Barefoot & Nadi

Det er svært at blive ved med at finde på nye spændende indledninger til mine blogindlæg omkring Fiji, da stederne simpelthen minder for meget om hinanden til at de for alvor skiller sig ud fra hinanden. Hvad jeg dog kan skrive om Barefoot bliver, at det må have været mit favorit sted, selvom jeg var meget hjælpeløs på min ene fod og gik med stok. Men omgivelserne, personalet og gæsterne var i top, så vi havde to skønne dage, som vi gerne ville have forlænget med en eller to dage mere, hvis det havde været muligt.

Musikken og sangen vendte tilbage ved ankomst til Barefoot, efter som den udeblev på Way Lai Lai, så noget tydet altså på, at vi kom til et resort med styr på tingene som de andre steder - og ganske rigtigt. Super skønne omgivelser med en dejlig stor åben plads omkring baren/restauranten, flotte/hyggelige små hytter lige ned til vandkanten omringet af palmer, volleybane, små hyggelige områder og så endda hele tre strande (Sunrise, Sunset og Mantaray Beach), som skilte sig udfra de andre øer med kun én strand. Et super dejligt sted, hvor der var god mulighed for både at være sig selv, men også mænge sig med de andre gæster. Vi startede ud med en lille briefing/informationsmøde ved ankomst, hvor vi blev oplyst om resortets faciliteter og gøren. Nikolaj og de andre nye gæster fik sig en rundvisning, mens jeg måtte sidde og vente med min dårlige fod. Paulo og hans kæreste Anna, to flinke italienere, tog sig dog tiden til at underholde mig imens.
Efter rundvisningen blev vi ført ned til vores hytte, som lå på Sunrise stranden, hvor vi fik et firemands værelse for os selv med postkortudsigt ned til stranden og vandet. En super hyggelig, lille hytte, som ikke kunne placeres bedre.

Ved ankomsten og under introduktionsmødet fik vi at vide, at ville man have aftensmad i aften, så var der kun én regel; "ingen tallerken, ingen mad". Det betød nemlig, at ville man have aftensmad, skulle man lave sin egen tallerken ud af palme -og bananblade. Der skulle nemlig fejres Lovo aften, som gøres med sang, musik og stort måltid. Hvad det præcis er fik jeg faktisk ikke fat i, jeg hørte kun, at der på grillen skulle komme gris og kylling, med lækre råvarer som tilbehør - en ganske god aften skulle derfor være i vente.
Vi bevægede os derfor hen til fletningsværkstedet, hvor de første allerede var gået igang med deres tallerken. Egentlig så det meget nemt ud, da man fik to stykker græn med palmeblade på hver sin side, og så skulle de egentlig bare flettes indover hinanden, inden man til sidst lagde et bananblad ovenpå som bund. Men det var lettere sagt en gjort. De lokale gjorde det på "nul komma dut", de andre piger gjorde det på ganske hurtig vis, Nikolaj og jeg fumlede bare med det. Vi blev enige om, at vi sagtens bare kunne spise grisen og kyllingen fra grillen uden tilbehør og tallerken. Men så nemt slap vi dog ikke. Vi måtte derfor bakse lidt med det endnu, indtil Nikolaj gav op og fik en af de lokale til det, mens jeg selv fik kreeret en ganske fin og stor tallerken, som jeg blev ret stolt af. Det fungerede nemlig også sådan, at jo større ens tallerken var, desto mere mad kunne man få.

Ventetiden til den store mad -og Lovo aften, fordrev vi med at slappe af og nyde solnedgangen, som var ganske fantastisk. Derudover fik jeg også en stok, som blev lavet på næsten ægte Fiji maner. Havde det ikke været fordi, at Nikolaj havde lavet den med hans danske pølsefingre, jamen så havde den været "100% made in Fiji". Men god, alternativ og fin så den ud. Et stykke træ med blade omkring toppen til at holde fast på, og så tape til at holde bladene sammen. Effektiv var den, og jeg havde da også god støtte i den, indtil jeg den sidste dag på Barefoot kunne give den videre til en anden pige, som fik mere brug for den end mig.

Da det så endelig blev tid til aftensmad, kunne vi bringe vores egen hjemmelavede tallerkener med op til der hvor festen skulle holdes, på en terrasse lige ned til vandet. Her gjorde hele fire nordmænd, to italienere, to brittere og to brasilienere os selskab ved samme bor. En rigtig hyggelig aften, hvor vi fik snakket og hygget en hel del. Selv fik jeg snakket mest med kæresteparret fra Italien, som havde en masse at fortælle og spørge om. Bl.a. kunne Paolo fortælle mig, at Preben Elkjær stadig er en legende i Verona, da der stadig på kampdagene i dag bliver sunget "Elkjær er Gud". Han var/er sågar også Paulos yndlingsspiller, og det kan vi jo godt lide i Danmark.
Aftensmaden må ej glemmes, da den var helt i top. Så saftigt og lækkert kød, som det var, har jeg længdes efter med en rigtig god sovs til. Jeg fik da også en ordentlig sjat i min palme/bananblads tallerken, som jeg nær havde glemt at fortælle, skulle spises med fingrene. Da det så klart var en tradition på Fiji, skulle den også fejres på deres måde, og det er med klør fem. Derfor sad vi alle med indsmurte fingre i saft fra kødet og salaten, samt den meget flydende sovs. En sjov og anderledes måde at spise sin mad på, men det var nu ganske hyggeligt.
Efter maden var indtaget optrådte personalet på resortet med sang og musik, hvorefter vi fik os nogle øl og hyggesnakkede, indtil Fiji time blev sent hen på aftenen, og vi kunne kravle til køjs.

D. 21/04 strålede solen ligesom alle de andre dage, men dennegang for sidste gang på en hel dag på en af Fijis fantastiske øer for vores vedkommende. I morgen skal vi nemlig tilbage ind mod hovedøen, så den sidste dag på en af paradis øerne skulle nydes i fuldedrag. Vi havde ingen egentlige planer udover at slikke lidt sol og skifte hytte til Sunset siden, da en ny flok havde booket den hytte vi havde fået til at starte med. Her delte vi gemakker med to tyske piger, som var ganske unge, men som gjorde et fint selskab.

En stille dag med lidt ukulele spil i en af hængekøjerne, og afslapning på stranden med musik i ørene. Ærgerligt nok var min fod endnu ikke helt i top form, selvom den var i bedring, så det var begrænset hvad jeg desværre kunne give mig til. Nikolaj skulle selvfølgelig ikke holde sig tilbage, så han fik spillet lidt volleyball imens jeg kiggede på og dømte kampen fra dommerstolen sammen med lille Kate. En Sydafrikansk familie havde nemlig bosat sig på øen for at hjælpe de lokale med opførelse af nye konstruktioner, og sammen havde parret en lille pige (Kate) på 2,5 år. En smilende, sød, glad og frisk pige, som bare løb rundt på øen i hendes små underbukser og underholdte os andre gæster. Nysgerrig og talende var hun også, så ønskede man at drøfte et par ting, men ikke havde en talepartner, så var Kate altid klar til en lille snak. Så imens de andre spillede volleyball var jeg pædagog for Kate, der gjorde et godt stand-in for børnene i fritteren i Lindved, som lige strejfede mig en tanke.
Mere foregik der såment ikke i løbet af dagen, men så fik vi også nydt vores sidste dag på vaske-ægte Fiji maner.

Til morgenmaden havde vi faktisk fået at vide, at hvis vi ville deltage i et krabberæs efter aftensmaden, så skulle vi bare bringe vores egen krabbe, og så kunne vi være med i konkurrencen til en hemmelig præmie. Hverken os eller nogen af de andre havde dog fanget sig en krabbe, så vi skulle tilsyneladende være krabbeløbet foruden. Malo, som stod for krabbeløbet, havde dog været forudseende, så han havde selv fanget en hel del krabber, som vi kunne vælge imellem. Vi blev dermed inddelt i lande, men da vi kun var to fra Danmark, Nikolaj og jeg, kom vi på vores eget hold og dystede imod England, Tyskland, Kina, Wales, Asustralien, USA, Sverige, Norge, Irland, Frankrig og Italien. Alle krabberne fik på deres skjold skrevet landets initialer ned, så man kunne kende dem fra oven; Henning (vores krabbe), fik dermed skrevet "DEN" på ryggen. Det foregik på den måde, at alle krabberne blev sat ind i midten af en lille cirkel, som var omringet af en endnu større cirkel. Når Malo så løftede spanden med krabberne i, gjaldt det om at komme først ud af den store cirkel for krabberne. To indledende runder med vinderen fra hver runde i finalen. Henning var den største af dem alle, så vi havde store forventninger med hans store krabbekløer og ben. Han gjorde sig også rigtig godt i første runde, hvor han kun knebent blev slået af Kina på målstregen og måtte nøjes med en 2. plads. Anden runde var knap så god, da alle de andre krabber nærmest lå oven på Henning inden han kunne komme ud af starthullet. Derfor endte han vel på omkring en 4./5. plads, så det var desværre ikke godt nok. Finalen vandt Kina over Tyskland, så den ene kinesiske pige vandt en gratis tur i en kajak for en hel dag. Ikke en præmie jeg misundede. (Har man lyst til at se et billede af krabberne og løbet, så kan det findes under "fotos" og mappen "verden over" på min blog).

Resten af aftenen drak vi øller med de andre konkurrenter for at drikke nederlaget væk, hvor vi fandt godt ud af det sammen med to britiske drenge. De var lige kommet fra Sydøstasien og Hong Kong, så de kunne give os et par gode råd med på vejen.
Sådan forløb vores sidste hele dag sig altså på en af resortsøerne, hvor vi kun i morgen ville kunne nyde en halv dag, indtil vi skal videre med færgen.

D. 22/04, hov ja, det er sku da min fødselsdag! Havde det ikke været fordi andre havde gjort en opmærksom på datoen, jamen så havde man jo nær glemt det. Hjemmefra havde jeg set meget frem til at kunne nyde min fødselsdag på Fiji under eksotiske forhold, hvilket det i sandhed også var. Først at vågne op i en stråhytte, på stranden, lige ned til vandet omringet af palmer, og så gå ud af døren i omkring 30 graders varme - det var sku da lækkert! Flag havde vi også, da vi fik det flag Leo gav os i USA, så min seng og hytten kunne skiftevis blive pyntet med de danske farver. Fødselsdagssang fik jeg også, og hvilken var mere passende end den vi sang på efterskolen når nogen fyldte år, da Nikolaj gav mig en fin sang på vej til toilettet for en morgen-tisser. En sang jeg nær havde glemt. Ved morgenbordet sad det danske flag også fint i en af potteplanterne, og lykkeønskninger var der nok af. En skøn-herlig fødselsdags morgen.

Formiddagen kunne ikke bruges til så meget, da vi måtte tjekke ud af vores værelse for egentlig så bare at vente på færgen. Men Nossa og Oscar, to unge gutter på omkring vores alder, så min fod og ville gerne lægge en ny bandage på, så de plukkede nogle nye blade og lavede et bål, og så fik vi os ellers en god snak imens de lappede min fod fint sammen igen. Rigtig hyggeligt og lærerigt med en god snak med de lokale, og så især når de er på vores alder.
De næste tre timer skulle gå hen og blive det kedeligste af min fødselsdag, da vi måtte tilbringe dem i færgen og i bus, inden vi kom frem til vores hostel i Nadi på hovedøen.
Mærkeligt var det pludselige at skulle vænne sig til disse omgivelser, da man var blevet kørt ind i en helt anden rytme, tempo og system på øerne. Men heldigvis skulle vi ikke tilbringe lang tid her.

Min fødselsdag skulle fortsat fejres, så vi fik os en god omgang mad, øl og vin, inden vi også sprang på kavaen og musik sammen med de lokale. Vi hyggede os, og jeg havde bestemt en god, men stille og anderledes fødselsdag end normalt. Men jeg skal ikke klage, og gør det bestemt heller ikke!

Sidste dag på Fiji - den kedeligste af slagsen. Ikke andet end lidt netforbindelse (som vi ikke har haft på øerne) og kontakt med dem derhjemme blev det til. Vi lavede decideret ingen ting, lige udover at sidde på vores flade og se et danse show om aftenen, hvor nogle kvikke drenge og yndige piger dansede stammedanse til underholdning for os. Et ganske fint show.

Ellers er det jo så godt som slut med Fiji, da vi i morgen, d. 24/04, flyver videre mod Hong Kong. Her skal vi nok vente os noget helt andet end hvad vi kommer fra, da Fiji time helt sikkert er et fremmet ord i den store internationale by.
Fiji har helt bestemt været en god oplevelse, hvor vi har fået mange gode ting og indtryk til at tage med i bagagen. Et ferieparadis uden lige, som ville være et ideelt sted for et par, men bestemt også for andre der bare trænger til ren afslapning og livsnydelse. Det fijianske folk gør i hvert fald sit for at du skal føle dig velkommen og godt tilpas, hvilket man uden tvivl også gør.

D. 20/04, 21/04, 22/04, 23/04