilket nok skyldes de mange store og nye ting, som skulle til at ske. Tanken, på daværende tidspunkt, var ret svær at forholde sig til, da jeg personligt skulle til at forholde mig til en helt ny hverdag ude i den store verden, som til tider kan være barsk. At skulle forlade alt det hjemmelige, alt det trygge, ens hver dag, ens familie, venner og kæreste, var for mig en stor omvæltning at skulle forholde sig til. Inderst inde, er jeg en blød, betænksom og trykhedssøgende dreng, men dermed ikke sagt, at jeg er bange for nye oplevelse, nye udfordringer og andre ukendte ting, men jeg tror det er noget som spiller ind fra barnsben. Bl.a. en skilsmisse mellem mor og far, tog rigtig hårdt på mig, som var noget jeg skulle kæmpe mig igennem, leve og forholde mig til. Det var i mange år svært, hvilket det stadig er den dag i dag, men jeg har lært at leve med det og få de bedste ud af det sammen med resten af familien. Derfor tror jeg også, at det var svært for mig, at tage det helt STORE skridt ud i den store verden, men jeg er sikker på, og ved, at det var det helt rigtige for mig.

Personligt, har rejsen indtil videre givet mig rigtig meget, samt styrket mig en hel del, men hvad jeg helt præcist har fået ud af den, det vil jeg vente med at fortælle om til jeg kommer hjem, og kan se tilbage på rejsen som en helhed.
Når alt det så er sagt, har jeg stadig svært ved at forstå, at rejsen lakker mod sin ende, og vi er igang med det sidste kapitel. De fleste spørger mig, om jeg glæder mig til at komme hjem, og til det kan jeg kun sige "ja og nej". Der er ting som jeg glæder mig til, men også ting jeg glæder mig mindre til.

Først og fremmest glæder jeg mig meget til at se familie og venner, men ikke mindst også søde Anne-Sofie, som klare det hele med bravur! Jeg glæder mig til at se jer og fortælle om ALT hvad jeg har oplevet, vise billeder, videoer og fortælle røverhistorier på række. Alt bliver noget nemmere, når man ikke skal forklare det hele over Skype og på få minutter. Dertil glæder jeg mig også til at vende tilbage til Tartan Pub, min lille familie i Vejle, som jeg også har savnet en hel del under min tur. Det bliver dejligt at kunne hoppe i kilten igen, og få luftet ballerne på helt lovlig vis.
Rart bliver det sikkert også, at kunne komme hjem og vide hvor man skal sove hver nat, samt ikke at skulle spekulerer over, hvor man nu skal have både sin morgen, middag og aftensmad, samt at få tag over hovedet. Den danske mad, og ikke mindst remouladen, er jeg også begyndt at savne noget så frygteligt - og en god seng HVER nat.

Mit kommende halve år i Danmark, 2014, byder på flere ting, hvor nogle af dem fortsat er lidt ukendte. Min arbejdssituation forholde sig sådan, at jeg så klart vender tilbage i kilten på Pubben, men om jeg kan få mig et job i Lindved SFO og vende tilbage til mine børn derude, er stadig lidt et spørgsmålstegn. Jeg håber og tror på, at tingene flasker sig sådan, at der venter timer til mig derude, ellers må jeg så klart på jagt efter noget andet. Min plan er ikke, at jeg skal igang med studie eller ligende efter sommeren 2015, så tingene står stadig åbent til den tid.
En ting jeg forhåbentlig også kan se frem til, er små foredrag, som jeg af et vennepar til både min far og mor, har luftet tanken for, at jeg måske kan komme ud på hver deres efterskole og belærer de unge mennesker lidt om livet, og hvad jeg har fået ud af min tid med huset på ryggen. Det er en ting jeg håber på kan lade sig gøre, da det både ville være en stor udfordring for mig, men også noget som jeg med glæde vil dele ud af til andre, som har samme ideer og tanker om en rejse ligende min.

MEN, det største af det hele, og det jeg ser mest frem til er, at min kære isbjørn (Anne-Sofie), flytter til Danmark for at bo her permanent. At tage denne store beslutning fra hendes side, tager jeg hatten af for. At tage springet og hoppe ud i noget så stort, som at flytte hjemmefra og til et helt nyt land, er for mig, en rigtig stor ting at gøre. Anne-Sofie har efterhånden været i Danmark en hel del gange, og kender derfor til omgivelserne, byen, mine venner og ikke mindst min familie, men derfor glæder jeg mig kun endnu mere, til at kunne vise hende hvad Danmark er lavet af.
Vores plan er, at vi hurtigst muligt skal finde os en lejlighed og starte noget nyt sammen, som fortsat bliver i Vejle. Dette kræver selvfølgelig et job til os begge, men det arbejder vi i 6. gear på, så det skal nok lykkes i sidste ende. Ikke noget tager vi forhastet, tingene og beslutningerne skal tages med omtanke, men jeg skal ikke ligge skjul på, at det kribler i fingrene for at finde noget nyt og opbygge noget sammen.

Ellers har jeg det meget ambivalent med, at jeg skal komme hjem til den gamle hverdag, hvor tingene minder mere om hinanden end hvad den gør når man er på farten. Det bliver for mig underligt, at skulle vide hvad der skal ske dag til dag, da det absolut ikke har været tilfældet de sidste 5 måneder. Men det er også en del af oplevelsen og læringen ved livet.
Som skrevet, glæder jeg mig til at se venner og familie, og få fornemmelsen af at være hjemme igen, men når det er sagt, så er jeg sikker på, at går der en uge til to eller tre, så vil jeg helt sikkert gerne afsted igen, da livet uden tvivl er en KÆMPE fornøjelse ved at rejse rundt og suge en masse indtryk til sig.

Jeg tror, det var hvad jeg pt. har på hjertet og har gjort mig af tanker, men som skrevet, vil jeg fokusere på at få alt det sidste med af turen, inden den sidste måned er gået med Thailand, Cambodia, Vietnam og Laos. Der er stadig en masse at se endnu, inden jeg d. 15. juni vil være i Danmark igen.

Fred ud til jer, pas på jer selv og hinanden - vi gør det samme!

D. 03/05