Sidst jeg kørte scooter var i en alder af 16. Jeg husker det som en tid, hvor man for første gang kunne føle sig lidt voksen og køre på noget andet end bare sin cykel. Min gamle sorte City Hopper var i sin tid svær at skille sig af med, men siden hen har jeg dog ikke savnet den, men scooter-glæden skulle dog vende tilbage, da det blev vores transportmiddel rundt på den forholdsvis store ø, Ometepe, som har et befolkningstal på omkring 4.000.

Vi skulle tidligt op d. 12/02, eftersom bussen mod Nicaragua kørte kl. 06.00 om morgenen, men det var såment intet problem. Nogle dage i selskab med Troels var nu også slut, da han skulle tilbage mod San Jose, og vi havde besluttet os for at tage videre mod Nicaragua. Vi kørte ikke så langt før vi blev smidt af bussen midt ude i ingen ting på en vej, hvorfra vi skulle tage en anden bus som gik videre mod Nicaragua. Tingene fungerer ikke sådan, at der planmæssigt kommer en anden bus som man hopper på og hvor man har en gyldig billet til - nej, tingene foregår på den måde, at man rækker hånden i vejret når den pågældende bus kommer forbi. I værste fald kunne vi stå og blafre i uvis tid, men heldigvis gik der ikke læge før den næste bus kom og vi kunne hoppe på.
En lidt længere tur førte os frem til grænsen, hvor vi skulle have stempel i passet og tjekket bagage inden vi kunne fortsætte videre.

Vores destination hed Rivas, som er byen hvorfra man tager færgen videre mod Ometepe, og godt en lille halvtime senere blev vi igen smidt af på en vej uden nogen ide om hvad der herfra skulle ske. Det kunne Wilbert heldigvis hjælpe os med, som var en af de mange unge gutter der var hurtig til at hive fat i os, med et tilbud om cykeltaxa ned til havnen. Prisen lød på 4$, men den skulle vise sig at stige undervej.
Det var første gang jeg skulle prøve en cykelaxa, og jeg må sige det var ganske hyggeligt. Man kan stille og roligt sidde og nyde de nye omgivelser og få sig et bedre indtryk af landets charme, end ved at suse igennem med bil. Wilbert var en forholdsvis ung gut, og vognen vi kørte i var ikke af ny stand, så efter et par få km. ud af de 8km. som skulle køres, tror jeg han fortrød hans valg af kunder. Vores tasker på lige godt 20kg hver, inklusiv os selv, kunne i hvert fald mærkes i lårbasserne på ham. Det kunne bådes ses og høres, hvilket han også selv gav udtryk for imens han træskede i pedalerne.

Vi blev sat af nogle få 100m. fra det skib som skulle sejle os over til øen, og jeg må indrømme, at jeg havde forventet en lidt anden standard af båd og organisation end hvad tilfældet var. Jeg forventede ikke, at vi skulle sejle med Bornholmer Katedralen, men en lille fiskekutter-ligende båd, var ikke hvad jeg forventede. Uden man egentlig rigtig vidste hvor man skulle begive sig hen, og til hvilken båd, fulgte vi bare trop efter de andre turister - og det gav pote. Båden var lille og blå, og mindede lidt om en dobbeltdækket fiskekutter med plads til 20 mand. Vi var i hvert fald mange flere end 20, + gods til øen, motorcykler og mange tasker som skulle med om bord. Vi blev derfor alle studset sammen uden megen plads, og måtte derfor står op under hele turen. Nikolaj og jeg fik os en plads foran styrhuset, hvorfra vi langsomt kunne se øen komme tættere og tættere på, efter godt 1.5 times sejlads, hvor vi også nåede at blive våde undervejs. En lidt speciel oplevelse, eftersom organisationen og sikkerheden ikke virkede til at være helt i top.
Vi kom selvfølgelig sikkert frem, og skulle på jagt efter et hostel, eftersom vi ikke havde bestilt noget i forvejen. Om det var det første og det bedste ved jeg ikke, men Hostel Ometepe blev valget, som uden det store at prale af foruden de hyggelige farver på de udvendige mure, var et helt ok sted for en enkelt overnatning. To trætte gutter orkede ikke mere den dag, så kun en aftensmad stod på menuen og så på hovedet i seng.

Vores første dag på Ometepe havde vi snakket om skulle ses via scooter, da der ikke er meget offentlig transport i form af busser eller taxaer at benytte sig af. Derfor, som skrevet i indledningen, kunne vi få lidt af barndomsglæden ved scooter tilbage, da vi lejede hver vores scooter; Nikolajs i rød, og min i hvid. Min den gamle kunne godt skyde en fart i forhold til en standard scooter, men de her skød en fart på 80km/t uden problemer. Skide skægt!
På med hjelmen, op på scooteren, og så derudad i en djævelsk fart. Det var super fedt at kunne opleve øen, landet og stedet på en anden måde end blot til fods eller med bus. Vi hyggede os gevaldigt med at køre på de ensomme veje, som vi til tider ejet for os selv, og kunne køre på som vi lystede. Ind i mellem skulle man dog passe på, da trafikken her kunne være heste, grise, køer, høns, får eller hunde som frit gik og hyggede sig. Nogle af dem var ejet, mens andre levede i naturen og passede dem selv. At køre ved siden af en ko, eller hilse på en hest, som for dem er helt normalt, virkede for os helt skørt, men heldigvis for det, da man uden problemer kunne køre mellem dem og nærmest klappe dem på ryggen om man ville.

Den første by vi stødte på hed Los Angeles, men var ikke den by som vi kender den fra the States. Derimod havde den et look, som man før i tiden havde masser af derover i the West. Byen var nemlig af næsten vaske ægte cowboystil. Havde det ikke været for hovedvejen som gik midt igennem byen, kunne det sagtens ligne en by i det vilde West. Den ene cowboy efter den anden kom ridende på sin hest, den ene for at drive sine køer, den anden for at sonderer terrænet. Bygningerne var slidte og gamle men med sin charme, da husene havde hver deres aktivitet kørende. Den ene vasket tøj, den anden arbejdede, den tredje solgte drikkevarer, mens den sidste plejede sin hest imens støvet fra grusvejen lagde sig som en tåge indover vejen og husene. Det var sjovt at se sådan som byen var aktiv, da den, ja, næsten mindede om en rigtig Western by. Den fedeste primitive by jeg indtil videre nogensinde har set.

Turen gik videre, og vi slyngede ned til højre mod en Lagune, som skulle være værd at se. Vi blev dog slemt skuffet, da Lagunen ikke havde noget specielt at byde på. Vi fik os dog en frisk/varm gåtur rundt om søen, hvor vi bl.a. kom op på et højt udkigspunkt med udsigt udover kysten og havet. Længere rundt ved kysten så vi en lækker strand, hvor Nikolaj mente han kunne kravle i rødder fra træerne. Det kunne han, ikke til min overraskelse, heller ikke og faldt bogstaveligttalt på røven til morskab for mig og to andre turister.
Som om vi ikke skulle have set nok til aber, stødte vi på en ny flok i træerne lige over os, som vi kommunikerede med på en eller anden mærkede lyd - men det fungerede.

En scooter plejer nemt at kunne køre i to uger på en fuld i tank, men på godt 5 timer fik vi tømt en tank efter at have kørt det meste af hovedøen rundt, samt en snes af af den anden halve ø. Ometepe består nemlig af to vulkan øer som hænger sammen i én, "ome" to, "tepe" bjerge = to bjerge. Hvor mange kilometer vi har lagt bag os ved jeg ikke, men det er i hvert fald mange. Men med den fart som vi til tider skød, og en topfart på 110km/t som det højeste, kan en del også nåes. Vi fik om ikke andet set en masse sjove lokale steder, små byer og sider af øen som vi ikke ville få set til fods. En sjov og dejlig tur med fart under fødderne og vind i håret, som helt sikkert var det hele værd. Og bare rolig, til de bekymrende, vi kørte ikke 110 hele vejen.

Vores sidste hele dag på øen vidste vi ikke hvad skulle bruges på. Mulighederne er ikke af mange, hvis man vælger at blive i den største by, Moyogalpa, hvor vi befinder os, hvorfor vi derfor igen måtte leje os scootere, hvis vi ville have noget ud af dagen. Det skulle vi selvfølgelig, så vi måtte igen hen til vores to amigos og få vores scootere som vi havde fået en form for ejerfornemmelse for. Desværre var Nikolajs udlejet, så han måtte se sig til takke med en anden fisserød scooter, som skulle kæles lidt mere for før den kom ordenligt i omdrejninger.
Vi havde i dag også flyttet hostel til American bed and breakfast hostel, som er ejet af en gammel amerikansk mand og en italiensk dame, som kunne anbefale os at give Ojo de Agua et besøg. Stedet er en naturlig pool, hvor man bader i vand fra den største vulkan på øen.
Dermed var kursen sat, og vi begav os igen ud på den lange, lige og eneste strækning mod stedet, som skulle vise sig at være super lækkert. Stedet lå for enden af en grusvej, hvor krystalklart vand ventede på vi tog os en dukkert. Først skulle vi dog mættes, så vi fik os en billig, men god omgang steak med tilbehør + to frisk presset ananasjuice til 40kr. Ja, Nicaragua er bestemt ikke noget dyrt sted.
Vi fandt os to gyngestole ved kanten af vandet, hvor vi kunne sidde og nyde det smukke syn, inden vi hoppede i vandet. Desværre var temperaturen i vandet ikke så varmt, men det var klart som at kigge igennem en glasrude. Imens vi badet kom endnu en abeflok forbi, og intet mindre end 7 aber inklusiv en lille unge på ryggen af sin mor, hoppede rundt og hyggede sig i toppen af træerne over os, imens vi badet og nød det skønne syn. Det giver en dejlig ro at bade midt inde i naturen med dyr som udsigt og underholdning, i stedet for hverdagens stres og jag. Det er utroligt at det kan lade sig gøre.

Her fik vi brugt os et par timer, og en bandana og to armbånd rigere, kunne vi fortsætte længere overe på den anden ø, end vi kom dagen forinden, inden vi vente scooterlygterne hjemad efter endnu en sjov, skøn og fed dag på ryggen af en scooter.

I morgen skal turen gå videre tilbage ind mod fastlandet, hvor vi sigter efter Nicaraguas vestkyst mod San Juan del Sur, hvor jeg forhåbentlig kan finde mig en Ukulele, som ikke har været muligt på Ometepe. Hvordan og hvorledes turen skal foregå, ved vi ikke endnu, men mon ikke vi finder ud af det så småt som dagen skrider frem.

D. 12/02, 13/03, 14/02