Tiden gaar staerkt - nu er det allerede snart en uge siden vi skulle se de legendariske Nascalinier fra oven, hvilket var rigtig en rigtig spaendende og lidt nervepirrende oplevelse! Vi skulle tidligt op denne soendag morgen (23. maj) - 7:15 blev vi hentet og koert ud til den lille lufthavn ca. 20 min. fra byen. Vejret er som regel klarest om morgenen og derfor er det bedst at se disse linier mellem kl. 8 og 10. Vi havde valgt at investere i den lidt dyre udgave, nemlig en overflyvning i et propelfly hvor der kun var plads til 6 personer i alt, 2 piloter og 4 turister, hvilket betyder at alle har god udsigt over landskabet. Vi blev dog alligevel lidt overrasket da vi saa flyet - det var virkelig lille og lidt svaert at forestille sig at det rent faktisk kunne lette. Men vi gik ombord sammen med et andet Schweizisk par som ogsaa virkede en anelse nervoese og lidt over 8 var vi i luften. Overflyvningen varede 30 min. og det var ret utroligt at se disse over 2000 aar gamle linier oppefra. Det lille propelfly droenede rundt fra side til side saa vi alle kunne se linierne fra flere vinkler - det kraevede dog lidt oevelse at faa oeje paa figurerne da landskabet ogsaa havde mange andre konturer. Men det lykkedes heldigvis at faa et par gode billeder af de ca. 12 figurer vi saa som i stoerrelse varierede mellem 35 og 200 meter. Vi var paa forhaand blevet advaret imod at spise morgenmad inden, hvilket Charlotte satte pris paa at have overholdt - de sidste 5-10 min. var det ikke saa meget hun kiggede hun ad vinduerne og det var rart igen at faa fast grund under foedderne. Vi blev hentet og koert tilbage til vores hostel hvor vi heldigvis var i stand til at spise lidt morgenmad. Allerede en time efter blev vi igen hentet - vi havde ogsaa koebt en tur til Chauchilla Cementary som er en kaempe begravelsesplads fra Nascakulturen. Desvaerre har stedet vaeret plaget af gravroevere indtil det blev et beskyttet omraade, men der var dog stadig en del skeletter tilbage i de nu aabne grave. I Nascakulturen gjorde de meget for at pakke de afdoede ind i en masse lag af bomuld hvilket betyder at ligene er meget velbevarede - mange havde stadig langt haar og hud flere steder paa kroppen - imponerende men ogsaa lidt skraemmende. Herefter besoegte vi en pottemager som fremstiller diverse lerkrukker og skaele paa gammeldags maner. Til slut var vi paa besoeg hos en guldsmed, som forarbejder klipperne og selv udvinder guldet herfra med en primitiv metode.
Om eftermiddagen var vi igen tilbage paa vores hostel hvor vi traengte til en god morfar efter alle disse indtryk. Vi fik os dog lidt af en overraskelse da vi igen vaagnede - pludselig begyndte hele vaerelset at ryste - vaegge og gulv og seng dirrede! Det varede kun et kort oejeblik, 10 sek. maaske, men var alligevel lidt skraemmende og vi gik ned i receptionen og spurgte om der ikke lige havde vaeret et jordskaelv. Hun smilede til os og sagde at dette kaldte de ikke et jordskaelv - det var blot en rystelse... men alt rigeligt for os i hvert fald!

Allerede om aftenen skulle vi videre med natbus til Arequipa, den sidste af slagsen. Arequipa er Perus andenstoerste by med knap 1 million indbyggere - den kaldes ogsaa for den hvide by da mange af bygningerne er lavet af en slags hvid/graa aske fra de mange vulkaner omkring. Vi havde vaeret heldige at faa billetter til 1. klasse hvilket betyder store laedersaeder og benstoetter saa vi fik en rimelig nat. Vi var fremme om morgenen og var heldige at blive hentet af en bil fra det hostel vi skulle bo paa. Vi sov et par timer og gik herefter paa byrundtur. Vi besoegte bl.a. et museum hvor en Inkapige er udstillet i et fryserum - hun er "500" aar gammel, men alligevel helt utroligt bevaret! Hun blev fundet i 1995 da en amerikaner besteg et af de omkringliggende bjerge. Man har fundet ud af at Inkaerne ofrede hende til guderne paa toppen af bjerget og grundet de toere og meget kolde vejrforhold var hun i yderst god stand da hun blev fundet - det var endda muligt at se hvad hendes sidste maaltid bestod af. Siden da har man fundet flere menneskeofringer fra Inkatiden paa bjergene rundt om Arequipa.
Vores frokost indtog vi paa en restaurant med balkon med udsigt over den store plads midt i byen og herefter gik turen til et gammelt Nonnekloster "Santa Catalina" som foerst blev aabnet for offentligheden i1970'erne. Det var meget charmerende med smaa krogede gader, mange flotte blomster og malet i klare pastelfarver, saa her gik mange fotos til!

Tirsdag den 25. maj skulle vi endnu en gang paa tur - denne gang en todagstur til Colca Canyon som er verdens anden dybeste med sine 3191 meter, kun overgaaet af Cotahuasi Canyon som er 150 meter dybere. Det meste af den foerste dag gik med at koere bus gennem bjergene til byen Chivay hvor vi skulle overnatte. Vi var en hel busfuld, ca. 25 mennesker. Vi stoppede flere steder saa der var mulighed for at tage billeder. Bl.a. saa vi baade vilde Vicuñaer, Alpacaer og Lamaer (alle i samme familie - Vicuñaen den mest sjaeldne). Alpacaen er klart den soedste med sin kaempe kroellede pels! Vi var fremme om eftermiddagen hvor vi havde lidt tid for os selv i den lille by. Senere koerte vi lidt udenfor byen til en slags badeanstant hvor de var 5 bassiner med skoent varmt vand fra kilder under jorden. Om aftenen skulle vi paa en stor restaurant hvor et lokalt band stod for underholdningen. Det var dog en smule kunstigt og opsat - kun for os turisters skyld. Men maden var god - Charlotte fik Alpaca pebersteak og Morten en lokal meget staerk ret bestaende af fyldte peberfrygter. En anden gaest fra Lima fik samme ret som Morten - han maatte dog forlegent opgive at komme igennem og forsogte at skjule taareerne i oejnene da Morten meldte ud at han ikke syntes den var speciel staerk! Senere gik turen til en lokal bar hvor Morten fik proevet nogle flere lokale oeller!

Morgenen efter skulle vi meget tidligt op - morgenmaden blev serveret 5.30. Det havde vaeret en kold nat - isolering bruges ikke i saerligt stort omfang og der var ingen former for opvarmning selvom det kan blive frostgrader om natten. Vi skulle tidligt afsted for at vaere ved den store kloeft Colca Canyon kl 9.30. Den stoerste turistattraktion her er de store kondorer som flyver henover kloeften i morgentimerne. Og vi var rigtig heldige - ca. 20 kaempe kondorer svaevede i luften da vi ankom. Det var imponerende at se disse kaempe fugle paa saa naert hold, deres vingefang kan blive op til 3,5 meter. Det var dog lidt svaert at tage gode billeder, men det lykkedes Morten at faa et par rimelig vellykkede. Vi var der en time, men efter 15-20 min. var de vaek igen saa mange turister efter os kom forgaeves. Vi gik tur langs den kaempe kloeft, og vi kunne se en af de smaa landsbyer som er nede i kloeften. Resten af dagen gik med hjemtransport. Vi gjorde stop i forskellige smaa landsbyer bl.a. til toiletbesoeg. I en af disse smaa landsbyer havde Charlotte opbygget en ret saa stor blaere og straks da bussen stoppede droenede hun hen til den naermeste bygning hvor der paa vaeggen stod "BAÑO" (toilet). Det var dog mere primitivt end vi tidligere har oplevet, der laa halm paa gulvet og haandvasken havde set bedre tider, faktisk var der var ikke engang doer for, saa Morten maatte skaerme og det viste sig at det heller ikke kunne traekke ud. Vi fik dog efterfoelgende en forklaring da en aeldre lokal kvinde godt vrissen kom ud af sit hus og opdagede at dumme turister brugte hendes private toilet - ups ups... det var heldigvis ikke Charlotte som sad med numsen bar da hun kom :o)
Turen til Colca Canyon er en meget turistet rute, hvilket giver sig til kende ved at der ved alle de klassiske stop er boder og lokale som staar med store rovfugle paa skulderen klar til billeder. Det har vi ikke oplevet foer her i Peru og det er en skam at i forvejen jagtede dyr holdes til fange paa den maade kun for turisters skyld.

Torsdag var sidste hele dag i Arequipa - vi sov lidt laengere end de forregaaende dage og brugte ellers dagen paa at se lidt mere af byen og bruge nogle penge paa souvenirs - hvilket er alt for nemt da her er saa mange fantastiske laekre produkter af Alpacauld! Vi koebte faktisk saa meget at vi maatte sende endnu en pakke hjem til Danmark (den tredje af slagsen). Idag er vi ankommet til Puno som ligger med udsigt over Lake Titikaka, den hoejest beliggende navigerbare soe i verden og Sydamerikas stoerste paa 170 x 60 km. Paa soeen er flydende oeer bygget af siv - mange lag siv som hele tiden skal fornyes efterhaanden som de raadner nedefra. Disse oeer skal vi besoege paa soendag - i morgen loerdag er jo en saerlig dag hvor Charlotte haaber at blive forkaelet lidt ekstra :o)

Det var vist alt for denne gang - nu er det blevet sengetid - god weekend til alle! Mange hilsener Morten og Charlotte