Nok kalder man Staterne, altså USA, for mulighedernes land, men det er Cambodia så klart også, om man blot vil betale sig fra det. Allerede efter de første par dage har vi oplevet meget mere end mange andre steder, da vi bl.a. har besøgt en lokal familie, leget med lokale børn, skudt med geværer, set gamle templer og ruiner mm. Cambodia har allerede gjort et stort indtryk på mig, og har uden tvivl, allerede været en succes oplevelse ud over alle grænser! Selvom der kun er gået nogle få dage, så har det uden tvivl været nogle af de mest indtryksfulde dage, hvor vi er kommet ind under huden på cambodianerne.

Vi blev med mini van hentet på vores hostel i Bangkok, hvorfra vi blev kørt ned omkring grænsen, hvor vi blev mødt med en gruppe andre, som også skulle samme vej. Her fik vi ordnet visum, og blev fuldt videre til den næste mini van, som skulle bringe os resten af vejen. Først og fremmest skulle vi lige igennem grænsen og grænsekontrolen, men det gik smerte frit selvom det var ulideligt varmt. Herfra kørte vi en god lang tur, inden vi kom frem til Siem Reap, som var vores slut destination og Cambodias næststørste by, og hovedstad i Siem Reap området.
Vi var egentlig blevet lovet, at vi ville blive kørt direkte ud til vores hotel, men det stemmede ikke overens med, at vi blev sat af ved en kæmpe lade, hvor flere tuktuk'er ventede på at tage imod os. Hele flokken i mini van'en undrede sig, men vi havde ikke meget andet at stille op, end at tage en af tuktuk'erne videre ud til vores hotel.
En lille smilende fyr, Kress, tog pænt i mod os, og spurgte os ad, hvor vi skulle hen. Vi gav ham en adresse på et hotel, som vi havde slået op på nettet dagen inden, men efter hans udsagn lå det ganske langt væk fra centrum, som vi ellers gerne ville opholde os i. Det undrede mig en del, da jeg på nettet havde set, at det ikke skulle ligge mere end 0.5km. fra centrum. Om det er langt i hans verden, det skal jeg ikke kunne svare på? Han sagde dermed, at han ville køre os andre steder hen, og så kunne vi hoppe af som vi lystede indtil vi fandt det sted vi ønskede at bo. Begge var vi en smule skeptiske, eller i hvert fald eftertænksomme, da vi synes situationen virkede ganske underlig. En pige vi snakkede med på vejen hertil fra Fillipinerne sagde nemlig, at de fleste tuktuk chauffører gerne snød en for at få lidt ekstra penge, så det havde vi også lige med i vores overvejelser, da hun havde været i Cambodia af flere omgange. Men Kress ville have mere for at køre os ud til vores adresse, end for at køre os rundt, så vi tænkte den var god nok, og det var den også. Efter en kort lille tur med kun to stops indtil vi fandt det sted vi gerne ville være, betalte vi ham og sagde egentlig pænt tak, men Kress var endnu ikke færdig med at snakke. Han gik med os op på værelset, hvor han satte sig i en af sangene og begyndte at planlægge dagen i morgen for os. Vi var ganske trætte efter rejsen, så vi orkede egentlig ikke at lægge de store planer, men Kress var tilsyneladende svær at lukke munden på, og på et tidspunkt var vi også helt i tvivl om, om han overhovedet ville gå. Han forlod os dog til sidst, da vi aftalte at mødes dagen efter, så han kunne køre os ud til templerne, som Siem Reap, og Cambodia i det hele taget, er meget kendte for. Vi betalte ham på forhånd, så vi var meget spændte på, om han nu også ville dukke op til aftalt tid, men vi følte os trygge ved situationen, og der var heller ikke noget at bekymre sig over.

Da vi stod op, d. 16/05, for at gå ned at spise morgenmad en halv time før vi skulle mødes med Kress, stod han allerede klar og ventede på os. Så imens vi sad og spiste, gik han glad rundt og hyggede sig imens han servicerede os med hvad vi nu manglede. Da vi så var færdige med maden, kunne vi sætte os op i hans flotte sorte tuktuk, hvor han også havde bragt kold vand med til hele turen.
Derfra blev vi så kørt ud til templerne, som ligger i massevis på et areal af 21km, hvilket er grunden til, at man har sig en tuktuk med derud til at køre en rundt. Vi havde bestemt os for, at der var tre bestemte templer vi skulle se, så de andre kunne vi stoppe op og se undervejs som vi lystede.

Først kom vi frem til Angkor Wat, som blev bygget i det 12. århundrede til Kong Suryavarman, der er det mest kendte tempel i hele Cambodia, da det også er det tempel som ses på det cambodjanske flag. Stedet bliver ikke længere brugt officielt, da det er nedslidt og noget af det ligger halvt i ruiner, men folk kommer der stadig for at besøge det og bede.
Inden vi dog kunne komme ind viste det sig, at man stadig i respekt for templet, skal bærer tøj der dækker skuldre og knæ, hvilket ingen havde fortalt os, så før vi kom ind måtte vi altså købe noget ufrivilligt souvenir i en af de opstillede boder, kun for dumme turisters skyld. Her fik vi os en grim t-shirt med templet på, og nogle faktisk rigtig lækre, tynde og luftige langbukser, så selvom de også var et ufrivilligt køb, så er jeg faktisk ret glad for dem.
Da vi så kunne bevæge os ned af den lange gangbro til templet, blev man voldsomt importeret af den store konstruktion, som er noget helt særligt. At tænke på, at den er bygget får mange, mange, mange, mange år siden, og at den ser ud som den gør, er helt utroligt! Den er fyldt med flotte mønstre overalt, høj og formet med rundinger og høje tårne, at det har kunne lade sig gøre, det er mig en gåde.... Mindre imponeret blev man ikke af at gå rundt i de mange gange, som føre en rundt i templet, som faktisk er rigtig, rigtig stort - også imponerende. Der var så klart ikke meget at se, da det i princippet ikke var andet end sten og ruiner, men stemningen får man uden tvivl med sig, og om ikke andet kan man bare nyde den flotte konstruktion, som er utroligt. I et højt tårn, som var bygget i midten af templet, kunne man se ud til alle sider, og udover træerne og templet. Herfra havde man et smukt syn, hvor man også nemt kunne fornemme den ro og religiøse stemning der måtte have været i sin tid. Igen, et utroligt imponerende stykke håndværk.

Næste tempel var Angkor Thom, som ikke var meget andet end ruiner. Det lyder måske kedeligt, men nej. Selvom det var et tempel som BESTEMT havde set bedre tider, så var det utroligt spændende at kravle rundt på dens gamle sten der lå spredt ud på jorden, eller ovenpå bygningen. Her måtte man mange steder dukke hovedet eller kravle op eller ned, for at komme rundt og se det hele. Specielt ved dette tempel synes jeg var, at der var mange udskæringer af hoveder, som man stadig kunne se ganske tydeligt de fleste steder. Igen, igen, et voldsomt imponerende håndværk, hvorfor man derfor må have lagt mange kræfter i projektet, som jeg ikke er i tvivl om har taget sin tid.
Herfra gik vi videre til det tempel, som jeg tror bliver kaldt for "the Terrace of Elephants and Terrace of the Leper King. Ude foran templet var der en lang mur som omringede templet, hvori der var udskåret elefanter på række. Det så ganske flot ud, og skulle eftersigende være blevet brugt til at vise frem for andre besøgende i sin tid. Her gik man også ned af en lang bro, hvor man på hver sin side havde en sø og grønt græs, som så rigtig flot ud dertil. Her gik vi op af nogle meget stejle og lange trapper, indtil vi kom op til toppen af templet, hvor man havde en flot udsigt udover det store areal omkring templerne, bl.a. en plads for en kæmpe stor buddhastatue, hvor vi efterfølgende var henne og få os et armbånd, som tre munke satte på os i mens de nynnede og sang en lille remse. Super interessant, men lidt bitre blev de, da vi efterfølgende ikke ville donerer penge til dem. Men i Buddhas ånd, så er det jo helt forkert at skulle betale for det, da han selv lagde et luksus liv fra sig og levede som munk, for at finde lykken i livet uden rigdom og søge forklaring på al den ulykke han så i verden. Så vi håber, at armbåndet stadig bringer os held og lykke samt et godt liv, selvom vi ikke donerede noget til dem - bare de ikke kastede en forbandelse over os.

Det sidste, og også meget omtalte tempel vi så, var Ta Prohm, hvor filmen Thomb Raider er blevet optaget. For mig, var det ikke noget specielt med den film, da jeg ikke har set den, men jeg tror der var andre som synes det var ganske interessant. Det blev i sin tid bygget af Jayavarman, som et hus for hans mor og et universitet for Mahayana Buddhister. Det er et af de mest besøgte templer, grundet de mange store træer og andet junglebuskads, der vokser sig op gennem templet og omkring det. Dette ser også utroligt vildt og flot ud, da træerne har stammer på nok 4-5 meter i bredden, og høje som en i helv***. Derudover kunne vi også uden problemer, stå mellem og under de gigantiske rødder, som er umenneskelig store. For at man får et rigtig indblik i deres størrelser, så bliver man simpelthen nød til at se det, for det er helt utroligt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor store de er under jorden. Men endnu et spændende sted var det at se, selvom det også mest bestod af ruiner.

Her fil vi altså spenderet en hel dag, og fik gennemblødt vores tøj efter at have gået i den bagende sol hele dagen. Der var i hvert fald mindst 40 grader i solen, så det var vigtigt at Kress havde taget vand med til os - og bare som tilføjelse, så ventede han pænt alle steder og kørte os fra a - b, og selvfølgelig også hjem igen, hvor vi kunne få os et tiltrængt bad og få slappet af.
Om aftenen var vi så klart ude at spise, men bagefter fik vi os kigget rundt på deres ganske store Night Market, som byder på alle de souvenirs man kunne tænke sig. Et rigtig hyggeligt sted at gå og slappe af og se på alle de mange små boder, som alle ønsker man ligger sine penge hos dem. Og som jyde må jeg sige, at de har meget at lære, når der skal "pruttes" om prisen, for de er godt nok nemme at snører og få langt ned under halv pris.

Igen havde vi aftalt et mødetidspunkt med Kress, så han stod nok engang klar og ventede på os, da vi kom ned fra værelset klar til en ny dag d. 17/05. Dagens planer lød på shooting range og floating village, hvor skydningen lå først på programmet. Hjemmefra har vi hørt, og snakket meget om, at det skulle være muligt at skyde en ko med et valgfrit våben, fx. granater, maskingevær eller bazooka, så det skulle vi selvfølgelig ud at prøve. Nej, bare rolig, det skulle vi selvfølgelig ikke, men skyde skulle vi!
Vi blev kørt lidt ud af byen, indtil vi kom til en lille base hvor noget militær holdte til. Her, lidt længere ude af vejen, var der mulighed for at skyde med lige præcis det våben du ønskede dig. Et par gutter i militærbukser og jakker tager pænt imod os, hvorefter vi bliver placeret på to stole foran et bord, hvor vi fik et menukort stukket i hånden - dog et lidt utraditionelt et af slagsen. Herpå var der nemlig det ene våben efter det andet; pistoler, maskingeværer, rifler, bazookaer, håndgranter mm., og selvfølgelig nogle af de kraftigste af slagsen! Her kunne man se priserne med antal kugler/petroner pr. våben, og så gjaldt det ellers bare om at pege sig en ud. Man følte sig som et barn i en slikbutik, da man havde lyst til at prøve dem alle, men priserne var lidt for høje til at man kunne tillade sig at "skyde penge" efter det. Nogle skulle skydes af, så det blev de først og fremmest på en AK47, som er et automatisk stormgevær fra Rusland, og et af verdens mest kendte skydevåben. En kradsbørstig en af slagsen, og jeg må sige, at da vi gik ind i rummet for at skyde og fik hørebøffer på, var det endnu ikke gået op for mig, hvad det var jeg stod med i hånden. Først da man lagde den ind mod sin skulder, sigtede og skød, gik det op for mig, hvad det var, jeg som helt uerfaren skytte stod og håndterede. Et dræbervåben uden lige, og en kraftig en af slagsen. Man tænker slet ikke over, hvad sådan en størrelse kan gøre ved et andet menneske eller lave af ødelæggelse, før man selv står og skyder med den. På den ene side er det jo fuldstændig vanvittigt at skyde med, men på den anden side var det også en SUPER FED oplevelse! Først skød man med enkelte skud, indtil den blev indstillet til automatisk så man bare fyrede petroner afsted. Vi havde en skydeskive, men den sigtede jeg sku ikke helt efter til at starte med - der var det sku sjovere bare at trykke af på aftrækkeren og føle dens kraft.
Med smag for den første, skulle vi selvfølgelig prøve endnu et våben, så vi måtte ud at studerer menukortet endnu engang, indtil vi kom frem til en M16. Et amerikansk automatvåben, som er blevet udviklet i flere omgange, efter en del fejl på den under benyttelsen af dem under Vietnamkrigen, men vi fik heldigvis lov til at skyde med den nye og moderne af slagsen, M16A4. Dennegang følte jeg mig mere klar over, hvad det var der skule foregå, så jeg prøvede at håndterer den med lidt mere omhu og sigte end med AK47'eren. M16'eren er i sandhed også et våben med kraft på, selvom jeg synes der var mere smæk på AK47'eren, da den også larmede noget mere, men M16'eren havde også en lyddæmper på, så det forklare jo også den side af sagen. Omvendt når man skød med den her, så fløj petronerne rundt omkring ørene på mig, samtidig med at røgen blev tykkere og tykkere omkring en. Ja, jeg ved det er rigtig drengerøvs-agtigt, men skide fedt var det altså! Endelig fik vi lidt action igen, og uden tvivl noget rigtig vildt af slagsen! Nogen af jer tænker sikkert, "hvorfor skød du ikke med bazooka", tro mig, det ville jeg også rigtig gerne, men ét skud kostede 400$, og det synes jeg simpelthen ikke pengepungen var til. Men en kanon oplevelse, selvom jeg ikke blev helt tilfredsstillet, da man bare havde lyst til at prøve dem alle og få lov til at udleve sine drengedrømme, fra man legede krig i skoven.

Med en pumpende puls kørte vi videre ud til the floating village, hvor vi kørte igennem det lokale miljø inden vi kom helt derud. Her fik vi også købt en hel del øl til turen, som vi kunne sidde i båden og nyde undervejs. Når jeg skriver det lokale miljø, så er det fordi, at vi kørte forbi de hjem som ikke har meget at gøre godt med. Her bygger man sit hus af det som man nu engang kan finde, alle i bedste tilfælde kan administrer, men der var under ingen omstændigheder mange penge at bruge af. Udover det, så lignede det, at de havde det super godt og nød deres tilværelse, og jeg er da også sikker på, at de fleste af dem har et arbejde og går i skole, men det som de lever og bor i er bare rigtig primitivt.
Tilbage til den flydende landsby, hvor vi blev sat ned i en privat båd sammen med Kress og en skipper som sejlede os rundt på floden og mellem husene. Her må det siges, at det nærmest er utroligt hvad der foregår. Enten har man bygget sit hus udover/ovenpå en båd, eller bygget det ud af en tømmerflåde. Her ligger de så alle side om side, nogle lidt mere spredt, men ellers ganske centreret om det samme område. Det er en af de største flydende landsbyer i hele Cambodia, så derfor indeholder den også kirke, skole, hospital, bare og restauranter - ja sågar turistshops og en krokodillefarm. Det er simpelthen fantastisk at se, hvad de kan få ud af i princippet ingen ting, og det lignede, at også folket herude havde det godt, selvom mange af dem er rigtig fattige. Vi blev sat af ved, på et hus, en båd (jeg ved ikke hvad jeg skal skrive), men det var i hvert fald en restaurant kombineret med en lille shop, hvor vi kunne gå op på taget og få et syn udover landsbyen. Der var sågar også lavet rigtige toiletter på båden og dertilhørende pissoairs, så man satte ikke bare rumpen udover bådkanten, selvom det nok alligevel havner samme sted. Her så vi også en krokodillefarm, som blev holdt i et ganske stort vandbur ved siden af båden, hvor man holdte krokodillerne indtil de blev solgt som både mad og læder.

Det var desværre en ganske kort tur ude ved landsbyen, da vandet var for lavet til at vi kunne sejle helt ind mellem nogle af husene. Rigtig ærgerligt, men det var der ikke at gøre ved. Vi havde fået en stor nok oplevelse med i bagagen under alle omstændigheder.
Da vi sejlede tilbage mod kajen hvor tuktuk'en holdte, så vi tre unge mænd der stod og fiskede, som vi helt tilfældigvis vinkede til fra båden, og de vinkede gladeligt igen. Hertil spørger Kress så, om vi kunne tænke os at fiske, ja, siger vi selvfølgelig, for det var nemlig helt tilfældigvis hans venner. Derefter giver han dem et kald, og det var bare helt i orden, hvis vi ville fiske med dem.
Vi troede egentlig, at vi bare skulle fiske lidt og så hjem, men det viste sig at blive en større tur end først ventet. Det endte nemlig ud i masser af fiskning, øl, mad og hygge. For efter at have luret deres fiskeskills af, skulle vi selv prøve at fiske på deres metode, som ikke er med en fiskestang. Nej, det er med et meget tungt net, som man skal holde på en meget bestemt måde med hænderne, dernæst skal den slynges op på skulderen, for at man til sidst kan kaste den ud i vandet ved at snurre rundt om sig selv. Det lyder måske enkelt, og ser også ganske enkelt ud, men det er faktisk rigtig svært - især når de ikke kunne snakke engelsk, så de kunne lære os det ordenligt. Derfor blev vi også grint godt og grundigt af, da vi stod og fumlede med nettet og skulle til at kaste. Nikolaj var første man, og ja, det gik som det gik, ingen gevinst. Det grimede de voldsomt meget af, og jeg trak da også på smilebåndet, for det så ganske sjovt ud. Det skal lige siges, at de fangede noget hver gang de kastede den ud. Jeg kunne selvfølgelig kun tillade mig at grine, fordi jeg vidste det var min tur bagefter, og at jeg ville se ligeså dum ud. Så hele vejen ud i vandet fik de sig også et godt grin, det samme da jeg kastede den og hælede nettet ind, men ligeså overraskede blev de så også, da jeg kunne trække nettet helt op af vandet og se, at jeg havde fanget tre fisk! Pisse fed fornemmelse og til deres overraskelse, og så grinte de selvfølgelig lidt mere!

Dermed har jeg altså selv været med til at fange noget af den middagsmad vi fik, for imens vi stod og fiskede, kørte Kress op til den nærmeste kiosk for at købe an kasse øl og noget ris, hvor vi imellemtiden lavede bål og satte fisk på pinde, så de kunne blive grillet over bålet. Vi var derfor totalt lokal på fisketur med tre cambodiske mænd, som ikke kunne ét engelsk ord, så kommunikation kunne være lidt vanskelig, men skål lærte vi at sige! Da Kress så kom tilbage, kom han sammen med to damer der var koner til to af mændene, og sammen kom de med risene, tallerkener, dyppelse og bestik, og så sad vi ellers og smaskede frisk fisk i os. En meget specielt oplevelse, da fiskene en efter en blev pillet op og lagt frem, og så tog alle bare kødet fra den samme fisk, og dyppede det i dippen, blandede det med risene og kørte det ind i munden - og det smagte hammer lækkert. Dog ikke fiskeæggene, som vi jo selvfølgelig også skulle smage direkte fra fisken. Normalt synes jeg det smager ganske godt, men lunt direkte fra fisken var ikke nogen gourmet oplevelse.
Her sad vi i lang tid, flere timer, og bare hyggede, spiste og snakkede, for ikke at glemme de mange øl der blev hældt indenbords, så vi blev alle godt halvsnaldret til sidst. Men sjovest af alt var næsten, at Nikolaj og jeg, sammen med de fem fra Cambodia, gik hen og blev en turistatraktion, da alle dem som blev sejlet frem og tilbage til og fra the floating village, sejlede forbi hvor vi sad, hvorfor de derfor ALLE kiggede meget interesseret ind, vinkede, tog billeder og filmede. Det må næsten også have set lidt sjovt ud, med os to hvide holde picnic ved floden sammen med de lokale - det tror jeg ikke der er mange som har prøvet!

Så efter en rigtig god dag med mange spændende ting, kunne vi blive kørt godt bedugget hjem til vores hostel, hvor vi kunne slappe af og nyde dagens fantastiske oplevelser, hvor vi virkelig er kommet ind under huden på de lokale. Men at grave sig endnu dybere ind bag huden på de lokale, skulle vi få lov til igen i morgen, da vi var blevet inviteret hjem til Kress og hans familie, hvilket jeg glæder mig enormt meget til!

Vi havde i dag valgt at sove lidt længe og mødes med Kress senere på dagen, så først kl. 15.00 kom han og hentede os, hvorefter vi satte kursen ud mod country site, landet. Det var i dag søndag, så alle børnene havde fri fra skole og mødtes derfor for at hygge og lege sammen, hvorfor vi derfor havde fået muligheden af Kress, til at komme og underholde dem for en dag. Vi havde derfor besluttet at vi ville have noget med til børnene, men da de var en ganske stor flok, ville det blive for dyrt at købe noget til dem hver især. Kress sagde derfor, at vi kunne købe toast, honning og cola, da det var noget børnene elskede og ikke fik hver dag. Vi stoppede derfor op tre forskellige steder på vejen ud mod landet, hvor hver enkelt lille købmand havde det vi skulle bruge. Med indkøbet klaret rullede vi videre og længere og længere væk fra byen, hvor vi efter at have kørt af en meget lang, rød grusvej, kom frem til landsbyen som strækket sig over et ganske stort område. Men det skyldes nok, at de fleste af husene lå op til og langs grusvejen, hvor man kunne finde alt fra kornfabrikker, købmænd, snedkere, håndværkere, murer, mekanikere osv., som lå og hørte til de forskellige hjem.
Da vi kom frem til Kress' hjem, parkerede vi tuktuk'en ude foran hans hus, hvor børnene pænt sad og ventede på os lidt længere væk i skyggen. Herefter gik vi op for at hilse på børnene, som alle smilede det bedste de havde lært, og grinte ad alt hvad man gjorde. Selvom man trådte rigtigt, og ikke forkert, så var det bare hylende morsomt. Børnene var i en alder fra 2-12, så vi havde med alle størrelser at gøre, men af væremåde virkede de lidt ældre end de danske børn. Der var lidt mere gå-på mod.
Nikolaj og jeg havde planlagt, at vi først og fremmest ville spille lidt fodbold, og det var de også alle sammen klar på. Så klart var der nogle, som lige skulle se os an og grine af os fra sidelinjen, mens de andre grinte af os i sammenspillet på den livsensfarlige "fodboldbane". At kalde det en bane er egentlig alt for meget sagt, da det var en meget hullet, ujævn mark med masser af store sten og grene, som nærmest var livsensfarlig at spille på, men det satte ikke en stopper for børnene. Her spillede vi i en god sums tid, inden vi gik videre til næste leg. Her spillede vi med en slags fjerbold med en fjeder, som gjorde den ganske uforudsigelig, når man enten slog eller sparkede til den rundt til hinanden - faktisk ganske morsomt.
Herefter holdte vi en velfortjent pause, og så var det tid til en klapsammen toast med honning! En af mødrene til børnene kom honningen på toastbrødet, mens vi klappede den sammen og skiftevis delte dem ud til børnene. Ligeså pænt, uden råben og skrigen, sad de og ventede på det blev deres tur og sagde pænt tak da de fik toasten overrakt. Nogle af dem øvede sit engelsk og sagde derfor "thank you", mens andre sagde "okun" der betyder tak på deres eget sprog.
Da de havde tygget af munden, og vi det samme, gjorde vi klar til colaen, som jeg tror de glædet sig meget til. Hurtigt, efter Kress bad dem om at stille sig op i en række, stod de nemlige ligeså fint efter hinanden, hvor de præcist vidste hvor de skulle stå - selv den mindste pige på 2. Højden afgjorde nemlig, hvem der skulle stå hvor, hvor den mindste så klart stod forrest, altså den lille pige. Pænt på række efter hinanden fik jeg givet dem cola, hvor jeg lavede lidt sjov med dem alle, da de rakte ud for at tage imod glasset, hvilket den sidste dreng (Kress' søn) havde lagt mærke til. Så da jeg skulle have mit glas med cola, kom han pænt over til mig for at give mig glasset, men da jeg tog imod det fjernede han det først til den ene side, og så den anden. Frisk lille dreng, og fedt de også tør lave sjov med os store drenge.

Efter den tiltrængte pause og ny energi, gjorde vi klar til næste leg, som var en lokal leg jeg ikke havde prøvet før. Man blev inddelt i to teams, hvor man skiftevis løb mod en fra hvert hold, og så skulle man have fat i en gren på midten af banen, som man skulle bringe tilbage til ens hold uden at blive rørt af modstanderen. Ganske simpelt, hvilket det også så ud til. Jeg indrømmer gerne, at jeg for mig selv tænkte "nu skal du ikke vinde hver gang, men lade børnene have en sjov og god oplevelse" - pædagogisk - men den tanke blev også hurtigt ændret! Fordi, undskyld, men for satan hvor er de gode, hurtige og snu! Skulle man have en chance for at følge med og ikke se dum ud, så måtte man give sig fuldt ud, fordi de lagde alle krafterne i det. Derfor tabte jeg også de første to tre gange, hvor jeg i hvert fald gav mig fuldt ud to af gangene, men så blev jeg ligesom også nød til at oppe mig lidt for holdet skyld. Derfor fik jeg nærmest også trumlet en pige ned, fordi hun løb ind i mit knæ og jeg troede, at hun slog sig og var ved at vælte, så jeg ville derfor gribe hende så hun ikke slog sig yderligere, men det lignede istedet at jeg lavede en amerikansk fodbold tackling på hende. Hun klarede den, og alt var godt, specielt også efter jeg selv fik vundet nogle gange, da det faktisk var ganske svært. En lille fyr fortjener også lidt plads på min blog, eftersom han ikke selv højere end op til mit knæ, valgte at spæne direkte ind i mig, for at hans holdkammerat kunne tage grenen og vinde - jeg blev sat til vægs.

Jeg kunne blive ved med at skrive om de mange indtryk og oplevelser vi fik undervejs med børnene, men så ville dette indlæg blive endnu længere, end det allerede er ved at blive, så jeg vil prøve at korte det lidt af, uden at glemme det vigtigste. Vi fik i hvert fald leget en hel del, og ungerne lignede nogle der nød det - selv forældrene og de gamle kom også forbi for at smile og grine af os, imens nogen af dem også joinede os i legene. Det var en fantastisk oplevelse, hvor vi virkelig har boltret os med de lokale og fået en masse indtryk. Alle de fantastiske lege; fodbold, sjippetov, grenlegen, fjerbolden, kapløb, sten-saks-papir, slynge børnene rundt og lade dem kravle rundt på en, jamen det har været en af de største oplevelser på turen.

Da mørket faldt på og børnene skulle hjem, fik vi lov til at tage et bad hjemme hos Kress og hans kone, som var mere gæstfrie end så mange andre. De bor i et ganske fint hus, sammenlignet med de andre, for sammenligner man det med mange andre huse, så er der ikke meget hus at komme efter. En betonklods som indeholder en stue med to stole, et lille, gammelt TV og et skab til deres tøj. Det andet rum som betonklodsen indeholder, er deres soveværelse med en seng og al deres harpengut. Toilettet og køkkenet var samlet under samme tag, som lå til huset som en slags lade. Her gik man rundt på jorden, hvor køkkenet bestod af et bord til madlavningen og et slags komfur med brænde - toilettet var ganske fint med et rigtig et af slagsen, og en stor balje med vand, hvor vandet som man badet sig i lå. Badet foregik på den måde, at man med en lille balje tog noget vand fra den store balje, som man hældte udover sig på gulvet - man stod så klart ikke oppe i baljen med det rene vand. Meget primitivt, men det virkede, og vi fik alt sveden skyllet af os.
Herefter satte vi os udenfor på deres lille terrasse, hvor et bord med stole stod klar til Nikolaj, Kress og mig, som konen havde gjort klar. Her fik vi drukket lidt øl inden aftensmaden blev serveret. Menuen bestod af én stor hel kylling, som blev sat midt på bordet, hvorfra man med sine gribbefingre bare tog for sig. Dertil havde man en tallerken med ris, hvor man selv kunne hælde lidt grøntsager udover og dyppe sin kylling i noget hjemmelavet dressing. Maden var lidt stærk, men den smagte helt fantastisk. Men pludselig under måltidet, blev vi forstyrret af noget voldsom regn, torden og lyn der betød, at vi måtte skynde os at flytte det hele ind på gulvet, hvor vi så måtte sidde i skrædderstilling og indtage det sidste. Da vi så sidder og hygge omkring maden og lytter til den meget voldsomme regn, kommer en mor med sine to små børn på 2 og 4 pludselig løbende ind i huset. Hun blev nødt til at søge ly et andet sted, fordi hendes eget hus stod og rystede, og var ved at vælte grundet den kraftige regn. Det var selvfølgelig ganske ubehageligt for dem, og børnene var også lidt skræmte, men så var det godt at Kress' børn kunne opmuntre de to små med det legetøj de nu engang havde. Vi spurgte så klart om der var noget vi kunne hjælpe med, men der var intet at gøre før regnen var ovre.

At regnen skulle ødelægge aftenen for den lille familie og forhindre os i at spise ude, var selvfølgelig super træls og synd for familien, men omvendt var jeg også "glad" for at det skete, da vi virkelig fik at se og opleve, hvordan det kan være at leve under sådanne forhold som de gør. Vi fik set, at blot en omgang regn kan gøre dem hjemløse og ødelægge alt hvad de ejer, som hjemme i Danmark er noget vi bare synes er hyggeligt at observerer indenfor gennem vinduerne. Vi fik også set, hvordan man tager hånd om hinanden, bl.a. med børnene som trøster hinanden, men også at de fik noget at spise og ikke bare skulle kigge på. Fedt at se, at selvom man ejer så lidt som de har, så kan de sagtens dele ud af det. For god ordensskyld må jeg skynde mig at sige, at familiens hus stadig står, og at ingen alvorlige skader tilsyneladende er sket.
Da regnen stilnede af fik vi lidt mere at drikke, imens Nikolaj og jeg legede med børnene og det de nu engang havde, samtidig med, at vi lærte dem nogle nye lege og grimassere. En helt igennem fantastisk dag og aften, som virkelig har sat et kæmpe indtryk på mig. At blande sig med de lokale, er helt klart måden at finde ud af, hvordan de lever og har det. Vi blev endda tilbudt at overnatte der, som kunne have været en rigtig sjov oplevelse, men grundet vi skulle rejse dagen efter, pakke og tjekke ud, kunne vi ikke rigtig nå det, desværre. Men igen, en FANTASTISK oplevelse!

Da vi blev kørt hjem af Kress var stemningen ganske god i tuktuk'en, da Nikolaj og jeg sang for ham, hvilket han synes ganske godt ham. Derfor spurgte han, om vi kunne tænke os at komme på karaokebar sammen med ham, bare for en enkelt øl og et par sange. Det kunne vi så klart godt, så hurtigt hjem at skifte trøje og så videre på bar. Det vidste sig efterfølgende, at karaokebar i Cambodia er noget helt andet end i Danmark, for da vi så Pink Paradise, følte vi der var noget helt galt. Vi spurgte derfor lige en ekstra gang, hvad det her helt præcist var, hvorefter han igen siger, at det er en karaokebar og vi skal bare vente på at rummet bliver klart. Rummet? Hvad er det for et rum? Skal vi ikke synge? "Jojo" sagde han. Når, jamen vi måtte jo bare vente at se....

Da vi kom ind lignede det alt andet end et sted hvor man kunne synge, og da en dame klappede mig i måsen tænkte jeg også, det her, det er ikke et karaokested. Men jo, ganske rigtig, det var det. Meget mærkeligt kom vi ind i et privat rum, kun os tre og så damen der klappede mig i måsen, der stod for anlægget og servering af øl når vi var løbet tør, og så var der en tvskærm med musik til. Vi var derfor ikke blevet snydt, men ønskede vi andet end bare øl og sang, så var damerne der også. Kort efter vi havde sat os, kom der nemlig tre piger ind som man kunne få selskab af iform af dans, sang og underholdning - men nej tak. De gik derfor pænt igen, og vi havde en kæmpe fest med masser af sang og masser af øl til ganen. Derfor endte vi også med at blive godt fulde, efter at have delt en kasse øl på de fire timer med sang, dans og god stemning.

Herefter blev vi pænt kørt hjem af Kress, som ikke helt var i tilstand til at køre en længere tur, så det var godt at vi ikke skulle længere end 100m., hvor han efter at have sat os af tog sig en lur på bagsædet af tuktuk'en. Om han sov der natten over ved jeg ikke, men han var i hvert fald væk dagen efter da vi stod op.

Man må derfor sige, at vi har fået os en HEL DEL oplevelser med fra vores første fire dage i Cambodia, som er blevet skudt i gang med et brag. Cambodia har derfor været et af vores bedste rejsemål indtilvidere, i hvert fald for mig, hvilket jeg fortsat også tror det forbliver.
Imorgen skal vi syd på og videre ned til hovedstaden Phnom Penh, hvor vi skal få et par dage til at gå, inden vi også skal videre derfra. Om det kan leve op til Siem Reap har jeg svært ved at tro, men mon ikke, at vi også får nogle gode dage der - det er jeg sikker på.

D. 15/05, d. 16/05, 17/05, 18/05