Profile
Blog
Photos
Videos
26. marts
Vi fejrede i dag vores 3 måneders dag i bussen til Rainbow Beach. Vi ankom til byen og vores hostel kl. 12.30.
Efter vi havde tjekket ind, besøgte vi rejsebureauet, som faktisk deler bygning med hostellet.
Her fik vi bestilt surflektioner, 2 hostelovernatninger og skydive!! Vi skal skydive den 8/4 i Byron Bay, så det er vi super spændte på.
Efter vi havde fået det hele arrangeret, skulle vi til et briefing møde kl. 16 om vores Fraser Island tur, som starter i morgen. Mødet handlede om, hvordan det hele skulle foregå de næste par dage ude på øen, og reglerne for hvordan man skulle opfører sig på øen. Bagefter var der en times lang film omkring kørslen på øen.
Fraser Island er nemlig verdens største sandø, så for at vi kunne være forberedte på at køre i sand, som er en helt anden oplevelse end at køre på asfalt, var filmen nødvendig.
Da mødet var overstået, gik vi ned og handlede og lavede aftensmad.
Efter vi havde spist, gik vi ned på vores værelse og pakkede taskerne, så vi var klar til i morgen.
27. marts
Vi stod op kl. 6 og gik i bad, fik sat vores tasker i bagageopbevaring, tjekket ud og spist morgenmad, så vi var klar til at mødes sammen med alle de andre, der også skulle med på turen kl. 7.30.
Kl. 8 kom folkene der stod for turen, og hver gruppe fik dermed tildelt en bil (firehjulstrækker), pakket bilen og hentet det mad, som vi skulle have med på turen.
Vi var 8 personer i hver bil, og vi kørte 4 biler sammen hele tiden.
Vi havde en rigtig god gruppe, med 2 tvillingepiger fra Schweiz, et par fra England og et bøssepar fra London, men alle kom rigtig godt ud af det med hinanden.
Da vi var klar med bilerne, havde vi endnu engang et briefing møde, inden vi drog afsted mod Fraser Island.
Vi tog en færge i 10 min over til øen, hvor vores første stop var frokost. På vejen dertil så vi en dingo spise af en død skilpadde på stranden. Det var den første og eneste dingo vi så på turen. En dingo ligner lidt en kæledyrs hund, men det er det langt fra, da den er enormt aggressiv og kan slå mennesker ihjel.
Igennem hele turen skal vi selv stå for vores mad. Vi havde fået en madplan og en masse mad udleveret, og så skulle vi selv stå for at lave det og sørge for, at der var mad til alle dagene.
Efter frokosten kørte vi indlandskørsel i stedet for strandkørsel. Vi kørte op til en sø kaldet Lake McKenzie, som nok var noget af det smukkeste, vi havde set længe. Vandet var så rent og klart, at vi kunne drikke det, hvis ikke det var fordi alle straks hoppede i vandet og badede.
Vi var ved den smukke sø i 1,5 time, inden turen gik hjemad mod campen. Vi var dog lige ved at blive efterladt ved søen, da vi begge to var faldet i søvn oppe på stranden, og ingen fra vores gruppe havde vækket os, da det var tid til at gå. Vi vågnede dog og kunne overhovedet ikke forstå, hvor alle folk var henne, så vi skyndte os ned mod bilerne, der alle holdt klar til at køre og kun ventede på os.. Ret pinligt, men heldigvis kom vi kun 5 min for sent, så det var ikke af nogen stor betydning.
Vi kørte mod campen, men havde et hurtigt stop ved et skipsvrag, så vi kunne tage et billede.
Turen hjem til campen var helt vild smuk, da solen var på vej ned, og der var det smukkeste lys på himlen.
Vi ankom til omkring kl. 18, efter en rimelig lang dag i bilen. Det var dog ikke noget stort problem, da vi var 6 personer, som skiftes til at køre. Vi begge 2 kørte indlandskørsel, hvilket var vildt sjovt og en smule udfordrende, for sandet var helt blødt, så man skulle passe på, man ikke kom til at sidde fast i det bløde og dybe sand. Det mindede lidt ligesom at køre i dyb sne derhjemme, men det var intet problem, og vi fik begge ros af de andre i bilen for vores kørsel.
I campen hjalp vi alle sammen til med at få lavet aftensmad og bagefter vasket op. Da vi var færdige, sad vi længe bare og snakkede, indtil der var dømt fest i hele campen. Musikken slukkede dog allerede kl. 00, så der gik vi i seng.
28. marts
I dag stod vi op kl. 8 for at være klar til at forlade campen kl. 9.30.
Alle bilerne sørgede for at have en sober chauffør bag rettet, inden vi kørte ud til Eli Creek, som var en slags flod, hvor man gik lidt ind i landet for at hoppe i vandet og flyde med strømmen hele vejen ud til stranden igen. Vandet var ret koldt, men dejligt friskt. Da det var startet med at regne helt vildt meget, tog vi et par ture, inden regnen var stoppet, og vi kunne tørre os og sætte os ind i bilerne igen. På vejen tilbage til campen stoppede vi ved Maheno skibsvrag, som vi også tog et billede af i går, men i dag steg vi ud af bilerne og kunne se lidt nærmere på vraget.
Da vi havde udforsket det til ende, kørte vi tilbage til campen og spiste frokost. Efter frokosten kørte vi afsted mod toppen af øen for at bade i champagne poolsene.
Champagne poolsene er nogle pools af havvand, der er beskyttet af nogle klipper, så man kan svømme der uden hajer. Havets bølger skyller hen over klipperne, og ned hvor man kan bade. Når vandet bruser ind i poolen, føles det som om, at man svømmer i champagne. Vi havde ca. 1 time der, inden vi kørte videre til et lookout punkt, hvor vi gik op på toppen af nogle klipper og så ud over havet. Selvom vi var langt over havet, kunne vi alligevel se, da en kæmpe stor rokke svømmede rundt neden for klippen.
Da vi havde nydt udsigten, gik vi ned til bilerne og kørte hjem til campen. I dag havde vi begge 2 kørt strandkørsel, som er lidt mere afslappende end bomletoget, når man kører indlands.
I campen gik vi straks i gang med at lave aftensmad, og efter maden gik vi alle 8 ned på stranden og så på de flotte stjerner.
Tilbage i campen var der igen i aften fest og dans og høj musik, som igen i dag slukkede kl. 00.
29. marts
I dag var der afgang fra campen 1 time før end i går, nemlig 8.30, men vi skulle have pakket alt sammen i dag, da vi ikke kommer tilbage mere.
Da vi forlod campen, kørte vi til Lake Wabby.
For at komme hen til søen skulle vi gå 45 min igennem skoven, hvorefter vi så havde 40 min ved søen, inden vi igen skulle gå 45 min tilbage. Selve gåturen var ikk særlig lang kilometernæssigt, men fordi det var i sand og op og ned hele tiden, føltes turen meget længere. Men vandet var dejligt, og der var en fantastisk udsigt over sandørkenen, inden man kom ned til søen.
Da vi kom tilbage til bilerne, kørte vi et kort stykke hen til det sted, hvor vi skulle spise vores sidste frokost sammen.
Efter frokosten tog vi færgen tilbage og kørte hjem på hostellet omkring kl. 15.30.
Efter vi havde tjekket ind, gik vi sammen med nogle få andre en tur kaldet the sunset Walk, som tog ca. 30 min. Vi gik op på en stor sandbanker, hvorfra man kunne se ud over byen og samtidig se solnedgangen. Det var bare ikke så gennemtænkt, for vi havde bestilt aftensmad på hostellet, hvilket altid bliver serveret kl. 18.30, som er samme tid som solnedgangen... Vi sad derfor bare og nød udsigten, inden vi gik hjem og tog et hurtigt bad, inden aftensmaden blev serveret. Vi sad sammen med gruppen og spiste, så det var super hyggeligt.
Alt i alt havde vi en rigtig god tur og god gruppe. Det var super sjovt at køre i den store bil både indlands og ude på stranden, selvom ret og gear sidder i den forkerte side af bilen! Så det var bare en virkelig fed oplevelse!
I morgen skal vi med bussen videre til Noosa kl. 12.25.
- comments