Nu er vi i Cusco og atter oppe i bjergene (3326 meters hoejde) - byen med allerflest turister her i Peru, blandt andet pga. den store turistattraktion Machu Picchu! Dette aendrer dog ikke det faktum at det er den mest charmerende og hyggelige af slagsen vi har besoegt. Der er smalle snoede gader hvor bilerne kun lige praecis kan klemme sig igennem, gamle bygninger og rester fra Inkaernes tid - Cusco var deres hovedsaede. Det er den sidste by vi besoeger paa vores rejse og heldigt nok er den det vaerdigt!
Naa, men sidste indlaeg her paa bloggen var den 28. maj og dagen efter var jo Charlottes foedselsdag. Hun blev vaekket med morgensang og gaver paa sengen som det hoerer sig til og oppe paa 6. etage var stor morgenbuffet med udsigt over Lake Titikaka. Morten havde forvildet sig ud i at arragere massage - naermere Inka Massage. Det var en lidt anderledes oplevelse, men visse dele trods alt behageligt! De to massoerer var ret haardhaendet - Mortens mest, og der blev knaekket baade fingre og ryg (dagen efter var de fleste oemme eftervirkninger i Mortens ryg dog vaek). Charlottes massoer var heldigvis blidere! Morten var ikke helt paa toppen (ikke kun pga. massagen) med kvalme og utilpashed, saa dagen blev herefter mest brugt paa afslapning.
Soendag var det egentlig planen at vi skulle paa en to-dagstur til Lake Titikaka og besoege forskellige oeer, men dette blev aflyst grundet Mortens tilstand.Heldigvis friskede han op i loebet af dagen og om eftermiddagen tog vi paa en tur ud til en gammel begravelsesplads fra Inka kulturen, Sillustani. Det laa ca. 45 minutters koersel fra Puno ved en smuk lagune hvori de omkringliggende bjerge spejlede sig. Begravelsespladsen bestod af en masse taarne kaldet Chullpas, det hoejeste tilbagevaerende var 12 meter. Vi gik rundt en times tid og guiden fortalte om Inkaerne og deres begravelsesritualer.

Mandag kunne vi heldigvis komme afsted til Lake Titikaka. Vi tog ned paa havnen og koebte en rundtursbillet med overnatning paa oeen Amantani. Der var kun os og to andre turister samt et par lokale som skulle med. 8:30 sejlede vi afsted og efter en time naaede vi til de beroemte sivoeer (Uros). VI gjorde stop og blev modtaget af en yderst ivrig lokal som tegnede og forklarede om hvordan oeerne er konstrueret; Nederst er bundter af toerv som bindes sammen paa kryds og tvaers og herefter laegges en masse lag af siv ovenpaa. Nye lag skal hele tiden laegges ovenpaa efterhaanden som oeen raadner nedefra. Det er forholdsvis smaa oeer, 4-6 familier lever paa hver og der er omkring 60 oeer ialt. Antallet svinger op og ned eftersom der hele tiden kommer nye til og nogle forsvinder. Det var spoejs at gaa rundt paa disse sivoeer, det var meget bloedt og man havde ikke just foelelsen af at have fast grund under foedderne. Selv deres huse og baade er bygget af siv og de indgaar saagar ogsaa i madlavningen. Den lokale kvinde udstyrede os med traditionelle dragter og vi kan henvise til fotoalbummet hvor der vil vaere yderst henrivende billeder at finde!
Turen gik videre, vi sejlede i yderligere 3 timer foer vi ankom til den "rigtige" oe Amantani som har omkring 4000 indbyggere. Der er hverken veje eller koeretoejer paa denne oe. Paa havnen stod lokale for at tage imod os - indbyrdes har de en ordning om hvis tur det er til at huse turisterne. Vi blev budt velkommen af en kvinde ved navn Maxima og fulgte med hende. Maxima og hendes mand Teofileo boede taet ved havnen med udsigt over vandet. Beboerne paa Amantani taler Quechua som er det oprindelige indianersprog, men alle laerer derudover spansk hvilket var en lettelse at finde ud af eftersom Quechua er fuldstaendig volapyk og intet har at goere med spansk. Maxima og Teofilo boede meget sparsomt og primitivt - faktisk fik vi det paeneste vaerelse med ialt tre senge og en lille paere paa vaeggen. Der var toilet i gaarden, et af den salgs hvor man selv skal haelde vand i efter brug. Rindende vand var der ikke, saa vi gaar ud fra at eventuelle bad foregaar i en form for balje, selvom det sandsynligvis er sjaeldent at det overhovedet foregaar. Haandvask... tja... der stod en beskidt balje med mudret vand i hvor Maxima skyllede haenderne efter madlavning... naermere kommer vi det vist ikke. Alt sammen forhold man slet ikke kunne forstille sig at leve under, men som er tankevaekkende og lidt udfordrende at opleve. Men gaestfri var de i hvert fald og vi foelte os velkommen! Vi havde taget lidt gaver med til dem iform af ris, olie, kaffe og bolcher og der var baade kram og kindkys da de modtog varerne. Parret havde ialt 8 boern, kun to boede hjemme, to drenge paa ca. 10 og 13 aar. De to drenge kom hjem fra skole mens vi spiste middagsmad, Maxima havde lavet stegt fisk med ris og nogle specielle kartofler. Drengene var meget snaksaglige og kunne saagar en smule engelsk. Vi spillede fodbold med dem, det blev dog en kort fornoejelse, i 3800 meters hoejde holder kondien ikke langt! Herefter gik vi selv rundt paa den lille oe og fandt bl.a. den centrale plads hvor der var gang i en slags valgtaler tror vi nok. Om aftenen gik vi sammen med den aeldste af drengene op til en lille koebmand - vi havde besluttet af koebe en ny fodbold til dem eftersom den gamle var helt oedelagt og ikke kunne holde luft, og drengene var helt vilde da de hoerte det. Aftensmaden som Maxima tilberedte over et lille baal spiste vi paa vores vaerelse da der ikke var plads til os paa baenken i det lille koekken hvor familien sad. Moerket var faldet paa og vi havde udstyret os med baade huer og vanter for at holde varmen.
Naeste morgen efter morgenmaden skulle vi videre og vi fik atter engang baade kys og kram og Teofileo takkede os mange gange for at have givet drengene en ny bold. Det var utroligt at maerke hvor meget saadan en lille ting (for os) betoed for dem! Allerede kl. 8 lagde baaden fra havn med kurs mod Taquile som er en mindre oe med kun 1000 indbyggere. Her havde vi ca. tre timer (de foerste 25 min. blev brugt paa at kaempe os op ad de godt 500 trin som foerer op til selve bebyggelsen). Oeen mindede meget om Amantani og paa den centrale plads fandt vi en restaurant med udkig over oeen og havet. Vi sejlede yderligere 3,5 time for at komme retur til Puno - det havde i hoej grad vaeret en speciel oplevelse at vaere paa Lake Titikaka!
Onsdag den 2/6 skulle vi med bus videre til Cusco hvor vi befinder os nu - desvaerre var vi blevet taget ved naesen, vi erfarede paa stationen i Puno at vi havde betalt mere end det dobbelte for billetterne end hvad vi burde! Som bonus fik vi saederne lige ud for toilettet i bussen, ikke et sted der ofte bliver gjort rent, saa vi kunne nyde urinfyldte briser fra toilettet de 6-7 timer turen varede :o) Men frem kom vi hvert fald og med taxa blev vi koert til bydelen San Blas hvor vi havde planlagt at finde et hostel. For foerste gang mens vi rejser var der ingen ledige vaerelser det foerste sted vi gik ind, mens heldet var der anden gang. Morten var igen utilpas, saa Charlotte gik selv lidt rundt i den hyggelige by hvor der var usaedvanligt mange turister.
Torsdag brugte vi paa at besoege et meget flot bygget inkatempel som ligger i byen og ellers bare slentre rundt. Om aftenen havde vi moede med den Turarrangoer hvorigennem vi har koebt tur til Machu Picchu samt tur til junglen. Vi fik grundig information om jungleturen - om myg/myggespray, beklaedning, kost, vejrforhold og hvad der er vigtigt at medbringe. Vi glaeder os rigtig meget, men er ogsaa spaendte paa hvad der venter!
Fredag havde vi koebt en endagstur til Machu Picchu og det var meningen turen derop skulle foregaa med tog. Grundet meget regn var mange af sporene oedelagt og det blev derfor til kombineret bus/togtur. Turen startede meget tidligt fredag morgen, hvor vi blev hentet ved hostellet og koert til togstationen, her ventede en masse smaa busser, som skulle tage os det foerste stykke af turen. Efter nogle timer var vi omsider fremme i den lille by, hvorfra togturen kunne begynde. Toget var udstyret med panoramavinduer, saa vi rigtig kunne nyde udsigten under den 1 time og 20 min lange koeretur. Ved ankomsten i Aguas Calientes, som er indgangsbyen til Machu Picchu, ventede vores guide. Han satte os paa en ny bus, der skulle tage os det sidste stejle stykke op til ruinerne. I turistsaesonen, som vi nu er naaet til, besoeger 2500 mennesker Machu Picchu hver dag. Saa der skal mange minibusser til og de koerer konstant op og ned. Paa toppen var situationen relativt kaotisk, da alle skulle igennem taelleapparatet og vise billetter. Men omsider kom vi igennem og startede en kort gaatur op til "view-pointet". Det var en helt fantastisk fornemmelse endelig at kunne spejde ud over de mere end 500 aar gamle ruiner, der blev opdaget saa sent som i 1911 af en amerikansk forsker. Paa trods af mange turister, var det muligt at faa nogle relativt ugenerede billeder af ruinerne, for ikke at tale om bjerget, Wayna Picchu, som med lidt god fantasi (og hovedet paa skraa) forestiller silluetten af en mand (bjergtoppen er naesen). Vi fik en lang rundvisning i ruinerne og saa de ret saa velbevarede huse og templer, helt sikkert den lange rejse vaerd.
Turen hjem foeltes lang og da vi omsider var hjemme var kl da ogsaa halv ti. Vi havde dog krafter til at gaa ud og spise og faa nogle drinks at sove paa. De er bestemt ikke naerige med sprutten.
Dagen idag, har vi brugt paa at forberede os paa den forestaaende jungletur - vi maatte ud og investere i noget udstyr, saa vi kan ligne rigtige globetrottere - safarihatte, myggespray og drikkedunke. Bussen henter os kl 5 i morgen tidlig, saa det er paa tide at komme i kanen.
Vi haaber at alle derhjemme har det godt og nyder at det endelig er blevet sommer!
De bedste hilsener Charlotte og Morten